Revenge (One Direction)

Jackie Williams, Katy Adams, Nick Collins, Jade Summer og Jack Summer er hemmelige agenter. Dog har de fået et nyt medlem med. Luke Phillips, en Jackie ikke bryder sig synderligt meget om, da han ikle gør andet end at gå i vejen for hende. Dog bliver Luke interesseret i, hvem der var medlem før ham, men det skulle han ikke være begyndt at rode med. De 6 agenter sætter deres liv på spil, så andre er i sikkerhed. Det viser sig så, at deres næste opgave bliver at beskytte selveste One Direction, mod en de ikke havde regnet med at møde igen. En kun Jackie havde en mistanke til slet ikke var død. Hævn ønskes mere end noget andet, og han ønsker at vende alle dem Jackie kender mod hende, så hun ikke har en chance, da hun afslog hans tilbud... En masse løgne bliver skabt, og det viser sig at være mere kompliceret at beskytte 5 verdenskendte drenge imod fare, end de nogensinde havde troet.

28Likes
22Kommentarer
24450Visninger
AA

26. Chapter 24

Nu hvor Adams var havde efterladt mig alene, havde jeg muligheden for at flygte. Så kom det store spørgsmål: Hvordan?

Jeg drejede mit hoved 90 grader, hvilket gjorde rimelig ondt skal jeg hilse og sige. Den eneste grund  til jeg gjorde det var for at finde ud af, hvad jeg var bundet fast til. Det viste sig at være et meget tykt rør. Nu skulle Step 1 indledes.

Jeg kiggede ned mod mine fødder. Jeg havde mine specielle sko på. Mon jeg kunne få min fod om på ryggen? 

Måske ikke ligefrem en mulighed. Desværre! 

I det mindste, havde Adams ikke gjort et nummer ud af at binde mine ben sammen. Derfor sparkede jeg til min egen sko, hvor en lille lem blev åbnet Jeg rystede min fod, og ud røg en kniv. Ja, jeg bærer kniv i mine sko. Har du et problem med det? Dog er kniv ikke det eneste jeg gemmer i mine sko, ud over mine fødder selvfølgelig. 

Jeg sparkede kniven bag ud mod mine hænder. Jeg lænede mig mod venstre, så mine hænder bedre kunne få fat i kniven. Jeg kæmpede virkelig med at få fat i kniven. Det gjorde jeg. Jeg frygtede virkelig, at Adams ville komme tilbage hvert øjeblik det skulle være. Men ud fra hendes sårede ansigtsudtryk havde mine ord ramt plet. Der ville nok gå lidt tid.

ENDELIG!

Min hånd havde endelig fået fat i kniven. Nu gjalt det bare om at få mine hænder fri. Så skulle resten nok komme bagefter. 

Jeg kunne i princippet ikke se, hvad jeg lavede. Jeg kunne kun føle det. Jeg kunne komme til at skære min hånd af, men det pris var jeg villig til at betale. Desuden ville jeg også være fri, hvis jeg skar den af. 

Av! Bare rolig folkens, jeg mistede ikke min hånd. Den sidder stadig fast på min arm. Jeg kom bare til at snitte lidt i den. Ikke noget alvorligt. 

Jeg kunne mærke, hvordan rebet blev slappere omkring mine hænder. Næsten fri! Jeg pressede mere på. Til sidst kunne jeg bevæge mine hænder igen. Jeg var endelig fri!

Nu videre til Step 2. At komme væk fra det her sted, hvor jeg var fanget. Egentlig havde jeg ingen ide om, hvor jeg befandt mig, eller hvordan jeg slap ud herfra, men jeg ville finde en løsning. Tro mig! Spørgsmålet var bare hvornår. 

Jeg gik hen mod døren, og lagde mit øre op af det. Der kom ingen lyd. Ikke engang vejrtrækninger. Jeg skubbede til døren. Den åbnede. Tænk, at hun ikke havde låst den efter sig! Hvorfor havde Adams gjort det så let at flygte? Måske ønskede hun, at jeg flygtede? Eller også havde hun glemt at låse døren, fordi jeg havde såret hendes følelser. 

Jeg gik ned af gangen med små skridt. Fordi 1. Det var rimelig mørkt, og jeg var bange for at gå ind i noget. Og 2. Jeg frygtede at møde nogle, der ville slæbe mig tilbage eller værre slå mig ihjel. Jeg manglede seriøst en lommelygte. Det ville gøre det hele mege lettere. Jeg anede seriøst ikke, hvor jeg befandt mig. Jeg kunne være tæt på en dør eller virkelig langt væk.

Mit ur!

Jeg kom pludselig i tanke om, at mit ur havde en indbygget lommelygte. Det ville gøre min jagt efter en udgang lidt lettere. Jeg tændte min ur - lommelygte. Jeg lyste rundt i "rummet", jeg befandt mig i. Ingen tegn på nogle mennesker. Heller ikke noget tegn på en udgang. Skønt! 

Jeg havde kun en mulighed, hvis jeg altså ikke ville gå tilbage, hvor jeg kom fra, og det var at fortsætte lige ud. Jeg gik pænt længe uden rigtig at komme nogle vegne. Sådan føltes det i hvert fald. Jeg fortsatte indtil noget ramte mit hoved. Hvis I skulle være i tvivl om, hvad det var, kan jeg afsløre, at det var en dør. Præcis! En eller anden ramte mig i hovedet med en dør. Jeg tog mig til hovedet. Der ville helt sikkert komme en kæmpe bule. 

"Williams er det dig? " lød en velkendt stemme.

Jeg snurrede en halv omgang og endte med at stirre Collins i øjnene. Eller rent faktisk stirrede jeg ham ikke ind i øjnene, da jeg er næsten er mere 10 cm højere end ham. Jeg følte mig stolt! Desværre var Collins stærkere end jeg var. 

"Hvad laver du her? " spurgte han. Jo nu skal du se Collins, en af vores allierede, eller måske skulle jeg hellere kalde hende Katy Adams, kidnappede mig og førte mig hertil. Så nu har jeg ingen ide om, hvor jeg er, eller hvordan jeg slipper væk herfra. Jeg har ikke bedt om at være her. Det er sådan set, hvad jeg laver her. Men det sagde jeg Selvfølgelig ikke højt. I stedet svarede jeg:

"Det kommer på ingen måde dig ved. " 

"Du forsvandt uden at informere os andre om det. Du har været væk i flere dage. Du tog endda vores nye medlem med, og han vendte aldrig tilbage. Gjorde du det af med Luke Phillips, Williams? " 

"Selvfølgelig gjorde jeg ikke det. Jeg er ikke nogen morder. Han ønskede selv at forlade jer. Jeg er sikker på, at han har det godt, der hvor han er. "

"Så ved ved rent faktisk ikke, hvor han befinder sig? "

"Nej, det gør jeg ikke. Er du ved at afhøre mig? Det har du ikke ret til, " sagde jeg krævende. 

"Det ved den søde grød, jeg har ret til at afhøre dig, " sagde Collins. "Du stak af. Du kidnappede en fyr. Og jeg er næsten sikker på, at du også slog ham ihjel. "

"JEG SLOG HAM IKKE IHJEL! LUKE LEVER STADIG, " råbte jeg.

"Hvorfor skulle du ellers stikke af med ham, hvis du ikke ville slå ham ihjel? "

"Fordi han vækkede mig midt om natten for at bede mig om at køre ham hjem. Selvom jeg i starten ikke ville, fik han mig overtalt... "
"Og du tænkte ikke på at køre tilbage? " afbrød Collins. 

"Jo indtil Luke fortalte mig en grusom sandhed ... I ER ALLE SAMMEN LEJEMORDERE, DER ER UDE PÅ AT SLÅ MIG IHJEL. " 

"Du må have mistet forstanden, da Adams førte dig med hertil. "

"Så I løj for mig. I havde planlagt at få mig med hertil. I løj for mig. Nu ved jeg i det mindste, at Luke talte sandt, " sagde jeg og følte en bitter smag i min mund. "Måske er det bedst, at jeg forlader det her sted, før jeg finder ud af endnu mere om jer, som jeg faktisk ikke ønsker at vide. "

Måske burde jeg bare forsvinde helt fra omverdenen for en stund... Det virkede i hvert fald for mig sidst. 

Gjorde det virkelig? Se lige hvor du er endt.

"Det kan jeg desværre ikke tillade, Jackie... "

###

Undskyld undskyld undskyld. Og jeg kunne blive ved i en evighed med at undskylde til jer for, at der er gået flere uger, siden jeg publicerede sidste kapitel. Faktisk aner jeg ikke, hvor lang tid, der er gået. Men jeg er virkelig ked af det. Jeg har haft virkelig travlt med skolen, og nogle andre private ting, og jeg håber og satser virkelig på frem over at blive bedre til at publicere. 

Jeg håber, I er forstående, og jeg håber virkelig på, at I stadig vil læse med selvom der er gået lang tid. 

Undskyld igen...
Love ya <3
- Sophia The Cupcake X

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...