Revenge (One Direction)

Jackie Williams, Katy Adams, Nick Collins, Jade Summer og Jack Summer er hemmelige agenter. Dog har de fået et nyt medlem med. Luke Phillips, en Jackie ikke bryder sig synderligt meget om, da han ikle gør andet end at gå i vejen for hende. Dog bliver Luke interesseret i, hvem der var medlem før ham, men det skulle han ikke være begyndt at rode med. De 6 agenter sætter deres liv på spil, så andre er i sikkerhed. Det viser sig så, at deres næste opgave bliver at beskytte selveste One Direction, mod en de ikke havde regnet med at møde igen. En kun Jackie havde en mistanke til slet ikke var død. Hævn ønskes mere end noget andet, og han ønsker at vende alle dem Jackie kender mod hende, så hun ikke har en chance, da hun afslog hans tilbud... En masse løgne bliver skabt, og det viser sig at være mere kompliceret at beskytte 5 verdenskendte drenge imod fare, end de nogensinde havde troet.

28Likes
22Kommentarer
24476Visninger
AA

28. Chapter 26

"Hvordan kan det her være sket? " spurgte jeg mg selv. Jeg havde nok brug for at sige det højt.

Jeg begyndte at gå rundt for at lede efter noget, der kunne hjælpe mig med at forstå, hvad der var sket. Jeg løb ovenpå, hvor jeg første gang var vågnet op. Synet ovenpå overraskede mig næsten mere, end nedenunder gjorde. Alt var smadret! Det gav mig en bitter fornemmelse, og det vildeste deja vu. 

Av!

Jeg trådte vidst på noget. Jeg kiggede ned. Det var en billedramme, hvor glaspladen var knust, jeg havde trådt på. Billedet så ud til at være uskadt. Jeg løftede billede ud af dets ramme, og jeg begyndte derefter at nærstudere det. 

Det var helt klart et familiebillede af en slags. De bar alle virkelig grimme sweatre. En yngre udgave a Luke smilede stort til kameraet. Han lignede sig selv rimelig meget. Ved siden af ham stod Leah med armen rundt om Luke. Hendes sweater var ikke magen til Lukes, men den var helt klart lige så grim. Bag børnene stod, nogle jeg regner med var Lukes forældre. Lukes far havde en sweater magen til Lukes og hand mor var en sweater magen til Leah. De så lykkelige ud. De var en samler familie. Hvor ville jeg ønske, at jeg havde sådan en familie. 

Jeg vendte billedet om. Bag på stod der: "Jul 2007. " med skråskrift. Det var næsten 10 år siden. Meget kunne nå at ske på 8 år. Som fx at deres ældste søn blev kidnappet og forvandlet til en spion. Jeg nævner det bare. 

Hvis jeg aldrig så Luke igen, ville jeg i det mindste have et minde om ham. Men samtidig ville jeg også have et minde om en rigtig familie. Jeg kom billedet i min skjortelomme, selvom skjorten nu rent faktisk ikke var min. Selvom jeg ikke regnede med, at Luke ønskede at få sin skjorte igen. Hvilket mimede mig om, at mit tøj måske stadig lå her et sted. 

Jeg begyndte at lede efter min jakke, min top og mine handsker. Bukserne og skoene havde jeg teknisk set stadig på. Jeg havde lagt resten af mit tøj på sengen, inden jeg forlod hytten for nogle dage siden. Leah må have flyttet det. Nu var min mission så at finde ud af, hvor hun havde gjort af det. 

Jeg ledte pænt længe, syntes jeg selv, uden at jeg fandt noget af mit tøj. Jeg var ved at give op, da jeg fandt noget. Det var ikke mit tøj, men et brev jeg fandt med nogle meget interessante ord. Jeg tog papiret ud af konvolutten. På papiret stod der: 

Jeg vidste, du ville vende tilbage! Det var kun et spørgsmål om tid! Og kære Jackie, jeg vil vente på dig, og vi ved jo begge to, at du ikke kan sige nej til mig...

Det her kunne kun betyde en ting. Kyle havde været her! Og han havde ikke været alene, og han havde helt sikkert taget Leah og Luke med sig. Eller værre... Nej jeg ville ikke tænke på det værre scenarie. Tænk positivt! 

Jeg kom også brevet i min skjortelomme, så nu lå det trygt sammen med Lukes billede. Videre med missionen om at finde mit tøj. Du tænker sikkert nu: "Hvorfor i alverden glemmer hun ikke bare alt om sit tøj? " Jeg tror, at jeg bliver nød til at finde noget nyt tøj, hvis jeg skal overleve det her. Desuden har jeg nogle ting, jeg muligvis får brug for. Nu tænker du helt sikkert: "Dit hår afslører dig min fine ven. " Det kan en hue og noget helt almindeligt tøj godt klare. 

Efter at have gennemsøgt hele huset, og jeg mener HELE huset, måtte jeg erkende, at mit tøj ikke var der. Med andre ord: Jeg gav op! Du læste rigtigt. Jackie Sonophia Williams gav op! Jeg greb en frakke fra skabet. De var heldigvis ikke blevet ødelagt. De var rimelig stor, men de skulle nok gå. Jeg samlede mit hår i en fletning, og begav mig derefter udenfor. 

Da jeg endelig kom ud på gaden igen, kunne jeg konstatere at frakken passede måske ikke helt til vejret, men jeg passede da nogenlunde ind i mængden. Jeg vidste bare ikke helt, hvor jeg skulle tage hen. Hulen var udelukket. Jeg var jo teknisk set ikke velkommen der længere. Havde jeg andre steder at tage hen? Jeg kunne teknisk set ikke engang huske, hvor jeg var vokset op. Så det var vel også udelukket. 


***

Som timerne gik, blev der færre mennesker på gaden. Mit ur viste 18.32, hvilket gav god mening i forhold til, at der ikke var særlig mange mennesker på gaden. De fleste sad derhjemme og spiste aftensmad. Gid jeg kunne gøre det samme... 

Jeg besluttede mig i sidste ende for at gå ind og få noget at spise. Jeg gik ind på en lille cafe og satte mig ned. En virkelig flink servitrice servicerede mig. Jeg fik et stort måltid. Det var også pænt lang tid siden, jeg sidst havde spist. 

Da jeg forlod cafeen igen, efter en virkelig hyggelig og lang snak med servitricen Julie. Der havde heller ikke rigtig været nogle kunder, så vi havde haft tid til at snakke længe. Hun gav mig forresten også sit nummer. Det kunne jo være, at jeg fik brug for det en dag. Mit ur viste 22.09. Jeg havde alligevel været der tre en halv time. Man siger jo også, at tiden forsvinder I et godt selskab. Jeg var dog alligevel ked af, at jeg havde løjet for Julie. Hun vidste ikke, hvem jeg i virkeligheden var.

Jeg fortsatte med at gå. Jeg havde trods alt heller ikke andre muligheder. Hvad var det for en lyd? Jeg vendte mig rundt, men der var ingenting at se. Nu kunne jeg mærke paranoiaen. Jeg var overbevidst om, at jeg hørte noget. Var der nogen, der fulgte efter mig? 

Jeg blev nød til at fortsætte med at gå! Jeg kunne jo ikke ligefrem vende om og sket retning. Det ville medføre for meget opmærksomhed. Jeg hørte den samme lyd som før. Jeg stoppede op! Mit ur viste 22.41. Der var alligevel gået en halv time, siden jeg tjekkede mit ur sidst.

"Hvad foregår der her? " hviskede jeg til mig selv. Ganske enkelt fordi, at jeg havde brug for at sige ordene højt. Jeg kunne jo ikke bare forsvinde. Jeg blev nød til at vende mig rundt.

Da jeg vendte mig om, stod han der, som om intet var hændt. Han stod lænet op af en lygtepæl, imens han røg en cigaret. Han smilede, da han så, jeg kiggede på ham. 

"Hvad er det, du vil? Hvorfor følger du efter mig? " spurgte jeg.

"Jeg gør blot, hvad jeg får besked på, " sagde fyren. Det her kunne kun betyde en ting. Jeg var i hvert fald ikke kun paranoid. 

"Hvad har du fået besked på? At stalke mig? At slå mig ihjel? " Jeg ville faktisk virkelig gerne vide det. For det her var helt sikkert Kyles værk. 

"Hvis jeg virkelig ønskede, at slå dig ihjel, " sukkede fyren. "Så var du allerede død, kære Jackie. " Jeg tvivlede på, at den fyr virkelig kunne slå mig ihjel...

"Er det Kyle, der har sendt dig? " spurgte jeg efter nogle minutters stilhed, hvor vi havde stirret på hinanden uden at bevæge os. 

"Vil du virkelig gerne vide svaret? " spurgte fyren og tog endnu et sug af sin cigaret. Ville jeg virkelig gerne det?

"Kan du ikke bare lade mig være? " spurgte jeg, og ignorerede bevidst hans spørgsmål. 

"Jeg er din nye skygge. Jeg vil altid være der. Føl dig ikke for tryg, Jackie. " 

Lygten, han havde stået op af for et øjeblik siden, gik lige pludselig ud. Da den tændte igen, var fyren væk. Det var som om, at han aldrig havde været der. Men jeg vidste bedre. Han havde trods alt lige advaret mig. Jeg følte ikke, at jeg havde andet valg end at fortsætte med at gå. Jeg vidste faktisk ikke engang, hvor jeg befandt mig. 

"Auckland! " Lyden af en genkendelig stemme fik mig til at fare sammen. "Åh... det var altså ikke min mening at forskrække dig. Er du okay? " Jeg kiggede til højere, hvor stemmen kom fra. Zayn stod godt skjult i et hjørne. Måske gemte han sig for sine fans. Hvem ved?

"Jeg har det fint. " Løgn! "Men hvad laver du her? Er du den stille fyr i hjørnet? " Zayn trådte frem. Det var første nu, at jeg lagde mærke til, at han bar en smoking. "Flygter du fra en fest? " spurgte jeg og løftede et øjenbryn.

"På en måde. De andre drenge er stadig derinde, " svarede Zayn.

"Og du hyggede dig ikke? "

"Ikke ligefrem. De fornemme arrangementer var aldrig rigtig været mig, " svarede Zayn og trak ligegyldigt på skuldrene. Han kiggede på sit ur. "Jeg burde nok hellere se at komme tilbage. Drengene leder nok efter sig. "

Det var tydeligvis en undskyldning for at gå. Tingene var nok også lidt akavet imellem os. Hvad havde Zayn og jeg overhovedet at tale om? Det var jo ikke ligefrem fordi, at jeg ærlig talt interesserede mig for hans liv. Det overraskede mig derfor, da Zayn spurgte: "Vil du med ind? " 

Det var ikke fordi, at jeg havde noget bedre at bruge min tid på. Ham fyren ville nok alligevel følge efter mig. Derfor nikkede jeg, og fulgte med Zayn indenfor. Mit tøj passede nok ikke helt til begivenheden, men folk så ikke ud til at bemærke det. 

***

Der var efterhånden gået næsten en time, og hverken Zayn eller jeg havde set skyggen af de andre drenge fra hans band. Aka. Niall, Harry, Liam eller Louis. Godt nok var stedet stort, men stedet var ikke så stort. Jeg mener, vi havde ledt i næsten en hel time, og jeg var ret sikke på, at vi havde ledt over alt. Drengene kunne ikke bare forsvinde ud i den blå luft, vel?

"Jeg troede, du sagde, at de ville lede efter dig, " sagde jeg. 

"Det troede, jeg da også at de ville. Det plejer de, når jeg pludselig forsvinder, " svarede Zayn.

"Kan de ikke være gået hjem? " spurgte jeg. Jeg spurgte egentlig kun for at lette stemningen lidt. Jeg regnede ikke ligefrem med, at de bare ville efterlade Zayn sådan uden videre. Jeg fik bekræftet den teori, da Zayn kiggede på mig, som om jeg havde en skrue løs.

"De ville ikke bare gå. Tro mig! " Vi fortsatte med at lede, indtil det pludselig slog mig!

"Har du tjekket din telefon? Det kan jo være, at de har skrevet til dig " 

Zayns ansigtsudtryk afslørede, at det havde han ikke. Måske også den del med, at han trak sin mobil op af inderlommen. Han tastede løs på den, indtil han vendte sin opmærksomhed tilbage mod mig. Han åbnede munden og sagde:

"De har alle skrevet og ringet en del gange. De spørg, hvor jeg blev af. Men underligt nok, er de alle sammen fra over en time siden ... " Zayn tastede videre, indtil han tog mobilen op til øret. Sådan stod han noget tid, indtil hans pupiller udvidede sig, og han sagde: "Prøv lige at hør det her, Auckland. " Det var en telefonsvarer. Den var fra Liam. Hans sagde: 

"Hej Zayn. Hvor bliver du af? Vi er alle sammen trætte, og tænker at vi er på vej hjem. Når du er færdig med at ryge så mød ... " Pludselig stoppede Liam med at tale. Der lød nogle lyde i baggrunden efterfulgt at skrig. Det lød som om, at mobilen blev tabt, og telefonsvaren stoppede. 

"Hvad var det? " spurgte jeg. 

"Jeg ved det virkelig ikke. Det er rimelig bizart. Sådan noget plejer altså ikke at ske, " svarede Zayn. Han fandt det her lige så bizart, som jeg gjorde. Hvis ikke mere.

Pludselig blev alt blev mørkt! Efterfulgt af skrig! Det her kunne umuligt ende godt...

###

Undskyld mange gange. Der er gået lang tid siden, at jeg har opdateret dennne Movella. Jeg har bare haft virkelig travlt med skolen. Jeg skal nok prøve blive bedre. Det er jeg ked af.

Jeg håber virkelig, at I stadig vil følge med, trods de sløve opdateringer. Jeg prøver virkelig at opdatere så ofte jeg kan. 

- Sophia The Cupcake X

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...