Dark N' Light

Efter Sandras forældre er blevet dræbt i et biluheld, bliver hun flyttet ind i et stort hus, midt inde i en uhyggelig og mørk skov. Hendes værge, Lucifer Sorrow, er en mystisk og excentrisk ung mand, der ikke har andet i hovedet end sig selv og sine egne behov. Dog opdager Sandra, at Sorrow er lidt mere end man umiddelbart kan se. Han sover i en mørk og dyster kælder, hvis eneste vindue fører ud under Black Lake, kan ikke fordrage sollys, fjernsyn, radio, computere eller telefoner. Og frem for alt, så har han et underligt forhold til sit underlige kæledyr, ravnen Munin. Lucifer Sorrow er alt andet end en almindelig ung mand - det bevises, da han på én nat river struben op på Sandra, for at drikke hendes blod som aftensmad.

50Likes
137Kommentarer
5999Visninger
AA

6. Vampyren

Sandra vågnede tidligt om morgenen. Hun satte sig træt op, var en smule øm, men det var der ikke noget at sige til. Hun havde ligget oven på den bog, hun havde læst i aftenen før. Dracula. Åh, hun havde da også haft en underlig drøm. Sorrow var vampyr.

   Først tænkte Sandra det som en morsom tanke, men så kom hun til at tænke på, at de ting, Sorrow sagde og gjorde, godt kunne minde om de ting, Dracula gjorde i bogen. Hun rystede det af sig og rejste sig op. Hun havde en kjole på. Ikke en, hun mindedes at have taget på, eller nogen sinde set før. Et øjeblik undredes hun over påklædningen. Så tog hun et par sorte bukser og en lyserød T-shirt med pandaer fra skabet, gik ned på badeværelset på første sal. Hun åbnede døren, skreg, og lukkede den forskrækket igen.

   Mister Sorrow havde stået under bruseren, døren til brusekabinen havde selvfølgelig været lukket, men Sandra var alligevel blevet forskrækket. Hun rødmede og lagde en hånd på den ene kind.

   Efter fem minutter åbnede Sorrow døren. Et svagt smil snoede sig over hans læber, da han så hende i kjolen. Sandra så ikke på ham, knugede tøjet ind mod brystet, af en eller anden grund gjorde han hende svimmel. Han trådte ud og lod hende komme ind. Hun lukkede døren uden at møde hans blik.

   På badeværelset så hun sig i spejlet. Kjolen var i rustik, gotisk stil. Den havde en form for underkjole, en løs, rød silkekjole med fine rosenmønstre. Ud over den var det en sort, tvedelt kjole, bundet sammen lige under brystkassen som et korset fra middelalderen. Ærmerne på kjolen gik langt ned, en smule over hænderne. Sandras hår var bundet op i en knold, på hver side af hendes hoved hang to lokker ned. Om halsen havde hun en form for kædehalsbånd med et kors i midten. Perler hang fra det i tynde tråde.

   Sandra rakte ud mod spejlbilledet. Hun kunne ikke tro, at det virkelig var hende. Fingrene rørte det duggede spejl. Sandra rørte forsigtigt sine læber. Hun havde ikke makeup på. Hun var virkelig. Hun tog en dyb indånding. Hendes hjerte bankede hurtigere. Hvad mon Jason ville sige, hvis han så hende i sådan en kjole?

   Sandra tog kjolen af og ledte efter en elastik i håret, men til hendes store overraskelse, så var der ikke brugt nogen. Hun fik det løst, tog halskæden af og lagde det hele i en pæn, sammenfoldet bunke på badeværelsesbordet. Hun så sig i spejlet og gispede.

    Hals, bryst, arm, ben og mave. Dækket af sår. Små, runde bidemærker. Fra hugtænder. Plamager af blod sad endnu nogle få steder på kroppen. Sandras hjerte slog hurtigere. Hende drøm havde ikke været en drøm. Det havde været virkeligt. Og hun havde overlevet. Sandra skyndte sig ind under bruseren, tændte for vandet. Det var skoldende hedt, hun slukkede, ømmede sin krop og skruede ned for det varme vand.

   Da hun havde fået tøj på tog hun mod til sig, tog kjolen og halskæden op, og gik ned mod Sorrows værelse.

   Hun gik ind uden at banke på eller mælde sin ankomst. Hun stillede sig ved siden af Sorrows seng og så forvirret på ham. Han så livløs ud. Hun satte en hånd lige over hans næse og mund. Han trak ikke vejret. Hun sank en klump. Stille prikkede hun til ham. Han åbnede øjnene og drejede hovedet, så han så på hende. Han smilede lumskt, da han så hendes forvirrede øjne. Men han satte sig ikke op. Han blev liggende i samme stilling som før. Sandra rejste sig op, smed kjolen og halskæden på hans seng.

   "Goddag. Hvordan har du det?" Sandra så forvirret på ham. Spurgte han virkelig om det? Hun så rasende på ham.

   "De er... De er en..." Hun kunne ikke udtale ordet. Han nikkede langsomt.

   "Jeg er en vampyr." Han strakte sig og gabte. "Du ved det allerede. Hvorfor vækker du mig så tidligt?"

   "Den er ti om formiddagen."

   "Der kan du selv se." Sandra kneb øjnene sammen i harme.

   "Fortæl mig hvad der foregår," sagde hun bestemt. Sorrow smilede charmerende til hende og satte sig på knæ foran hende. Han lagde armene om hendes nakke og trykkede sig ind mod hendes strube. Snusede til den.

   "Mhm..." sukkede han. "Jeg kan lugte dit unge, friske blod. Det ruller rundt i din krop, lige nu." Han lo let, som et lille barn, der får et nyt stykke legetøj - bare mange gange uhyggeligere. Sandra rykkede væk fra ham, han slap hende.

   "Ingen julelege, Sorrow. Sandheden, nu: Hvad foregår der?" Sorrow så surt på hende. Han smed sig på ryggen på sengen og knugede en hovedpude ind til sig.

   "Årh, du er slet ikke sjov!" Siden hvornår var han blevet så barnlig? Hans ene øje kom frem under den store hovedpude, det glødede rødt og så ildevarslende ud. "Men hvis det er det du vil, der det det, du skal få." Han sprang ud af sengen og strakte sig. "Er alle gardinerne trukket for ovenpå?" gabte han træt. Sandra nikkede. "Godt, så lad os gå op i køkkenet og snakke."

 

Oppe i køkkenet satte de to sig på hver deres side af spisebordet. Sorrow havde taget hættetrøjen på igen. Sandra gik lige til sagen.

   "Hvad skete der i går? Hvorfor bed De mig?!" Sorrow smilede bredt og fniste ved mindet.

   "Mhm... Jeg har kunnet dufte dit blod i lang tid... Det dufter godt... Og da du har ødelagt mine ressourcer, var jeg nød til at have noget hurtigt. Og du var nærmest." Han lænede sig hen over bordet som en træt skoleelev.

   "Hvorfor vågnede jeg op med det tøj på?" Sorrow blev straks opmærksom.

   "Ah, ja ja! Jeg tænkte, at du nok ikke ville sætte pris på at vågne op i en blodig og ødelagt kjole, så jeg skiftede den til noget, der er lidt mere passende for en predestinat." Sandra rynkede panden.

   "En præst?" Sorrow rystede hurtigt på hovedet.

   "Nej nej! Ikke en præst, en predestinat. Det betyder skæbnebestemt, en vampyrs foretrukne livskilde." Sandra bakkede væk fra Sorrow.

   "Mener De som en eller anden vampyrbrud?" Sorrow lo og tog hendes hænder. Så hende i øjnene og satte sit ansigt helt tæt ved hendes.

   "Kun hvis du vil." Sandra rev sig fri og ømmede sin hals. Sårene healede hurtigere end hun havde troet. Hun så på Mister Sorrow, hans ansigtsudtryk var som beruset og en smule underligt. Sandra satte sig ned, Sorrow gjorde det samme.

   "Så jeg er Deres... Deres predestinat?" Sorrow nikkede. Sandra sank en klump. "Jamen... Hvad gør sådan én?" Sorrow lænede sig hen mod hende med et ubehageligt glimt i øjnene.

   "Ikke rigtig noget - giver mig føde en gang om måneden. Under fuldmånen." Sandra slog hænderne for sin hals. "Det var ikke min mening at tage så meget, eller at være så voldsom, men jeg har ikke fået frisk blod i mange, mange, mange år." I næste øjeblik lagde han armene om hende bagfra og slikkede hendes hals. "Jeg kunne vel bare ikke kontrollere mig selv længere." Han hvæsede sagte, og to spidse tænder satte sig på Sandras hals. Hun peb og lukkede øjnene sammen. Sorrow sukkede og trådte væk fra hende. "Du er vel for svag lige nu." Sandra åbnede øjnene og så på ham. Han kastede en juicebrik hen til hende. Hun så på den. "Det her regenererer dit blod og sørger for, at du ikke pludselig falder om." Sorrow vendte sig om for at gå. Sandra rejste sig hurtigt op.

   "Hey, vent lige!" Hun tog fat om hans skulder og drejede ham rundt. "Hvem har sagt, at jeg frivilligt vil være Deres predestinat?" Sorrow trak på skulderne.

   "Du har vel ikke noget valg. Jeg er stærkere end dig, og hurtigere. Hvis jeg er sulten, så tager jeg hvad jeg vil." Han strøg hendes kind og hals. "Jeg er stadig din værge." Sandra var rødglødende af raseri. Sorrow rettede sig op. "Nårh ja, en sidste ting. Lad være med at vække mig i fremtiden. Jeg sover så godt når jeg lige har spist." Han nappede hende uskadeligt i halsen og snusede til pulsåren. "Mhm..." Sandra rykkede væk fra ham, så med forhadte og rædselsfulde øjne.

   "Jeg vil flyttes," sagde hun. "Jeg kontakter mrs. Mathilda og bliver forflyttet!" Sorrow sukkede.

   "Jeg er bange for, at det ikke er så nemt som du tror. Ser du, jeg er den eneste vampyr, regeringen her i England kender til. De tillod mig at bo her. Du blev flyttet hertil af to årsager - dine forældre døde, og du havde brug for en værge. Jeg ved virkelig ikke, hvorfor de valgte mig. Og, så mener nogle æggehoveder i forsøgsafsnittet i toppen, at jeg skulle testes for at se, om jeg kan leve med et menneske." Sandra spærrede øjnene op. Hun holdt sig blidt for halsen.

   "De bed mig. Er jeg så..." Sandra snak en klump og tøvede. "Er jeg så Deres vampyrslave? Eller... er jeg selv vampyr nu?" Sorrow lo koldt.

   "Hvorfor skulle du dog være det? Åh, du har læst Dracula. Jeg tvivler på at det med slaver er rigtigt, og vampyrer har ikke noget blod." Han tog fat om hendes hage og så hende ind i øjnene. "Hvorfor skulle jeg ødelægge min dyrebare predestinat? Aldrig," hviskede han. Han kyssede hende på panden og var væk. Sandra stod lamslået og prøvede at fatte hvad der skete.

   Så løb hun efter Mister Sorrow. Nede ved døren til hans værelse slog hun den op uden omtanke. Han var intet steds at se. Sandra gik længere ind i rummet.

   "Sandra!" Sandra slog forskrækket hænderne op for øjnene og drejede rundt. Sorrow lagde en hånd på hendes skulder. Hun vendte sig forsigtigt om. Han var ved at binde bæltet i en sort silkekåber. Sandras hjerte var lykkeligt for, at han kun havde skiftet til nattøj, og ikke lige været i bad. "Hvad vil du?" spurgte han arrigt. "Jeg sagde jo, at du ikke skulle komme herned! Alligevel bryder du mine ord igen og igen!" Hans vrede ord gik lige i hjertet på Sandra. Hun bed sig i læben.

   "Men... Jeg ville bare spørge om..."

   "Vent til i nat! Det forfærdelige sollys oplyser stadig huset! Prøver du at slå mig ihjel?!" Sandra mærkede varme tårer fylde øjnene. Hun hadede når folk råbte af hende. Hun hadede når andre var sure på hende. Hun hadede når andre var onde mod hende!

   "Jeg ville bare spørge, om du ville fortælle om, hvordan du blev vampyr." Tårerne løb ned ad hendes kinder. Sorrow spærrede øjnene op. Han holdt en hånd for munden og vendte sig væk fra hende. Sandra snøftede og så ned. Prøvede at tørre tårerne væk.

   "Ud," sagde Sorrow lavt. "Nu." Sandra tørrede sig over øjnene og bed sig i læben.

   "Du er virkelig hjerteløs," sagde hun med gråd i stemmen. "Jeg ved ikke, hvor gammel du er, men jeg er altså kun et barn..." Sorrow fjernede hånden fra munden. Han blottede tænderne i en snerren, hugtænderne glimtede klart i lyset fra vinduet.

    "Ud!" hvæsede han sammenbidt. Sandra peb og hastede ud af værelset. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...