Revenge (One Direction)

Jackie Williams, Katy Adams, Nick Collins, Jade Summer og Jack Summer er hemmelige agenter. Dog har de fået et nyt medlem med. Luke Phillips, en Jackie ikke bryder sig synderligt meget om, da han ikle gør andet end at gå i vejen for hende. Dog bliver Luke interesseret i, hvem der var medlem før ham, men det skulle han ikke være begyndt at rode med. De 6 agenter sætter deres liv på spil, så andre er i sikkerhed. Det viser sig så, at deres næste opgave bliver at beskytte selveste One Direction, mod en de ikke havde regnet med at møde igen. En kun Jackie havde en mistanke til slet ikke var død. Hævn ønskes mere end noget andet, og han ønsker at vende alle dem Jackie kender mod hende, så hun ikke har en chance, da hun afslog hans tilbud... En masse løgne bliver skabt, og det viser sig at være mere kompliceret at beskytte 5 verdenskendte drenge imod fare, end de nogensinde havde troet.

28Likes
22Kommentarer
24481Visninger
AA

4. Chapter 2

Jeg kunne ikke komme hurtigt nok hen til hotellet, og væk fra de underlige drenge på stranden. De vidste for meget, og forhåbentlig ville jeg aldrig komme til at møde dem igen. Hvis jeg gjorde, ville de nok heller ikke kunne genkende mig. Det ville bare være sært, og det kom altså fra mig af. 

Pakningen af min kuffert gik hurtigere, end jeg havde forventet, det ville gøre. Collins havde sagt, jeg skulle tage til London så hurtigt som muligt. Så efter pakningen tog jeg direkte ud i lufthavnen. Jeg havde ikke bestilt billetter. Sandsynligvis ville der ikke være så mange, der skulle flyve fra Sydney til London klokken 17.43 vel? 

Men jeg tog fejl. Der var netop mange i Sydneys lufthavn. Jeg kunne næsten ikke komme forbi folk. Det var jo næsten til at blive helt klaustrofobisk af. Jeg havde aldrig oplevet noget lignende, og jeg har oplevet meget. Ikke alt har været lige lovligt, hvis I forstår hvad jeg mener?

Efter at have stået i den uendelig lange kø i næsten to timer, blev det endelig min tur. Damen bag skranken lignede en, der kunne finde millioner af steder, hun hellere ville være lige nu, end at sidde i den skranke. Smilet var vidst også forsvundet i løbet af dagen. Hvis det altså nogensinde havde været der.

"Hvad kan jeg hjælpe med". Stemmen lød som en robot. Hvilket jeg virkelig håbede på, at hun ikke var. I princippet kunne man aldrig vide.

"En billet til London tak".

"Desværre der er udsolgt. Alle skal til London".

Whaaaaaaat. Du står simpelthen ikke og fortæller mig, at denne menneskemængde alle sammen skal til London. Må jeg myrde dig? For du har lige ødelagt min dag endnu mere. Og mig der troede, at det ikke var muligt.

Fint hvis du ikke vil give mig den billet, så bliver det altså på min måde. Jeg gav hende et falsk smil, der nok var mindst lige så falsk, som det hun sendte mig. Jeg gik ud af køen, og ind på toilettet. 

Da det blev min tur, gemte jeg mig på toiletbåsen. Nu tror I sikkert, at jeg bare kan tage en tunnel til London. Gid det var så smart. Det har jeg altid ønsket mig at prøve. Tror I det er James Bond eller hvad? Vi er kloge og sofistikeret, men det her er virkelighed. Ikke film. James Bond findes ikke. 

Kedelige lille mig skulle bare lige have en lille samtale med Collins. Ret og sagt mit ur. Som de drenge nok ville have beskrevet det. Jeg håber seriøst, at jeg aldrig møder dem igen.

"Collins?", spurgte jeg, og startede en samtale.

Måske undrer I jer over, hvorfor vi ikke bare taler i telefon? 1. Større risiko for, at den kunne blive stjålet. 2. Uret sidder tæt ind til kroppen. 3. Uret kan skjules. 4. Det er så meget sjovere at tale i et ur.

"Williams? Godt at høre fra dig. Er du på vej? Hvorfor sidder du på et lufthavnstoilet?", spurgte Collins.

"Hvad tror du selv?", spurgte jeg.

"Du har ikke penge nok til billetten", grinede Collins.

"Nej, der var udsolgt i billetter, så...".

"Den fikser jeg", svarede Collins og lagde på.

Det var det, jeg bedst kunne lide ved Collins. Hurtige og korte samtaler. Ikke noget hyggesnak. I hvert fald ikke, når det ikke var ansigt til ansigt. 

Collins og jeg havde kendt hinanden længst tid, hvis man ser bort fra Summer-tvillingerne eller Collins S... lige meget glem det sidste. Det er ikke vigtigt. Det taler vi ikke om længere om. Lad vær med nogensinde at nævne det. 

En mail poppede op på min telefon. Det var Collins, som havde sendt min flybillet. Den dame indskrænkes skulle få. Hun skulle æde sine ord. Hvordan Collins fik skaffet en billet, og hvem det gik udover, har jeg lært ikke at tænke på. 

Jeg forlod toilet og gik hen og fik en billet til flyet, som desværre først fløj om halvanden time. Gid jeg snart kunne komme væk fra denne her lufthavn. Den var kun ude på at ødelægge min dag.

"Hvordan kan det lade sig gøre, at jeg har mistet min billet", lød en stemme ikke særlig langt væk.

Der gik mit hjerte så i stå. Jeg sank en klump, og kiggede over på personen. Heldigvis havde jeg ikke set personen før. Jeg mærkede min samvittighed sagde, at det var forkert. Jeg måtte væk i en fart, før jeg fil endnu mere dårlig samvittighed. 

***

Halvanden time var gået, og jeg skulle nu til at finde min plads på flyet. Jeg kiggede på tallene. 23, 24, 25, 26 og 27... Sig. Det. Løgn. Det her kunne ikke passe. Det måtte ikke passe. De skulle ikke sidde her. De skulle slet ikke være her. De skulle slet ikke være ombord. Kunne de ikke blive i Sydney lidt længere? Oh shit, de skulle også til London. Nu var jeg tvunget til at tilbringe en masse timer sammen med dem. De 5 mest irriterende drenge. Hvorfor mig?...

Jeg satte mig tavst ned, og håbede på, at de ikke opdagede mig. Desværre sad jeg midt imellem dem. Flyet havde tre rækker på tværs. Jeg var placeret længst til højre i midten. 3 af drengene sad i højre side og de sidste 2 sad på den anden side af mig. Gad vide hvem der egentlig skulle have været med. De havde været 5 på stranden. Det kunne jo være deres 6. ven. Jeg ved det ikke. Noget virkede bekendt ved dem, men jeg kunne ikke sætte min finger på, hvad det var. 

"Nej, hvor er det sjovt, at vi mødes igen. Og så her", sagde en af brunetterne begejstret.

"Yay", sagde jeg og sank en klump. Hvorfor mig? Hvorfor skulle det også gå udover mig? 

"Når kommer du så fra London", spurgte en anden med krøllet hår. De virkede sørme entusiastiske i at snakke.

"Ja, jeg bor og er opvokset i London". Løgn.

"Fedt. Vi kommer fra forskellige steder i England, men bor nu alle i London".

"Og Irland", rettede den lyshårede irriteret de andre. Nogle gange savnede jeg også Irland. Jeg har ikke været der i mange år.

"Skønt".

"Måske har du hørt om os. Vi er One Direction", sagde ham med krøllerne stolt.

"Klart". Løgn. Aldrig hørt om One Direction.

"Er du fan?".

"Ikke sådan rigtig", svarede jeg. 

Det var i det mindste sandt, i forhold til resten jeg har fortalt dem. Man skal passe på, hvad man afslører. Det er den første regel. Måske havde jeg passet mere på, hvis jeg havde vidst, at det ikke var sidste gang, vi ville mødes...

###

Her er 2. Kapitel, håber I kan lide det. Historien skal lige i gang. Derfor kan det godt være, at alt ikke er lige spændende.

Love ya<3
- Sophia The Cupcake X

   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...