Revenge (One Direction)

Jackie Williams, Katy Adams, Nick Collins, Jade Summer og Jack Summer er hemmelige agenter. Dog har de fået et nyt medlem med. Luke Phillips, en Jackie ikke bryder sig synderligt meget om, da han ikle gør andet end at gå i vejen for hende. Dog bliver Luke interesseret i, hvem der var medlem før ham, men det skulle han ikke være begyndt at rode med. De 6 agenter sætter deres liv på spil, så andre er i sikkerhed. Det viser sig så, at deres næste opgave bliver at beskytte selveste One Direction, mod en de ikke havde regnet med at møde igen. En kun Jackie havde en mistanke til slet ikke var død. Hævn ønskes mere end noget andet, og han ønsker at vende alle dem Jackie kender mod hende, så hun ikke har en chance, da hun afslog hans tilbud... En masse løgne bliver skabt, og det viser sig at være mere kompliceret at beskytte 5 verdenskendte drenge imod fare, end de nogensinde havde troet.

28Likes
22Kommentarer
24478Visninger
AA

31. Chapter 29

Har du nogensinde prøvet at vågne op bundet fast til en stol? Hvis ikke, skal du ikke ønske dig at prøve det. Man vågner op med rimelig ondt i nakken, og en virkelig grim følelse af at være bundet fast. Desuden har man ofte ondt i hovedet, siden man sandsynligvis har fået en ordentlig en på lampen. Denne gange havde jeg ikke ondt i hovedet, derfor regnede jeg ikke med at have en bule. 

"Well ... Well ... Well. " Jeg regnede egentlig med, at det var Kyle, der kom ud af mørket, men jeg tog fejl. Jeg tog så meget fejl... "Jeg kan se, at du er vågen. " Han trådte frem i lyset, og han gik med hende i hånden. Selvom hun havde hætte på, vidste jeg stadig, at det var hende. En bitter smag dannede sig i min mund. Jeg følte et stik i hjertet. Jeg bed mig diskret i læben. 

"Det var rimelig godt konstateret, kære Nick. " 

"Du lyder rimelig bitter, Jackie. " Hvorfor mon? Det er jo ikke fordi, mine bedste venner har forrådt mig og låst mig fast til en stol. Eller vent! Det er jo derfor!

Jeg svarede ham ikke. I stedet sendte jeg den begge dræberblikket i håb om, at de ville fordampe og forsvinde fra jordens overflade. Intet skete! De stod på den samme plet på gulvet, som de havde gjort minuttet før. 

"Er der ikke noget, du gerne vil spørge om? " 

"Nej ellers tak! " svarede jeg spidst. 

Okay jeg indrømmer, at det på en måde var en løgn, men ikke helt. Der var en masse ting, jeg gerne ville have svar på, men de fleste spørgsmål handlede om mit tidligere liv. Og en del af mig vidste godt, at jeg nok aldrig ville komme til at huske de ting igen, så hvorfor blive ved med at spørge, når man ved, at der ikke er nogen, der kan svare på dem. 

Jeg var godt klar over, at de mente i forhold til, at jeg var bundet fast til en stol, og hvordan de havde snydt mig. Men jeg ønskede ikke at vide, hvordan i hvert fald 2 af mine bedste venner havde forrådt mig. 

"Sikker? " spurgte Kyle og trådte ud af skyggerne. Jeg ville sygt gerne lære det trick! "For jeg vil da virkelig gerne svare på nogle af dine spørgsmål. Du ved, vi har noget af en fortid sammen. " Var jeg den eneste, der var en smule bange i det øjeblik? Jeg havde trods alt lært, at Kyle ikke var til at spøge med.

"Jeg betragter hendes tavshed som et nej, " sagde Collins og grinede. 

Grin du bare! En dag vil jeg få min hævn. Bare vent! Bare vent! Gud, hvor følte jeg mig bitter og vred i det øjeblik, og jeg var ikke stolt af det. Jeg fik næsten dårlig samvittighed. Bemærk, "næsten." Nogle gange slår det bare klik for mig! 

"Men kære ... kære Jackie, " sagde Kyle og trådte helt tæt på mig. Han kærtegnede min kind. "Hvis du ikke har noget at spørge om, så har jeg nogle spørgsmål, jeg meget gerne vil stille dig. " Hans smil fortalte mig, at jeg ikke ville bryde mig om hans spørgsmål. 

Jeg forholdt mig tavs. Jeg havde absolut ingenting at sige til ham. Ingenting! 
"Du kan ikke forholde dig tavs for evigt. " Kyle tog fat i min kæbe. "Det vil jeg i hvert fald ikke anbefale dig. Jeg har nemlig metoder til at få dig i tale, og jeg kan love dig, at du ikke vil bryde dig om nogle af dem. " Jeg vidste, han havde ret! 

Jeg bed mig i læben. Han skulle ikke vinde. Den sejr skulle han ikke have lov at have. Ikke denne gang! Jeg var træt af at føle mig svag og sårbar. 

"Tag det roligt, " hviskede Kyle i mit venstre øre, så jeg var rimelig sikker på, at de andre ikke kunne høre ham. "Du ved, jeg ikke vil gøre dig noget ... så længe du gør, som jeg siger. " Kyle gik. Jeg havde på fornemmelsen, at han gjorde lidt, som han havde lyst til. 

ENDELIG alene. De andre havde også forladt rummet. Dog ikke på samme måde som Kyle. Han var mester. For en gangs skyld frygtede jeg ikke at være alene. Det var ligefrem en lettelse. Men den lettelse varede desværre ikke ved... 

"Jeg har set frem til det her. " Kyle satte sig ned overfor mig. Hans øjne borede sig ind i mine. "Der er så mange ting, jeg gerne vil have svar på. "

"Hvorfor er jeg så interesant for dig? " Jeg lød hæs. 

"Næ næ næ. " Kyle vippede hans pegefinger fra den ene side til den anden, som man gør, når man fortæller børn, at der er noget de ikke må. "Du fik din chance før, men du valgte at spilde den. Nu er det min tur til at spørge, og din tur til at svare ... Men du skal bare lige vide, at hvis du vælger at forholde dig tavs eller lyve for mig, så har det konsekvenser! " Jeg havde lyst til at spørge hvilke, men jeg lod hver. 

"Så hvem er du? " Stor set alle jeg havde mødt, siden det her kaos begyndte for nogle uger siden, havde stillet mig det spørgmsål. Og underligt nok, kendte jeg stadig ikke svaret på det. 

"Det burde du næste vide bedre end mig. Du har trods alt ikke mistet din hukommelse. " 

"Jeg vil give dig en chance mere for at ændre dit svar, " svarede Kyle koldt. 

"Vil du virkelig gerne vide, hvem jeg er? " spurgte jeg. Han nikkede. " Mit navn er Jackie Williams. Jeg er en 21årig pige, der samtidig er hemmelig agent og arbejder for staten. Jeg har tilfældigvis også mistet sin hukommelse, fordi en eller anden person har slettet den. Og i virkeligheden aner jeg ikke, hvem er, for det viser sig, at dem jeg troede var mine venner, aldrig nogensinde har været mine venner. Så i princippet kunne folk i al den tid have løjet overfor mig og bildt mig løgne ind om mig selv. Hvad nu hvis jeg på ingen måde er den, jeg troede, jeg var? Hvad har du at sige til det her, Kyle? Er det, hvad du gerne vil høre? " spurgte jeg og mærkede, at jeg var på randen til at græde. Kyle sank en klump.

"Jackie. Se på mig og lov mig at lytte godt efter. " Kule fandt mit blik. "Det var .... det var ikke en eller anden syg stodder, der slettede din hukommelse. " I det øjeblik troede jeg, han skulle til at sige, at det var ham, der havde slettet min hukommelse. 

"Hvem ønskede så at fjerne min hukommelse. " Min stemme var blot en hvisken, men Kyle hørte mig.

"Det gjorde du! " Det var kun tre ord, men det var ord nok til at få mig til at bryde sammen. Hvad havde jeg dog gjort, som var så slemt, at jeg var nød til at slette min egen hukommelse? 

Hvis du nogensinde har prøvet at bryde sammen, så prøv at gange det med 300, så har du svaret på, hvordan det føltes at være mig i det øjeblik, Kyle fortalte mig det. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke beskyldte ham for at fortælle mig en løgn. En del af mig vidste nok bare, at det ikke var en løgn. 

"Det må ikke passe. " Jeg havde lyst til at skrige ordene, men jeg kunne ikke få dem ud som andet end en hvisken. "Hvorfor. "

"Jeg ved ikke hvorfor. Du fortalte mig aldrig hvorfor. " Han virkede næsten såret. "Du forsvandt bare. Fra den ene dag til den anden ... da jeg så endelig fandt dig igen, vidste du ikke, hvem jeg var, " sukkede Kyle.

"Hvordan ved du så... "

"Hvordan jeg ved, at du valgte at slette din egen hukommelse. Du fortalte mig det selv. " Okay, det gav jo overhovedet ingen mening i mit hoved, men jeg havde efterhånden vænnet mig til, at intet gav mening.

"Hvordan kan jeg have sagt det til dig, hvis jeg ikke vidste, at jeg kendte dig? "

"Fordi, du ofte snakkede om at starte forfra. Om at glemme det hele. Du troede bare ikke på, at det var muligt ... men du fandt en løsning, og lige siden har du troet på, at jeg er den onde. " Jeg havde svært ved at vide, hvad jeg skulle tro. Havde jeg virkelig ønsket at starte forfra? Jeg hadede den følelse ikke at vide det. "Hør Jackie, det er okay. Jeg tror, du trænger til at hvile dig lidt, og så kan vi snakke videre senere. "  Jeg nikkede.

"Måske er der bedst. " Jeg så ikke længere Kyle som et monster. Han havde bevist over for mig, at han bar mere i sig.

"Nick, vil dig og Jade følge Jackie til hendes værelse. " Havde jeg mit eget værelse? Nick mumlede et bittert ja.

Jeg blev bundet op. Det var rart. Endelig kunne jeg bevæge hænderne frit igen. Jade gik foran mig, imens Nick gik bagved mig. De førte mig gennem en gang. Alt virkede normalt, eller så normalt som det kunne blive i sådan et øjeblik. 

Jeg hørte en lyd, jeg kendte alt for godt. En pistol blev trukket, og jeg vidste præcis, hvem der havde trukket den. Jeg vendte mig rundt.

"Er det her virkelig, hvad du ønsker? " spurgte jeg.

"Selvfølgelig er det mit ønske. Det har det altid været? Er du måske bange? Bange for, at jeg kommer til at trykke på aftrækkeren og gøre en ende på dit liv. Er det sådan det er, Jackie? " Jeg fandt ham sindssyg. Nick måtte helt sikkert have mistet forstanden. Selv Jade Sommer så ud til at være en smule chokeret over hans opførsel. 

"Tænk over det. Hvad med Kyle? "

"Kyle er blevet blødsøden. Jeg er træt af at følge hans planer. Han kan ikke slå hende ihjel. Jackie betyder for meget for ham, " sagde Nick. "Men jeg er ikke blevet for blødsøden. "

"Vil du virkelig leve med at have taget en anden persons liv. " 

"Kære Jackie. Du kommer ikke til at være den første, jeg har taget livet af. " Det føltes som om, at mit hjerte sprang et slag over. 

"Så skyd dog, " svarede jeg grådkvalt. "Få det overstået! Eller er du bange som du påstår Kyle er? " Jeg ved ikke, hvor modet kom fra. Måske ønskede jeg at få det overstået. Enden var nær, og jeg vidste det. 

"Hun har en pointe. Lad mig om det. " 

"Luke? " spurgte jeg forbavset. Jeg havde slet ikke lagt mærke til hans ankomst. Det så ud til, at alle kendte det trick, undtagen mig. 

Endnu et menneske til at forråde mig. Det, der gjorde mest ondt, var at han havde bedt mig om at stole på mig. Luke kiggede på mig. Hans blik var fyldt med medlidenhed. Som om, at han næsten var ked af, at han skulle skyde mig, men jeg vidste bedre. Jeg vidste bedre... 

"Nogle sidste ønsker? " En klassisk afskedsreplik.

"Skyd! Det er mit sidste ønske, " hviskede jeg så lavt, at jeg tvivlede på, at der var nogen, der hørte mig. Tårerne trillede ned af mine kinder. Et kort øjeblik spekulerede jeg over, om der mon var nogen, der ville savne mig?

Jeg aldrig svaret... 

I det næste sekund trykkede Luke på aftrækkeren... 

###

Okay. Det har været virkelig svært for mig at skrive det her kapitel. Håber, at det blev okay. Det er heldigvis ikke helt slut endnu. Der er stadig nogle kapitler tilbage, før vi helt kan forlade Jackie :) 

Men lad mig høre, havd tror I, der kommer til at ske? 

Love ya, Guys <3
- Sophia The Cupcake X

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...