Revenge (One Direction)

Jackie Williams, Katy Adams, Nick Collins, Jade Summer og Jack Summer er hemmelige agenter. Dog har de fået et nyt medlem med. Luke Phillips, en Jackie ikke bryder sig synderligt meget om, da han ikle gør andet end at gå i vejen for hende. Dog bliver Luke interesseret i, hvem der var medlem før ham, men det skulle han ikke være begyndt at rode med. De 6 agenter sætter deres liv på spil, så andre er i sikkerhed. Det viser sig så, at deres næste opgave bliver at beskytte selveste One Direction, mod en de ikke havde regnet med at møde igen. En kun Jackie havde en mistanke til slet ikke var død. Hævn ønskes mere end noget andet, og han ønsker at vende alle dem Jackie kender mod hende, så hun ikke har en chance, da hun afslog hans tilbud... En masse løgne bliver skabt, og det viser sig at være mere kompliceret at beskytte 5 verdenskendte drenge imod fare, end de nogensinde havde troet.

28Likes
22Kommentarer
24466Visninger
AA

17. Chapter 15

"Du ved, hvad du skal gøre, Jackie. Det er det eneste rigtigt, " sagde han. 

"Jeg tror ikke, jeg kan gøre det, " mumlede jeg og så ned. Jeg havde ikke lyst til at møde hans blik. Se skuffelsen. Se vreden.

"Det er ikke så slemt, som du tror. Det eneste du skal gøre er at trykke på aftrækkeren. Det er ikke så svært. " Han lød næsten helt venlig.

"Hvorfor gør du det så ikke selv? " Lige så snart jeg havde sagt de ord, fortrød jeg. 

SLAP! 

Han havde slået mig, for min frækhed. Jeg var ikke god nok, og det ville jeg aldrig blive. Jeg var ikke Kyle. Kyle fejlede aldrig. Kyle ville have trykket på aftrækkeren uden at tøve. Kyle var villig til alt, hvis det betød, at han kunne vise sig frem. Det eneste, der betød noget for ham var at være den bedste. Og det var han.

"Du ønsker da ikke at fejle igen, fordi du er for blød vel? Skal Kyle gå med sejren igen? " Jeg rystede på hovedet.

Nogle gange troede jeg virkelig på, at jeg betød noget for mig, men så fejlede jeg. Han slog mig, og jeg begyndte at tvivle. Hvorfor kunne jeg ikke være følelseskold og lade hver med at tænke på andre. Man skulle ellers tro, at jeg var villig til at gøre alt for at hævne mig over mine forældre, men så snart jeg så ind i folks øjne, kunne jeg ikke gøre det.

Nu tænker I sikkert, hvorfor lader hun så ikke bare vær med at kigge folk i øjnene. Enkelt svar. Det kan jeg ikke. Jeg kan ikke bare skyde og så tænke bagefter. Hvis jeg kunne ville jeg være Kyle.

"God pige, " smilede han. "Gør det så! Jeg vil se ham lide. " Det var nok ikke meningen, at jeg skulle høre det sidste, men det gjorde jeg.

En anden ting jeg gjorde, var at trykke på aftrækkeren. Det hele foregik i slowmotion. Jeg så kuglen forlade pistolen. Den borede sig ind i mandens bryst, der lå så forsvarsløst på gulvet, smurt ind i blod. Der kom snart mere blod. Jeg så hvordan, manden langsomt sank. Hvordan han lukkede øjnene. Om det var af smerte eller fordi han vidste tiden var omme, vidste jeg ikke. Kun, at det var forkert, men jeg havde intet valg. Han holdte op med at bevæge sig, og der vidste jeg, at døden havde taget over. At min mission var ovre.

Jeg slog øjnene op! Det var en tid, jeg havde gjort alt for at glemme. Noget jeg på ingen måde var stolt af. Jeg var blevet udnyttet, og min samvittighed ville plage mig resten af livet. En dag ville min fortid indhente mig, og det var kun et spørgsmål om tid. Han havde allerede kontaktet mig, og jeg vidste, at jeg ikke kunne gemme mig for evigt. Han ville finde mig...

Jeg forventede egentlig at se Jade, eller i det mindste bare min kidnapper stå foran mig og grine. Måske "ham". Men nej. Her var stille. Jeg prøvede at rejse mig op, da en stemme sagde:

"Det ville jeg ikke gøre, hvis jeg var dig. " 

Jeg rejste mig op med en forskrækket fart, at jeg først mærkede smerten bagefter. Det gjorde virkelig ondt overalt på min krop.

"Jeg sagde det jo. " Stemmen lød hånlig, men ikke Luke - hånligt.

Jeg drejede forsigtigt hovedet, men mærkede nu smerten alligevel. Hvorfor havde jeg så ondt i hele kroppen? Til min store overraskelse så jeg en pige sidde i en lille stop ved siden af min seng. Jeg kunne konstatere, at jeg aldrig havde set hende før. Hun havde lysebrunt hår, der gik ned til hendes bryst. Hendes øjne var chokoladebrune. Mit gæt var, at hun var omkring de 16 - 17 år. Hun havde en gul sommerkjole på og lignede på ingen måde en kidnapper, men man skal jo ikke dømme et bog på omslaget.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg havde kigget på hende, før hun hostede falsk. Det fik mig til at slå blikket ned. Det her var akavet. Hun rømmede sig, før hun sagde:

"Du må være sulten. Jeg henter noget mad til dig. " Og så lagde hun den bog fra sig, som hun lige havde siddet med og rejste sig op for at forlade værelset. Døren smækkede hun bag sig. Stilheden tog over rummet.

Hun gav mig aldrig chancen for at svare, men jeg var vel nok også sulten i sidste ende. Jeg vidste heller ikke, hvor længe jeg havde ligget her i denne seng. Det kunne være dage. Uger. Eller måske kun i nogle få timer. 

Imens pigen var væk, så jeg mit snit til at kigge rundt i det rum jeg lå i. Det lignede mere et værelse end en celle. Her var faktisk rimelig hyggeligt. Hvorfor lå jeg så her? Jeg mener, hvem kidnapper folk og fører dem til et hyggeligt sted? Ingen! Venlige kidnappere findes ikke. For hvis de var venlige, ville de ikke kidnappe folk Hvad fik hun ud af det her?

Det bankede på døren. Hvorfor bankede det på døren? Pigen vidste jeg lå herinde, så hvorfor banke på. Det var jo ikke fordi, at jeg kunne eller ville bevæge mig. Hvis hun hentede mad, hvorfor bankede det så på? Det måtte være en anden, men hvem? Det bankede på døren igen, og jeg råbte, kom ind. 

Døren blev åbnet yderst forsigtigt og langsomt. Som om personen var bange for, hvad der var på den anden side. Det var ikke fordi, at jeg kunne angribe eller torturere så meget, når jeg var i den her tilstand. 

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet. Eller ret og sagt, hvem jeg havde forventet, men da han trådte ind i rummet, vidste jeg, at han nok var en af de sidste personer, jeg havde forventet at se på det her værelse. 

###

Måske et lidt kort kapitel, men der kommer nogle flere svar i næste kapitel. Det sagde jeg vidst også sidst, huh?

Håber I kunne lide kapitlet;)
Love ya, Guys?
- Sophia The Cupcake X

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...