Revenge (One Direction)

Jackie Williams, Katy Adams, Nick Collins, Jade Summer og Jack Summer er hemmelige agenter. Dog har de fået et nyt medlem med. Luke Phillips, en Jackie ikke bryder sig synderligt meget om, da han ikle gør andet end at gå i vejen for hende. Dog bliver Luke interesseret i, hvem der var medlem før ham, men det skulle han ikke være begyndt at rode med. De 6 agenter sætter deres liv på spil, så andre er i sikkerhed. Det viser sig så, at deres næste opgave bliver at beskytte selveste One Direction, mod en de ikke havde regnet med at møde igen. En kun Jackie havde en mistanke til slet ikke var død. Hævn ønskes mere end noget andet, og han ønsker at vende alle dem Jackie kender mod hende, så hun ikke har en chance, da hun afslog hans tilbud... En masse løgne bliver skabt, og det viser sig at være mere kompliceret at beskytte 5 verdenskendte drenge imod fare, end de nogensinde havde troet.

28Likes
22Kommentarer
24435Visninger
AA

24. Chapter 22

"Hvordan ... " Mine ord blev kun til en hvisken.

"Din ven kaldte dig for Jackie. Der blev jeg for alvor mistænksom. Derefter lagde jeg mærke til dine øjne. De venlige chokoladebrune øjne. The fact, at du ikke er særlig høj. Dit skæve smil. Og vidste du, at du taler med irsk accent, når du er fuld, " forklarede Niall. "Dog har jeg et spørgsmål. Hvad i alverden er der sket med dit hår? " spurgte Niall og rørte ved en tot af mit hår.

"Hvordan kan jeg vide, at du ikke lyver for mig? " spurgte jeg og talte uden om min hårfarve.

"Hvad er der dog sket med dig. Du er virkelig blevet paranoid gennem årerne ... Men vil du have beviser, skal du nok få beviser, Jackie, " sagde Niall og begyndte at lede i sin lomme. "Bingo! " udbrød Niall og fandt sin pung frem. Ville han bestikke mig til at tro på ham? Det ville være lidt sært.

Han åbnede punge og trak et stykke papir ud. Papiret stak han i hånden på mig og tvang mig til at se på det. Det var et billede af nogle børn, der sad og legede i en sandkasse i en have. Det så rimelig hyggeligt ud. 

"Min mor tog det, " forklarede Niall. "Det er dig og mig, da vi var 4 år gamle. " Han lignede en, der savnede det. 

Jeg kiggede nærmere på billedet. Niall lignede faktisk sig selv rimelig meget på det billede. Det var helt utroligt hvor stor ligheden var. Nu var han bare en mere voksen figur, af det barn på billedet.

"Jeg kan ikke fatte det ... det kan ikke være rigtigt. Hvordan er det ... " 

"Kan du overhovedet ikke huske noget som helst? Eller har du bare løjet for mig hele tiden? " Jeg mærkede skuffelsen, før jeg så den i Nialls blik.

"Jeg er virkelig ked af det, Niall, men jeg husker faktisk ikke rigtig noget fra min barndom. "

"Ikke engang din familie? " Niall lød helt forbavset. "Hvordan er det overhovedet muligt? Man kan da ikke bare glemme sin familie. Bare sådan uden videre? Har du lidt af hukommelsestab eller noget lignende? " 

"Det kan man godt sige. Men ikke helt som du tror ... " 

"Ikke som jeg tror? " spurgte Niall og så underligt på mig. "Det bliver du altså nød til at forklare for mig, " krævede Niall. 

"Det kan jeg ... Ikke. Jeg er ikke engang helt sikker på, hvorfor det skete, eller hvordan. "

"Har det noget med hårfarven af gøre? " 

"Det kan man godt sige ... " Og det var ikke engang løgn.

Hvorfor var det så svært at lyve over for Niall? Jeg plejede at være så god til det. Nu kunne jeg ikke engang fortælle en lille hvid løgn. Hvad skete der med mig? Ja, det kunne jeg ikke rigtig forklare, for jeg kendte ikke svaret selv.

Måske var det sandhedsserum! Vent ... Nej, så ærlig var jeg heller ikke blevet. Desuden, hvem skulle have givet mig det? Fremmede giver dig ikke sandhedserum, vel? Det ville være lidt mærkeligt, men mit liv er jo heller ikke normalt for tiden, såååå...

Jeg mærkede noget! Noget var ikke som det plejede at være. Det føltes underligt. Noget eller nogen prøvede at drage mig væk fra drengene. Hvad var der galt med mig? Hvorfor følte jeg sådan her? Hvem gjorde det ved mig? 

Jeg var godt klar over, at jeg stillede mange spørgsmål, men når jeg bliver forvirret, har jeg brug for at stille spørgmsål. De hjælper mig med at tænke. Og nogle skal jo høre på dem, og I mine kære venner er de heldige. 

"Jackie, er du okay? " Så Niall bare alt?

"Jeg har det fint, men du må nok hellere kalde mig Auckland i stedet. Bare så de andre ikke fatter mistanke, " sagde jeg.

"Jeg forstår. " Thanks god!

"Godt. Tak. Men jeg må også hellere se at komme videre. Jeg har det meget bedre nu, end da jeg vågnede. Og jeg forstår ikke helt, hvorfor, men det bekymrer jeg mig ikke om. "

"Du har aldrig været særlig god til biologi, vel? "

"Nej, det tror jeg ikke. Undervisning har jeg ikke haft så meget af på det sidste. " Eller nogensinde...

"Jamen så er vi jo to, " grinede Niall. Det havde han selvfølgelig ret i.  

"Får I talt ud? " kom det tøvende fra døren. Jeg skyndte mig at komme billede af Niall og mig i lommen. Liam stod og forsøgte at sende os et smil. Hvor godt det gik... ja det vil jeg lade jer dømme...

"Det gør vi faktisk, " svarede jeg på Nialls og mine vegne. 

"Det var godt. Du virker også gladere Nialler, " smilede Liam. "Jeg har også noget, jeg skal fortælle dig. "

"Det er nok mit stikord til at gå. Jeg er sikker på, at der er nogen derhjemme, der er bekymret for mig. Hav det godt drenge. "

"I lige måde, " sagde Liam og Niall i kor. 

Jeg gik ud i stuen. Sagde farvel til Louis, Harry og Zayn, der ikke virkede så kede af, at jeg gik. De virkede rent faktisk lidt lettede. Jeg fandt mine sko. Bandt dem. Jeg var rent faktisk kommet ud af døren, da det gik op for mig, at jeg stadig havde Nialls billede. Han ville nok gerne have det igen, så jeg gik indenfor igen. 

Sjovt nok, så nåede jeg aldrig videre, end til entréen, for jeg hørte nogle ord forlade drengenes mund, jeg ville ønske, at jeg aldrig havde hørt. Jeg blev stående lidt, og opsnappede:

"Jeg siger bare, at der er noget underligt ved hende, Niall, " sagde Liam frustreret. "Jeg stoler ikke på hende. " 
"Jeg sagde jo, at jeg havde styr på det, Liam. "

"Men ved du, hvem hun i virkeligheden er? " spurgte Zayn. Han gav sikkert Niall et af sine stirrende og irettesættende blikke. 

"Ved du det, Niall? Jeg mener bare. Jeg undersøgte sagen. Auckland var ved at blive kidnappet, og ordet spion blev nævnt. Hun er over alt. Prøv at overveje det drenge. Hver gang, der sker noget sært, har Auckland altid været i nærheden, " sagde Harry. Den lille forræder! "Desuden har jeg undersøgt sagen. Auckland findes slet ikke i virkeligheden. "

"Gik du til Drew? " spurgte Louis overrasket. "Jeg troede, du sagde, at du ville vente til du vidste noget mere. " 

"Jeg skiftede mening. Noget ved den pige, passer bare ikke. Der er bare noget, der fortæller mig, at hun skjuler noget. "

Jeg havde ikke brug for at vide mere. Niall kunne altid få sit billede tilbage en anden gang, hvis vi altså så hinanden en igen. Nogle gange tvivlede jeg. Tænk, hvis jeg en dag vågnede op, og alle mine problemer var løst? Hvis man tror længe og hårdt nok, så vil det ske en dag. Jeg venter stadig!

Jeg lukkede døren så lydløst som muligt. Jeg var rimelig sikker på, at ingen af drengene hørte det. Jeg løb ned af trapperne og forsvandt ud i Londons kulde. Næste step var at ringe og advare Luke. Derefter finde et sted at mødes. Undskylde for min opførsel og bare for at forlade ham. 

Dog kom jeg aldrig så langt!

"Hvor er det godt, at se dig, Jackie. Jeg tror, vi har noget, vi skal tale om. Du skylder mig i hvert fald en forklaring, " lød det fra Katy Adams, da jeg kom ud på gaden. For første gang i mange år, følte jeg mig i tryg i hendes selskab...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...