Kan I høre mig?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 sep. 2014
  • Opdateret: 15 sep. 2014
  • Status: Igang
Sophia er en ensom pige. Hun bor på en kostskole men har ikke nogle venner. Hun er forelsket i skolen populære, fodboldspillende dreng men han virker uopnåelig. Hun spillede tennis som lille og interessen dukker op igen.

0Likes
4Kommentarer
105Visninger
AA

3. William Hewitt

Jeg ser drømmende ud af vinduet. I går er stadig helt surrealistisk for mig. Vi endte med at gå i tre timer. Inden vi gik hver til sit havde han blidt taget min hånd og strejfet den med sine bløde læber. Jeg følte mig for en gangs skyld ikke alene. Jeg rejser mig og min stol vælter min gamle tennisketsjer. Jeg ser kort på den hvorefter jeg samler den op og begiver mig ned mod tennisbanen ved siden af boldbanerne. Til forandring gør jeg noget impulsivt. Det føles rart. Da jeg når ned til tennisbanen ser jeg til min glæde at den er ledig. Jeg åbner lågen som knirker en smule. Boldmaskinen får jeg hurtigt op og køre og lidt efter står jeg og øver skud. I starten er det svært og føles unaturligt men hurtigt kommer jeg ind i den vante rytme. Når jeg spiller lukker jeg hele verdenen ude. Fokuserer kun på boldene. Den sidste bold kommer susende og jeg slår en nærmest perfekt baghånd. Forskrækket ser jeg mod hegnet da jeg hører en klapsalve. En dreng med middelblond hår står lænet op af hegnet. "Det var en utrolig god baghånd du har dig der! Har du spillet længe? Jeg synes ikke jeg har set dig før." Han smiler med et sødt tandpastasmil. Han har smilehuller og smilet når helt op til øjnene. "Tak! Jeg spillede meget da jeg var mindre men i dag var sådan lidt impulsivt. Jeg savnede det vel." Jeg samler boldene sammen. Han kommer ind til mig og hjælper. "Jeg har da helt glemt at præsentere mig selv. Jeg er William Hewitt. Hvis du har lyst kan vi spille sammen? Jeg spiller en del og vi kan måske træne sammen hvis du har lyst?" Han ser spørgende på mig. Uden at tænke mig om smiler jeg og siger: "Det vil jeg meget gerne!" Vi har samlet boldene sammen og han starter med at serve. "Jeg er forresten Sophia. Sophia Walton." Jeg slår bolden tilbage men får den hurtigt tilbage. Jeg når ikke at ramme den. William kommer hen til mig. "Hvis du starter mere nede med ketsjeren får du et bedre sving. Han stiller sig bag mig og tager sin hånd over min. Han fører min hånd nedad. "Her skal du starte." Jeg er bevidst om hvor tæt han er. "Så svinger du den opad som du gjorde perfekt før."  Han slipper mig og løber ned på sin halvdel. Mit næste slag giver en rar lyd og William råber begejstret. "YES! Der var den! Bliv endelig ved med det!" Han ser genert væk som om han blev pinlig berørt over sit udbrud. Jeg smiler stort til ham. Vi slutter træningen nogle serve senere. Vi går sammen tilbage til akademiet. Han blå øjne stråler og svedperler skinner på hans pande. Han ser faktisk ret sød ud. Ikke lækker som ham men sød. "Vi kan træne sammen lige så tit du vil Sophia! Jeg har ikke så meget at lave her. Du skal bare sige til!" Han ser på mig. "Jeg vil gerne allerede i morgen hvis du vil? Det har været så sjovt." Jeg opdageder at vi står uden foran mit værelse "Jamen så ses vi i morgen!" Han tager et skridt frem mod mig og giver mig et knus. "Add! Vi blander sved!" griner jeg. Han griner bare og giver slip på mig. "Ja vi må nok hellere se at komme hver til sit! Vi er ret klamme." Han smiler stort til mig og jeg går ind på mit værelse. Jeg lukker døren og læner mig op ad den. Han er nu ret sød ham William.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...