Dark N' Light

Efter Sandras forældre er blevet dræbt i et biluheld, bliver hun flyttet ind i et stort hus, midt inde i en uhyggelig og mørk skov. Hendes værge, Lucifer Sorrow, er en mystisk og excentrisk ung mand, der ikke har andet i hovedet end sig selv og sine egne behov. Dog opdager Sandra, at Sorrow er lidt mere end man umiddelbart kan se. Han sover i en mørk og dyster kælder, hvis eneste vindue fører ud under Black Lake, kan ikke fordrage sollys, fjernsyn, radio, computere eller telefoner. Og frem for alt, så har han et underligt forhold til sit underlige kæledyr, ravnen Munin. Lucifer Sorrow er alt andet end en almindelig ung mand - det bevises, da han på én nat river struben op på Sandra, for at drikke hendes blod som aftensmad.

50Likes
137Kommentarer
6018Visninger
AA

18. Storsandra i Hasvik

Det var ni måneder siden, at Sandra var blevet fjernet fra Lucifer Sorrows hjem. Hun var flyttet ind og ud igen af kollektivet, for at flytte ind hos Emma, mens hun ventede på at modtage en plejefamilie. Det var koldt udenfor, og Sandra sad med sin computer på det gæsteværelse, der havde været hendes faste i snart en måned. Hun åbnede indbakken til sin mail, for at gennemgå de samme reklamer for undertøj, hårprodukter og computerprogrammer som altid.

   Inde i sig selv forbandede hun stadig Eric Johnson, for at være så ond at få hende fjernet fra et liv, hun var begyndt at holde af. Hun savnede Lucifer, meget. Han havde ikke kontaktet hende, og hun havde ikke tilladelse til at besøge ham.

   Sandra havde besøgt huset én gang for nogle måneder siden, i hemmelighed, sammen med Emma. Hun blev chokeret over at se den tilstand, det var i.

   Vinduerne var beskidte og tilsmudsede, enkelte steder smadret af vejr og vind. Stenene var ridsede og matte, terrassen var faldefærdig og ødelagt. Altanen var knust, og flere steder på taget sad tagsten løst eller havde groet mos. En stor hængelås blokerede døren, men en ræv havde gravet sig vej ind i huset.

   Hverken Sandra eller Emma havde været inde i huset - det var for uhyggeligt. I stedet var de taget tilbage, og havde ikke rigtig talt om det siden.

   Sandra sad som sagt og tjekkede sine mails. Det var en ting, hun sjældent gjorde, og derfor kom det bag på hende, da hun så en fremmed adresse, personlig, gemt væk i hendes mange reklamemails. Hun klikkede nysgerrigt på beskeden.

   VIS ALLE BESKEDER FRA DENNE MAIL? poppede op på skærmen. Sandra trykkede ja, og indbakken gik fra 342 ulæste beskeder til 359. Sandra åbnede den første besked.

 

Kære Sandra

Det er et godt stykke tid siden, du blev taget væk. Jeg har det godt, savner dig og dit selskab, men ved, at der bliver taget god hånd om dig. Afdeling X skød Munin. Huset er så forfærdeligt stort, når ingen af jer er her hos mig. Jeg er begyndt at modtage blodleveringer igen, så jeg kan klare mig, men det er ikke det samme.

   Lucifer Sorrow

 

Kære Sandra

Du har ikke svaret på min sidste besked? Er du vred på mig over noget? Jeg tager til London i weekenden, afdeling X skal lave et sundhedstjek på mig, herligt... Måske kunne jeg tage forbi Manchester, for at besøge dig? Jeg skal bare bruge adressen?

   Lucifer Sorrow

 

Hej Sandra

Intet galt, heldigvis. Jeg overvejer at tage væk for et stykke tid, til et koldere og mørkere sted, der klæder en vampyr som jeg. Jeg vil gerne se dig, inden jeg træffer min beslutning? Svar mig.

   Lucifer Sorrow

 

Sandra?

Sandra, hvis du ikke vil tale med mig, vil du så ikke nok skrive det? Jeg har brug for at vide, at du er okay. Jeg forlader huset og det hele om halvanden måned, for at flytte et andet sted hen. Jeg vil gerne se dig, inden jeg tager ad sted. Vil du ikke nok svare mig?

   Lucifer Sorrow.

 

Kære Sandra

I dag tager jeg ad sted. Jeg flytter til Island, ud i en dejlig bebyggelse ved Storsandra i Hasvik. Det ligger meget langt oppe i Norge. Der er koldt og ofte meget mørkt. Der kommer ikke så mange mennesker, og teknologi er ikke særlig udbredt. Du er selvfølgelig velkommen til at besøge mig når du har lyst. Jeg sender adressen i min næste mail, som sikkert også bliver den sidste, da jeg i Storsandra bliver ude af stand til at kommunikere på andre måder, end ved hjælp af breve. Jeg håber, at du vil komme og besøge mig. Bare ring til følgende nummer, så vil alt blive arrangeret: XXXXXXXX

   Lucifer Sorrow

 

Sandra så lamslået på sin computer. Lucifer var flyttet til Nordnorge? Sandra så smilende på nummeret. Hun skyndte sig at fiske telefonen op ad lommen, og taste tallene ind. Havde Lucifer fået en telefon? Hun satte sin egen mobil op til øret og ventede på, at en stemme ville aflyse de irriterende bip.

   "William Baxter, hvad kan jeg hjælpe med?" Sandra rynkede forundret panden.

   "Øh, hej... Mit navn er Sandra Lillians. Jeg ringer, fordi jeg gerne ville besøge min gamle værge, Lucifer Sorrow." Baxter var meget venlig. Han virkede meget glad for, at Sandra ringede, og han lovede, at han ville planlægge det hele. Hun gav ham hendes mailadresse, og Baxter lagde på. Sandra lyste af glæde. Nu skulle hun endelig se Lucifer igen!

 

To uger senere stod Sandra i lufthavnen, og ventede på at hendes fly skulle boarde. Hun havde sagt farvel til Emma og hendes familie, stod klar til at tage til Norge. Hun kom om bord på flyet, og satte sig godt til rette, velvidende om den lange flyvetur, hun havde i vente.

   Først føj hun mere end fire timer til Oslo lufthavn, hvori hun skiftede til et fly, der fløj til Bodø lufthavn, lidt tættere på hendes destination. I flyet på vej til Bodø sad Sandra og tænkte over, hvad hun mon skulle sige til Lucifer, når hun mødte ham igen.

   Selv inden hun blev taget væk fra ham, havde hun syntes godt om Lucifer. Tanken om ham fik det til at kilde i hendes mave. Hun smilede. Ja. Hun ville sige, at hun godt kunne lide ham - som mere end en ven. At hun havde savnet ham, og at hun var glad for at se ham igen.

   Men... folk kunne ændre sig meget på et år. Gjaldt det også for vampyrer? Nej, Lucifer ville ikke ændre sig så meget på så kort tid. Han ville stadig være sit gamle jeg.

   Alligevel havde Sandra en underlig fornemmelse i maven. Der var noget, der ikke stemte. Hvorfor var han flyttet så hurtigt? Og hvorfor til så afsides et sted? Det kunne da ikke kun være fordi, at han var vampyr? Kunne det?

   Sandra kunne kun forestille sig, hvor ensomt det måtte være, at leve helt alene så tæt på "verdenens ende", i en hytte i det kolde Nordnorge. Alene...

   Alene. Det havde Sandra ofte følt sig, den sidste tid. På kollektivet havde de andre været alt for ansvarlige, ingen tid til sjov eller til at hjælpe hinanden, stres og jag døgnet rundt. Hos Emma havde det været lidt nemmere. Men så fedt var det alligevel ikke, at bo hos sin bedste veninde. Aldrig kunne Sandra være sig selv. De skulle lave alting sammen. Hele tiden...

   Flyet landede i lufthavnen efter godt to og en halv time. Sandra stod længe og ventede på den bil, der skulle køre hende resten af vejen. Hun blev overrasket, da en ældre herre kom hen til hende.

   "Frøken Lillians?" sagde han roligt. Sandra nikkede. Han havde en sjov accent. "Jeg skal køre Dem til Sorrows hytte. Det bliver en meget lang tur. Vi skal først med et mindre fly et godt stykke af vejen." Ganske rigtigt et mindre fly - kun beregnet til fire personer. Sandra sad noget anspændt i starten, men efter to timer blev hun mere afslappet. Flyet larmede ikke meget, og Norge var smuk set oppefra.

   Da flyet landede, skulle der også køres. Sandra var ved at gå amok over den lange tur, det havde taget hende. Det var blevet nat, og hendes vejleder tjekkede dem ind på et hotel. Sandra smed sig træt på sin seng, uden at lægge mærke til sine omgivelser. Hun puttede sig ned under dynen, frøs en del.

   Inden hun faldt i søvn, lå Sandra og tænkte på, hvordan morgendagen mon ville forløbe. Hun forestillede sig mange mulige scenarier, men til sidst faldt hun i søvn med et brag, og vågnede først, da hun blev vækket af vejlederen.

   Køreturen var lang. Det tog flere timer, gennem bjerge, dale, snestorme, tundraer og skove. Det var et smukt men goldt og øde landskab, der lå strakt ud uden for bilens vinduer. Sandra sad og faldt i staver, hun kedede sig helt forfærdeligt.

   Bilen kørte igennem en lillebitte, fredelig by, der bestod af omkring sytten huse, en gammel trækirke og en dagligbrugs.

   "Nu er vi der snart, frøken Lillians," meddelte vejlederen. Sandra smilede og åndede lettet op. Bilen fortsatte yderligere tre kilometer gennem smukt landskab. Hav bredte sig til Sandras ene side, vidunderlige klippeformationer prydede den anden. En hyggelig hytte kom til syne i det fjerne. Sandra smilede. Det var lige Lucifers stil.

   Gammelt, rustikt træværk, solidt. Flotte udskæringer, stort og rummeligt. Der lå sne mange steder, og kulden bed Sandra gennem tøjet. Vejlederen sagde farvel, men ventede med at køre, til Sandra havde banket på og set, om det var det rigtige sted.

   Sandra gik hen til døren og ringede på. Hun smilede, glattede håret og rettede på den store jakke. Døren blev åbnet. Men det var ikke Lucifer, der åbnede den.

   I døråbningen stod en høj, muskuløs, blond, blåøjet ung mand. Han smilede venligt til Sandra.

   "Sandra Lillians?" spurgte han. Han lød britisk, ligesom Sandra. Sandra nikkede. Stilheden omkring hytten var næsten larmende. Manden rakte en hånd frem. "William Baxter, bare kald mig Will. Det var mig, du talte med." Sandra nikkede, hun kunne godt genkende stemmen.

   "Mis... Will," sagde Sandra. "Kan jeg tale med Lucifer?" Will rystede på hovedet.

   "Lucifer hviler sig. Kom med ind." Sandra gjorde tegn til vejlederen om, at det var okay. Hun gik ind i entreen. "Lad som om du er hjemme. Skal jeg hente Lucifer til dig?"

   "Nej, bare lad ham hvile - er du da hans assistent?" Will så tænksomt på Sandra.

   "Er du russisk?" Sandra lo og rystede på hovedet.

   "Nej, jeg er britisk.."

   "I så fald, er jeg hans kæreste."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...