Revenge (One Direction)

Jackie Williams, Katy Adams, Nick Collins, Jade Summer og Jack Summer er hemmelige agenter. Dog har de fået et nyt medlem med. Luke Phillips, en Jackie ikke bryder sig synderligt meget om, da han ikle gør andet end at gå i vejen for hende. Dog bliver Luke interesseret i, hvem der var medlem før ham, men det skulle han ikke være begyndt at rode med. De 6 agenter sætter deres liv på spil, så andre er i sikkerhed. Det viser sig så, at deres næste opgave bliver at beskytte selveste One Direction, mod en de ikke havde regnet med at møde igen. En kun Jackie havde en mistanke til slet ikke var død. Hævn ønskes mere end noget andet, og han ønsker at vende alle dem Jackie kender mod hende, så hun ikke har en chance, da hun afslog hans tilbud... En masse løgne bliver skabt, og det viser sig at være mere kompliceret at beskytte 5 verdenskendte drenge imod fare, end de nogensinde havde troet.

28Likes
22Kommentarer
24466Visninger
AA

22. Chapter 20

Jeg blev nød til at tænke hurtigt, okay! I kan ikke bebrejde mig. Jeg gjorde, hvad der var nødvendigt, og jeg nød det bestemt ikke samtidig, skal jeg lige understrege.

Jeg ved virkelig ikke, hvorfor jeg lige akkurat valgte at kysse Harry. Jeg kunne jo lige så godt have gjort noget andet, men havde det overbevist de andre medlemmer af One Direction? Jeg var overrasket. Overrasket over, at jeg rent faktisk var i stand til at kysse Harry. Jeg mente, jeg følte jo ikke noget for ham. Jeg kendte ham knap nok. Lad os bare håbe, at Harry ikke havde nogen kæreste. Ellers skulle det nok blive akavet bagefter. Men hvis han havde en kæreste, ville han ikke kysse med vel?

Jeg trak mig fra Harry. Derefter bed jeg mig i læben. Mine øjne mødte Harrys. Hans grønne øjne lyste af forvirring. 

"Hvad handlede det om? " Jeg var faktisk ikke helt klar over, hvem der stillede det spørgsmål, da her ikke var specielt meget lys, og desuden lå mit fokus på Harry. 

"Har du fået en kæreste, hva Haaaazz? " Det eneste jeg kunne konstatere her, var at personen, som sagde det, var rimelig beruset. 

"Det ved man nu aldrig, Niall, " svarede Harry. Så det var Niall, det før havde stillet det spørgsmål. Han måtte have drukket rimelig meget.

Spørgsmålet var så bare, om Harry også havde drukket meget. Min eller vores mission ville blive lidt lettere, hvis han havde drukket meget, men Luke havde også fortalt mig, at når folk blev fulde, så kom de nemt til at tale over sig. Sært. 

"Men jeg tror, vi har brug for en drink. Kommer du? " Det gik op for mig, at spørgsmålet var rettet mod mig, da Harry så afventende på mig. En underdrivelse. Alle omkring bordet så afventende på mig.

"Jo selvfølgelig. " Det måtte helt sikkert være en undskyldning til de andre, for at vi kunne tale sammen privat. Så Harry kunne ikke være så fuld. 

Harry greb min hånd og flettede vores fingre sammen for derefter at føre mig gennem mængden af glade og dansende mennesker. Han var foruroligende god til det med at mase sig forbi folk, uden at de så irriteret på ham. 

Pludselig stoppede Harry op uden varsel. Jeg ramlede ind i ham, men det virkede ikke som om, at Harry bemærkede det. 

"Vi skal vidst lige have afklaret nogle ting, " hviskede Harry i mit øre. 

"Det har du nok ret i. " 

"Så er der noget, du gerne vil forklare mig? " spurgte Harry med en bitter tone. Var han nu pludselig blevet vred på mig? 

"Hvis du vil forklare mig, hvorfor du fulgte efter mig den aften? " 

"Jeg fulgte da ikke... efter dig. "

"Du er en forfærdelig løgner, Harry. Ved du godt det? " spurgte jeg.

"Okay, måske fulgte jeg efter dig, men det var ikke planlagt, okay. Jeg så dig på gaden og tænkte... " 

"Hvad tænkte du, Harry? " spurgte jeg vredt. Hvorfor var jeg nu pludselig blevet vred? "Nej vent! Lad mig hjælpe dig, du tænkte slet ikke, gjorde du? Er du klar over, hvad du har rodet dig ud i? "

"Nej, det er jeg sjovt nok ikke, for du kan åbenbart ikke fortælle mig, hvad der foregår. Hvad ville den mand dig, Jackie. Hvorfor talte han om død? Og hvorfor kidnappede ham den anden fyr dig? " spurgte Harry. 

"Det er en lang historie, men for at gøre en lang historie kort, så var ham fyren der angreb mig min ekskæreste, der er lidt vred på mig. Og til information, ham den anden fyr kidnappede mig altså ikke. " Det kunne næsten ikke være en større løgn.

"Hvorfor var han så vred? "

"Det kommer faktisk ikke dig ved, " sukkede jeg irriteret. Hvorfor skulle Harry også stille så mange spørgsmål.

"Det gør det faktisk, for du dukker åbenbart op over alt. Var det overhovedet tilfældigt, at du mødte os på stranden og derefter i flyet? " 

"Hvis jeg skal være ærlig, så ved jeg det ikke, " sagde jeg og trak på skuldrene. Denne gang løj jeg ikke for ham. Det var den nøgne sandhed, eller måske ikke. Det kunne jo være Collins værk. 

"Du ved det ikke? Hvordan kan du ikke vide det? Lider du af hukommelsestab eller hvad? " På en måde. På en måde, Harry.

"Det er lidt kompliceret, " sukkede jeg. 

"Og det næste du fortæller mig er, at du er hemmelig agent for staten, " hvæsede Harry. Du har ingen ide om, hvor tæt du er på sandheden nu!

"Nu er du jo bare latterlig, Harry. Jeg har bare haft en hård barndom, det er alt. " 

"Er du da blevet slået? Eller din søster? " spurgte Harry. Hans stemme var fuld af medlidenhed. Gud, hvor jeg hadede medlidenhed. Skrid med din medlidenhed, Harry!

"Nej, " sagde jeg og slog blikket ned mod mine fødder. "Mine forældre har aldrig slået mig. " Men det er der nogle andre, der har.

"Hvorfor har du så, så mange ar på din krop? " 

Hvordan i alverden kunne Harry kende til mine ar? Jeg mener, jeg har da ikke gået og vist dem frem. Desuden havde jeg en skjorte på, så han burde ikke kunne se dem. I hvert fald ikke dem alle sammen.

"Jeg er bare en virkelig uheldig person. " Det var jo egentlig sandt nok. Jeg havde aldrig været speciel heldig. Jeg så hele min familie dø. Jeg har lige fundet ud af, at mine venner er bedragere. Og jeg... I har vidst fattet det. 

Harry rynkede brynene. Og oven i det hørte jeg lyden af Lukes stemme i min øresnegl. Jeg havde ingen ide om, hvad jeg skulle stille op nu. Nogle forslag? For jeg var virkelig åben. 

"Er du ramt af uheld eller hvad? "

"Det kan man vidst gode sige, " sukkede jeg.
"Hvordan kan... " 

"Jeg har ikke lyst til at tale om det, Harry, " afbrød jeg Harry, som så forbløffet ud over mit svar.

"Må jeg så stille dig et andet spørgsmål? " spurgte Harry.

"Øhm... ja, " sagde jeg tøvende. 

"Hvorfor kyssede du mig egentlig, Auckland? " spurgte Harry. 

Det spørgsmål havde jeg egentlig ikke særlig meget lyst til at svare på. Hvordan ville det her svar lyde: "Jeg kyssede dig kun fordi, jeg var bange for, at du ville afsløre mig. Men jeg kan godt lide din skjorte. " Og så tilføje et smil. Så ville det meste af det jeg sagde være sandt. Jeg brød mig nemlig ikke om Harrys skjorte. Den var gyselig! Jeg nævner det bare. 

"Jeg øhm... jeg ved det ikke. " Løgn! Og så alligevel ikke helt.

Harry så ikke vred ud over mit svar. Overhovedet ikke den mindste smule. Han trak bare på smilebåndet og pressede hans læber mod mine. Harry Styles kyssede ikke dårligt, kan jeg informere, hvis I nu skulle være interesseret.

"Hvorfor? " spurgte jeg, da vi trak os.

"Jeg havde bare lyst til at kysse dig, " svarede Harry og sendte mig et tandpastasmil. 

Harry vendte sig bare sådan uden videre rundt og forsvandt gennem mængden. Havde han lige efterladt mig? Bare sådan uden videre? Hvad blev det næste? 

Og lige som jeg troede Harry var verdens største fjols, kom han tilbage gennem mængden med to glas i hånden. Han rakte glasset frem mod mig, og mærkeligt nok tog jeg imod det. Jeg ved ikke, hvor længe jeg havde stirret på den farverige væske, før Harry sagde:

"Det er bare en drink. Jeg er altså ikke ude på at forgifte dig eller noget, Auckie. "

"Sjovt Harry! Jeg har bare aldrig set den slags drink før. "

"Du ligner en, der aldrig har set en drink før, men lad os skåle alligevel. " Vi skålede og ned røg den bitre farverige væske.


***

Jeg ved ikke, hvor al den energi kom fra, men jeg følte mig i strålende humør. Strålende er egentlig et sjovt ord. Stråler man ligesom solen eller hvad? 

Harry havde jeg mistet, men hvad betød det? Jeg kunne jo altid finde ham senere, når ham ikke havde travlt med at gemme sig.

Jeg tror aldrig, at jeg har haft det så sjovt nogensinde. Hvis jeg kunne, ville jeg blive her for evigt. Vent! Hvad afholder mig egentlig fra at blive her for evigt? Jeg havde det bare så sjovt! Jeg dansede med en masse fremmede. Jeg grinede. Jeg drak flere af de farverige væsker. Når man først havde vænnet sig til smagen, smagte de faktisk rimelig godt. 

Jeg synes også, at jeg hørte en stemme i mit hoved sige, at jeg skulle komme væk herfra, men det måtte nok være min fantasi. Jeg hørte da ikke stemmer, vel?

Jeg stødte ind i en fyr. Hans øjne øjne havde en chokoladebrun farve. De mindede mig om Collins. Hans øjne havde også samme farve som chokolade. Hans hår var også sort. Vent lige et øjeblik! Jeg var stødt ind i Collins! 

"Collins! Hvor er jeg glad for at se dig, " sagde jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...