Revenge (One Direction)

Jackie Williams, Katy Adams, Nick Collins, Jade Summer og Jack Summer er hemmelige agenter. Dog har de fået et nyt medlem med. Luke Phillips, en Jackie ikke bryder sig synderligt meget om, da han ikle gør andet end at gå i vejen for hende. Dog bliver Luke interesseret i, hvem der var medlem før ham, men det skulle han ikke være begyndt at rode med. De 6 agenter sætter deres liv på spil, så andre er i sikkerhed. Det viser sig så, at deres næste opgave bliver at beskytte selveste One Direction, mod en de ikke havde regnet med at møde igen. En kun Jackie havde en mistanke til slet ikke var død. Hævn ønskes mere end noget andet, og han ønsker at vende alle dem Jackie kender mod hende, så hun ikke har en chance, da hun afslog hans tilbud... En masse løgne bliver skabt, og det viser sig at være mere kompliceret at beskytte 5 verdenskendte drenge imod fare, end de nogensinde havde troet.

28Likes
22Kommentarer
24481Visninger
AA

13. Chapter 11

"Hvaaad?!". Jeg kiggede overrasket på Adams. "Hvordan kunne det lade sig gøre? Hvorfor?". Jeg var bange. Nervøs. Og det medførte, at jeg begyndte at stille spørgmsål. 

"Det... det". Adams var grædefærdig. Jeg kunne tydeligt mærke, hvor meget det gik hende på. Så hvis hun reagerede sådan, hvordan ville Summers tvilling så reagere. 

"Katy, kig på mig. Hvem tog hende?". 

"Det... jeg je jeg ved det ikke. Lyset gik. Folk begyndte at skrige. Vi delte os op. Summer synes hun så nog... noget. Jeg lod hende gå. Jeg lod hende gå, Jackie. Det hele er min skyld. Hvis bare... hvis bare jeg var gået med hende...".

"Katy kom nu til pointen i historien". Måske lød jeg hård, men vi havde ikke oceaner af tid. Jo før vi søgte efter Summer, jo nemmere ville det være at finde hende.

"Jeg hørte hende skrige. Jeg vidste, det var hende. Jeg så hendes skygge, men jeg kunne ikke nå hende. Jeg kom for sent". 

"Det er okay. Det er ikke din skyld, Katy. Jeg forstår bare ikke, hvorfor de gik efter Summer. Jeg mener, prøvede hun at redde "dem"?", spurgte jeg.

"Nej... eller det ved jeg ikke. Jeg tror det ikke".

"Måske burde vi gå hjem og tale med de andre om det. Collins kan hjælpe os. Han ved...".

"Nej! Vi kan ikke tage hjem. Det vil være for sent. Jeg vil ikke miste, Summer", afbrød Adams mig.

"Der er ikke mere vi kan gøre her. Vi må finde Phillips og scanne stedet for spor".

"Der er for mange fans. Vi må vente til de er væk".

"Måske er kidnapperne her stadig. Vi kan...". Katy så mistænksomt på mig. Derfor stoppede jeg med at tale.

"Jackie, du skal svare mig ærligt på det her", sagde Adams tøvende. "Hvad er den virkelige grund til, at du virkelig gerne vil væk herfra?".

"Jeg vil gerne undgå One Direction. Jeg har sagt for meget. Løget for stort. Jeg lovede at møde dem efter showet, og det ved jeg er en dårlig ide".

"Har du mødt en udfordring, du ikke kan klare?", spurgte Adams og så på mig med et udfordrende blik. 

"Nej! Jeg kan klare dem. Det kræver bare lidt tid. Jeg tror her er færre fans nu. Vi skal bare undgå at tiltrække os for meget opmærksomhed. Er du med på det?". Adams nikkede og sammen forlod vi det lille handicaptoilet. De fleste ville nok tænke, at vi var fans, som ikke gad at stå i kø til toilettet. Ingen vidste, hvem vi i virkeligheden var. Eller det var der rent faktisk. På det tidspunkter vi bare ikke klar over det. 
Strømmen var langsomt begyndt at komme tilbage, men det var også ensbetydende med, at fansene var begyndt at forlade arenaen. Det kunne både være en fordel og en ulempe. Fordel: Jeg behøvede ikke konfrontere drengene fra One Direction. Fordel: Nemmere at finde spor. Ulempe: Gerningsmændene, der havde taget Summer, kunne have forladt arenaen. Men i princippet kunne de nok også have gjort det, hvis koncerten fortsatte. Ulempe: Måske ville drengene opdage, at jeg stadig var til stede. 

"Hvad er det helt præcis vi leder efter? " , spurgte Adams. 

"Spor! Noget der kan fortælle os, hvorfor de tog, Summer. De gjorde det jo ikke bare fordi, de havde lyst. Der var en bagtanke med det. Men hvad får de ud af det her? ", spurgte jeg. Jeg tænkte højt. Jeg var frustreret. 

"Du mener ved at kidnappe Jade?". 

"Ja! Hvem kender vi, som vil have fingrene i Summer?". 

Adams og jeg gik tværs gennem pladsen, hvor der for kort tid siden havde stået hundredevis af fans. Nu virkede her bare tomt. Kun få piger var tilbage. De håbede nok på at få et glimt af One Direction. Jeg prøvede på det modsatte. At undgå One Direction. 

"Det er et virkelig godt spørgsmål. Kun Jack ved om, om hun har nogle fjender, men jeg synes vi skal vente med at kontakte ham. Han har nok rime... "Jackie?? ". Det var lyden af Phillips stemme. 

"Hvad så?", spurgte jeg.

"Hvor bliver du af? Drengene snakker om dig. De er mistænksomme".

"Vi har et problem. Du bliver nød til at dække over mig".

"Skal jeg komme væk derfra?". Han lød en smule forvirret. 

"Nej! Det er bedst, du bliver, hvor du er. Find Jack. Han vil fortælle dig, hvad du skal gøre. Forstået?", spurgte jeg.

"Jeg skal prøve. Og Jackie... pas på dig selv".

"I lige måde", hviskede jeg og så forsvandt forbindelsen til Phillips. "Der er noget galt. Noget som ikke passer", sagde jeg til Adams. "Jeg kan mærke det". 

"Hvad skulle der være galt?". Adams så interesseret og forvirret på mig på samme tid. 

"Det er det, jeg ikke helt ved... jeg kan bare ikke få tingene til at give mening længere".

"Har du nogensinde kunne få noget af det her til at give mening?", spurgte Adams. Jeg vidste præcis, hvad hun hentydede til. Vores liv. Det at være spioner. 

Ofte lå jeg vågen om natten og tænkte: Hvorfor mig? Hvorfor havde de rekrutteret mig? Hvorfor skulle jeg være en del af det? Hvad gjorde mig speciel? 

Især et spørgsmål jagede mig: Hvad var der i virkeligheden sket med min familie? Og hvem var min familie? Jeg huskede dem ikke længere. Jeg vidste ikke engang, hvem jeg var? Hvordan havde mit liv været. 

Jeg overvejede stadig, om Adams, Collins, Phillips eller The Summers overhovedet kunne huske den slags. Phillips kunne nok stadig, men hvor lang tid ville der dog gå, før han begyndte at glemme? 

"Åh Jackie! Jeg sagde det altså ikke for at gøre dig ked af det. Jeg er ked af det". Adams så helt nedtrykt på mig. Hun lyste af dårlig samvittighed. 

"Det er okay. Det er ikke din skyld". Vær stærk Jackie. "Vi må gøre noget. Måske er det på tide, at vi ringer til Jack. Han bliver nød til at vide, hvad der er sket med hans søster". 

"Nej!".

"Katy, han ved, hvad vi skal gøre. Han har en løsning. Det har han altid". 

"Jamen han vil blive knust. Tænk bare på Nick, da han fandt ud af, at Austin var død. Han lukkede os ude. Så tænk på Jack og Jade. De er tvillinger. De deler alt. Jeg kan ikke knuse ham". 

"Du... du ser lidt bleg ud. Er der noget galt? Sagde jeg noget forkert?". Hun var virkelig bekymret for mig. Jeg har aldrig kendt en mere betænksom person end hende. Eller måske har jeg, men jeg kan bare ikke huske det. 

Nu kom sandhedens time. Jeg kunne ikke skjule det for hende længere. "Katy!". Jeg så seriøst på hende. "Austin... han... han er ikke død. Jeg så ham tidligere i dag". 

"Hvad!?". Adams skotske accent kom frem i det her øjeblik. Det gjorde den altid, når hendes stemme blev skinger. Katy var født og opvokset i Skotland. Det havde vi i hvert fald fået at vide. "Hvordan kan det...".

"Han planlagde sin egen død... eller han døde ikke rigtigt. Han lod bare som om. Mere ved jeg ikke, Katy", afbrød jeg. 

"Nick bliver...". Igen afbrød jeg hende.

"Jeg tror, at han allerede ved det. Han svarer mig i hvert fald ikke, når jeg ringer. Jeg har brug for et råd...". Denne gang var det Adams tur til at afbryde mig. 

"Og et kram. Kom her". Katy trak mig ind i et kram. Det føltes rart. Beskyttende. 

Vi begyndte at gå tættere på scenen, da Adams udbrød: "Ja, det er lidt af et problem, at Collins ikke svare. Han er vores tekniknørd... hov vent. Hvad er det?". Jeg kunne først ikke se, hvad hun pegede på, men da hun tog en konvolut op fra gulvet, kunne jeg mærke mit hjerte slå hurtigere. 
Adams åbnede konvolutten. Trak brevet ud. Jeg kunne se, at hun begyndte at læse, så jeg gjorde det samme. Der stod:

Kære Jackie (Og resten af dine små venner)
Det er efterhånden længe siden, at vi har set noget til hinanden. Derfor synes jeg, at det er på tide, at vi mødes. 

En koncert er jo også det helt rigtige sted, synes du ikke? Jeg tror ikke, at du fik set så meget af den, men det kan vi jo hurtigt få lavet om på. Vi kan jo tage til en anden One Direction koncert sammen, som de gode venner, vi var engang. Hvad siger du, Jackie? Eller fortrækker du, Auckland? Jeg tror gerne, du vil se mig, for ellers kommer en af dine venner måske til skade. 
Vi ses snart;) 

Det her ville kun ende galt...

###

Åh nej! Hvem truer Jackie? Og det kan vel heller ikke ende særlig godt, for en eller anden kender til Jackies hemmeligheder. 

Love ya, Guys<3
- Sophia The Cupcake X

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...