Revenge (One Direction)

Jackie Williams, Katy Adams, Nick Collins, Jade Summer og Jack Summer er hemmelige agenter. Dog har de fået et nyt medlem med. Luke Phillips, en Jackie ikke bryder sig synderligt meget om, da han ikle gør andet end at gå i vejen for hende. Dog bliver Luke interesseret i, hvem der var medlem før ham, men det skulle han ikke være begyndt at rode med. De 6 agenter sætter deres liv på spil, så andre er i sikkerhed. Det viser sig så, at deres næste opgave bliver at beskytte selveste One Direction, mod en de ikke havde regnet med at møde igen. En kun Jackie havde en mistanke til slet ikke var død. Hævn ønskes mere end noget andet, og han ønsker at vende alle dem Jackie kender mod hende, så hun ikke har en chance, da hun afslog hans tilbud... En masse løgne bliver skabt, og det viser sig at være mere kompliceret at beskytte 5 verdenskendte drenge imod fare, end de nogensinde havde troet.

28Likes
22Kommentarer
24463Visninger
AA

5. Chapter 3

"Når så du er ikke fan?", en af de brunhårede så såret ud. Gad vide hvorfor?

"Nej, I er ikke lige min kop te". 

"Når, hvad har du da imod vores musik?". 

Øhm.... Shit! Regel nummer 2, afslør aldrig du har løjet. Det er altså svært at forklare sig ud af. Tro mig.

"Øhm... Hallo... Øhm".

Jeg kom ud af min trance, ved at de alle 5 stirrede på mig. Jeg mumlede bare et undskyld. Man kunne høre, de fiskede efter mit navn. Jeg kunne ikke give dem mit rigtige. Hvad skulle jeg gøre?

"Auckland". Navnet fløj bare ud af mig, før jeg fik tænkt mig om. Hvis man overhovedet kunne høre det.

"Undskyld?", spurgte den sorthårede.

"Jeg troede du var i Sydney?".

"Nej nej mit navn det er Auckland". Akavet. Hjælp mig væk herfra. "Undskyld mig lige et øjeblik", sagde jeg og rejste mig op og løb mod toilettet. 

Ikke at jeg skulle kaste op eller noget. Jeg flygtede bare fra de drenge. Mon jeg kunne gemme mig herude resten af turen? Det ville være belejligt. Hvis bare jeg havde taget min taske med. Shit... min telefon, den lå stadig på sædet. Hvad nu hvis de fik fat i den. Den havde altså oplysninger, som ingen måtte vide. Det ender med, at jeg bliver nød til at små dem ihjel. 

"Auckland", jeg hørte nogen råbe mit falske navn. 

Hvordan kommer jeg ud med den situation? Collins bliver nød til at hjælpe mig. Det kan han altid. En hånd bankede forsigtigt på døren.

"Auckland, er du okay", lød det på den anden side af døren.

Jeg svarede ikke. Jeg sad på gulvet med mine arme om knæene og vippede frem og tilbage. Hvis jeg holdte mig i ro, ville han sikkert ende med at gå sin vej igen. 

"Auckland, jeg ved du er derinde".

"Gå din vej", mumlede jeg. 

"Hvad er der galt. Luk nu op. Jeg vil gerne hjælpe dig igennem det".

"Jeg sagde gå din vej".

"Auckland?".

"Nej". Hvilket egentlig var sandt. Jeg var ikke Auckland. Det var ikke engang tæt på.

Jeg hørte et klik, og det betød nogle havde låst op. Her er et tip. Det var ikke mig. Nogle havde låst det op udefra. Hørte han ikke hvad jeg sagde til ham før? Ville nogle opdage, hvis jeg myrdede ham på et fly? Måske ikke. Sadface.

"Auckland?". Et par grønne bekymrede øjne mødte mine. 

"Lad mig være i fred".

"Hvad har du imod os? Har vi gjort noget forkert, siden du ikke kan lide os? Hvis vi har siger jeg med glæde undskyld".

"Nogle gange hjælper et undskyld ikke. Det ændre ikke noget", svarede jeg koldt.

"Du har jo noget imod os. Er du hater?".

"Nej, jeg aner ikke engang hvem", jeg slog straks hånden for munden for ikke at sige resten. Hvad gjorde de drenge dog ved mig?

"Du løj". Han så straks såret ud. 

"Hvad!", spurgte jeg forvirret.

"Jeg laver sjov med dig Auckland. Det er okay at indrømme, at du er fan".

Fattede den dreng ikke noget. Betød krøllerne i virkeligheden dumhed? Hans smil irriterede mig mere mere end noget andet. Han lignede en der havde vundet noget. Hvilket han ikke havde. Langt fra. Jeg anede ikke hvem nogen af dem var. Jeg havde aldrig hørt om dem.

***

Det havde været de længste timer i mit liv. De havde ikke stoppet med at irritere mig. De troede, de havde ret. De troede, jeg var fan. Hvis jeg troede, at deres første spørgsmål var irriterende, var det intet i forhold til resten af turen. Mind mig om ikke at give dem mit nummer, hvis de nu skulle spørge.

Vi landede for et par minutter siden, og her var min chance for at smutte væk fra dem. London var stor, som om vi ville mødes igen. De var bare et lille boyband, der prøvede at blive berømte. Hvis de blev berømte en dag, kunne jeg sige jeg kendte dem. Ej jeg joker bare med jer. Jeg ønsker ikke at lære dem at kende.

Desværre fangede de fem drenge mig. De smilede og sagde, at vi nu kunne vente sammen. Det ville være så hyggeligt. Den ene var lige ved at spørge efter mit nummer, da min kuffert kom ud på båndet. Som den første. 10 minutter før alle andres kom. 

"Desværre jeg er nød til at gå. Jeg har travlt".

En halvløgn. Jeg havde ingen bestemt tid, jeg skulle møde, men jeg fik at vide, at jeg skulle komme så hurtigt, jeg kunne. Derfor halvløgn.

"Vent. Vi vil bare gerne lære dig at kende. Giv os en chance". 

ALDRIG I LIVET! I får aldrig muligheden for at lære den rigtige mig at kende. I hvert fald ikke den rigtige mig. For hun var ikke en person, man lærer at kende. Medmindre man er inde i feltet. Hvilket de ikke er, og det bliver de heller aldrig.

Jeg gik ud, og skulle til at praje en Taxa, da den blonde dreng stod foran mig. Han så tilfreds og overlegen ud. Hvordan kom han ud så hurtigt? Taget i betrakning af, at han ikke havde noget bagage med, gav det mening, at han kom herud før mig. 

"Auckland!". Han lød helt forpustet. Han burde nok løbetræne noget mere.

"Ja".

"Hvorfor forsvandt du bare?".

"Jeg har et møde". Løgn.

"Hvad arbejder du med?". Shit... 

"Det er kompliceret. Vi mødes nok igen en anden gang", sagde jeg og smilede. 

Han svarede mig ikke, så jeg satte mig ind i taxaen for at køre hjem. Jeg var så tæt på. Jeg havde savnet London så meget. Jeg kunne ikke vente med at se de andre igen. 

Jeg var så glad, at jeg ikke opdagede, at jeg manglede den. Eller at han havde taget den fra mig, før det var for sent...

###

Undskyld for, at der er gået så lang tid siden jeg opdaterede et kapitel, men jeg har bare haft lidt skriveblokering. Dog har jeg også været syg, så igen Undskyld.

Jeg ved godt det her kapitel måske er lidt kedeligt, men historien skal bare lige i gang, så jeg håber stadig I vil følge med. Tak til jer der følger med:)

Love ya<3
- Sophia The Cupcake X

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...