Dark N' Light

Efter Sandras forældre er blevet dræbt i et biluheld, bliver hun flyttet ind i et stort hus, midt inde i en uhyggelig og mørk skov. Hendes værge, Lucifer Sorrow, er en mystisk og excentrisk ung mand, der ikke har andet i hovedet end sig selv og sine egne behov. Dog opdager Sandra, at Sorrow er lidt mere end man umiddelbart kan se. Han sover i en mørk og dyster kælder, hvis eneste vindue fører ud under Black Lake, kan ikke fordrage sollys, fjernsyn, radio, computere eller telefoner. Og frem for alt, så har han et underligt forhold til sit underlige kæledyr, ravnen Munin. Lucifer Sorrow er alt andet end en almindelig ung mand - det bevises, da han på én nat river struben op på Sandra, for at drikke hendes blod som aftensmad.

50Likes
137Kommentarer
6008Visninger
AA

24. Slutningen

Det var mørkt. Nat. Udenfor blinkede lysene på ambulancen klart. Sandra stod rystende og så til. Hvorfor? Hvorfor?!

   Det var kun en halv time siden. Hun havde siddet i stuen og læst, Will og Lucifer sad i køkkenet og spillede kort. Lucifer var blevet svimmel, og havde rejst sig op for at få noget at drikke. Han tabte glasset, som blev ødelagt på gulvet. Svajede og faldt om. Slog hovedet ned i det hårde stengulv, men blødte ikke. Var næsten hel tom for blod.

   Ambulancen kørte hurtigt ad sted med Lucifer og Will, som havde fået lov til at komme med, da han var den eneste, der kunne tale norsk med lægerne. Sandra stod tilbage. Rystende. Alene. Bange. En flink kvinde tilbød hende at køre hende til den helikopterplads, hvorfra Lucifer ville blive fløjet til et større hospital.

 

På hospitalet gik der mange timer. Det var blevet lyst, før Sandra fik lov til at se Lucifer. Han lå i et mørkt rum. Will sad ved hans sengekant. En EKG bippede svagt. Lucifer smilede, da Sandra kom ind. Under hans næse sad en slange, der skulle give ham luft. Der var tilsluttet drops flere steder, som skulle tilføre blod til ham. Sandra stod lamslået i døråbningen.

   "Hej," sagde Lucifer hæst. Sandra hævede sin hånd en smule, for at signalere et venskabeligt "hej" tilbage. "Jeg ser herrens ud, ikke?" Hun nikkede stille. Will vinkede hende ind. Hun lukkede døren efter sig.

   "Lucifer..." begyndte hun, men Lucifer stoppede hende.

   "Lad værre. Bare... lad værre. Jeg gider ikke en lang, sentimental afskedsscene, hvor vi alle sammen begynder at hyle, okay?" Sandra smilede.

   "Godt at se den gamle Mister Sorrow er tilbage." Lucifer smilede.

   "Ja... Jeg har ikke rigtig opført mig som en voksen den sidste tid, har jeg?"

   "Du har hukommelsestab, det er vel forståeligt," sagde Will. Lucifer nikkede. Sandra satte sig på en stol ved siden af Lucifers seng. Will tog hans hånd.

   "Hvor lang tid?" Lucifer trak på skulderne.

   "De kunne ikke sige det helt præcist. Uger, dage..." Han tøvede. "Timer." Sandra nikkede.

   "Har du fået set alt det, du ville?" Lucifer fnøs.

   "Nej. Jeg har aldrig set Eiffeltårnet eller Sct. Peterskirken. Jeg har aldrig været i Barcelona, eller rørt Ayers Rock. Jeg fik aldrig besøgt New York, Washington eller Amazonas. Jeg vil stadig gerne gå på den kinesiske mur, se en vild løve, og få læst Rosens Navn færdig." Han lo kort. "Og nu hvor jeg er i gang, så fik jeg aldrig besøgt Disneyland." Sandra og Will smilede. Lucifer sukkede. "Men jeg mødte jer. Jeg har grinet, jeg har haft det sjovt. Det er bare en skam, at det skal ende så hurtigt." Will smilede. Men uden glæde. Uden opmuntring. Uden mod. Erkendelsens smil. Det smil, der skulle holde tårerne væk, bare mens Lucifer stadig var der. Sandra kendte det - hun havde det selv på. Will rejste sig op.

   "Jeg henter en sodavand. Jeg er tilbage om fem minutter." Will forlod rummet. Lucifer sukkede. Han så på Sandra.

   "Du har stadig et kys til gode fra juleballet, har du ikke?" Hun så overrasket på ham.

   "Du husker det?" Lucifer nikkede.

   "Selvfølgelig. Jeg husker kun den tid, jeg var sammen med dig og Will. Nå, har jeg ret?" Hun nikkede langsomt. "Så kom herhen." Hun rykkede nervøst nærmere. Lucifer kyssede hende på kinden. Hun smilede. Et venskabeligt kys. Det var rart. Will kom ind, Sandra rykkede tilbage. "Will er overtroisk. Han tror, at det bringer uheld, hvis man ikke kysser den, man står under misteltenen med." Lucifer sukkede. "Ja, du havde ret." Will rynkede panden.

   "Hvad? Hvad snakker I om?" Sandra og Lucifer lo.

   "Kan I huske, at jeg gerne ville sige farvel?" spurgte Lucifer. De to nikkede med tungt hjerte. Lucifer så på Sandra. "Jeg er glad for, at jeg lærte dig at kende. Du er et godt menneske. Tak, for alt det, du har gjort for mig." Sandra så ned.

   "Men alt det her er min skyld? Hvad godt har jeg gjort for mig?"

   "Du behandlede mig, da jeg brændte min krop. Du lukkede mig ud, da jeg var lukket inde."

   "Men det var jo også mig skyld?" Lucifer tyssede på hende.

   "Ødelæg det nu ikke, okay? Jeg takker dig her, tag nu bare imod det." Han så lidt på hende. "Jeg kommer til at savne dig." Han så på Will. "Will. Åh, Will. Jeg elsker dig så højt. Det ved du, ikke?" Will nikkede. "Vil du love mig, at du ikke går ned, som en anden idiot, når jeg er væk?" Will tøvede et øjeblik. Så tvang han sig selv til at nikke.

   "Det lover jeg." Lucifer smilede.

   "Godt. Så kan jeg hvile i fred." Der var stille lidt. "Kan I svare mig på noget?"

   "Det kommer an på, hvad det er?" sagde Sandra. Lucifer lænede sig træt tilbage i puderne.

   "Jeg er en vampyr - den eneste virkelige vampyr, man kender til. Jeg skulle ikke være vågnet, men gjorde det alligevel. Så sig mig: Er vi i live, fordi vi har et bankende hjerte i brystet, eller fordi vi har et bankende hjerte i sjælen?" Sandra så på Will, der så tilbage på hende. Lucifer lukkede træt øjnene.

   "Lucifer!" sagde Will panisk. Lucifer åbnede øjnene og så irriteret på Will.

   "Slap af, jeg er i live endnu." Will åndede lettet op.

   "Vil du have noget?" Lucifer tænkte sig om. Han nikkede.

   "Ud over et par år mere? Ja. Will, giv Sandra min pung." Will fremdrog Lucifers pung, som han havde taget med hjemmefra, og rakte den til Sandra. "Sandra, gå ned og køb en shawarma." Hun fnøs og så på ham med oprigtig nysgerrighed. Han så tilbage med oprigtig sjov og spas i øjnene. Han trak på skuldrene. "Sådan én har jeg aldrig smagt." Sandra pustede, lo og gik. Lucifer så på Will. "Og Will... Kys mig."

   Der gik en time, før Sandra fandt et sted, der solgte shawarma. Hun bestilte og betalte, og satte sig ned for at vente. På den anden side af gaden lå en tøjbutik. Blege mannequiner stod og poserede i vinduet. Deres tøj var hverken smart eller grimt. Det var der bare. De var der bare. Nu og her. Hverken nød eller foragtede de korte blikke, de fik fra gadens mennesker. Den ene af dem holdt en taske fra sidste sæson. Sandra smilede skævt.

   Maden kom, og Sandra tog tilbage mod hospitalet. I hospitalets reception stoppede en sygeplejerske hende.

   "Unnskyld meg, trenger du ikke ta mat med inn på sykehuset." Sandra rynkede panden.

   "Øh... Ahvafornoget?" Sygeplejersken pegede på maden.

   "Du må ikke tage mad med ind på sygehuset. Bakterierne kan gøre nogle af dem endnu mere syge."

   "Nej, du forstår ikke, min ven er syg, og hans sidste ønske var det her, så må jeg ikke nok give det til ham?" Sygeplejersken sukkede.

   "Jeg beklager det med din ven, men regler er regler. Du må smide den ud eller spise den her. Beklager."

   "Nej, jeg beklager. Helt ærligt, han er døende! Hvorfor må jeg ikke..."

   "Hør, hvis du modsætter dig reglerne, kan du ikke komme ind. Og hvis du alligevel tager maden med ind, ringer jeg efter vagterne." Sandra så surt på sygeplejersken. Hun gik hen til en skraldespand og smed shawarmaen ud.

   "Så, tilfreds?" spurgte Sandra flabet. Sygeplejersken nikkede. Sandra gik tomhændet ind på sygehuset. Det ærgrede hende, at hun havde spildt al den tid.

   Da hun nåede til den gang, Lucifer lå på, så hun Will stå for enden og tale med en læge. Hun kunne ikke høre, hvad de sagde, men da lægen gik så Will på Sandra. Hun trak smilende på skulderne og gik hen imod ham. Og da så hun det:

   Wills øjne var store og blanke. Hans ansigt var direkte ulykkeligt. Hun åbnede munden. Det var ikke sandt. Det måtte ikke være sandt!

   Will bed sig i læben. Tårer gled ned ad hans ansigt. Sandra skyndte sig hen til ham og bredt armene ud. Han tog imod hendes kram. Hun lod ham græde. Græde ud ved hendes skulder. Al den tid, hun havde spildt på at lede efter maden, havde været fatal - Lucifer Sorrow var død.

 

Vandet drev ned i stride strømme. Black Lake havde utallige ringe på overfladen. Lidt væk kunne ruinerne af villaen ses. Den sorte kiste havde fået en krans af blodrøde roser lagt p sig. Will stod i sort tøj ved siden af kisten. Græd. Hans mindetale var lige slut. Sandra græd. De få mennesker omkring hende græd ikke. De fleste af dem var fra afdeling X. Sandra og Will var vel de eneste rigtige venner, Lucifer havde haft.

   "Og nu vil Sandra Lillians sige et par ord, til ære for hendes ven og værge," sagde præsten. Det var Sandras tur, til at holde en mindetale. Hun samlede så meget mod hun kunne mønstre, og gik hen ved siden af præsten. Ironisk. Lucifer var hverken religiøs eller glad for kirken, han var jo en vampyr. Men Will havde fortalt, at Lucifer havde ønsket at blive brændt, så hans sjæl måske kunne komme i himlen. Sandra tog det lettere våde papir frem, og prøvede at læse ordene. Til sidst foldede hun det sammen, så på den sorte kiste, og så på de få mennesker, der var forsamlet.

   "Lucifer Sorrow var ikke bare en værge for mig. Han var min ven i en tid, hvor jeg havde det svært. I en tid, hvor jeg var bange og alene. Han hjalp mig, og jeg hjalp ham.

   Lucifer var en forpint sjæl. Han sagde det aldrig højt, men han var bange. Bange for, hvad fremtiden ville bringe. For det ukendte. For det, der måske ville ske. Men er vi ikke alle det? Den tid, jeg boede hos Lucifer, vil altid stå klart som den bedste periode af mit liv. Og jeg vil savne ham, så det gør ondt. Jeg vil ligge søvnløs om natten, og tænke på, hvor han er, og hvordan han har det. På, om han holder øje med mig." Hun så på Will. "Og Will... Det første, jeg tænkte om mig, da du fortalte mig, at du var Lucifers kæreste, var, ærligt talt, at jeg ikke ville kunne lide dig. Men du har været venlig over for mig, taget godt imod mig, og jeg tror, at det er takket være dig, at Lucifer lod sin død komme naturligt. Mine tanker vil være hos dig mest af alle. Det har været et stort tab for os begge, men jeg lover dig, at jeg vil gøre alt hvad der står i min magt, for at vi begge to kommer igennem den hårde tid, som jeg ved, ligger foran os." Sandra så op mod himlen. Vand faldt på hendes ansigt, gjorde hende kold. "Lucifer... Vi vil savne dig."

 

Skjult i skygger fra skovbrynet stod en enlig skikkelse og betragtede begravelsesceremonien. Vandet faldt på den sorte regnjakke, dryppede fra kanten af hætten, og gjorde ansigtet indenunder vådt.

   "Jeg vil også savne jer." Lucifer vendte sig om og forsvandt ind i skoven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...