Revenge (One Direction)

Jackie Williams, Katy Adams, Nick Collins, Jade Summer og Jack Summer er hemmelige agenter. Dog har de fået et nyt medlem med. Luke Phillips, en Jackie ikke bryder sig synderligt meget om, da han ikle gør andet end at gå i vejen for hende. Dog bliver Luke interesseret i, hvem der var medlem før ham, men det skulle han ikke være begyndt at rode med. De 6 agenter sætter deres liv på spil, så andre er i sikkerhed. Det viser sig så, at deres næste opgave bliver at beskytte selveste One Direction, mod en de ikke havde regnet med at møde igen. En kun Jackie havde en mistanke til slet ikke var død. Hævn ønskes mere end noget andet, og han ønsker at vende alle dem Jackie kender mod hende, så hun ikke har en chance, da hun afslog hans tilbud... En masse løgne bliver skabt, og det viser sig at være mere kompliceret at beskytte 5 verdenskendte drenge imod fare, end de nogensinde havde troet.

28Likes
22Kommentarer
24439Visninger
AA

14. Chapter 12

Jeg var ikke helt klar over, hvor jeg skulle gøre af mig selv. Hvad jeg skulle gøre med mig selv. Skulle jeg grine? Eller skulle jeg græde? Hvis bare, der var nogen til at fortælle mig det.

"Han" var tilbage, og det bekymrede mig. Der var kun en ting, jeg vidste han ville, og det var, at han ville have hævn, og jeg frygtede hvordan. 

Jeg tror også, at jeg havde fundet ud af, hvem der havde taget Summer, og det lignede også, at Adams havde regnet den ud. Afsenderen. Han havde taget min veninde. Min søster. Og nej, Summer er ikke min biologiske søster, hvis nogen af jer stadig ikke har forstået det.

"Det er underligt, at personen ikke skriver hvor og hvornår I skal mødes". Jeg vendte min opmærksomhed mod Adams.

"Er det, hvad du finder underligt. Ikke det faktum at...". 

"Jackie, der er ikke nogen grund til at snerre ad mig. Jeg prøver bare at hjælpe dig, " afbrød Adams med et såret udtryk.

"Det er jeg ked af, men mit humør er som sagt ikke lige det bedste i dag", sagde jeg og forsøgte at smile. "Måske er det på tide, vi tager hjem til basen. Vi bliver nød til at tal med drengene om det". 

"Du har nok ret", og så begyndte vi at gå hen imod udgangen. 

Jeg ignorerede lyden af mit falske navn "Auckland". Jeg havde ikke tid til at forklare mig ud af det her. Det handlede bare om at komme væk herfra så hurtigt som muligt. Desværre var det lidt sværere at forsvinde i mængden. De havde allerede set mig.

***
"Hvordan kan I være så dumme at miste Summer? " Collins var vred, men han kunne rent faktisk ikke tillade sig at være vred. Det var jo ham, som ikke havde svaret mig, hvis jeg skulle være helt ærlig. Hvis Collins havde svaret, kunne vi have undgået det her. 

"Det var jo ikke vores skyld. De ville have Summer. Hvis de ikke havde fået hende her til aften, ville de bare have fundet et andet tidspunkt at kidnappe hende på, " sagde jeg. 

"HVAD!?! Lod I dem tage min søster? " spurgte Jack lamslået. Han var netop i det øjeblik trådt ind i lokalet. Adams, Collins og jeg stod og diskuteret i. Få sekunder senere kom en forpustet Phillips løbende ind i lokalet. 

"Det er jeg ban... bange for, " stammede Adams. Hun turde ikke se ham i øjnene, men jeg forstod hende egentlig godt. Summer kunne være yderst skræmmende, når han var vred. 

"Hvordan kunne I...".

"Jack, tag det nu roligt, vi skal nok finde hende. " Hvordan kunne Collins være så rolig i dette øjeblik? Jeg var alt andet end rolig.

"Som om du ville være rolig, hvis nogen kidnappede Austin". Av! Summer havde ramt et ømt punkt for Collins. 

Austin var jo død. Eller det havde jeg i hvert fald troet indtil for en time siden. Austin var stadig i live. Han havde åbentbart planlagt sin egen død for så at få at arbejde for One Direction. Jeg forstod bare ikke hvorfor. Hvad havde fået ham til at forlade os? Var vi så dårlige venner? Jeg følte mig skuffet. Forrådt. 

"Hvad tænker du på? ", spurgte Adams og skubbede blidt til mig. 

"Hvad mener du? ", spurgte jeg forvirrede og opdagede, at alle mine venners øjne var rettet mod mig. 

"Du stod og stirrede ud i luften i sådan to minutter. Hvad ved du? ". Phillips lignede et stort spørgsmålstegn, så Collins fortsatte med at tale. "Når Williams stener er det fordi, at hun ved noget. Noget vi kan bruge til vores efterforskning". 

"Så spyt ud. Vi har brug for alle informationer for at kunne finde Jade", befalede Summer. 

Hvad skulle jeg gøre? Jeg kunne da ikke lyve for mine bedste venner, kunne jeg? Jeg mener, de fortjente da at vide sandheden. De fortjente at vide, hvad Austin havde gjort. Hvordan han havde forrådt os. 

"Jeg øh... jeg så Austin... Han er sådan i live", mumlede jeg. Jeg vidste, de havde hørt, hvad jeg sagde for de blev noget lange i ansigterne.

"Hvor... hvordan?", spurgte Collins og hans ansigt fortrak sig i smerte.

"Jeg ved det ikke... jeg mødte ham bare tilfældigt på hans kontor. Han arbejder åbentbart for One Direction... jeg troede faktisk, du allerede vidste det. Jeg troede, du overhørte vores samtale, og det var derfor du ikke svarede mig, da jeg ringede til dig". Det eneste svar jeg fik var:

"Har du ringet til mig? Det har jeg ikke hørt".

"Jeg ringede til jer alle sammen, men I svarede mig ikke. Jeg talte ikke med nogen af jer, før Phillips ringede og lød bange. Derefter ringede jeg til Adams på min mobil, så der er et eller andet, der ikke er som det skal være". 

"Ud over det faktum, at min søster er blevet kidnappet?". Der var ingen grund til at være flabet, Summer. 

"Noget jeg ikke forstår er, hvorfor I ikke bare sporer Jade. Jeg mener, så kan I jo finde ud af, hvor hun befinder sig. Hun er jo den lillae prik på uret, right? ". For første gang siden han ankom, havde Phillips rent faktisk sagt noget fornuftigt. 

"Hvis bare det var så enkelt, Luke. Jeg mener, vi kan godt spore hende, men det hjælper ikke på, hvordan vi får hende tilbage", sagde Collins.

"Så hvor befinder hun sig henne? ", spurgte Summer og så rent faktisk interesseret på Phillips. Phillips tjekkede sit ur, og gav Collins nogle koordinater, som han derefter tastede ind. De var i den anden ende af byen. Ikke særlig langt fra hvor One Direction koncerten var blevet afholdt. Mystisk. 

"Så... hvad gør vi nu?", spurgte Adams. Det var egentlig et rimelig godt spørgsmål. Vi skulle finde Jade, men samtidig skulle vi også passe på One Direction. Vi var dog så heldige, at Collins nu havde fået sporingchips på dem. De var dog alle sammen røde, så vi kunne ikke kende forskel på dem.

"Vi bliver nød til at holde os til missionen. At beskytte One Direction". Summer åbnede munden for at protestere, men Collins ignoredede ham og fortsatte med at tale. "Men siden Jade blev kidnappet på missionen, og hendes kidnappere nok er de samme som vil have fat i One Direction burde vi også forsøge at finde hende. Jeg vil gøre mit bedste, Jack". 

"Det sætter jeg pris på. Tak".

Collins vendte sig fra Summer og så mod Adams. "Du bliver nød til at fortælle mig, alt hvad der skete her til aften med hensyn til Jades kidnapning. Undlad ingen detaljer".

Adams begyndte at fortælle alt. Hvordan Jade havde hørt en underlig lyd og var gået hen for at tjekke den. Da Adams hørte hendes skrig og så hendes skygge, men var ude af stand til at gøre noget. Da hun kontaktede mig, og ja resten kender I. Collins nikkede og skrev det ned. 

"Vent!", Udbrød Adams. "Mit ur optog alt hvad der skete. Du kan nok få noget ud af den". Adams holdte urskiven ned mod skanderen ved Collins computer og en fil blev skannet ind. Den video Adams havde snakket om. "Hvis I ikke har noget imod det, så tror jeg, at jeg vil gå i seng. Det har været en hård dag", sagde Adams og gik mod sit værelse. Hun ventede ikke engang på svar fra os andre. Hun gik bare. Noget sagde mig, at hun følte, at det hele var hendes skyld.

"Skal jeg snakke med hende?", spurgte jeg og så rundt på drengene. Jeg regnede ikke ligefrem med, at nogen af dem ville gøre det, men nogle gange, bliver man overrasket. 

"Jeg skal nok gøre det", sagde Luke og rejste sig fra den stol, han havde siddet på.

Efter, at han var gået, kiggede jeg forvirret hen på Summer og Collins. Hvad handlede det lige om? Hvorfor var Phillips lige pludselig blevet så venlig? Eller måske var det bare mig, han ikke kunne lide. Drengene trak på skuldrene. 

De begyndte at se videoen igennem, og det så jeg som mit smut til at gå i seng. Jeg var enig med Adams. Det havde været en virkelig lang dag, og jeg trængte til noget søvn. Ingen af os vidste, hvad i morgen ville bringe. Derfor var det altid godt med søvn. Da jeg havde lagt hovedet på hovedepuden, faldt jeg i søvn.

Jeg hørte et skud. Efterfuldt af flere. Mor havde sagt, at jeg skulle blive på mit værelse. Gemme mig, men jeg kunne bare ikke holde mig væk. Jeg stod på toppen af trappen og så ned. 

Blod. Der var blod over alt. På væggene. På gulvet. På mors tøj. Hvad skete der? Hvem havde gjort alt det her? 
Mor! Hun lå helt livløs på gulvet. Det samme gjorde far. Åhhh Jenny! Jeg løb ned af trappen, men det skulle jeg aldrig have gjort. Sank på knæ ved siden af mor og græd. Var hun virkelig væk? 

Hendes finger bevægede sig! 

Hun åbnede øjnene!

"Jackie...". Hendes stemme var svag. "Løb! Kon væk herfra. Flygt". Jeg nikkede. Rejste mig, men jeg nåede aldrig at flygte. En pistol blev sat mod min tænding.

"Åhhh Jackie. Det er godt endelig at møde dig. Vi to skal nok få det sjovt sammen. Jeg kan tilbyde dig alt... men jeg kan også tage det hele fra dig igen. Se selv". 

Endnu et skud lød! 

Han havde lige taget alt det fra mig, der nogensinde betød noget.

Jeg slog øjnene op! Kæmpede for at få vejret. Jeg skreg! Men jeg holdt hurtigt op igen, da en finger blev lagt for min mund. Var det her også en drøm? Eller var det virkeligt?  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...