Revenge (One Direction)

Jackie Williams, Katy Adams, Nick Collins, Jade Summer og Jack Summer er hemmelige agenter. Dog har de fået et nyt medlem med. Luke Phillips, en Jackie ikke bryder sig synderligt meget om, da han ikle gør andet end at gå i vejen for hende. Dog bliver Luke interesseret i, hvem der var medlem før ham, men det skulle han ikke være begyndt at rode med. De 6 agenter sætter deres liv på spil, så andre er i sikkerhed. Det viser sig så, at deres næste opgave bliver at beskytte selveste One Direction, mod en de ikke havde regnet med at møde igen. En kun Jackie havde en mistanke til slet ikke var død. Hævn ønskes mere end noget andet, og han ønsker at vende alle dem Jackie kender mod hende, så hun ikke har en chance, da hun afslog hans tilbud... En masse løgne bliver skabt, og det viser sig at være mere kompliceret at beskytte 5 verdenskendte drenge imod fare, end de nogensinde havde troet.

28Likes
22Kommentarer
24472Visninger
AA

15. Chapter 13

"Shhhh", blev der hvisket. Fingeren blev fjernet fra mine læber.

Jeg så mit smut til at skrige, men min kidnapper var for hurtig. Denne gang lagde han hele sin hånd for min mund. Den var svedig. 

"Vær dog lidt stille, Jackie. Har du lyst til at vække alle de andre?". 

Okay, jeg var ikke ved at blive kidnappet. Eller det regnede jeg i hvert fald ikke med, for den svedige hånd tilhørte ingen andre end Luke Abram Phillips. Hvis han ville kidnappe mig, ville han nok allerede have gjort det. 

"Mmm Mmmmmmm Mmm mm", sagde jeg. Ikke at det var forståeligt, men et eller andet fjols holdte for min mund. 

"Hvad?". Fjols! Jeg fjernede hans hånd med med min anden hånd. På en virkelig sej spion - måde. Han plan havde vidst ikke været helt gennemtænkt. 

"Jeg sagde: Hvad laver du her, Luke?".

"Hvad mener du?". Jeg vidste han var langsom, men ikke så langsom. 

"Nu skal jeg forklare det for de langsomme. Hvad laver du her? På midt værelse? Sådan midt om natten, når du burde ligge i din egen seng og sove. Er du blevet sådan en uhyggelig stalker?". 

"Hvad? Nej, jeg stalker dig ikke, Jackie. Jeg ville bare sikre mig, at du var okay. Havde du mareridt?". Han virkede næsten bekymret for mig. 

"Ja, det havde jeg, men jeg har det fint nu, så nu skal du fortælle mig, hvad du laver herinde".

"Sikker? Du ved, at du altid kan tale med mig om det, hvis det er". Var Luke blevet erstattet af et rumvæsen i løbet af de sidste 24 timer? "Men jeg hørte dig skrige, og tænkte du havde brug for en ven".

"Du lyver! Du lagde din finger for min mund, før jeg havde nået at skrige rigtigt. Du kunne ikke være gået tilfældigt forbi, så fortæl mig sandheden Luke. Hvorfor befinder du dig i virkeligheden på mit værelse?", spurgte jeg og så indgående på Luke. 

"Hvordan kunne du regne de....".

"Hvordan jeg kunne regne det ud? Et, som jeg før, du var for hurtig til at reagere og to, du dine øjne flakker, når du lyver. Og lad venligst hver med at tale uden om".

"Okay. Jeg har brug for din hjælp". Jeg kiggede forvirret på Luke. Siden hvornår havde han brug for min hjælp? "Jeg kan se, at du er forvirret, og det forstår jeg godt. Vi er jo ikke ligefrem venner, men jeg har brug for din hjælp. Jeg vil gerne se min familie igen. Bare vide, at de er okay". Luke lød nærmest desparat, og jeg forstod ham godt. I lang tid var jeg også forvirret, og jeg ville også vide om de var okay. 

"Tingene er ikke så enkle Luke. Du kan ikke bare rejse hjem og se til dem. Tingene har ændret sig nu. Vi er din nye familie. Jeg ved det er svært at forstå, men vi er der for hinanden... ", sagde jeg så blidt jeg nu kunne. 

"Måske var det alligevel en fejl at komme her", afbrød Luke mig mumlende. 

"Luke, det er jeg virkelig ked af. Men du kan ikke bare rejse uden videre".

"Jeg boede ikke langt fra London. Vi ville kunne være tilbage før de andre vågner", sagde Luke. Han prøvede virkelig at overbevise mig. 

"Det er at bryde reglerne...".

"Har du aldrig brudt reglerne, Jackie? Gjort noget, der måske ikke var klogt, men gøre noget for dem du virkelig elskede", afbrød Luke. Det var som om, at han havde set mit mareridt. "Please. Du ved jeg ikke ville komme til dig, hvis det ikke var fordi, at jeg var desparat". Jamen tak du. Jeg elsker også dig!

"Hvordan kan det være, at du er så desparat? Var der ikke en af de andre, der kunne hjælpe dig? Såsom Adams. Hun elsker velgørenhedsprojekter", forslog jeg. Hvorfor var det lige mig, han ville gå til?

"Er du jaloux, huh?".

"På hvad?", spurgte jeg og løftede et øjenbryn.

"På, at det ikke var dig, der trøstede hende. Jaloux på vores forhold til hinanden. Eller måske ville du ønske, at det var dig, der blev trøstet af mig", sagde Luke med en flirtende og drillende undertone.

"Yeah, Right". Jeg himlede med øjnene.

"Sikker". 100%

"Okay så! Jeg skal nok hjælpe dig", sagde jeg irriteret. 

"Åhh tusind tak, Jackie. Det betyder meget for mig, at du gerne vil hjælpe mug med min plan".

"På en betingelse, Phillips. Du gør alt, hvad jeg beder dig om. ALT! Uden brok. Uden spørgsmål. Forstået?", spurgte jeg. 

"Den er jeg med på. Lad os køre... eller måske skulle du skifte tøj først". Var det en hentydning? 

"Du havde planlagt det hele, Right?".

"Måske", mumlede Luke flovt. "Men jeg troede faktisk ikke, at min plan ville lykkede". Hentydede han til, at jeg var dum?

***
Jeg fattede stadig ikke, at jeg var dum nok til at gå med på Lukes ide. Hvad var der galt med mig? Men det var for sent at skifte mening nu. Jeg blev nød til at gennemføre det, jeg havde sat i gang. Ingen vej tilbage. 

Selv Luke måtte indrømme, at jeg var rimelig hurtig til at skife tøj. Jeg samlede mit røde hår i en høj hestehale. Fandt noget sort tætsiddende tøj og nogle gode kondisko. Det gik jo ikke at ligne en regnbue, når man skulle spionere på folk. Især i mørke. Eller hvis de ikke måtte finde ud af, at man udspionerede dem. Begge dele indgik i vores hemmelige mission. Jeg håbede bare på, at han havde ret i, at vi ville kunne nå tilbage, før de andre ville opdage, at vi var væk. 
 
Luke førte mig ud til en sort varevogn, der sandsynligvis skulle føre os til hans families hus. Han begyndte at køre gennem Londons gader. Sjovt nok var der ikke synderlig meget trafik midt om natten. Alt andet ville nu også have undret mig. 

Imens vi kørte i stilhed, gik det op for mig, at jeg faktisk ikke vidste noget om Lukes familie. Ud over, at de i hvert fald ikke var døde. Dårlig joke. 

Jeg tog mig selv i at stirre på hans nyfarvede mørkebrune hår. Det klædte ham faktisk. Luke Phillips var ikke grim. Det kunne jeg i hvert fald konstatere. 

"Er du sød at holde op med at stirre på mig, Jackie. Det gør det svært at koncentrere sig om vejen". Indrømmede han lige, at jeg distraherede ham?

Jeg svarede ikke, men kiggede i stedet ud af vinduet. Det beklagede sig i det mindste ikke over, at jeg kiggede ud af det. Okay, den sætning fik mig til at fremstå som komplet vanvittig, hvilket jeg kan informere jer om, at jeg ikke er. 

"Luke?", spurgte jeg.

"Jackie?", spurgte han i samme spørgende tonefald.

"Hvor har du egentlig varevognen fra?". Han blev pludselig meget tavs. Jeg tror ikke engang, at jeg kunne høre ham trække vejret længere. Det var vidst en spørgsmål, han ikke ønskede at svare på. 

Han svarede mig aldrig. I stedet kørte han ned ad en grusvej og parkede bilen. Meget synligt, skal jeg lige hilse og sige. Det virkede ikke så spionagtigt. Og der var der noget, der slog mig. Ikke bogstaveligt, men I ved vel, hvad jeg mener.

"Så er vi her næsten. Vi skal bare lige gå et lille stykke", informerede han mig om. Han trådte et skridt frem, men var ikke i stand til at tage flere, da jeg greb hans arm. 

"Hvad er din virkelige plan, Phillips?".

"Jeg vil bare... ", begyndte Luke, men jeg cuttede ham af. 

"Drop det, Luke. Hvis du ville se, hvordan de havde det, ville du ikke have bedt mig om at komme med dig. Du ville bare være rejst. Der ligger mere bag det. Sig frem", beodrede jeg. 
"Det var du godt nok længe om, Jackie. Og jeg som troede, at du var skarpere". Jeg ved ikke, om det mest var ment til ham selv, eller om jeg skulle høre det. Det sårede mig i hvert fald.

"Jeg tror ikke, at jeg forstår, hvad du mener".

"Det behøver du heller ikke. Du skal bare acceptere det, og gøre som jeg siger". Jeg var lost. Hvad fablede drengen om? "Jackie, jeg vender ikke tilbage sammen med dig. Jeg bliver her. Det her  spion - halløj er ikke lige mig". 

Jeg var målløs

###

Det her kan da umuligt ende godt, huh?
Hvorfor vil Luke ikke længere være en del af holdet?
Hvad vil Jackie svare?

Fortæl mig, hvad I tænker og synes:) Og god koncert til alle jer, der skal med:)
Love ya <3
- Sophia The Cupcake X

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...