Revenge (One Direction)

Jackie Williams, Katy Adams, Nick Collins, Jade Summer og Jack Summer er hemmelige agenter. Dog har de fået et nyt medlem med. Luke Phillips, en Jackie ikke bryder sig synderligt meget om, da han ikle gør andet end at gå i vejen for hende. Dog bliver Luke interesseret i, hvem der var medlem før ham, men det skulle han ikke være begyndt at rode med. De 6 agenter sætter deres liv på spil, så andre er i sikkerhed. Det viser sig så, at deres næste opgave bliver at beskytte selveste One Direction, mod en de ikke havde regnet med at møde igen. En kun Jackie havde en mistanke til slet ikke var død. Hævn ønskes mere end noget andet, og han ønsker at vende alle dem Jackie kender mod hende, så hun ikke har en chance, da hun afslog hans tilbud... En masse løgne bliver skabt, og det viser sig at være mere kompliceret at beskytte 5 verdenskendte drenge imod fare, end de nogensinde havde troet.

28Likes
22Kommentarer
24463Visninger
AA

16. Chapter 14

Hvordan kunne han bare have i sinde at forlade os. Bare sådan uden videre. Måske havde vi ikke kendt hinanden særlig længe, men... ikke noget men. Han kunne bare ikke gøre det! Hvordan kunne jeg være så dum? Jeg havde bare... Uuuuuh jeg hadede mig selv lige nu. Derfor havde han nok valgt mig. Jeg var ikke hurtig nok.

"Hvordan kan du få dig selv til det?". Jeg måtte virkelig beherske mig for ikke at råbe af ham, og dermed ødelægge vores/min mission.

"Du sagde det selv. Jeg hører ikke til hos jer, og det kommer jeg heller aldrig til", snerrede Luke. 

"Det har jeg da aldrig sagt til dig". I hvertfald ikke mens du hørte det.

"Nej ikke direkte, men tro ikke, at jeg ikke har overhørt nogle af jeres samtaler. Måske er jeg ikke en top - trænet spion som jer, men jeg er heller ikke dum. Tror du måske, jeg har bedt om at blive en del af jeres hold?".

"Ingen af os har bedt om at være en del af holdet. Det skete bare. Vi har alle måtte ofre noget".

"Du ved ikke, hvordan det er, at ofre noget. Du ofrede intet, Jackie. Din familie er allerede døde. Der er ikke nogen, der savner dig. Du har intet at vende tilbage til", snerrede Luke. Den gjorde ondt. Rigtig ondt. Jeg måtte blinke for at holde tårerne væk. 

Jeg synes selv, at jeg har ofret nok i mit liv. De mennesker tog alt fra mig. Alt hvad jeg havde at leve for. Er det ikke at ofre? 

"Fint. Gør hvad du vil, men du er ikke i sikkerhed her, og du vil blive stemplet som forræder. Og jeg er bange for, at det ikke engang er det værste".

"Hvis du prøver at skræmme mig, så virker det ikke, Jackie". Luke himlede med øjnene af mig. 

"Tror du, det er hvad det handler om? At skræmme dig? Hvis det var det, jeg ville, havde jeg sagt noget, der var meget værre." Luke kiggede underligt på mig. Det var nu, jeg så mit snit til at spørge. "Du valgte mig, fordi jeg ikke ville fatte mistanke, Right?" Jeg havde bare brug for at vide det. 

Luke tøvede, som om han var bange for at fortælle mig svaret. Hvorfor, vidste jeg ikke helt. Hvis han alligevel svigtede os, ville vi jo aldrig se hinanden igen. Desuden ville det være dumt at dræbe ham nu... nej vent lige et øjeblik! Her var ingen vidner. Det var mørkt, og jeg fandtes ikke. Det vil sige, at mit fingeraftryk ikke kan spores. Så måske ville det slet ikke være en dårlig ide at... 

"Hvis du tænker på, hvordan du kan slå mig ihjel, kan du godt droppe det. Jeg har taget højde for din... ja du ved. " Var drengen en freaking tankelæser? Luke åbnede munden for at sige noget mere, men lukkede den hurtigt igen. Han fortrød nok. 

"Hvordan vidste du?" spurgte jeg forsigtigt. Jeg havde ikke glemt mit tidligere spørgsmål, som Luke nok håbede på, men jeg var pludselig blevet nysgerrig. Fortæl mig mere, Luke!

"Dit blik. Det ligner, at du rent faktisk ville slå mig ihjel, hvilket jeg... jeg tror altså godt, du kunne finde på det, Jackie. "
"Hvis det stod til mig, var du allerede død, " mumlede jeg. 

"Jamen tak, jeg holder også af dig. "

"Men det gør du jo ikke. Hvis du bare bekymrede dig den mindste smule om os, så ville du ikke stikke halen mellem benene. Du ville kæmpe videre, " sagde jeg irriteret. Min pludselige vrede skulle gå ud over en eller anden. Nu var den rettet mod Luke Phillips. 

"Jeg beklager, Jackie. Det gør jeg virkelig, men det her går bare ikke. " Du er ikke en skid ked af det, men det sagde jeg ikke højt, for jeg var træt af at kæmpe en kamp, jeg ikke kunne vinde. Han havde besluttet sig...

"Jeg tror, det er bedst, at jeg går nu. Jeg ville sige, at det var godt at kende dig, men så ville jeg jo lyve, " sagde jeg og stak mine hænder ned i min sorte hættetrøje. 

Jeg drejede rundt på hælen og begyndte at gå mod varevognen, da det gik op for mig, at jeg ikke havde nøglerne til den. Jeg vendte rundt og stak hånden frem foran Luke. Han tog dem op af lommen og lagde dem i min hånd. Jeg drejede rundt (igen) og gik mod varevognen. Vinden hviskede Lukes sidste ord. "Jeg beklager virkelig, Jackie. " Fire ord, jeg altid ville kunne huske. 

Jeg satte nøglerne i bilen. En del af mig håbede virkelig på, at Luke ville komme ud til mig og sige, at han havde skiftet mening. At han hørte til hos os. Jeg tror, jeg sad i tavshed et par minuttet og bad, indtil det gik op for mig, at han ikke kom tilbage. Jeg måtte indse det. Luke tænkte på, hvad der var bedst for ham selv. 

Farvel Luke...

Jeg begyndte at køre, imens jeg kom til at tænke på, hvad jeg skulle sige til Collins, Summer og Adams. De ville slå mig ihjel. Vi havde ikke råd til at miste flere medlemmer. Hvilket måske var et godt grundlag til ikke at slå mig ihjel. 

Jeg havde svært ved at koncentrere mig. Mine tanker kredsede om Luke, og hvorfor han valgte at forlade os. Det var aldrig sket før. At nogen bare havde forladt os. Hvis man ikke tæller Austin med, selvfølgelig. Den lille forræder. 

Jeg parkerede bilen i skoven tæt ved vores grotte/hule. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal kalde det. Jeg låste den og begyndte at gå mod vores hjem. Jeg sikrede mig, at ingen fulgte efter mig, eller det troede jeg i hvert fald, jeg gjorde...

Jeg vendte mig rundt en sidste gang og så en skygge. Personen var ikke god nok til at gemme sig. Skulle jeg konfrontere personen? Eller skulle jeg gå videre? Jeg valgte den sidste, men det skulle jeg aldrig have gjort. 

En hånd blev lagt på min skulder, og jeg greb fat i personens arm og væltede personen. Det var helt klart en mand, men hvorfor gjorde han ingen modstand? Han lod sig bare falde til jorden, imens han ømmede sig. Han hostede en enkelt gang, og det fik min opmærksomhed. 

Jeg gav mig god tid til at kigge på ham, der nu lå på jorden og ømmede sig. Han var iklædt en hat, solbriller, en hættetrøje, nogle joggingbukser og et par kondisko. Hvem i alverden går med solbriller om natten? Da jeg så krøllerne godt gemt nede under huen, gik det op for mig, hvem det var. En meget dum person. Hvis I ikke allerede har gættet det, så nævner jeg det lige for de langsomme. Harry Styles, mine damer og herrer. Et kæmpe fjols. 

"Harry?" spurgte jeg for at være på den sikre side. 

"Ja, " mumlede han. "Men er du sød at hjælpe mig op, Auckland?" Jeg gjorde som han sagde. 

Da Harry var kommet op at stå, tog han sine solbriller af og kiggede længere og indtrængende på mig. Hans grønne øjne borede sig ind i mine, som om ham prøvede at læse mig. Det var faktisk rimelig ubehageligt. Efter hvad der nok var omkring et minuts tid, men som føltes som flere timer, valgte Harry endelig at bryde øjenkontakten. 

"Hvem er du egentlig, Auckland?" Zayn havde stillet mig præcis det samme spørgsmål lige efter koncerten, så der måtte vel være en grund til, at Harry var kommet nu. Ledte han overhovedet efter mig, eller var det tilfældigt, at han så mig?

"Det skal jeg nok svare på, hvis du svare mig på, hvorfor du føler efter mig? " Harry måtte være den skygge jeg så for lidt siden. 

Lad mig være ærlig over for jer. Ingen fik svar på deres spørgsmål den aften. For der var noget, der afbrød os, eller skulle jeg sige, nogen. Jeg mærkede et slag. Min krop kollapsede. Og derefter blev alt sort...

###

Dam Dam Daaaaaaam! 
Hvad skete der lige der? Og var Harry så alligevel ikke skyggen? Og hvad med Luke. Kommer han nogensinde tilbage igen? 
Glæd jer til næsten kapitel, for der får I alle svarene. 

Kommenter gerne jeres mening. Det ville betyde meget for mig.
Love ya, Guys<3
- Sophia The Cupcake X

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...