Revenge (One Direction)

Jackie Williams, Katy Adams, Nick Collins, Jade Summer og Jack Summer er hemmelige agenter. Dog har de fået et nyt medlem med. Luke Phillips, en Jackie ikke bryder sig synderligt meget om, da han ikle gør andet end at gå i vejen for hende. Dog bliver Luke interesseret i, hvem der var medlem før ham, men det skulle han ikke være begyndt at rode med. De 6 agenter sætter deres liv på spil, så andre er i sikkerhed. Det viser sig så, at deres næste opgave bliver at beskytte selveste One Direction, mod en de ikke havde regnet med at møde igen. En kun Jackie havde en mistanke til slet ikke var død. Hævn ønskes mere end noget andet, og han ønsker at vende alle dem Jackie kender mod hende, så hun ikke har en chance, da hun afslog hans tilbud... En masse løgne bliver skabt, og det viser sig at være mere kompliceret at beskytte 5 verdenskendte drenge imod fare, end de nogensinde havde troet.

28Likes
22Kommentarer
24450Visninger
AA

35. Chapter 32

 

"Hvor blev du af, Liam? " Og Harrys sure mine var det første jeg blev spurgt om, da Zayn og jeg kom tilbage til lejligheden. 

Hvorfor var han så sur på mig? Jeg havde jo ikke ligefrem gjort noget forkert. Jeg havde bare glemt tiden. Det var jo ikke fordi, at jeg havde røvet en bank eller noget lignende. Hvis jeg havde, var Harry nok eksploderet. 

Jeg fandt rimelig hurigt ud af, at Zayn var blevet bedt om at gå ned at hente mig. Han vidste åbenbart, at jeg befandt mig på cafeen, da en eller anden fan havde tweetet om, at hun havde set mig.

Vores fans var jo bedre end CIA - agenter. Glem alt om gps. Spørg bare en fan hvor medlemmerne af One Direction befinder sig. Det giver et bedre resultat. 

"Jeg havde bare brug for at være lidt for mig selv, " mumlede jeg til mit forsvar.

"Er du sikker på, at du er helt okay, Liam? Du ser en smule bleg ud, " konstaterede Zayn. 

"Jeg har det helt fint, okay! " Jeg følte mig pludselig vred. Hvorfor? Ja det kunne jeg ikke rigtig svare på. Hvad var der irriterende ved, at der var nogle mennesker, der bekymrede sig for en? 

"Vi er jo bare bekymrede for dig, " sagde Zayn stille og roligt. 

"Men der er altså ikke noget at være bekymrede for! Igen, jeg har det helt fint! " Og så gjorde jeg noget uventet. Jeg gik. Jeg gik simpelthen bare ud af døren og forlod drengene chokerede. 

Jeg plejer normalt ikke at være den, der flipper ud. Jeg tænkte slet ikke, hvor jeg gik hen. Jeg lod bare mine fødder bestemme en retning. Jeg kom til en skov, hvor jeg sad på en træstub en pænt stykke tid og så på alle træernes forskelligheder. 

Efter at have siddet på træstubben noget tid, så tænkte jeg, at det var på tide at gå hjem. Noget frisk luft hjalp altid på mit humør. Det fik mig til at føle mig nede på jorden igen. Jeg rejste mig for at gå tilbage. 

Jeg kiggede til højre og derefter til venstre, og det hele så virkelig ens ud. Jeg kunne seriøst ikke huske, hvilken vej jeg var kommet fra. Det var lidt af et problem. Det lyder måske en smule cliche - agtigt, men det passer. Jeg havde slet ikke lagt mærke til nogle detaljer. 

Jeg hørte skridt bag ved mig. Jeg bed mig i læben. Hvad nu hvis, det var en, der ville kidnappe mig? Ligesom Jackie blev kidnappet af de mænd. Hvad nu hvis, at de også var ude efter mig, nu hvor jeg havde set dem? 

Du er virkelig paranoid, Liam. 

Jeg hørte en tung vejrtrækning bag ved mig og vendte mig om med lynets hast. Jeg gav personen bag ved mig en flad og skulle til at gribe fat i en gren, der lå på jorden, da personen greb fat i min hånd. 

"Det synes jeg er en rigtig dårlig ide, at du gør Liam. " Jeg genkendte stemmen. Hætten blev trukket af, og Zayns ansigt kom til syne. Jeg fik allerede dårlig samvittighed. 

"Det er jeg altså ked af, Zayn. Det var altså ikke, fordi jeg ville slå dig, " sagde jeg.

"Det er helt okay, Liam. Jeg bad vidst selv om den, da jeg sneg mig ind på dig. Men det var bare så koldt, at jeg følte, at jeg blev nød til at tage hætte på. " Zayn lød forstående. 

"Gør det ondt? " spurgte jeg og spurgte til Zayns kind. Det så ud til at gøre ondt. 

"Naah ... jeg har prøvet værre,  " grinede Zayn. 

"Jeg er altså ked af det. " 

"Det er okay, Liam. Du var bange, " sagde Zayn. "Har du det godt? Er du kølet lidt ned? "

"Jeg har det fint. "

"Vil du fortælle mig, hvad der virkelig foregår? " spurgte Zayn. "Det skylder du lidt, " svarede Zayn og hentydede til sin kind. 

"Okay, men du må love ikke at sige noget til de andre, " sukkede jeg. Jeg stolede på Zayn. "Jackie. Hende pigen, der skulle være en morder. Jeg mødte hende tidligere på dagen. Det var hende, du så mig tale med, og der er noget ved det M16 agenten sagde, der ikke passer. Jeg så desuden nogle fyre kidnappe Jackie, " fortalte jeg. Zayn havde forholdt sig helt roligt, imens jeg sad og fortalte. 

"Og nu er du bange for, at de kidnapper dig, ligesom de gjorde med hende Jackie. "  Han missede pointen.

"Ikke kun det! Hun er ikke død. Fyren løj! "

"Liam, er du sikker på, at du ikke overfortolker det her? Jeg mener, du var sikkert træt og stresset, og så tror man ofte, at man ser noget, man ikke gør. Jeg mener, fyren var M16 agent! " 

"Du tror ikke på mig! Jamen du så mig tale med hende. " Zayn tøvede. 

"Ikke direkte, hvis jeg skal være ærlig. Jeg hørte dig tale og gik egentlig bare ud fra ... du ved ... at du rent faktisk talte med nogen. " 

"Jeg skal nok bevise over for dig, Zayn, at Jackie rent faktisk stadig lever. Bare giv mig en chance for at bevise det. "

"Liam, " begyndte Zayn. Han bed sig i læben, før han fortsatte. "Måske er det på tide, at du søger noget professionel hjælp. Inden det går galt. " Hvis det ikke var, fordi han så virkelig seriøs ud, havde jeg troet, at han jokede omkring hjælpen. 

Jeg var så forbavset, at jeg ikke kunne sige noget. En af mine bedste venner troede seriøst, at jeg havde mistet forstanden. Den gjorde ondt, for jeg var sikker på, at jeg ikke havde mistet forstanden. Jackie var i live. Hun havde på en eller anden syg i hovedet måde fundet en måde at undgå at dø. Og jeg havde tænkt mig at finde ud af hvorfor. Om det så blev det sidste, jeg gjorde... Okay, jeg laver bare sjov. Jeg regnede ikke ligefrem med at dø.

"Jeg skal nok bevise det, " mumlede jeg. Jeg begyndte at gå.

"Liam... " 

"Nej, Zayn jeg skal nok bevise det. "

"Liam... " begyndte Zayn igen, men jeg cuttede ham af.

"Jeg bliver nød til at bevise det for dig. En eller anden skal vide det. "

"Liam lyt nu for en gangs skyld til mig, " sagde Zayn. "Du går i den forkerte retning. Følg med mig, " sagde Zayn og trak mig i den modsatte retning. Nu forstod jeg...


***

Det havde taget os næsten 20 minutter at gå hen til den Starbucks, jeg havde befundet mig på tidligere. Zayn så ikke ud til at have noget imod det. Han bestilte sig en kop kaffe og satte sig ned ved et bord. Han så ret afslappet ud, men det var typisk Zayn, og han gjorde det godt. 

"Hvad var det så, du ville vise mig, Liam? " spurgte Zayn, da jeg satte mig ned overfor ham. 

"Jeg tænkte, hun måske ville være her. Det var her, vi mødtes sidst. " 

"Liam, det var nok bare en tilfældighed. Måske er det på tide at give op. Jackie er væk, og det er nok det bedste for alle, " sagde Zayn. 

Men jeg havde ikke tænkt mig at give op. Jeg var først lige begyndt at lede, og jeg skulle nok finde Jackie. Hum skyldte mig en forklaring. Jeg havde virkelig brug for at finde hoved og hale i det her...

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...