Revenge (One Direction)

Jackie Williams, Katy Adams, Nick Collins, Jade Summer og Jack Summer er hemmelige agenter. Dog har de fået et nyt medlem med. Luke Phillips, en Jackie ikke bryder sig synderligt meget om, da han ikle gør andet end at gå i vejen for hende. Dog bliver Luke interesseret i, hvem der var medlem før ham, men det skulle han ikke være begyndt at rode med. De 6 agenter sætter deres liv på spil, så andre er i sikkerhed. Det viser sig så, at deres næste opgave bliver at beskytte selveste One Direction, mod en de ikke havde regnet med at møde igen. En kun Jackie havde en mistanke til slet ikke var død. Hævn ønskes mere end noget andet, og han ønsker at vende alle dem Jackie kender mod hende, så hun ikke har en chance, da hun afslog hans tilbud... En masse løgne bliver skabt, og det viser sig at være mere kompliceret at beskytte 5 verdenskendte drenge imod fare, end de nogensinde havde troet.

28Likes
22Kommentarer
24428Visninger
AA

7. Chapter 5

Efter en kort diskussion med de andre, var jeg desværre blevet nedstemt, og derfor måtte jeg finde Phillips og tale ham til fornuft. Det var helt sikkert aftalt spil. Det kunne det kun være. Det var ikke fair.

Det var nok lettere sagt end gjort. Egentlig var han ikke særlig svær at finde. Han var på altanen. Ja, vi havde en altan. Ikke en vi brugte særlig ofte, men den lignede også bare en del af et almindeligt hus. Man kunne ikke se, at den tilhørte vores bygning. Hvis man ikke vidste det, kunne man ikke se det. 

Det blæste lidt heroppe, men ikke så meget, at man ikke kunne være her. Phillips stod og kiggede udover havet. Han tænkte. Tro mig, jeg vidste det, for jeg havde gjort det en masse gange. Havet beroligede en. 

"Hey", svarede jeg, da jeg stod ved siden af ham. "Er du okay?".

"Hvad tror du selv? Jeg bliver bortført. For derefter at blive forhørt. For at ende i en hule under jorden, med en mase sindssyge mennesker, der tror, at de er hemmelige agenter. Derefter fortæller de en, at man aldrig kommer hjem, eller kommer til at se sin familie eller venner igen. Hvordan tror du lige det føles?".

"For...", jeg nåede ikke engang at fuldføre min sætning, før Phillips havde afbrudt mig igen.

"Jeg glemte, at du ikke aner en skid om, hvordan det føles. Du kan ikke engang forstille dig det".

"Faktisk kan jeg", svarede jeg. Endelig fik jeg lov at gennemføre min sætning.  "Det har heller ikke været let for mig at komme her".

"Pfffff. Som om", hvæsede Phillips.

"Fint, så kan du jo bare sejle din egen sø", svarede jeg irriteret. Jeg drejede rundt på hælen og forsvandt ind på mit eget værelse. 

Han skulle ikke komme her og sige, at mit liv ikke var hårdt. Det havde han ikke ret til. Havde han den mindste ide om, hvad jeg havde været igennem? Jeg tvivler. Luke Phillips var hjerteløs. Det kunne godt være, at tingene var bye for ham, og han skulle vende sig til og alle sammen, men jeg husker ikke, at de andre havde været lede, da de ankom. Det kunne jeg slet ikke forstille mig. 

Vi behøvede ikke et nyt medlem. Vi klarede os fint med 5. Efter vores 6. Medlem forsvandt, har intet været det samme igen. Jeg troede, de havde forstået, at vi klarede os fint med kun 5 medlemmer. Jeg troede, de lod os værre. Der fandtes ingen som os længere. Vi hang ikke på træerne. Man skulle kunne nået helt specielt. 

Tre bank lød på døren. Så de havde altså fundet ud af, at Phillips og jeg havde skændtes? Eller også havde de fundet ud af, at jeg var væk. 

"Williams?", lød en velkendt stemme. 

"Nej", mumlede jeg.
"Kom nu ud, så vi kan snakke om det". 

Skal jeg hilse og sige, at jeg havde låst døren? Det havde hun nok fundet ud af, ellers var hun ikke blevet stående. Hun kendte mig. Og alligevel blev hun stående udenfor døren i stedet for at lade mig være. Det er jo sådan nogle ting, man kan undre sig over.

"Kom nu ud, ellers sparker jeg døren ind".

"Det tør du ikke".

"Jackie Sonophia Williams", kunne man hører Adams råbe på den anden side af døren.

Og ja Jackie Sonophia Williams er mit rigtige navn, men jeg er ikke stolt af det. Der er en grund til, at jeg aldrig bruger det. Adams bruger det normalt heller aldrig, medmindre hun er vred eller bebrejder mig for noget. Hvem tror I fandt på, at vi skulle bruge efternavne som kodenavne. Det hang også ved. 

Bare lige så I ved det, Sonophia er et rigtigt navn. Desværre kender jeg ikke nogen, som hedder det. Endnu. Det kan jo være, at min mor hed det, elle kendte nogen som hed det. Jeg ved det ikke. Ret og sagt jeg kan ikke huske det. Jeg huske intet om min familie. Jeg ved kun, at jeg kommer fra Irland. 

"Vil du ikke nok lade hver med at bruge det", bønfaldt jeg.

"Ikke før, at du låser døren op. Jacki...".

"Du våger på at sige det næste Katy", sagde jeg bestemt.

"Sonophia. Ha jeg sagde det".

"Træk dine ord tilbage", råbte jeg og låste døren op. 

Desværre havde Adams haft en plan. Summer - tvillingerne og Collins stod klar til at gribe mig. Tre mod en. Det kunne jeg umuligt vinde. Især når jeg ikke var forbedret. Velkommen til min verden.

"Er du klar til at lytte?", spurgte Collins.

"Det komme an på, hvad du har tænkt dig at sige".

"Flabet, var?".

"Man ved nu aldrig". 

"Jeg sagde jo, hun var irriterende", påpegede en irriterende stemme. 

Bedre kendt som Luke Phillips. Jeg hadede den dreng mere og mere for hver gang, han åbnede sin mund. Han burde lære om høflighed.

"Phillips!", sagde Collins bebrejdende. Ha, han var på min side. Så kunne Phillips bare lære det. De. Var mine venner. Tag den.

"Hvis nogen er den irriterende, er det dig", svarede jeg spydigt. 

"Williams!", svarede Collins. Jeg troede, han var på min side. 

"Ha!".

"Hvad har du imod mig?", spurgte jeg irriteret.

"Kun, at du tror, at du er så meget bedre end alle andre".

"Det...".

"Jo, du gør".

Der kogte jeg over. Hvorfor skulle han sige sådan nogle hårde ting til mig. Jeg havde været meget igennem, men aldrig sådan noget. Og mig der troede at kæmpe mod ondskabsfulde genier, var det værste. Luke var værre. Jeg forlod rummet i vrede.

"Skønt", kunne jeg høre Adams mumle.

"Se nu hvad du gjorde". Summer var nu også irriteret. 

"Hvad er hendes problem?".

"Dig?", svarede Collins. Det ville jeg nok også have svaret. Eller det ville jeg rent faktisk svare.

"Hun tror...".

"Det er meget muligt, men Jackie har været meget igennem i sit liv. Hun var den første, der kom her. Hun har været her siden hun var 9. Tro ikke, at hun ikke har haft det hårdt. Hun har ingen familie tilbage. Hun husker ikke engang sin egen familie", svarede Adams lige ud. Hvorfor skulle de også tale om mig uden, at jeg var til stedet. Pfffffff.

***

Vi var alle samlet igen. Phillips havde prøvet at sige undskyld, men jeg havde praktisk talt ignoreret ham. Hvis der var noget, jeg ikke ønskede, så var det andres medlidenhed. De har blot ondt af en. 

Collins var ved at forklare os andre, om vores næste mission. En beskyttelsesmission. Jeg tvivlede dog på, at Phillips kunne blive klar. Han var jo håbløs. Desværre blev vi nød til at leve med ham, for de stolede på ham, så pludselig var han vores problem. Desværre var hans træning en del af det. Desværre. To gange desværre for at understrege min pointe, hvis I forstår. 

"Hvem skal vi så beskytte?", spurgte den ene Summer.

"One Direction", svarede Collins. Sig. Det. Løgn!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...