Revenge (One Direction)

Jackie Williams, Katy Adams, Nick Collins, Jade Summer og Jack Summer er hemmelige agenter. Dog har de fået et nyt medlem med. Luke Phillips, en Jackie ikke bryder sig synderligt meget om, da han ikle gør andet end at gå i vejen for hende. Dog bliver Luke interesseret i, hvem der var medlem før ham, men det skulle han ikke være begyndt at rode med. De 6 agenter sætter deres liv på spil, så andre er i sikkerhed. Det viser sig så, at deres næste opgave bliver at beskytte selveste One Direction, mod en de ikke havde regnet med at møde igen. En kun Jackie havde en mistanke til slet ikke var død. Hævn ønskes mere end noget andet, og han ønsker at vende alle dem Jackie kender mod hende, så hun ikke har en chance, da hun afslog hans tilbud... En masse løgne bliver skabt, og det viser sig at være mere kompliceret at beskytte 5 verdenskendte drenge imod fare, end de nogensinde havde troet.

28Likes
22Kommentarer
24665Visninger
AA

9. Chapter 7

En akavet stilhed opstod pludselig i træningsrummet. Hvorfor skulle Phillips også lige stille den slags spørgsmål. Hvorfor skulle han i det hele taget stille spørgsmål. Jeg forbandede ham for at være så nysgerrig. 

"Nogle gange er man nød til at gøre nogle ting, man ikke har lyst til", svarede jeg helt tonløst. 

"Bliver jeg nød til det?".

"Forhåbentlig ikke", svarede Summer tørt. Han havde det vidst på sammen måde, som jeg havde. "Men det er godt at kunne det alligevel".

"Måske skal vi vente med skydetræningen", forslog jeg. 

"Vi har kun 3 dage".

"Jeg mente nu, at vi skulle vente til i morgen eller torsdag. Så vi tager basis i dag". 

"Det kan vi godt, men Collins sagde, at vi nok kun har resten af i dag, i morgen og halvdelen af torsdag".

"Hvad så med resten af tiden?". Phillips nåede at spørge, før jeg fik chancen for at gøre det.

"Du skal lære hvordan en spion opfører sig. Det skal Williams og Collins hjælpe dig med". Seriøst var det mig, der skulle hjælpe den dreng med det hele eller havd? "Og fredag ændre vi også noget på dit udseende, så folk ikke kan genkende dig. Når vi er på mission er du ikke Luke Phillips, men en anden person. Forstået?". Det var ikke rigtig et spørgsmål. Mere en konklusion. 

"Det tror jeg. Skal jeg så lære selvforsvar nu?". 

"Ja". 

***

Jeg kunne godt have fortalt om træningen af Phillips, men det ville nok være rigtig kedeligt for jer at høre om. Selvom jeg aldrig vil indrømme det, var han ikke helt håbløs. Ham var faktisk ret lærenem. 

Det eneste jeg frygtede var, at nogen ville genkende ham i morgen aften. Jeg mener, han var jo over alt i nyhederne. Vi skulle jo virkelig ændre hans udseende. Vi kunne jo være matchende rødhårede. Ej jeg laver bare sjov. Jeg forslog, vi skulle farve hans hår grønt. Jeg blev nedstemt. Det ville nok også give ham rimelig meget opmærksomhed. 

Det var torsdag eftermiddag. Vi sad sammen og spiste frokost. Vi havde brugt de sidste mange timer på at finpudse Phillips træning. Vi kunne jo altid lære ham mere på et senere tidspunkt. Collins og jeg skulle til at lære ham, hvordan en spion opfører sig. Det skulle nok blive sjovt. I morgen tidlig skulle han have en ny forklædning. De andre skulle også have forklædning. Jeg skulle derimod se ud som jeg havde gjort i Sydney. 

Collins havde skaffet billetter til Sommer og Adams. Den anden Sommer og Phillips havde fået et backstagepass og jeg skulle derimod "tilfældigvis" møde dem igen og blive invitere til koncerten. 

Adams havde drillet mig med, at jeg bare skulle date en af dem. Jeg havde lavet himmelvendte øjne og sagt, at det aldrig ville ske.

"Kommer jeg egentlig til at glemme min familie?". Der smed han bomben. Plus han afbrød mig fra mine tanker.

"Hvorfor? Har du da glemt noget?", spurgte Collins oprigtig interesseret. 

"Jeg kan ikke huske min mors hårfarve. Men jeg tænkte, I taler aldrig om jeres familier. Derfor tænkte jeg, at I enten havde glemt dem eller havde lavet et kodeks".

"Jade og jeg er de nyeste. Jeg kan svagt huske, at vi havde en lillebror engang. Mere ved jeg ikke. Så før eller siden vil du glemme dem". The Sommers brugte ofte hinandens fornavne, R de talte om hinanden. Ellers ikke.

"Kan de huske jer?".

"Enten tror de vi er døde eller også kan de ikke huske, vi nogensinde har eksisteret. Verden har efterhånden glemt os. Især at lede efter os, men du er stadig i fare", svarede jeg og tog en bid af min sandwich.  

"Hvordan...".

"Please lad vær og spørg mere", svarede Collins. 

Efter frokost gik The Sommers og Adams ned for at træne, imens Collins, Phillips og jeg blev her for at træne Phillips i at være en rigtig spion. Det skulle jok blive sjovt. 

"Ved du, hvad den vigtigste regel er?". 

"Øhm... aldrig bliv opdaget?".

"Sådan da. Lad aldrig nogen komme for tæt på. Lad dem ikke opdage, hvem du er. Hvis de gør, hvad gør du så?". Collins var en virkelig god træner. Han stillede i hvert fald aldrig spørgsmål i stedet for at svare.

"Flygter?".

"Det er plan B. Plan A er at lyve. Det skal du nok blive god til med tiden. Tro mig. Ellers så kontakter du Williams på det her". Collins holdte et ur frem næsten magen til mit. Det var blot en smule anderledes, så folk ikke mistænkte os for at kende hinanden. "Så skal hun nok komme dig til undsætning. Men du skal lade som om, at du ikke kender hende. Eller The Sommers eller Adams. Det er meget vigtigt".

"Får jeg våben?".
"Ja, du får en pistol, hvis der nu skulle ske noget, men du får den først i morgen".

"Hvor har I våben henne?".

"Vi har et våbenlager, men vi har en pistol hver, hvis vi kommer under angreb".

"Kan det ske?". Phillips så helt forfærdet ud. 

"Hvis jeg skal være ærlig. Ja". Det hjalp ikke ligefrem på Phillips ansigtsudtryk. "Lad mig fortælle dig om uret. Der er en sporingsenhed i, så vi altid kan finde dig og du kan se hvor vi er henne. Desuden kan du komme i kontakt med os gennem uret. Det fede er, at du kan læse om alt og alle. Du vil lære og elske det ur", svarede Collins.

"Når jeg vil lade jer lege med jeres ure, jeg skal lige ud og ordne noget", svarede jeg. Jeg vendte mig om for at gå, da Collins sagde:

"Jeg har sendt koordinaterne til dit ur".

"Har vores ure også GPS?".

"Ja".

"Awesome", sagde Phillips begejstret. De drenge skulle nok have det sjovt sammen. Jeg ville da også langt hellere blive her end at tage ud til et sted, jeg vidste boybandet One Direction ville befinde sig. 

Jeg gik ned mod metrostationen, imens jeg tjekkede Collins koordinater. En eller anden cafe i centrum af London. På mit kort kunne jeg også se en blå, pink, lilla og grøn prik som alle befandt sig på vores hovedkontor. Kan I gætte hvem det er? Jep. Adams er pink. Den ene Sommer er blå imens den anden er lilla. Collins er grøn og jeg er hvid. Desværre havde One direction ikke fået prikker. Endnu. Det arbejder vi på. Med vi mener jeg Collins og jeg. 

Jeg gik op af trappen fra metrostationen, hvor jeg lige havde kørt nogle stationer. To gader længere henne lå stationen lå den cafe med de koordinater Collins havde sendt. Nu havde de bare at være der, ellers ville jeg myrde Collins. 

Jeg åbnede døren. Duften af kaffe fangede mine næsebore. Jeg elskede duften af kaffe, men ikke at drikke det. Jeg kan godt drikke kaffe, men bare ikke for meget af det. Udover Irish coffee. I love it. Måske har de noget med min irske fortid at gøre, men jeg fortrækker at kalde mig brite. Derfor elsker jeg te. 

Jeg bestilte en irish coffee. Det får jeg altså aldrig nok af. Imens jeg ventede på den, kiggede jeg rundt i cafeen for at finde dem, men sådan skulle det ikke gå. De var der ikke. De må have forladt cafeen imens. Damn it. 

Jeg kunne ikke kontakte ham via mit ur her, så jeg blev nød til at bruge min mobil. Ja, jeg har faktisk en. Jeg bruger den bare ikke særlig tit. Det er ikke nødvendigt for mig. Jeg fandt en bord. Satte mig ned og fandt min mobil frem. 
"Så du har rent faktisk en mobil Auck?". Jeg farede sammen ved lyden af genkendelig drengestemmens. Det kunne kun være en fra One Direction. De var de eneste, der troede, jeg ged Auckland.

"Ja, hvorfor skulle jeg ikke det?". Måske fordi du er spion?

"Det ved jeg ikke. Du virker bare ikke rigtig som typen". Jeg kiggede underligt på ham. Han var nu også en sær snegl. 

"Så Auckland, hvor er det sjovt, at vi mødes her. Det er som om, at skæbnen vil have os til at kende hinanden". 

Ja Liam, det er så tilfældigt. Lad os bare lege, at det hele var en stor tilfældighed. Okay, jeg kan godt fortælle jer, at de første to gange jeg mødte dem var helt tilfældigt. Medmindre Collins har noget med det at gøre. Det kunne han godt finde på. 

"Ja, det er virkelig morsomt", svarede jeg smilende. Et falsk smil. 

Jeg brød mig egentlig ikke om dem. De virkede bare så. Så irriterende og det føles som om, at de troede de ejede hele verden. Men jeg måtte i det mindste lade som om, at jeg kunne lide dem. Ikke sandt? 

"Når det var hyggeligt at se dig igen. Vi ses en anden gang". 

Hvad skal jeg gøre nu? Jeg kan ikke lade min opgave gå nu. Jeg skal med til deres koncert. Jeg må få dem til at blive. Shit.

"Skal I allerede gå?", hørte jeg mig selv spørge om. Hvad havde jeg dog rodet mig ud i?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...