Revenge (One Direction)

Jackie Williams, Katy Adams, Nick Collins, Jade Summer og Jack Summer er hemmelige agenter. Dog har de fået et nyt medlem med. Luke Phillips, en Jackie ikke bryder sig synderligt meget om, da han ikle gør andet end at gå i vejen for hende. Dog bliver Luke interesseret i, hvem der var medlem før ham, men det skulle han ikke være begyndt at rode med. De 6 agenter sætter deres liv på spil, så andre er i sikkerhed. Det viser sig så, at deres næste opgave bliver at beskytte selveste One Direction, mod en de ikke havde regnet med at møde igen. En kun Jackie havde en mistanke til slet ikke var død. Hævn ønskes mere end noget andet, og han ønsker at vende alle dem Jackie kender mod hende, så hun ikke har en chance, da hun afslog hans tilbud... En masse løgne bliver skabt, og det viser sig at være mere kompliceret at beskytte 5 verdenskendte drenge imod fare, end de nogensinde havde troet.

28Likes
22Kommentarer
24430Visninger
AA

36. Chapter 33

 

Kald mig bare sær, men jeg havde brugt de sidste fire dage på at lede efter Jackie. Hun var som sunket i jorden. Det der med at skjule sig for andre, det gjorde hun altså rigtig godt. Jeg havde i hvert fald ikke set skyggen af hende. En ting kunne man i hvert fald sige om Jackie. Hun var rigtig god til sit job. Hvor længe mon, hun havde haft til at øve sig? 

Det begyndte at banke på døren, og det undrede mig faktisk en smule, for jeg havde ikke inviteret gæster i dag eller bestilt mad for den sags skyld. Jeg prøvede at ignorere det. Det måtte være en, der var gået forkert. Jeg havde fri nogle uger endnu, så jeg havde ikke glemt et eller andet vigtigt møde, så hvem i alverden forstyrrede mig? 

Til siddet kunne jeg ikke holde lyden ud længere. Jeg rejste mig sukkende og gik hen for at åbne døren. En del af mig håbede, at det ville holde op med at banke på, men så heldig var jeg ikke. Jeg kiggede gennem min dørspion og så Louis stå og banke på. Det overraskede mig ikke. 

Jeg åbnede døren med lynets hast, for at få det overstået. Jeg var nær blevet banket i hovedet af Louis, der nok ikke havde set, at døren var blevet åbnet. Jeg nåede i hvert fald at gribe hans hånd, før det skete. 

"God formiddag, Louis. Hvad kan jeg gøre for dig? " spurgte jeg, og ønskede aller mest, at han gik igen.

"Jeg tror, vi skal snakke. "

"Vil du med indenfor og have en kop te eller noget? " spurgte jeg og kunne slå mig selv i hovedet for at have spurgt.

"Nej tak, " svarede Louis. Lettelse strømmede allerede gennem mig. "Men jeg vil faktisk gerne sidde lidt ned. " 

"Jamen så kom indenfor, " sagde jeg og prøvede at smile til Louis.

Louis smed skoene og hang sin jakke på knagen. Derefter gik han ind i stuen. Han havde været her så mange gange, at han kendte rutinen. Jeg fulgte bare efter. Louis sad og kiggede på min åbne computerskærm, og han så ikke specielt glad ud.

"Er det ikke på tide at lave noget andet end at sidde foran computeren, Liam? Vi har knap nok set dig " spurgte Louis. Han gik direkte til sagen.

"Nej, det tror jeg ikke, " svarede jeg og forsøgte at lukke hjemmesiderne ned. "Har drengene sendt dig? Fordi I er bekymret? Men jeg har det altså fint, Louis. "

"Men det tror jeg altså ikke, du har. Ja Louis, vi har snakket sammen om det, " sagde Louis bestemt. "Du har siddet foran computeren de sidste par dage. Sig mig engang Liam, har du overhovedet sovet? " Louis så bekymret ud. 

"Ikke så meget, " indrømmede jeg. 

"Det giver mig en ide! Du tager Niall med ud at gå en tur. Find en cafe. Sæt jer ned og snak lidt sammen. Han trænger også til at komme ud. " 

Louis fik det til at lyde som om, at Niall var 7 år gammel eller en hund. Måske en blanding. En hundedreng. Okay Liam, du har tydeligvis ikke fået søvn nok. Måske havde Louis alligevel en pointe. Før jeg havde svaret, lukkede Louis min computer ned og rejste sig og trak mig med op. 

Han fulgte mig ind på mit værelse, hvor han fandt noget tøj frem og bad mig om at tage et bad. Efter jeg havde taget et hurtigt bad og fået tøjet på, redte Louis mit hår igennem, som om jeg var en lille dreng. 

"Så er du jo klar til at gå ud i den store verden. " Louis smilede af sine egne ord. Det lød næsten som om, at han talte til et lille barn.

Jeg nikkede bare og fulgte Louis ud i gangen for at tage overtøj på. Jeg fandt mine Adidas sko og min elskede frakke frem, og så var jeg næsten ude af døren, da jeg kom i tanke om, at jeg ikke vidste, hvor jeg skulle møde Niall henne, eller om han overhovedet dukkede op?

"Louis? " spurgte jeg og så over på min bedste ven, der også var ved at tage sit overtøj på. Han nikkede som tegn til, at jeg skulle fortsætte. "Hvor er det egentlig, at jeg skal møde Niall henne? " Louis så tænksom ud et øjeblik, før hans svarede. 

"Faktisk så ... så står han nede på gaden og venter på dig. "

"Hvorfor gik han ikke med op? " spurgte jeg undrende. 

"Ikke for at beklage mig eller noget Liam, men du bor altså rimelig højt oppe i bygningen, og Niall er og vil altid forblive doven. " Jeg kunne ikke lade hver med at grine. Sådan var Niall, og sådan ønskede jeg, at han skulle forblive. 

Ganske rigtigt, da Louis og jeg kom ned på gaden side om side, stod Niall og ventede på os med solbriller på og en kasket. Han så ligefrem glad ud. Jeg vidste ikke, hvad han havde gjort for at blive glad, men noget måtte han have gjort. 

Han stod lænet op af en bil. Om det var hans eller Louis vidste jeg ikke, men det betød ligefrem heller ikke noget. De havde begge så mange biler.

"Hej Niall, " sagde jeg og trak ham ind i et kram. Jeg havde sådan savnet ham. "Hvordan går det? " 

"Fint tak. Jeg har det bedre, " smilede Niall. "Men jeg hører, du ikke har det så godt, " kommenterede Niall. Så det her var altså en medlidenhedstur. Det sætter jeg da pris på...

"Hvor skal vi hen? " spurgte jeg og ignorerede Nialls kommentar. 

"En hyggelig lille cafe, jeg kender. " Mere afslørede han desværre ikke...

Vi sagde pænt farvel til Louis, som kørte igen i sin bil. Niall og jeg begyndte at gå. Han bestemte retningen. Jeg fulgte bare efter. Han lignede en, der havde fuldstændig styr på, hvor vi skulle hen. Det var den eneste grund til, at jeg ikke kom med nogle indvendinger. 

Pludselig skiftede Niall kurs. Han gik hen til en dør, hvor der stod "Cafeen" på. Han åbnede døren og trådte ind. Igen fulgte jeg bare efter. At dømme ud fra Nialls ansigtsudtryk, var han glad for at være her. 

"Hej Julie, " hilste han på servicetricen. 

Det var i hvert fald ikke første gang, at Niall var her. Det overraskede mig nu alligevel, at han var på fornavn med servicetricen. Hun hilste på Niall og bad ham sætte sig i baren. Da hun så mig, hilste hun og præsenterede sig. Jeg satte mig hen ved siden af Niall. 

"Det sædvanlige Niall? " spurgte Julie. Niall nikkede ihærdigt. Hans appetit var i hvert fald vendt tilbage. "Hvad kunne du tænke dig, Liam? " 

Julie virkede rigtig flink. Hun var på vores alder. Hun havde langt brunt hår, der gik hende til lige under brystet. Hun havde flotte grønne øjne. Hendes udseende mindede mig faktisk en smule om Harrys. Hun var ret pæn. 

Jeg må have set rimelig blank ud, for jeg havde ingen anelse om, hvad jeg gerne ville have, da jeg ikke vidste, hvad jeg kunne få. Niall må have opfattet det, for han svarede, at jeg gerne ville have det samme som ham. Jeg håbede, at der var meget, for jeg var faktisk rimelig sulten. Det fortalte min mave mig i hvert fald. 

Julie nikkede og forsvandt ud i køkkenet, for enten at lave maden eller informere kokken om, hvad vi skulle lave. 

"Hvorfor valgte du lige netop det her sted, Niall? " spurgte jeg og kiggede rundt i cafeen. Her var ikke særlig mange mennesker. Kun et par henne i hjørnet og en pige, der sad et par pladser fra Niall.

"Det er blevet mit yndlingsted her i løbet af de sidste par uger. Altså ud over Nandos selvfølgelig ... Jeg mener Julie er rigtig sød. " Jeg kunne ikke helt regne ud, om det var som mere end venner. "Og folk her er også rigtig venlige og meget afslappede. " 

Det virkede som om, at Niall forsøgte at fortælle mig noget. Men jeg kunne bare ikke regne ud, hvad det var. I hvert fald ikke før, jeg tog mig tid til at undersøge pigen, der sad to pladser fra Niall. Hendes hår havde den perfekte længde. Den perfekte røde farve. 

Jeg kunne ikke tro det! Det her måtte seriøst være et glip fra min fantasi. En tilfældighed. Det kunne være en anden pigen. Men hårfarven! Det var nødt til at være hende! Pigen, jeg havde brugt den sidste uges tid på at finde, sad rent faktisk her. Lige her! På den her Cafe. Det var umuligt! 

Hun drejede hovedet, og der fik jeg det for alvor bekræftet. Det var Jackie Willams. Hvad lavede hun overhovedet her? Kendte Niall overhovedet til det her? Var det det, min bedste ven prøvede at fortælle mig? 

###

Hey Guys! Det er et stykke tid siden, at jeg har skrevet sådan en besked til sidst i et kapitel, men jeg følte virkelig for det i dag :) Det her er en tak til alle jer, der følger med i Revenge :)

Jeg vil virkelig gerne takke jer, for at være sådan nogle fantastiske læsere. For at følge med i det, jeg skriver. Det betyder virkelig meget for mig, selvom jeg måske ikke altid giver udtryk for mig. 

Jeg er først ked af, at jeg ikke har opdateret så meget, som jeg egentlig gerne vil, men jeg har bare ikke tiden til det. Skolen fylder meget for tiden. Men jeg vil takke jer for jeres tålmodighed :) 

Jeg håber virkelig ikke, at Revenge er blevet dårlig og cliche - agtigt. Jeg indrømmer gerne, at det her ikke er det mest interessante kapitel, men jeg gør mig virkelig umage, og alle kapitler kan jo ikke være lige interessante ;) Næste kapitel lover jeg nok skal blive lidt mere interessant. Der vil komme svar på nogle ting omkring Jackies "død" og Liam vil flippe lidt ud. Og så har jeg heller ikke lovet for meget.

Jeg sætter virkelig pris på jer :) 
Love ya, Guys <3 Til vi ses igen ;)
- Sophia The Cupcake X

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...