Revenge (One Direction)

Jackie Williams, Katy Adams, Nick Collins, Jade Summer og Jack Summer er hemmelige agenter. Dog har de fået et nyt medlem med. Luke Phillips, en Jackie ikke bryder sig synderligt meget om, da han ikle gør andet end at gå i vejen for hende. Dog bliver Luke interesseret i, hvem der var medlem før ham, men det skulle han ikke være begyndt at rode med. De 6 agenter sætter deres liv på spil, så andre er i sikkerhed. Det viser sig så, at deres næste opgave bliver at beskytte selveste One Direction, mod en de ikke havde regnet med at møde igen. En kun Jackie havde en mistanke til slet ikke var død. Hævn ønskes mere end noget andet, og han ønsker at vende alle dem Jackie kender mod hende, så hun ikke har en chance, da hun afslog hans tilbud... En masse løgne bliver skabt, og det viser sig at være mere kompliceret at beskytte 5 verdenskendte drenge imod fare, end de nogensinde havde troet.

28Likes
22Kommentarer
24450Visninger
AA

6. Chapter 4

Jeg sad i taxaen og tænkte. Der gik kun 25 minutter, før jeg holdte foran min destination. En stor kontorbygning. FBIs hovedkvarter, men det vidste almindelige selvfølgelig ikke. Den lignede bare en hver anden kontorbygning i London. Klokken var næsten 12. Chaufføren kiggede virkelig mærkeligt på mig. Jeg kunne godt forstå ham. Hvem ønsker at arbejde klokken 12 om natten. Især hvis de kommer fra lufthavnen. Svarer er ingen. Eller ingen almindelige mennesker.

"Skal du ikke hjem?".

"Øhm... jeg skal bare lige hente noget på kontoret. Det er meget vigtigt".

"Skal jeg vente?", spurgte chaufføren høfligt.

"Nej ellers tak".

"Det bliver bare dyrere, hvis du ringer til en anden". 

Hvorfor var han så venlig imod? Det gav ingen mening. Chauffører plejer aldrig at være så venlige. Måske var han ikke bare en taxachauffør. Stop dig selv Williams. Stop dig selv. Du er træt. Du dømmer folk for hurtigt. Hvis det ikke var fordi, jeg boede her, ville jeg nok også have bedt ham vente. 

"Jeg bor lige nede af gaden. Jeg har intet imod at gå. Tusind tak for alt", sagde jeg og betalte.

"Så lidt", svarede manden.

Han holdte foran bygningen rimelig længe. Han kørte ikke før, jeg var indenfor. Der var noget mærkeligt ved ham. Han var venligt. Bare lidt for venlig. Det var mistænksomt. Kendte han til vores hemmelighed. Jeg må holde op med det.

Jeg gik hen til elevatoren. Trykkede koden. Ikke, at elevatoren ønskede en. Det er der ikke særlig mange, der gør i verden. Udefra lignede den bare en helt normal elevator. Hvis man kendte den. Hvis man ville ned til vores kvarter, skulle man trykke en helt bestemt rækkefølge af tal. En rækkefølge almindelige mennesker ikke burde regne ud. 

Elevatoren godkendte koden, og jeg var nu på vej ned til mine venner. Ikke venner, de var mere som en familie for mig. Min eneste familie. Den sagde pling, og jeg stod nu på en ikke-eksisterende etage. Jeg gik hen til døren, åbnede den og der stod de. Collins, Adams, Summer - tvillingerne og en dreng jeg ikke kendte. 

"Williams", jublede Adams og trak mig ind i et kram. "Hvor er jeg glad for at se dig. Det er så længe siden. Jeg var bange for, at der var sket dig noget. Du ringede aldrig", fortsatte Adams. Hun talte ud i en køre. Jeg blev i tvivl om, om hun overhovedet trak vejret.

Adams var som den søster, jeg aldrig fik. Vi shoppede. Fortalte hinanden hemmeligheder. Snakkede om drenge. Selvfølgelig var den ene Summer også en god veninde, men Adams og jeg havde bare et andet forhold. 

"Jeg har også savnet dig. Jeg er også i live, som du kan se. Hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere".

"Se, det er den Williams jeg kender. Altid så sentimental", sagde Collins og trak mig også ind i et kram.

Jeg fik da også et kram af tvillingerne. Der blev bare ikke sagt så meget imens. The Summers sagde ikke så meget. Eller de var dårlige til 

Vi var et team. Vi betød noget for hinanden. Vi var en familie. Uden at være det. De mennesker var det tætteste. Jeg havde på en familie. Bortset fra tvillingerne, de var kontrolsystem alt i familie.

"Nu imens jeg husker det. Det her er Phillips", sagde Summer og præsenterede en brunhåret dreng med brune øjne. 

Han var egentlig meget pæn, for at sige det lige ud. Jeg havde bare ingen ide om, hvem han var. Han stirrede bogstaveligtalt på mig. Eller nok mere på mit hår. Det var jeg vant til. Folk spurgte altid om det var naturligt.

"Er det naturligt?", spurgte Phillips. Og det kom det.

"Ja". Koldt svar. 

"Det var...".

"Jeg ved godt, at du spurgte til mit hår, Phillips", bed jeg af ham.

"Bare kald mig Luke".

"Nej", blandede Collins sig. "Fornavne er for farlige. Dit nye navn er Phillips".

"Hvorfor er det farligt? Efternavne er da farligere".

"Det skal du ikke blande dig i".

"Okay, når jeg er her, er jeg Phillips, når jeg ser min familie og venner er jeg Luke".

"Du har vidst misforstået noget marker. Du kommer ikke hjem. Det her er dit nye hjem. Du ser ikke din familie igen", sagde Summer ligeud. 

Der sagde det klik i drengen. Han stirrede på os alle sammen som om, at vi var sindssyge. Han råbte nej, og han forlod derefter rummet. 

"Hvem henter han denne gang?", spurgte Adams træt.

"Williams", råbte de alle fire i kor. Jeg stirrede forvirret på dem.

"Er det sket før?".

"Du skulle bare vide. Han kom i går aftes, og han har vidst lidt svært ved at fatte, at det her er hans nye liv. At han ikke kan komme hjem. At han skal blive her. Måske lidt jetlag også".

"Hvor kommer ham fra?".

" Fra England".

"Ligesom jer", svarede jetmotor pegede på Summer -tvillingerne.

"Drengen, der blev kidnappet fra sit eget hjem. Alle har skrevet om ham den sidste uge. Han skal blive indenfor de næste to uger også. Vi skal ikke risikere noget", svarede Adams

"Han burde blive inde det næste år", svarede jeg.

"Faktisk har vi lidt travlt. Vi sender ham på mission på fredag", svarede Collins. Hamar en slags leder for os.

"Fredag", råbte os andre i kor.

"Det er umuligt. Det giver os kun 6 dage at arbejde. Det er umuligt, han kan lære noget på 6 dage. Han nægter alt. Han har ikke fattet noget endnu". Ohhhh Summer var vred. Meget vred.

"Hvem er han?".

"Han er vores nye medlem. Han skal erstatte... han skal erstatte". 

Collins kunne slet ikke sige hans navn længere. Det havde været hårdest for ham. Tabet. Han betød mest for Collins. De var som brødre. 

###

Her er et nyt kapitel til Revenge. Undskyld for, at der gik så lang tid. 
Håber I kan lide det.
Vil gerne høre jeres mening.

Elsker jer<3
- Sophia The Cupcake X

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...