Revenge (One Direction)

Jackie Williams, Katy Adams, Nick Collins, Jade Summer og Jack Summer er hemmelige agenter. Dog har de fået et nyt medlem med. Luke Phillips, en Jackie ikke bryder sig synderligt meget om, da han ikle gør andet end at gå i vejen for hende. Dog bliver Luke interesseret i, hvem der var medlem før ham, men det skulle han ikke være begyndt at rode med. De 6 agenter sætter deres liv på spil, så andre er i sikkerhed. Det viser sig så, at deres næste opgave bliver at beskytte selveste One Direction, mod en de ikke havde regnet med at møde igen. En kun Jackie havde en mistanke til slet ikke var død. Hævn ønskes mere end noget andet, og han ønsker at vende alle dem Jackie kender mod hende, så hun ikke har en chance, da hun afslog hans tilbud... En masse løgne bliver skabt, og det viser sig at være mere kompliceret at beskytte 5 verdenskendte drenge imod fare, end de nogensinde havde troet.

28Likes
22Kommentarer
24470Visninger
AA

8. Chapter 6

Det kunne, han ikke mene alvorligt. Det måtte han ikke. Det var ikke fair. Jeg var jo lige sluppet af med dem, så nu skulle jeg lige til at beskytte dem. Jeg bed mig selv i læben.

"Hvem?", spurgte Adams. Ha, jeg var ikke den eneste, som ikke kendte dem. 

"Et britisk boyband", hjalp jeg.

De andre kiggede bare mærkeligt på mig. Det ville jeg også gøre. Jeg plejede ikke at vide sådan noget. Det var bare nærkeligt. Jeg var jo ikke fan af dem. Jeg kunne ikke huske deres navne længere. Jeg havde seriøst et problem. 

"Hvor...".

"Lad hver med at spørge. Det var en hård tur hjem", svarede jeg, men selvfølgelig kan ens venner ikke respektere det. 

"Fortæl".

"Jeg mødte dem i Sydney. Første gang. Et ikke så godt møde. Da jeg troede, at jeg endelig slap af med dem, mødte jeg dem igen på flyet på vej hjem. Jeg sad ved siden af dem. Da...".

"Hvad er problemet i din historie, Wil?".

"De tror jeg hedder Auckland".

"Auckland?".

"Jeg gik i panik, okay. Jeg er bange for, at de ved for meget. De er ikke sådan til at slippe af med igen. Hver gang jeg tror, at de er væk, kommer de tilbage. Det er et...".

"Det er faktisk ikke et stort problem. Drengene ved ikke, at de skal beskyttes. Siden du allerede har mødt dem. Inde i varmen, så er det lettere for dig at komme tæt på dem. Vi andre skal have nogle andre poster", afbrød Collins mig.

"Skal jeg så være alene med dem. No Way, guys", protesterede jeg. 

"Du kommer da ikke til at være alene. Din marker bliver Phillips". 

Jeg rejste mig op i vrede. Det kunne, de ikke mene alvorligt. Vi kunne jo ikke lide hinanden. Lide var et forkert ord. Fordrage var det rigtige ord for vores forhold til hinanden. Selvom jeg kun havde kendt ham i hvad... mindre end 24 timer. Han var bare forfærdelig, med et stort f.

"Det mener I ikke alvorligt, vel?".

"Jo det gør vi. Adams og Summer skal være fans. I skal finde ud af, hvad fanbasen ved. Om hvad faren muligvis kan være...".

"Vent lidt venner. Siger I, at I ikke ved, hvad faren er. Hvordan vi skal beskytte dem. Det er jo sygt i hovedet", udbrød Phillips forbavset. 

"Det er meningen med vores arbejde. Politiet kan ikke gøre noget, så længe de ikke ved, hvad der forgår. Det er her, vi kommer ind i billedet", svarede Summer. 

"Godt. Summer, du skal være journalist". 

"Hvorfor kan Phillips ikke arbejde sammen med Summer. De er af samme køn. Desuden ved du, at jeg arbejder bedst alene", svarede jeg. 

"Du har godt af at lære det".

"Bland dig udenom Phillips". 

"Som...".

"STOP SÅ VENNER. AT SKÆNDES LØSER INTET IMELLEM JER. I SKAL LÆRE AT ARBEJDE SAMMEN. FAT DET", råbte Adams. 

Vi kiggede begge på Adams. Alt omkring os forsvandt. Vi stod bare som forstenede. Hun havde aldrig råbt sådan af mig før. Faktisk råbte Adams aldrig af nogen. Lad os sige sjælendt. Adams var meget forstående overfor folk.

"Relax Girl", svarede jeg.

"Lad os komme i gang med at træne", svarede Collins.

"Hvad er det præcis Jackie og jeg skal?", spurgte Phillips og kiggede spørgende på os alle sammen. 

"Siden Williams, under sit falske navn Auckland, allerede har mødt bandet One Direction, så kan hun komme tæt på dem. Derfor skal hun være sammen med dem. Prøve at blive tætte med dem. Imens Phillips skal være deres nye trommeslager. Hold jer tæt sammen. Jeg frygter, at nogen indefra er på spil". Endnu flere kloge ord fra Collins.

"Hvad skete der, med den gamle trommeslager?", spurgte Phillips forfærdet.

"Det skal, du ikke bekymre dig om", svarede Summer og klappede ham på skulderen. Det hjalp ikke synderligt.

"Kan du overhovedet spille på trommer?", spurgte jeg.

"Faktisk ja". 

"Derfor kunne  jeg bede Phillips om den opgave. Som den eneste. Vi gør klar på fredag...".

"Jamen fredag er kun...". Summer talte på sine fingre. "Tre dage væk. Tror du virkelig, han kan nå at blive klar. Jeg mener, se ham".
"Vi har ikke noget valg. De valgte ham. Derefter er det vores opgave at træne ham".

"Hvorfor skal det absolut være på fredag?".

"Fordi, de giver en koncert her i London, og vi skal komme tæt på. Træningen vil straks finde sted. Adams og Summer, I skal finde alle mulige informationer om vores bristiske boyband. Øve jer i at være Fangirls. Summer og Williams, I får til opgave at træne Phillips. Jeg vil prøve at skaffe billetter og finde ud af mere information om vores kære fjende".

"Held og lykke med at skaffe billetter", grinede Adams. "De er jo verdenskendte og kan smelte pigehjerter. Spørg bare Williams. Det ved hun jo alt om", grinede Adams. Hun skulle bare drille mig. Jeg havde da fortalt hende, at jeg ikke var fan.

"Meget morsomt. Jeg troede faktisk, at det var dig, der var fan", svarede jeg.

"Så morsomt, at jeg glemte at grine", svarede Adams.

"Piger, der er One Direction nok til jer begge. De er jo fem medlemmer". Og der fik Collins så lige dødsblikket. Hvis vores blik kunne dræbe, var han allerede død. 

Sammen forsvandt pigerne ind på Adams værelse. Gid det var mig. Nej, måske ikke. Jeg gad ikke være Fangirl, men jeg arbejdede bedst alene. Jeg ønskede ikke at have Phillips på slæb. Det skulle nok blive skønt at træne den dreng, der ikke ønskede at blive som os.

***

Nogle timer senere stod den ene Summer, Phillips og jeg i træningslokalet i fuld gang med at træne. Træning var måske meget sagt. Lad os holde os til undervisning. Drengen var måske ikke så håbløs igen, men det fortæller vi ham ikke. Vi kan jo ikke have, at hans ego vokser mere. 

"Så sparker du her. Sørg for at ramme præcis. Koncentrer dig, men det skal alligevel gå stærkt", forklarede Summer ved hjælp af en træningsdukke. Nej det var ikke mig.

"Så vi skal kun slås?". Luke Phillips. Drengen med de mange spørgsmål.

"Nej. Tvært imod. Vi forsvarer os. Det er jo ikke en karatefilm. Vi går Undercover. Forhåbentlig kommer vi ikke til at slås, men du skal bare have den rette træning, hvis nu", svarede jeg.

"Skal jeg også lære at skyde med pistol", spurgte Phillips.

"Det er Williams opgave at lære dig at gøre det. Ingen kan bruge den bedre end hende".

"Hvorfor kan du det? Bruger du den ofte?".

Ingen af de spørgsmål Phillips spurgte om, havde jeg synderlig meget lyst til at svare på. Af flere årsager. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...