Revenge (One Direction)

Jackie Williams, Katy Adams, Nick Collins, Jade Summer og Jack Summer er hemmelige agenter. Dog har de fået et nyt medlem med. Luke Phillips, en Jackie ikke bryder sig synderligt meget om, da han ikle gør andet end at gå i vejen for hende. Dog bliver Luke interesseret i, hvem der var medlem før ham, men det skulle han ikke være begyndt at rode med. De 6 agenter sætter deres liv på spil, så andre er i sikkerhed. Det viser sig så, at deres næste opgave bliver at beskytte selveste One Direction, mod en de ikke havde regnet med at møde igen. En kun Jackie havde en mistanke til slet ikke var død. Hævn ønskes mere end noget andet, og han ønsker at vende alle dem Jackie kender mod hende, så hun ikke har en chance, da hun afslog hans tilbud... En masse løgne bliver skabt, og det viser sig at være mere kompliceret at beskytte 5 verdenskendte drenge imod fare, end de nogensinde havde troet.

28Likes
22Kommentarer
24466Visninger
AA

20. Chapter 18

Øjeblikket hvor min verden for alvor faldt sammen, og jeg følte mig knust varede kun et kort øjeblik. Derefter kom vreden...

Jeg vidste ikke, hvem den var rettet imod. Luke fordi han ikke havde fortalt mig sandheden til at starte med? Mine venner for at lyve for mig og slet ikke være mine venner? Mig for at være naiv? Bare mig selv i det hele taget? Eller måske var det det hele på en gang? 

Jeg råbte! Jeg bandede! Jeg slog på ting! Og imens jeg gjorde det, stod Luke bare og kiggede på mig. Det var som om, at han havde forventet den reaktion. Der var ikke noget, der gav mening længere. Min verden vendte på hovedet. Jeg mener Luke og jeg var venner. Luke hjalp mig. Mine venner var ikke længere mine venner, men en flok gale lejemordere. Hvad var der galt med mig? Hvad havde jeg gjort for at fortjene det her?

Jeg væltede noget. Jeg så ikke, hvad det var, men det var også ligegyldigt. Alt var ligegyldigt. Jeg havde mistet alt. Jeg var knust, præcis som det jeg havde væltet på gulvet. Modsat det jeg havde væltet på gulvet, kunne jeg ikke repareres. Eller det troede jeg i hvert fald ikke...

Til sidst skreg jeg. Jeg skreg som jeg aldrig havde gjort før. Som om verden var gået under. Okay dårligt eksempel. Hvis verden var gået under, ville jeg nok ikke skrige. Tårerne væltede ned af mine kinder imens jeg skreg. Til sidst måtte jeg stoppe med at skrige på grund af tårerne. 

Min krop kunne ikke længere holde mig oprejst. Mine ben knækkede under mig. Jeg faldt ned på knæ. Stadig med tårerne væltede ned af kinderne på mig. Jeg bad til, at den smerte, der var kommet i mit bryst ville forsvinde. Men det gjorde den ikke. Den blev bare ved. Som om den var flammer, der brændte mig op indefra. 

På et tidspunkt ville den nok holde op. For intet brænder for evigt. Til sidst er der ikke mere og brænde, og så vil flammerne holde op. Jeg bad til, at der snart ikke ville være mere at brænde indeni mig. At jeg ville være forkuldet.

I stedet greb Luke fat i mine skuldre og pressede mig ned at sidde på numsen. Han sank ned ved siden af mig og begyndte blidt at age min ryg. 

"Det er okay, Jackie. Det hele skal nok gå. Alt bliver godt igen. " Men det hele gik jo ikke. Det gjorde rent faktisk det modsatte. 

Luke sagde ikke mere. Han aede mig bare op og ned af ryggen, imens han nynnede en eller anden melodi, jeg ikke kendte. Det var imens vi sad der, midt på gulvet ved siden af hinanden, at den brændende fornemmelse i brystet holdte op. Jeg brændte ikke længere. Jeg var okay. Eller jeg ville i hvert fald blive det.

"Det er okay at føle sig forrådt og svigtet, Jackie. Men husk på, at jeg altid vil være der for dig. 
Jeg svigter der ikke. Det lover jeg. " Den sætning blev vigtig at huske! Den fik en vigtig betydning. 

"Det gør så ondt, " hviskede jeg.

"Jeg ved det, men vi vil finde en måde at holde dig i live på. " Jeg husker ikke meget mere end det.

Ikke fordi Luke slog mig ihjel, for det gjorde han ikke, men jeg tror det var fordi, jeg faldt i søvn. Leah havde ret, jeg havde brug for at hvile mig.  


***

"Hvorfor er det hele så let for dig? " Jeg havde lyst til at give op. Kyle var alligevel altid bedre, end jeg var. Altid.

"Fordi jeg har trænet hele mit liv, Jackie. " Kyle vidste han var bedre end jeg nogensinde ville blive, men lod det ikke stige sig til hovedet. "Men tag det roligt. Du skal nok også blive god en dag, " fortsatte Kyle. Han trak mig ind i et kram. 

Han strøg mig over håret. "Godnat. Sov godt, " hviskede Kyle. Han pustede lyset ud og forlod rummet. Jeg lukkede øjnene og forsvandt ind i drømmeland. 

Jeg vågnede op i min seng. Luke måtte sandsynligvis havde båret mig derop. Jeg havde ingen ide om, hvad klokken var. 

En anden ting jeg ikke havde nogen ide om, var hvad de drømme handlede om. Var det minder fra min fortid? Begyndte jeg at kunne huske igen? Hvis det var sandt, havde Kyle og jeg så virkelig været venner engang? Ifølge min drøm, havde han i hvert fald taget sig af mig.

Det gik op for mig, at jeg stadig havde mit ur på. Jeg kiggede på det, og klokken sagde: 21.35. Og mig, der troede, at det var morgen. Der kan man bare se.

"Jeg kan se, at du er vågen, " lød Lukes stemme henne fra døren. 

Hvordan i alverden gjorde han det? Han formåede altid at dukke op på de rigtige tidspunkter. Enten havde han en speciel evne, eller også var han en syg stalker. Jeg troede rent faktisk mest på det sidste. Sorry Luke...

"Ja, kom bare ind. Jeg tror, vi skal have snakket lidt sammen, " sagde jeg. Luke trådte ind i rummet.

"Hvad så? " Seriøst? Jeg kommenterer ikke.

"Vi skal finde ud af, hvad vi stiller op med alt det her. Vi kan ikke gemme os her for evigt. Vi bliver nød til at tage tilbage og finde ud af, hvad vi stiller op. " Luke rystede på hovedet.

"Vi kan ikke tage tilbage! De vil slå dig ihjel, Jackie, " sagde Luke.

"Jeg er villig til at tage den chance. Jeg kan ikke bare sidde her med hænderne i skødet og gøre ingenting. Ikke igen... " 

"Jeg ved godt, hvordan du føler, men du bliver nød til at vente til det er mere sikkert. Jeg ønsker dig ikke død. "

"Men jeg kan ikke bare lade dem i stikken. Hvad med Jade? Og One Direction? "

"Det hele kunne være løgn. Måske har One Direction slet ikke brug for beskyttelse. Måske er Jade slet ikke forsvundet. Det kunne være en del af deres plan om at slå dig ihjel, " forslog Luke.

"Du er virkelig paranoid. Ved du godt det? " 

"Måske, men jeg prøver at beskytte dig, " sagde Luke.

"Det er altså ikke dit job at beskytte mig. Jeg er i stand til at beskytte mig selv. " 

"Det gik jo også super godt for dig, da din ven prøvede at kidnappe dig. Hvis ikke jeg havde været der, havde han kidnappet både dig og Harry, " sagde Luke. Han havde virkelig brug for at give sig selv æren.

Pludselig slog det mig!

"Harry! " udbrød jeg.

"Hvad er der med Harry? " spurgte Luke forvirret.

"Vi skal finde Harry, inden drengen beslutter sig for at sladre til nogen om, hvad han så den aften, " forklarede jeg.

"Og hvordan har du så tænkt dig at finde ham? Han kunne være hvor som helst i London. Endda i verden. Drengen er jo kendt for helvede. " 

"Han befinder sig på en klub i Londons centrum sammen med sine bandmedlemmer. "

"Hvordan... ", Mere nåede han ikke at sige, før jeg afbrød ham.

"Jeg kunne regne det ud? En spion afslører aldrig sine hemmeligheder, kære Luke, " sagde jeg og blinkede med det ene øje. Luke var målløs. 

"Det er tryllekunstnere, Jackie. Ud med sproget. "

"Uret, " svarede jeg og blinkede med det ene øje igen. Luke nikkede.

"Jamen så ser det ud til, at vi skal til fest med One Direction, " sagde Luke. "Det skal nok blive interessant. "

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...