Misconceptions ☯ Zayn Malik

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 sep. 2014
  • Opdateret: 9 jan. 2015
  • Status: Igang
Jeg er træt af folks medlidenhed, af at alle ser mig som ’stakkels Zayn, der er forelsket i sin bedste vens kæreste’. Jeg ved, at det ikke er okay, og hvis det var nemt at glemme hende, havde jeg gjort det for længst. Men det er det ikke. Det eneste, jeg behøver, er tid, ikke folk der har ondt af mig og tvinger mig til at komme videre. Hvorfor kan de ikke forstå det? Jeg har bare brug for tid og én, der forstår.

8Likes
22Kommentarer
1824Visninger
AA

12. 10 ☯ Mila

”Værsgo,” sagde Moni og rakte mig et krus med brændende varm, sød og perfekt te. Hvor hun dog kendte mig. Jeg prøvede at skrive, og med prøve mente jeg, at jeg skrev tre ord og derefter slettede fem, fordi jeg var så pokkers usikker på min skrivning, og te hjalp mig altid med at fokusere en smule mere. Jeg behøvede kun te, cigaretter og Moni, der truede mig, hvis jeg slettede noget.

Jeg skrev Harry Potter fan fictions i min fritid, og det havde taget mig et par år at overkomme min frygt og udgive det jeg skrev online. Jeg havde mine læsere, jeg havde mine venner, og jeg elskede at læse deres kommentarer til hvert kapitel. Det var altid så dejligt at læse deres ord, og det hjalp mig med min usikkerhed, men trods det, var det stadig svært for mig at synes om det, jeg skrev.

”Tak,” mumlede jeg, modtog kruset og fokuserede igen på skærmen foran mig. Den blinkende cursor pressede mig til at skrive. Efter at have været i gang i en time, havde jeg kun fået skrevet to afsnit. Yeah, jeg var en langsom forfatter.

”Hvordan går det?” Spurgte hun mig og tog plads ved min side. Hun havde sit eget krus med sort te i sine hænder. Hendes øjne studerede siden med de to tamme afsnit, jeg havde skrevet, og hun så koncentreret og seriøs ud.

Moni var den eneste, jeg stolede nok på, til at se mine udkast og give mig en ærlig mening om det, jeg lavede. Hun ville fortælle mig, om de fejl jeg lavede, og om det, jeg skrev, var lort eller ej. Hvis det var, ville hun hjælpe mig med at skrive noget bedre.

”Jeg sidder fast. Jeg sværger, jeg kan ikke skrive. Jeg har det hele inde i mit hoved, men jeg kan bare ikke sætte ord på det!” Sagde jeg højt, jeg var så sur og frustreret over hele situationen. Jeg havde allerede siddet og bare stirret på skærmen i tyve minutter.

”For det første, tag det roligt. Du kan sagtens skrive det her, og indtil videre er det fint, men det ikke virker bare ikke som om, du har den samme forbindelse til Draco, som du plejer at have, når du skriver. Måske trænger du til at gå ud, du ved. Tag en pause eller sådan noget,” foreslog hun, og jeg sukkede, inden jeg tog en tår af teen.

”Jeg har allerede røget to cigaretter. Jeg ved ikke, hvad der holder mig fra at skrive,” tænkte jeg højt og havde stadig blikket rettet på den skide cursor. ”Jeg burde droppe skrivning og Uni og bare bo under en bro i stedet. Ja, det er en god idé. Det gør jeg- av! Det gjorde ondt,” råbte jeg.  

”Det er for at sige sådan noget lort. Jeg vil brænde enhver bro, du vælger, ned. Du dropper ikke skriveriet, og du dropper ikke Uni. Er det forstået? Og nu må vi gøre noget ved det her.” Jeg kiggede tomt på hende. Jeg kunne ikke tænke, og det var også derfor, jeg ikke kunne skrive. Min hjerne var blank, som om alle de små Milaer der sad derinde strækkede og nægtede at arbejde for mig.

”Okay, lad os tale os igennem det. Hvor vil du hen med historien?” Spurgte Moni. Hun gjorde det samme hver gang, jeg gik i stå med en historie. Hun blev bare ved med at stille spørgsmål, og gøre mig begejstret for de ting, der ville komme senere i historien, og det plejede at hjælpe. Men ikke den dag.

”Jeg ved, hvor jeg vil hen med historien, jeg ved, hvad jeg vil skrive, men jeg kan bare ikke!” Udbrød jeg. Frustrationen åd mig levende.

Hun stirrede på mig i et par sekunder, før hun vendte hovedet mod min computer og lukkede skærmen ned. ”Okay, hvis det her ikke fungerer, må vi gøre noget andet. Jeg stemmer for at se en dvd med et bestemt band vi begge elsker som starter med ’Mc’ og slutter med ’Fly’,” sagde hun, så jeg lo. Jeg vidste, hvor meget hun elskede McFly dvd’en. Jeg havde ikke styr på, hvor mange gange vi havde set den, jeg stoppede med at tælle efter hundrede.

”Det har jeg ikke lyst til,” brokkede jeg mig, og hun kiggede chokeret på mig, som om jeg lige havde sagt en blasfemi. I hendes verden, havde jeg. ”Undskyld, men jeg er ikke i humør til noget som helst.”

”Kunne det være, fordi du savner din nye ven Zayn?” Spurgte hun og løftede hurtigt sine øjenbryn et par gange, så jeg var ved at blive kvalt i min te. Moni grinede højt af min reaktion, og hun var tæt på at falde af stolen. Det havde ellers været rimeligt.

”Selvfølgelig ikke! Hvad fuck er det for noget at spørge om?” Vrissede jeg ad hende og sendte hende et dræberblik. Hun grinede bare endnu mere.

”Åh, helt ærligt. Du bliver helt mut, når vi hører en One Direction sang, og det er tydeligvis, fordi du ikke har kunne være sammen med dem de sidste uger,” drillede hun mig, mens hun prikkede til mig med sin albue.

”Hold mund!” Råbte jeg.

Der var gået næsten tre uger, siden jeg officielt mødte dem, og både Alex og Harry havde mange gange spurgt mig, om jeg ville være sammen med dem, men vi var midt i semesteret, og jeg havde meget at se til. Selv hvis jeg ville, kunne jeg ikke bare glemme mine ansvar. Min karriere kom i første række. Altid. Og måske var al stressen med Uni, og det faktum, at jeg derfor ikke kunne se mine venner, medvirkende til mit dårlige humør og skriveblokering, men jeg savnede ikke Zayn. Hvorfor ville jeg savne en dreng, der ikke så den rigtige mig? Hvorfor ville jeg savne en dreng, der kun så reflekteringen af en anden person? Hvorfor ville jeg savne en dreng, der var forelsket i en af mine venner? Hvorfor? Det faktum, at jeg ikke kunne få ham ud af mit hoved, betød ikke, at jeg savnede ham.

Alex var ikke min bedste ven, men vi var ret tætte. Det blev vi, da hun slog op med Niall, efter hun kom hjem fra den tour, de var på sammen, og vi blev ved med at ses, efter de fandt sammen igen. Jeg tror, at hun gennem den svære tid havde brug for en, der ikke kendte Niall, en der kunne hjælpe hende med at glemme det for en stund, og jeg var den person. Vi lavede mange ting, der bragte os tættere og tættere sammen, og selvom jeg elskede hende så meget, kunne jeg ikke lide at blive sammenlignet med hende. Jeg kunne ikke lide at blive sammenlignet med nogen som helst. Jeg var min egen person.

Den irriterende fuglelyd lød fra min mobil, og jeg stirrede morderisk på Moni. Jeg var pokkers træt af den lyd, men, af en eller anden dum og ubegribelig grund, elskede hun den, og hver gang jeg prøvede at skifte den, ændrede hun den tilbage. Hun fniste og gav mig et kys på kinden.

Jeg tog min mobil i hånden for at se, at jeg havde fået to iMessages. Gudskelov at det fandtes, ellers ville jeg være løbet tør for beskeder den anden dag i hver måned. Det var utroligt, hvor meget lort Moni og jeg kunne sende til hinanden, og nu også Harry. Den dreng var afhængig af at sende mig billeder af alting hele tiden.

Jeg kommer til at savne dig!!! –Harreh (min yndlings)

Det var den ene besked, og jeg forstod ikke, hvorfor  han ville komme til at savne mig. Jeg troede, at han altid savnede mig. Det fortalte han mig hele tiden.

Hvordan går kapitlet? Phebs siger at du skal skynde dig –Alex

Phebs, den eneste jeg stadig ikke havde mødt, var en af mine læsere – havde Alex fortalt mig – og hvis hun var den Phoebe, jeg troede hun var, elskede jeg hendes kommentarer.

Jeg svarede dem begge to; jeg fortalte Alex, at jeg havde skriveblokering, og at Phebs skulle være tålmodig, og jeg spurgte Harry, hvorfor han ville komme til at savne mig. Jeg modtog hurtig en trist smiley fra Alex og en forklaring fra Harry.

Fordi vi tager til USA i et par uger og jeg ville gerne se dig! Kommer du og siger farvel i lufthavnen? –Harreh (min yndlings)

Så de skulle af sted. Jeg vidste, at jeg alligevel nok ikke ville se dem i lang tid, men af en eller anden grund følte jeg mig en smule skuffet og lidt trist. At jeg ikke kunne se dem, fordi jeg havde travlt, var én ting, men at jeg ikke kunne se dem, fordi de ikke var i landet, var noget helt andet.

Jeg havde ikke set dem, nej, men jeg talte en del med dem. Mest Harry og Liam – han var virkelig en sød dreng, og han fik min venlige side frem i mig – men jeg var begyndt at kunne lide dem alle som en gruppe, og jeg syntes mere om deres musik end før. Efter jeg lærte dem at kende, føltes det totalt anderledes at lytte til deres sange som What Makes You Beautiful eller One Thing. Moni og jeg hørte deres album, når vi gjorde rent i lejligheden eller lavede andre ting. Det gjorde os i godt humør.

Jeg spurgte Harry, hvornår de skulle af sted, og hvordan jeg skulle formå at komme og sige farvel. Moni læste med på beskederne og bad mig hilse.  

Sig til hende at hun også kan komme! Og I kunne tage med Alex –Harreh (min yndlings)

Jeg skrev til Harry, at jeg ville tale med Alex om det. Jeg ringede hende op med det samme. Moni kiggede hele tiden på mig med et mærkelig ansigtsudtryk, som jeg ikke engang gad at forsøge at tyde, jeg fokuserede bare på de korte bip, der med jævne mellemrum kunne høres i mit øre, og ventede på at min veninde ville tage telefonen.

Milaaaaaa!” Sang Alex i den anden ende af røret. ”Phebs siger, at hun dør, hvis du ikke kommer over din blokade snart. Hun ligger bogstavelig talt i sin seng med hovedet i sin pude og græder,” fortalte hun mig, så jeg fniste. Måske var det min skyld, jeg forlod det sidste kapitel med noget af en cliffhanger. Moni sagde, at jeg var ondskabsfuld men, tja, jeg kunne godt lide at være ondskabsfuld ind imellem. Jeg kunne godt lide at gøre Loki stolt.

”Fortæl hende, at jeg er ked af det, og at vi arbejder på sagen for hende,” svarede jeg og hørte derefter min venindes grin. ”Hey, Alex, jeg ringede til dig af en anden grund. Ser du, Harry fortalte mig, at de tager af sted i et par uger.”

”Ja, de er tilbage inden juleferien,” tilføjede hun, og jeg smilede. Det var ikke så længe endda. Under en måned og af en eller anden grund, gjorde det mig glad.

”Well, Harry spurgte, om vi kommer og siger farvel i lufthavnen, og han fortalte mig, at vi kunne komme med dig,” fortalte jeg hende og ventede derefter på svar.

”Yeah, okay! Jeg kender Paul og alle de andre sikkerhedsvagter. De kan ret godt lide mig, for jeg giver dem chokolade,” sagde Alex, og jeg grinede. Jeg kunne forestille mig hende bestikke alle vagterne, så de ville synes bedre om hende. ”De vil ikke tage sig af, hvis I er med. Jeg er glad for, at Moni også kommer!”

Moni overhørte det og smilede, hvorefter hun uden lyd formede ordene: ’alle elsker mig!’ Jeg fniste, som jeg puffede hende i siden, og fordi hun var så kilden, skreg hun og faldt ned på gulvet. Mission fuldført. ”Hvad var det?” Kom det fra Alex i den anden ende.

”Moni der faldt ned på gulvet,” svarede jeg roligt. Det var ufatteligt, hvor ofte min ven endte på gulvet. ”Hun har det fint, hun er vant til det. Så, hvad tid skal vi være hos dig for at tage til lufthavnen?” Spurgte jeg, før Moni ville rejse sig og søge hævn.

”Oh. Bare i morgen ved midnat. De rejser ret sent, så der ikke er særlig mange fans i lufthavnen og tingene kan gå lidt lettere. Er det okay?”

”Selvfølgelig. Vi er vant til at gå i seng klokken tre næsten hver dag og i morgen er fredag, så det lyder fint. Så ses vi i morgen,” sagde jeg og ventede et farvel, før jeg lagde på.

Moni sad i skrædderstilling på gulvet og kiggede på mig med et ondskabsfuldt smil. Jeg rynkede lidt på panden og ventede på hendes hævn. Jeg kunne ikke gøre noget mod hende, uden hun gjorde noget mod mig. ”Er du bevidst om, at du får din kære Zayn at se i morgen?”

Jeg frøs. I et øjeblik havde jeg glemt, at Zayn også ville være der, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle have det med det. Jeg var stadig sur på ham, fordi han ikke så mig, men på samme tid ønskede jeg på en måde at se ham.

”Hold op! Hvorfor driller du mig altid med ham?” Brokkede jeg mig.

”Jeg har mine grunde. Jeg vil downloade cheesy musik, som jeg kan afspille, når I to siger farvel til hinanden. Det bliver sådan et rørende øjeblik! Måske får jeg brug for lommetørklæder eller–” jeg afbrød hende ved at kaste det første, jeg kunne få fat i, efter hende: min æske med lommetørklæder. ”Av! Vent… tak, jeg får brug for dem her i morgen.” Jeg stønnede, og hun grinede af mig. Min bedste veninde var sommetider en idiot.

 

Beklager, hvis det med broen ikke rigtig gav mening. Jeg vidste ikke lige, om vi havde et andet lignende udtryk på dansk, så det blev ret direkte... Jeg håber, I forstår det alligevel! 

Jeg sidder og hører radio, og der er Story of My Life lige nu ;-)

God weekend :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...