Revenge (One Direction)

Jackie Williams, Katy Adams, Nick Collins, Jade Summer og Jack Summer er hemmelige agenter. Dog har de fået et nyt medlem med. Luke Phillips, en Jackie ikke bryder sig synderligt meget om, da han ikle gør andet end at gå i vejen for hende. Dog bliver Luke interesseret i, hvem der var medlem før ham, men det skulle han ikke være begyndt at rode med. De 6 agenter sætter deres liv på spil, så andre er i sikkerhed. Det viser sig så, at deres næste opgave bliver at beskytte selveste One Direction, mod en de ikke havde regnet med at møde igen. En kun Jackie havde en mistanke til slet ikke var død. Hævn ønskes mere end noget andet, og han ønsker at vende alle dem Jackie kender mod hende, så hun ikke har en chance, da hun afslog hans tilbud... En masse løgne bliver skabt, og det viser sig at være mere kompliceret at beskytte 5 verdenskendte drenge imod fare, end de nogensinde havde troet.

28Likes
22Kommentarer
24478Visninger
AA

10. Chapter 8

 

"Desværre Auckie. Det bliver vi nød til. Vi har snart en koncert. Det går jo ikke, at vi kommer for sent, vel?". Harrys tone irriterede mig grænseløst. 

"Jeg ville hade at skuffe vores fans", svarede Louis.  Selvfølgelig ville du det. "Er du ked af at skulle sige farvel til os?". Louis sendte mig et af hans blændende smil. 

"Det ville gøre så ondt på mig". Løgn. 

"Så må vi jo hellere blive hos dig hele natten. Lad os bare droppe koncerten". Det behøver du nu ikke for min skyld. 

"Den ide kan jeg godt lide", smilede jeg. 

"Det kan resten af verden altså ikke". Harry vendte irriteret øjne af mig. 

"Vi kan jo ses i morgen", forslog Zayn. Det passer mig nu ikke så godt. Der er andre ting, jeg vil bruge min lørdag på. Desuden har jeg brug for at komme med til jeres koncert. Skulle jeg lyve og sige, at jeg ikke kunne i morgen?

"Har dufter af irsk kaffe", kommenterede Niall.

"Det må så nok være min kaffe, du kan dufte", svarede jeg og så flovt væk. 

Ingen svarede. Der opstod bare en stilhed ud i det blå. Det her var bare rigtig pinligt. Især fordi jeg vidste, at Collins så med. Hvis han altså ønskede det. Hvilket jeg næsten havde på fornemmelsen, at han gjorde. Typisk ham. Var det så nu jeg skulle vente på et godt råd? Og som om han kan læse tanker, bippede min mobil. Jeg låste den op og en besked fra "Nicholas:)" tikkede ind. 

Hurry up! We need you:) 

 

"Hvem har brug for dig, Auck?". Louis lød helt nysgerrig, da han læste med over min skulder. 

"Jeg gætter på Nicholas smiley har brug for hende", svarede Liam, før jeg fik chancen. 

"Jeg mente nu, hvem er Nicholas?". Louis vendte øjne af Liam. 

"Han er en af mine bedste venner". Det var jo egentlig ikke en løgn. I princippet havde jeg kun 5 venner, der samtidig var familie for mig. Det vil sige, at jeg kun havde 6 kontakter på min mobil, men det siger vi ikke til nogen. 

"Så han er ikke din kæreste?".

"Nej, det er han ikke".

Hvad skulle jeg nu gøre? Det ville virke underligt, hvis jeg bare spurgte lige ud, om jeg måtte komme med til deres koncert? Det ville de da undre sig over, ikke? 

"Når der er du Ja... Auckland. Jeg har ledt efter dig. Jeg troede, vi skulle mødes ved stationen". 
Jeg må sige, at han var en god skuespiller, men han kunne ikke komme her og tro, at han skulle redde mig. Jeg kunne sagtens klare mig selv. Det havde jeg altid gjort. Jeg måtte beherske mig for ikke at råbe af ham. 

Men jeg måtte da indrømme, at hans forklædning var rimelig syg. Han var altså rimelig svær at genkende. Det havde pigerne altså gjort godt. Jeg håber da, at han har tænkt sig at finde en ny forklædning til hans "nye" job.

"Vi aftalte da at mødes her, Phillips". 

"Phillips? Det kan man ikke hedde?". Shit. 

"Det er bare Auck her, der kalder mig Phillips. Mit rigtige navn er Nicholas, men mit efternavn er Phillips. Vi driller bare hinanden lidt". Den dreng gik mig seriøst bare på nerverne. Så overfladisk. Det her var så meget Collins værk. Mente han nu ikke, at jeg ikke kunne passe på mig selv?

"Helt klart. Nære venner", svarede jeg og daskede ham på skulderen. Hårdt, skal jeg lige understrege. Ud fra hans ansigtsudtryk kunne jeg nu bedømme, at det havde gjort ondt. 

"Har jeg ikke set dig et eller andet sted?", spurgte Liam. De andre drenge nikkede sig enige. 

Jeg vidste, at det var dumt at send Emma ud i marken. Han var al for let at genkende. De ther ville bare ikke ende godt. Hvad ville der ikke ske, hvis folk fandt ud af, hvem Phillips var i virkeligheden?

"Det kan da godt være. Måske til en af jeres koncerter". 

Niall blev ved med at stirre på hans ansigt. Altså Phillips. Ikke hans eget. Det er vel også lidt umuligt, hvis man ikke havde et spejl. Hvilket jeg ikke regnede med, at han havde. 

"Nu ved jeg det!", udbrød Niall begejstret, fordi han tydeligvis hvad regnet et eller andet ud.

Nialls udbrud resulterede i, at de andre kiggede på os. Okay, det var måske lidt af en underdrivelse. ALLE kiggede på os. Jeg kiggede også på ham. Hvordan ville han dog redde sig ud af denne her situation. Jeg begynder at tænke, at de tjavse været lidt lettere, hvis han ikke var kommet. 

Vi var helt sikkert døde nu. Niall måtte virkelig være skarp, hvis han kunne genkende ham. Eller også fulgte han virkelig meget med i nyhederne. 

"Hvad har du regnet ud, Niall?". Mit hjerte hamrede så kraftigt i mit bryst, at jeg var bange for, at alle andre kunne høre det. 

"Det var Nicholas, der skrev til dig før, var det ikke?".

"Præcis". Det var så en rimelig stor løgn. Phillips og Collins var overhovedet ikke den samme person. De mindede jo overhovedet ikke om hinanden. 

Den akavede stilhed, som var opstået imellem os, da alle drengene så ud til st befinde sig i deres helt egen tænkebobbel, blev afbrudt da nyhederne blev vist. Ikke bare hvilke som helet nyheder, men nyhederne om en hvis forsvunden person. 

"Der er stadig ingen spor efter den forvsundene dreng, Luke Phillips, der blev kidnappet fra sit hjem   Mandag aften. Mystisk nok har ingen set hvordan det fandt sted. Politiet har nedprioriteret søgningen, da Luke helt sikkert er død". 

Auch, den måtte virkelig gøre ondt på ham. Hans familie troede, ham var død. Faktisk troede alle jo, at han var død. Han havde ret. Han havde noget at miste, det havde jeg ikke. Den sætning, blev en vigtig del af mit liv. 

Jeg gav hans skulder et diskret klap. De andre var for travlt optaget af nyhederne, til at de lagde mærke til det. Jeg kiggede ind i hans fortryllende brune øjne. Okay, stop dig selv Williams. Du hader Phillips. 

"Du forstår det ikke, gør du?".

"Jeg har selv været igennem det. Tro mig, jeg kender det. Desværre havde jeg ingen til at hjælpe mig igennem det. Du har os". Vores stemmer var en meget vred hvisken.

"Åh ja, vi skal alle sammen have så ondt af dig, men ved du hvad, Jackie?". Han spyttede næsten mit navn ud, men jeg tror kun, at det var mig, der hørte, at han sagde det. "Jeg ved, hvad der virkelig forgår. Tro ikke, at du kan narre mig. Jeg er ikke din ven. Jeg er ikke blændet af dine ord. Jeg har erfaring med typer som dig. Tro mig, når jeg siger, jer ser igennem dig", og derefter forlod han cafeen uden ord. Helt uden at skænke mig et eneste blik...

###

Undskyld, undskyld og endnu engang undskyld for ikke at have skrevet et kapitel i... Uendeligheder. Jeg ved det er en virkelig dårlig undskyldning, men jeg har bare haft virkelig meget at tænke på her på det sidste. You know, skole, lektier, arbejder, fritid, venner osv. Plus jeg har haft en smule skriveblokade, men jeg tror jeg er ovenpå igen. Måske...

Men hvad synes I om kapitlet? Hvorfor hader Luke og Jackie hinanden så meget? Hvad mener Luke dog til sidst i kapitlet? Hvorfor er det så svært for Jackie at spørge drengene fra One Direction? Hvorfor fatter de ikke en hentydning? Og sidst men ikke mindst, er drengene mon ved at fatte mistanke? At Jackie ikke er den person, hun udgiver sig for at være.

Love ya, guys<3
- Sophia The Cupcake X

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...