Revenge (One Direction)

Jackie Williams, Katy Adams, Nick Collins, Jade Summer og Jack Summer er hemmelige agenter. Dog har de fået et nyt medlem med. Luke Phillips, en Jackie ikke bryder sig synderligt meget om, da han ikle gør andet end at gå i vejen for hende. Dog bliver Luke interesseret i, hvem der var medlem før ham, men det skulle han ikke være begyndt at rode med. De 6 agenter sætter deres liv på spil, så andre er i sikkerhed. Det viser sig så, at deres næste opgave bliver at beskytte selveste One Direction, mod en de ikke havde regnet med at møde igen. En kun Jackie havde en mistanke til slet ikke var død. Hævn ønskes mere end noget andet, og han ønsker at vende alle dem Jackie kender mod hende, så hun ikke har en chance, da hun afslog hans tilbud... En masse løgne bliver skabt, og det viser sig at være mere kompliceret at beskytte 5 verdenskendte drenge imod fare, end de nogensinde havde troet.

28Likes
22Kommentarer
24443Visninger
AA

12. Chapter 10

"Længe siden, Jackie", hilste Austin. 

"Du kan ikke bare komme her og lade som om alt er som det plejer. Som før din ulykke, som jeg gætter på ikke var en tilfældighed. For tingene er altså ikke som de plejer. Din bror er knust. Det er vi alle sammen. Hvordan kunne du lade os leve i den tro, at du var død? Hvordan kunne du få dig selv til at gøre det, Austin?". Jeg råbte det næsten. Jeg var vred, men jeg var mest af alt såret og knust.

"Kan du ikke være lidt stille for en gangs skyld, Jackie. Det ville klæde dig, at du ikke stillede så mange spørgsmålet". Av! Det var sårende. "Desuden må du heller ikke være herinde. Hvad prøver du at finde frem til? ", spurgte Austin og ignorerede alt det, jeg lige havde sagt. 

"Det kommer rent faktisk ikke dig ved. Du er ikke en del af holdet længere. Du er som død for... hov vent, de tror jo alle sammen, at du er død". 

"Kommer det ikke mig ved? Jeg arbejder her. Det er mit kontor. Det vil sige mine sager. Forstår du?".

"Jeg er ikke et barn, Austin. Du behøver ikke at behandle mig som et. Jeg forstår godt, hvad du siger. Du behøver ikke tale til mig som om, at jeg er et barn. Men hvis du absolut vil vide det, så farede jeg bare vild".

"Du opfører dig faktisk som et barn lige nu". Han lød som, når han plejede at opdrage på Nick. Når han fortalte Nick, hvad han gjorde galt. "Vi ved begge to, at du ikke fattede vild. Du fare aldrig vild. Jeg har desuden kendt dig så længe, at jeg ved, når du lyver. Fortæl mig den rigtige grund", beordrede Austin og lagde armene over kors.

"Hvis du fortæller mig, hvorfor du lod os alle sammen leve i den tro om, at du var død". 

"Det kan jeg ikke fortælle dig... beklager...".

"Men så har vi to ikke mere at tale om", afbrød jeg. Jeg vendte mig om for at gå, da Austins stemme lød.

"Hvordan har Nick det?".

"Ud over, at han lever i den tro om, at hans bror døde i en ulykke, så tror jeg, at han har det meget godt", sagde jeg med et fnys og forlod rummet. Denne gang uden en kommentar fra Austin. Men da jeg kiggede tilbage, så jeg hans sårede ansigtsudtryk. Nick, var nok et hårdt emne for ham. Han var jo trods alt Nicks storebror. Austin var jo også et hårdt emne for Nick, men også for os andre. Nyheden om, at Austin stadig var i live en overvældende nyhed for mig. Måske for overvældende. Jeg havde trods alt kendt ham de sidste 9 -  10 år af mit liv. 

En underlig lyd lød, efterfulgt af nogle skrig. "Collins?!!", spurgte jeg i min øresnegl. Han svarede ikke. "Collins kom ind! Hvor er du?". Jeg var ved at blive desparat. 

Vent lidt... Collins! Åh nej! Han må have hørt det hele samtalen mellem Austin og mig gennem sin øresnegl. Derfor svarede han mig ikke. Et brag lød. Hvad i alverden var det, der foregik?

"Adams? Kan du høre mig?". 

"Williams? Er det dig?".

"Ja det er mig. Hvad foregik der?"

"Jeg ved det ikke, Williams". Hun lød bekymret. "Lyset blinker. Der kommer underlige lyde. De fleste tror bare, at det er en del af showet, men jeg er overbevidst om, at der foregår noget, som der ikke skal foregå", sagde Adams. "Du bliver nød til at se det". 

Jeg kiggede på mit ur, der beregnede den hurtigste vej ud mod publikum. Den vej gik så bare lige under scenen. Og der havde jeg så ikke ligefrem tilladelse til at gøre, og selv som spion kunne jeg altså ikke bare lig snige mig forbi den store vagt. Det var han altså for stor til. Selv for mig. Jeg blev nød til at skaffe mig en plan B. Jeg var åben for forslag. 

Pludselig blev alt mørkt. Jeg var stadig ved bevidstheden, men jeg kunne ikke se noget. Alt lys var slukket på gangen, og det var sandsynligvis også gået ude ved scenen. Det lød i hvert fald sådan ud fra de skrig jeg kunne høre. Det her var anderledes. De lød ikke som de havde gjort den sidste time. De var ikke glade. De var bange. 

Noget var helt galt! 

"Collins?!!!! Collins kan du høre mig?". Intet svar.

"Adams, hvad foregår der?". Intet svar. Hvad skete der?

"Jackie?", blev der hvisket. For første gang siden jeg mødte ham tidligere på ugen, lød Luke Abram Phillips rent faktisk bange. Ja, Lukes mellemnavn var "Abram". Jeg ha de undersøgt det. 

"Hvad foregår der? Er emnerne kommet til skade?". 

"Nej, de har det fint. Alt lyset er gået. Jeg tror...", Phillips færdiggjorde aldrig den sætning, for i samme øjeblik hørte jeg en velkendt stemme, jeg ville ønske befandt sig på scenen, hvor han hørte til. 

"Auckland? Hvem er det, du taler med?". 

"Zayn. Hej, hvordan gik koncerten?". Her er et godt tip til at undgå at blive afsløret i en løgn. Tal uden om. De fleste gange skifter folk automatisk emne.

"Den gik fint, men du gik vidst glip af den, kan jeg gætte. Så hvor er Cassandra og Nicholas?". Og nogle gange skifter de emne til noget endnu værre. 

"Hvem er... Ohhh...". Godt reddet, huh? "Ehm, der kom noget i vejen, så Nicholas kunne ikke komme med alligevel, så ja jeg blev efterladt med min søster, som forlod mig lige så snart vi ankom. Hun mødte nogle af sine veninder, så her er jeg. Jeg kunne vel lige så godt være her".

"Hvordan kom du så herind? Jeg mener...". Zayn så skeptisk ud. Han købte vidst ikke min løgn.

"Jeg ringede til Harry, og da vagterne talte med ham, så gav de mig et backstagepass". Endnu en løgn her til aften. 

"Det fortalte han ikke os andre", sagde Zayn og så en smule irriteret ud. Han købte rent faktisk min løgn. 

"Jamen så lad os finde de andre", konkluderede Zayn og begyndte at gå.

"Ja øhm... siden lyset gik må jeg heller få ringet til min... Øhm søster. Gå du bare, jeg jer senere senere". Zayn gik ikke. Han blev bare stående og kiggede afventende på mig. Derfor måtte jeg finde min mobil frem og trykke Adams nummer ind. 

"Williams?". Hun lød forvirret. Vi brugte jo heller aldrig vores telefoner. "Er alt som det skal være?". Dumt spørgsmål. Det tror jeg også selv, hun kunne høre, for hun talte videre. "Jeg mener, er "de" i sikkerhed?".

"Ja, "jeg" har det godt. Jeg er faktisk "bag scenen". Jeg blev nød til at tale i koder, fordi Zayn kun stod få meter fra mig. Derfor lagde jeg tryk på "jeg" og "bag scenen".

"Godt så. Tingene går ikke så godt her. Folk er bange. Hvad skal jeg gøre?". Hun lød bange. Var der noget hun ikke fortalte mig?

"Kom væk derfra, og så mødes vi et sted. Tag dine "veninder" med dig".

"Okay... men der er noget, jeg bliver nød til at fortælle dig, når vi mødes ude på toilettet", og så lagde Adams på.

"Hvad så? Kommer din søster?". 

"Ja, jeg skal bare lige mødes med hende, så kommer jeg tilbage. Jeg ringer til Harry", informerede jeg og løb mod toilettet. 

Jeg havde det faktisk ikke særlig godt med at lyve over for Zayn, fordi jeg vidste, at jeg ikke ville ringe til Harry og sige, at jeg kom tilbage. Desuden havde jeg heller ikke talt med Harry og fået et backstagepass. Det her kunne ødelægge missionen for alvor.

Jeg mødte en nervøs Adams, da jeg kom ud på toilettet. Hun gik frem og tilbage mellem båsene, som om hun ventede på nogen. Måske var det Summer. Da jeg så ind i hendes brune øjne, kunne jeg se, at hun havde grædt. 

"De tog hende. De tog Jade".  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...