Dark N' Light

Efter Sandras forældre er blevet dræbt i et biluheld, bliver hun flyttet ind i et stort hus, midt inde i en uhyggelig og mørk skov. Hendes værge, Lucifer Sorrow, er en mystisk og excentrisk ung mand, der ikke har andet i hovedet end sig selv og sine egne behov. Dog opdager Sandra, at Sorrow er lidt mere end man umiddelbart kan se. Han sover i en mørk og dyster kælder, hvis eneste vindue fører ud under Black Lake, kan ikke fordrage sollys, fjernsyn, radio, computere eller telefoner. Og frem for alt, så har han et underligt forhold til sit underlige kæledyr, ravnen Munin. Lucifer Sorrow er alt andet end en almindelig ung mand - det bevises, da han på én nat river struben op på Sandra, for at drikke hendes blod som aftensmad.

50Likes
137Kommentarer
5991Visninger
AA

8. Starten

Sandra spænede ud til det sted i skoven, hun mente at have set skuret. Men alle dele lignede hinanden, og der gik lang tid, før hun fandt det rigtige sted.

   "Mister Sorrow," sagde hun stille. "Det er mig, Sandra. De må undskylde at jeg ikke kom, jeg faldt i søvn, og tiden gik bare. Jeg lukker dem ud nu..." Hun slog låsen fra og åbnede døren. Mister Sorrow greb fat om hende, og før hun kunne nå at se ham rigtigt, knugede han sig ind til hende. Han rystede og skælvede. Sandras hjerte hamrede. Ville han bide hende? Havde han brug for blod? "M-mister Sorrow?" Der gik et minut. Halvandet. Sorrow slap hende langsomt og så på hende. Hans øjne var bange, neglene og huden på hans hænder var revet op, blod løb ganske stille hen over dem. Sandra så på døren. Splinter var blevet revet af, og der sad rester af blod fast i det grove træ. Sandra så på Sorrow. "Mister Sorrow?" spurgte hun forvirret. "Hvad er der sket?" Sorrow faldt skælvende på knæ på jorden og slog armene om sig selv.

   "J-jeg hader at være lukket inde!" sagde han med rystende stemme. Han snøftede og tørrede hurtigt sine øjne. Sandra satte sig på knæ foran ham. Han lukkede øjnene og bøjede hovedet forover, så hun ikke kunne se hans ansigt. Sagte dråber faldt ned på den bladdækkede skovbund. Sandra slog blikket ned.

   "Mister Sorrow, jeg er så ked af det. Det var ikke min mening at gøre Dem bange, det var kun ment som en spøg. Jeg lover, jeg vil aldrig gøre det igen. Kan De tilgive mig?" Sorrow nikkede stift. Sandra sukkede og aede hans skulder. "Kom." Hun rakte en hånd frem. "Lad os gå tilbage til huset."

   På hjemvejen gik Sorrow et godt stykke foran Sandra - hun sakkede med vilje bagud. Han vaklede indimellem en lille smule. Sandra havde aldrig haft det så dårligt over at have gjort noget i hele sit liv.

   Hjemme i huset satte Sorrow sig i sofaen. Sandra lavede te og satte det på sofabordet, hvorefter hun selv satte sig i en lænestol. Sorrow var et helt andet sted, hans øjne var fjerne. Sandra så stift ned på gulvtæppet. Gardinerne var trukket for, og stearinlys brændte sagte. Munin kom flyvende ind og satte sig p sofaens armlæn, gned kærligt sit hoved mod Sorrows kind. Sorrow strøg ravnen over den blanke fjerdragt, men fortrak ikke en mine. Sandra sank en klump.

   "Munin kan tale," sagde hun stille. Sorrow nikkede.

   "Ravne og krager har den evne - at kunne fremsige enkle lyde." Der var stille lidt. Sandra vrikkede stille med tæerne.

   "Han sagde; 'Lucy hader trængsler'. Hvad betyder det? Er det Dem - Lucy?" Sorrow sukkede og flyttede blikket fra det sted, det havde hængt i et stykke tid. Han så stadig ikke på Sandra.

   "Min fornavn er Lucifer. Jeg hedder Lucifer Sorrow."

   "Åh... Javel, jeg ser... Og De... De hader trængsler?" Sorrow smilede skævt.

   "Munin er ikke så god til at tale." Sorrow sukkede rystende. "Jeg er så forfærdelig bange for at være indespærret. Kald det en form for helt ekstrem klaustrofobi." Sandra nikkede forstående. Hun tøvede, fugtede læberne.

   "Vil De... Vil De fortælle mig om det?" Sorrow var stille lidt. Teen stod endnu uberørt på bordet. Sorrow tog et stykke sukker og gav det til Munin. Ravnen spiste det med stort velbehag. Sorrow åbnede munden, tøvede lidt.

   "Jeg vågnede op for rigtig mange år siden. Alt omkring mig var mørkt. Jeg kunne ikke bevæge mig, for der var ikke rigtig nogen plads. Jeg lå på et hårdt underlag, der var ingen ilt omkring mig. Men det gjorde faktisk ikke noget. Jeg havde ikke brug for luft. Eller mad eller vand. Jeg lå der bare. Længe. I mørket. Jeg var så forfærdelig bange. Jeg troede, jeg var i Helvede. Det var jeg selvfølgelig ikke - jeg lå i en kiste.

   Så en dag hørte jeg en lyd. Det var første gang i det, der må have været mange år, jeg hørte en lyd. Det var gravemaskiner. Arbejderne snakkede sammen, da de fandt min kiste. De ville brænde den. Gennem en sprække kunne jeg mærke luft. Jeg ville have mere af det, og begyndte at kradse på låget på kisten for at komme ud. Arbejderne blev selvfølgelig bange. Jeg fik sparket låget af og satte mig op..." Sorrows blik blev fjernt, ligeså blev hans stemme. "De blev rædselsslagne. Jeg så på mine hænder. Det er det første, jeg husker nogen sinde at se.

   Jeg rejste mig op i kisten, strakte mig. Det var nat. Jeg trådte ud på jorden, min balance var forfærdelig," mindes han med et lille smil på læben. "Arbejderne holdt selvfølgelig afstand til mig. Jeg så på låget. Med meget gamle, falmede bogstaver stod der Lucifer Sorrow, dømt til levende begravelse grundet ledtog med djævlen. Jeg forstod det ikke dengang..." Sandra sank en klump. Det var den uhyggeligste historie, hun nogen sinde havde hørt. "Arbejderne tog sig sammen og fik mig ned i kisten igen. Da låget igen blev taget af, var jeg sat ind i et laboratorium." Sandra gispede. Sorrow så hurtigt på hende. Han rystede på hovedet. "Nej, undskyld, jeg vrøvler. Lyt ikke til mig, det er længe siden..."

   "Men jeg vil genre vide mere!" sagde Sandra hurtigt. "Hvad skete der bagefter?" spurgte hun lidt lavere. Sorrow lukkede øjnene et kort øjeblik.

   "Jeg brugte rigtig mange år i det laboratorium. De lavede research omkring mig, med mig, hvordan jeg fungere og hvad jeg var. Det kunne vel bare ikke forstå, at der var noget, de ikke burde rode med.

   De fandt ud af, at jeg blev født i en lille engelsk by i slutningen af 1700-tallet. Min far var en herremand, som ejede et stykke jord her i England og i Amerika. Min mor var tjenestepige i min fars tjeneste. Nej, vent, jeg har papirerne her et sted." Sorrow rejste sig op og gik hen til en kommode, hvorfra han fremdrog nogle ark papir. Han satte sig tilbage i sofaen og så på dem. "Ah, ja, her står det hele." Han rakte dem til Sandra. "Jeg er træt. Klokken er næsten otte. Du kan selv læse det." Han gik, før Sandra kunne komme med indvendinger. Hun vendte blikket mod papiret og begyndte langsomt at læse.

 

Emne 0.2.4., uforklarligt)

   Navn: Lucifer Sorrow

   Alder (ca.): Sorrow døde som syttenårig, men vågnede op 239 år efter sin død, hvilket må betyde, at han er 256 år gammel.

   Fødested: En herregård i et ukendt sted i England, menes.

   Forældre: Lucifer Sorrows far var måske herremand August Sorrow, som ejede et stykke jord i Amerika, som han var på besøg ved, da Sorrow blev født. Sorrows mor var en tjenestepige, som Sorrows far lå med. Sorrow skulle, hvis hans far da er herremand August, være Augusts eneste kendte søn, om dog uægte.

   Død: Lucifer Sorrow blev dømt til at blive begravet levende, da han tidligt viste psykopatiske tegn, der i den tid blev betragtet som at stå i ledtog med djævlen. En legende fortæller om en hændelse, der passer til Sorrows død de data, der stod på kisten: Da hans var kom hjem fra Amerika, var Sorrow omkring tretten år. August henrettede Sorrows mor for øjnene af ham. Derefter tog han den forevigt mærkede Sorrow med sig, og adopterede ham som hans og hans hustru Lenas søn. Dækhistorien bød på, at August i "guds nåde og frelse, havde ladet den stakkels, hjemløse dreng komme ind i huset".

   Lena Sorrow brød sig ikke om Lucifer, da hans rigtige mor havde givet ham djævlens navn, og Lena behandlede Lucifer ilde. Hun gav sine egne tre døtre den gode mad, hvorimod Lucifer fik de levninger, der var til overs.

   August rejste til Amerika igen, da Lucifer var femten år gammel. I det år, August var væk, ændrede Lucifer sig fra at være en stille, bange dreng, til at gå hen i det psykopatiske og farlige. Da August kom hjem, var hans adopterede søn ikke til at kende. Unge Lucifer samlede kranier fra både mennesker og dyr, var fascineret af blod, og sårede gerne andre for at kunne se det, og så prøvede han at udøve mørk magi og bad til djævlen.

   I vore moderne dage (1976) ville vi se dette som sindssyge træk, forårsaget af traumer efter at overvære drabet på sin mor. August spærrede Lucifer inde i kælderen, hvor han to gange om dagen fik bragt mad af sine tre søstre.

   En dag vendte en af søstrene ikke tilbage, og August og Lena gik ned for at se, om alt var i orden. Lucifer havde vredet halsen op på hende, og sad og betragtede liget. Ved solnedgang blev den syttenårige dreng begravet levende. Han døde formegentlig af sult, tørst og iltmangel.

   Genopstandelse(?): Det menes, at Lucifer Sorrow aldrig var menneskelig, men blev født med en vampyrs sjæl, og at det menneskelige legeme ikke kunne klare presset, og derfor vendte sig mod vanviddet.

PÅ PAPIRET)

   Opførsel: Emnet (Lucifer Sorrow) viser i dag ingen tegn på aggression eller vanvid. Han opfører sig som en meget høflig ung mand, om dog er han direkte, taler uden ordentlig omtanke og lægger ikke bånd på hvad han føler.

   Tests og prøver: Emnet har indtil videre klaret sig fint i alle prøver, der er blevet stillet ham. Han er mere intelligent og hurtigere end normale mennesker, hans sanser er skarpere, og han gennemfører både fysiske og psykiske prøver med bravur.

   Egnethed: Emnet er ikke egnet til at leve blandt mennesker, da denne ikke syntes at hverken bryde sig om eller kunne klare vores race. Emnet viser aggression over for puls, blodsukker og hjertebanken, samt høje og supersoniske lyde. Emnet kunne bruges til krigsførelse, grundet fortræffelig brug af skydevåben, knive (herunder sværd, knive og dolke) og nærkamp. Emnet besidder en uovertruffen styrke, der kun bliver brugt under vredesudbrud, eller, i visse tilfælde, hvis emnet mangler blod.

   Tydelige frygter: Emnet lider af akut klaustrofobi. Emnet bryder sig hverken om at være i meget små rum, CT scanner eller mindre bebyggelser. Dette syntes dog at være den eneste kendte frygt.

   Tilsyneladende konklusion: Emnet kan ikke selv producere blod, kan ikke trække vejret eller producere farvestof i håret. Blod kan ikke sendes ind via årerne, og emnet indtager blod i stedet for mad eller drikkelse. Emnet kan kun konkluderes som VAMPYR, og er stemplet farlig for omverdenen.

   Plan: Emnet viser tegn på menneskelige følelser, selvom disse skjules godt og ofte. Af de grunde kan emnet ikke aflives, men vil blive tildelt et hus langt væk fra mennesker, hvor emnet kan vende sig til at færdes i et normalt hjem. Når emnet har tilpasset sig hjemlige omgivelser, vil et menneske blive sat ind i huset, for at se, hvordan emnet klarer sig med en bofælle.

1976, Londons Hemmelige Afsnit for Uforklarlige Hændelser

 

Sandra så lamslået på papiret. Hun kunne ikke tro det. Hun var ikke blevet sat hos Mister Sorrow, så han kunne passe på hende, eller så hun kunne glemme sin fortid. Hun var sat der, så nogle forskere fra et eller andet hemmeligt laboratorium kunne finde ud af, om Sorrow ville slå hende ihjel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...