Revenge (One Direction)

Jackie Williams, Katy Adams, Nick Collins, Jade Summer og Jack Summer er hemmelige agenter. Dog har de fået et nyt medlem med. Luke Phillips, en Jackie ikke bryder sig synderligt meget om, da han ikle gør andet end at gå i vejen for hende. Dog bliver Luke interesseret i, hvem der var medlem før ham, men det skulle han ikke være begyndt at rode med. De 6 agenter sætter deres liv på spil, så andre er i sikkerhed. Det viser sig så, at deres næste opgave bliver at beskytte selveste One Direction, mod en de ikke havde regnet med at møde igen. En kun Jackie havde en mistanke til slet ikke var død. Hævn ønskes mere end noget andet, og han ønsker at vende alle dem Jackie kender mod hende, så hun ikke har en chance, da hun afslog hans tilbud... En masse løgne bliver skabt, og det viser sig at være mere kompliceret at beskytte 5 verdenskendte drenge imod fare, end de nogensinde havde troet.

28Likes
22Kommentarer
24461Visninger
AA

18. Chapter 16

"Luke? " spurgte jeg. Ikke fordi det ikke lignede ham, men mere fordi at jeg ville være sikker på, at min underbevidstheden sendte mig et pus.

"Du lyder overrasket, " var det eneste Luke sagde.

"Det er jeg også... du forlod os. Jeg regnede ikke ligefrem med, at det var dig, der skyggede mig. "

Der opstod en tavshed. En akavet en, kan jeg hilse og sige. Luke åbnede munden for at sige noget, men han lukkede den igen, før der kom nogle ord ud. Hvad var det, han prøvede at fortælle mig? Men som han åbenbart ikke turde sige.

"Det var ... " Han tøvede. "Det var ikke mig, der skyggede dig den anden dag, Jackie, " sagde Luke. Jeg var chokkeret!

"Hvis det ikke var dig, hvem var det så? " spurgte jeg. Jeg ved ikke, hvorfor jeg egentlig forventede, at Luke ville kunne svare mig. Jeg tror bare, at jeg havde brug for at få stillet det spørgsmål.

"Det ved jeg ikke, men han sad og sagde noget til dig. "

"Hvad sagde han? " spurgte jeg.

"Kan du ikke huske det? " Luke så underligt på mig. "Men jeg ved det faktisk ikke. Han ville tage dig, men jeg slog ham bevidstløs. Han havde ikke set mig komme. " Luke lød virkelig stolt. Han åbnede munden for at sige noget, da døren gik op og pigen kom ind med en bakke. Mit gæt var, at det var min morgenmad.

"Sagde jeg ikke, at du skulle vente, til jeg sagde, at hun var rask nok, Luke. Der er altså stadig en risiko for, at hun besvimer igen. " Hun lød virkelig skrap.

Luke kiggede flovt ned i jorden og mumlede: "Jo, jeg ved det godt, Leah. Men jeg havde bare brug for at sikre mig, at Jackie var okay. " Utroligt. Jeg var målløs! Han havde altså følelser.

Pigen hed altså Leah. Jamen så fik vi jo også svar på det...

"Det fortalte jeg dig jo, at hun var. Hvis I skal tale om... det I nu har at tale om, må I altså vente. Jackie skal spise lidt, og så anbefaler jeg, at hun hviler sig, " sagde Leah. Var hun sygeplejerske?  Nej, det var hun for ung til. Hun var nok ikke engang færdig med Secondary School endnu.

Luke kørte en hånd igennem hans farvede mørkebrune hår. Det klædte ham faktisk rimelig godt. Man kunne slet ikke se, at det var blevet farvet.

"Hvorfor har du overhovedet farvet dit hår? Var det fordi, at det skulle være svære at finde dig? " Leah lød rimelig såret.

"Jeg kom tilbage, er det ikke det vigtigste. " Luke prøvede at fange mit blik, men jeg undgik hans.

"Jeg forstår ikke engang, hvorfor du stak af. " Det her virkede som en gammel samtale.

Der var også et eller andet, der sagde mig, at Leah ikke kendte til Lukes hemmelige identitet som spion. Ellers havde hun nok ikke opført sig, som hun lige havde gjort... Hvis ikke, var hun en virkelig god skuespiller. Hun havde i hvert fald narret mig.

Stop med at være så paranoid!

”Kan vi ikke tale om det senere, ” sukkede Luke. Helt sikkert et gammelt emne, som Luke tydeligvis ikke brød sig om at tale om.

”Jo. Jackie spis din mad, og så anbefaler jeg, at du får sovet lidt. Luke vil komme tilbage senere, ” sagde Leah.

Hun mindede mig lidt om en mor. Eller det vidste jeg selvfølgelig ikke noget om, siden jeg ikke kunne huske min mor. Desuden var hun død. Jeg nikkede, og hun stillede bakken på sengekanten og forlod rummet. Luke blev stående et øjeblik. Han tøvede, og så fulgte han efter Leah.

Lige inden han lukkede døren, sagde han: ”Sov godt, Jackie. Jeg kommer tilbage senere. Vi bliver nød til at snakke. ”

Jeg husker ikke så meget mere end det. Jeg husker, jeg tog en bid, af det brød Leah var kommet med. Derefter er alt sløret. Mit gæt er, at jeg faldt i søvn, men jeg ved det faktisk ikke med sikkerhed.

 

***

”Jackie, ” hviskede en velkendt stemme.

I et øjeblik mindede stemmen mig om Kyle. Men nej, Kyle var væk. Han ville ikke komme tilbage. Han kunne ikke finde mig. Han var et glemt kapitel, eller det troede jeg i det mindste, at han var.

Jeg åbnede øjnene, og som forventet stod Luke ved fodenden af min seng. Det ville være at lyve, hvis jeg sagde, at han ikke så godt ud.

Hvad er det dog, du tænker Jackie?

”Ja? ” hviskede jeg tilbage.

”Jeg tror, vi har brug for at snakke… ”

”Ja, du skylder mig vist en forklaring, ” afbrød jeg.

”Det gør jeg nok, men der er vidst også nogle ting, du skal forklare mig, for at få det hele til at give mening. Spørgsmålet er vel nok bare, hvor meget du kan huske, ” sagde Luke.

”Ikke ret meget må jeg indrømme, ” mumlede jeg. ”Dog er der noget, jeg bliver nød til at få svar på. Hvad skete der egentlig med Harry? De bortførte ham ikke, vel? ” spurgte jeg og lød helt bekymret. Det var ikke fordi, jeg bekymrede mig for ham. Faktisk fandt jeg ham rimelig irriterende, men det var min mission at beskytte ham.

”De tog ham ikke, og jeg tror heller, han er kommet til skade. Hvis han er, er der ikke meget. Det eneste jeg ved er, at han stak af. ” Fuck my life!

Harry havde set noget. Han havde set kidnapperen. Han havde set Luke kæmpe. Vi var virkelig på spanden. De andre ville seriøst myrde mig! Jeg havde brudt vores vigtigste regel!

Hvis der skulle være kommet noget god ud af det her, var det, at jeg var sluppet for at svare på hans spørgsmål. 2 – 1 til Harry. Godt spillet, Harry. Godt spillet. Men kampen er overhovedet ikke slut endnu. Den er først lige startet…

”Det er i det mindste en god nyhed, ” sagde jeg.

”Ja, men så går jeg ud fra, at det er min tur til at stille et spørgsmål. Jeg ved godt, at du ikke kan huske noget, men er der nogen ude efter dig, Jackie? ” Luke så virkelig seriøs ud. Ligesom da han fortalte mig, at han ville forlade os.

”Hvad får dig til at tro det? Det er ikke mig, der er i fare. ” Jeg vidste godt, at jeg teknisk løj, men så godt kendte jeg ikke Luke. Desuden vidste hverken Collins, Adams eller The Summers noget om det.

”Fordi det var tydeligt, at han ikke gik efter Harry. Han gik efter dig. ” Jeg var chokeret. Luke havde formået at regne noget ud, som ingen andre havde formået at regne ud. ”For hvis han var gået efter Harry, ville han ikke have ladet ham gå, ” sagde Luke.

Hans brune øjne borrede sig ind i mine, som om han prøvede at læse mig, og jeg følte, at han så lige igennem mig. At han så alt, hvad jeg havde gjort forkert de sidste 10 år, og jeg gjorde intet for at stoppe ham. Jeg lod ham se mig.

Og dog…

”Jackie fortæl mig, hvad der foregår. Jeg kan hjælpe dig. Du er ikke alene. ” Der tager du fejl kære Luke, jeg var altid alene, og det var sådan, at jeg bedst kunne lide det. ”Jeg er her for dig. ”

Turde jeg virkelig stole på Luke? 

###

Klokken er 02.28, og jeg er lige blevet færdig med kapitlet. Jeg har brugt det meste af aftnen og natten på det. Undskyld for, at det har taget så lang tid at skrive, men her er det:) Jeg håber, I kan lide det.

Så fandt de da også ud af, at Jackie har en frygtelig fortid, men vi ved vidst stadig ikke, hvor hun befinder sig. Hvor tror I? Og Harry er vidst også sluppet godt fra det, men nu ved han vidst for meget. Eller gør han?

Sov godt:) Eller hvis I først læser det i morgen, så håber jeg, at I har sovet godt;)

Love ya <3

- Sophia The Cupcake X

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...