Kan I høre mig?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 sep. 2014
  • Opdateret: 15 sep. 2014
  • Status: Igang
Sophia er en ensom pige. Hun bor på en kostskole men har ikke nogle venner. Hun er forelsket i skolen populære, fodboldspillende dreng men han virker uopnåelig. Hun spillede tennis som lille og interessen dukker op igen.

0Likes
4Kommentarer
104Visninger
AA

2. Ham

Mit kedelige leverpostejsfarvede hår er flettet løst og jeg piller nervøst ved den ved mit bryst. Morgenmaden bliver snart sat på bordet. Han sidder overfor mig men en gang til højre. Det brune hår, de varme mørke øjne, måden han fører hånden gennem håret på, selv skjortekraven gør mig nervøs. Jeg ser hurtigt væk da han kigger over på mig. Maden bliver serveret og jeg koncentrerer mig om toastbrødet. Jeg skynder mig at blive færdig, tager min taske og rejser mig. Han ser på mig og tager resten af sin toast i én mundfuld. Inden han bliver færdig er jeg smuttet ud af kantinen og ned til bag akademiet. Jeg går ud på en tyk gren der hænger ud over søen. Mine sko smider jeg ind til bredden og jeg dypper mine tæer i det morgenkolde vand. Jeg tager min notesbog op ad tasken og begynder at skrive. Jeg skriver om alt og ingenting. Lige fra ham til det kolde vand. Jeg skynder mig at klappe bogen sammen da jeg hører skridt. Gemt bag træets store blade. Jeg kan fornemme noget brunt hår. Personen vender sig om så jeg næsten stirrer ham i øjnene. I et kort sekund tror jeg at han ser mig men han vender sig om igen. Bogen glider ud af hænderne på mig og lander med et plask i vandet. Jeg skynder mig at samle den op men den er drivende våd. Han fjerner nogle grene og pludselig står vi og ser på hinanden. "Hvad har du dér?" Han nikker mod bogen. "Åh, øh.. De.. Det er bare øh.. Ingenting.." Jeg kunne slå mig selv. Hvorfor sagde jeg det. Dum dum dum. Han smiler bare til mig og sætter sig ned ved siden af mig. Han tager sko og strømper af og kaster den ind mod bredden. Han ser sig omkring. "Her er rart. Kommer du her tit?" Hvis ikke det var fordi han var ham så ville jeg grine af den bemærkning. Verdens værste scorereplik men jeg tror ikke at han mener det sådan. Jeg samler mod til mig. "Jaeh. Jeg kommer herned for at tænke." Jeg ser genert ned. "Du gik så hurtigt fra morgenmaden at jeg tænkte at der var noget galt. Er du okay?" Han ser bekymret på mig. "Øehmm.. Jeg. Jeg er okay men jeg er ikke så god til mange mennesker. De gør mig nervøse!" I virkeligheden var det bare ham. "Hør vil du ikke med ud og gå en tur? Vandet fryser mine fødder af!" Griner han. Jeg nikker bare til svar. Han rejser sig og tager min hånd for at hjælpe mig op. Hans hånd er varm og blød. Min krop skælver. Tænk at dette virkelig sker!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...