Dark N' Light

Efter Sandras forældre er blevet dræbt i et biluheld, bliver hun flyttet ind i et stort hus, midt inde i en uhyggelig og mørk skov. Hendes værge, Lucifer Sorrow, er en mystisk og excentrisk ung mand, der ikke har andet i hovedet end sig selv og sine egne behov. Dog opdager Sandra, at Sorrow er lidt mere end man umiddelbart kan se. Han sover i en mørk og dyster kælder, hvis eneste vindue fører ud under Black Lake, kan ikke fordrage sollys, fjernsyn, radio, computere eller telefoner. Og frem for alt, så har han et underligt forhold til sit underlige kæledyr, ravnen Munin. Lucifer Sorrow er alt andet end en almindelig ung mand - det bevises, da han på én nat river struben op på Sandra, for at drikke hendes blod som aftensmad.

50Likes
137Kommentarer
5997Visninger
AA

7. Skuret i skoven

November forløb roligt. Sandra og Mister Sorrow så næsten ikke noget til hinanden. Måneden var så småt ved at være forbi. Den 26. konfronterede Sandra Sorrow, da han gik rundt i huset for at strække benene. Sadra stoppede ham på første sal.

   "Mister Sorrow. Jeg tænkte på, om De mon ville ud og gå en tur i skoven i løbet af dagen?" Sorrow hævede et kritisk øjenbryn.

   "Dagen?" Sandra nikkede bestemt.

   "Ja, eller, ved tusmørke?" Sorrow rystede på hovedet og fortsatte hen ad gangen. Sandra fulgte insisterende efter. "Mister Sorrow, jeg er ved at blive skør af at være lukket inde her. Jeg har ikke været uden for terressen eller altanen i flere uger! Og De vil ikke tillade mig at tage alene ud." Sorrow stoppede op. Sandra så ham i øjnene. "Jeg beder Dem, kan vi ikke nok gå en tur, bare en kort én?" Sorrow tog sig god tid til at tænke. Så nikkede han kort.

   "Fint. I morgen, ved tusmørke." Sorrow gik mut videre, Sandra frydede sig over chancen for endelig at komme ud.

   Dagen efter måtte Sandra vække Mister Sorrow ved at banke på hans dør, lige så snart tusmørket faldt på. Han kom ud iført sorte bukser, den sædvanlige hættetrøje og handsker. Han virkede noget utryg ved at komme udenfor. Sandra måtte næsten trække ham med op i forhallen og ud af hoveddøren. Hun tog en dyb indånding af den friske luft. Hun havde taget sine brune støvler og matchende skindjakke på. Klar til efterår.

   Sorrow holdt hovedet nede hele tiden. Selvom det var ret mørkt, så nægtede han at se på den stribe sollys, der endnu hang i horisonten. Sandra havde taget et lommelygte med, for selvom hun var sikker på, at hendes vampyrværge kunne beskytte hende, så var den mørke skov alligevel en smule skræmmende...

   Sandra og Sorrow gik i stilhed. De fulgte stien, Sorrow holdt blikket rettet stift ned i jorden. Han virkede af en eller anden grund en smule usikker på at være i skoven.

   "Hvordan blev du vampyr?" spurgte Sandra ligeud, da hun var træt af den øredøvende stilhed. Sorrow svarede ikke, men fortsatte med at gå ligeud. "Vil du ikke nok fortælle mig det?"

   "Hvordan døde dine forældre?" Var dte for at give igen? Sandra stoppede. Det var et personligt spørgsmål, som hun ikke havde lyst til at svare på. Aliggevel tog hun en dyb indånding og begyndte.

   "Jeg skulle ud til min veninde Emma i en weekend. Mor og far kørte mig begge to, så vi kunne være lidt sammen. Vi sagde farvel, og jeg gik ind i Emmas hus. Der var klokken tre om eftermiddagen. Klokken seks om aftenen ringede politiet til min telefon. Jeg skulle komme ned på politistationen. Selvfølgelig blev jeg en smule bange, jeg troede jo, at jeg havde gjort noget galt..." Sandra hulkede svagt og lagde en hånd for øjnene. "De var blevet ramt af en lastbil." Sandra brød ud i lavmælt gråd. Det var hårdt at tale om. Og endnu hårdere at huske. Hun følte sig alene. Ingen forstod hende rigtigt. Ikke Emma. Ikke psykologerne. Ikke mrs. Mathilda. "Ingen, jeg har talt med, forstår det," hulkede hun for sig selv. "Ingen!"

   Et par stærke arme lagde sig om hende, og gav hende et kærligt kram. Hun snøftede og så forskrækket på Sorrows mørkklædte skulder. Han strammede grebet om hende.

   "Jeg forstår dig," sagde han monotont og lavt. "Bedre end du tror." Sandra lod ham holde om sig så længe han ville. Hun prøvede at høre hans hjerteslag, men der var ingen. Hun prøvede at mærke hans puls gennem brystet, men den var væk. Han duftede af vanilje. En beroligende, sød, euforisk duft. Hun havde lyst til at smage. Som en slikkepind. Hun hævede en hånd op mod hans bryst, der, hvor det bankende hjerte burde sidde. Hun skulle lige til at trække kraven ned over skulderen og slikke, bare for at finde ud af, om hans hud smagte lige så godt som han duftede. Men så lagde hun mærke til hans øjne, der holdt øje med hende. Et drilskt smil spillede om hans læber.

   "Undskyld, jeg ved ikke hvad jeg tænkte på." Sorrow lo lavt.

   "Som vampyr kender jeg udmærket til lysten til at smage på andre." Han tog fat om hendes hage og løftede hendes ansigt. Han slikkede hende på de små ar på struben. "Mhm!" stønnede han. "Lækkert! Hm... Du er bange." Sandra så forskrækket på ham. Hvordan kunne han vide det? Sorrows blik blev fjernt og drømmende, det var stadig rettet mod Sandras hals. "Din puls hamrer. Dit hjerte pisker blodet rundt." Han strøg halsen og rykkede ansigtet helt hen mod hendes hals. Hans læber rørte den bløde hud. Af en eller anden grund fik det hendes hjerte til at slå hurtigere. "Måske kunne jeg..." Spidsen af hans tunge slikkede halsen langsomt og tøvende. Han hvæsede lavt, Sandra lukkede øjnene i frygt. Spidsen af Sorrows hugtænder satte sig på arene. Han pustede i konflikt med sig selv. Så slap han hende og rettede sig op. "Nej. Det er ikke fuldmåne endnu." Han vendte om og gik videre hen ad stien. Sandra rynkede forvirret panden.

   "Hov, vent!" Hun løb efter ham. "Hvad er det dér med fuldmåne? Åh, nårh ja - og hvorfor mener du, at du forstår mig omkring mine forældres død?"

   "Under fuldmånen er blodet stærkest. Det er mere delikat og holder længere." Sandra ventede, at Sorrow ville svare på hendes anede spørgsmål, men det kom aldrig.

   De to gik videre i stilhed. Sandra prøvede at få ham til at tale et par gange, men han sagde ikke noget. De nåede til et lille, gammelt skur, som stod et lille stykke væk fra skovstien. Sandra stoppede op og så hen på det.

   "Hvad er det til?" spurgte hun. Sorrow trak på skulderne.

   "Et gammelt redskabsskur til jægere. Denne del af skoven er lukket for jagt, så det bliver sikkert ikke brugt mere." Sandra gik hen mod skuret, slog låsen fra døren og så ind. Det var ret så småt, men væggene så rubuste ud. Der var ikke noget i det, det var bare lille, tomt og mørkt. Hun smilede, da en idé tog form i hendes hoved. Hun så hen mod Sorrow, der stadig stod på vejen.

   "Mister Sorrow!" kaldte hun. "De må altså komme og se det her!" Sorrow himlede med øjnene og gik op ad den lille, bladdækkede bakkeskråning. Han kom hen til skuret og så ind.

   "Hvad er det, jeg skal se?"

   "Det er inde i skuret. Kom nu." Sorrow sukkede og gik ind i det lille skur. Han vendte sig mod Sandra og hævede øjenbrynene - tidsnok til at se hende smække døren og låse den udefra. Sandra lo. "Fortæl mig hvordan du blev vampyr!" sagde hun leende.

   "Sandra, åben døren," sagde Sorrow irriteret.

   "Hvad, kan du ikke bare smadre den med din vampyrstyrke?"

   "Du ser for mange film. Åben den så." Sandra tænkte sig om.

   "Næ," sagde hun så. "Jeg tror, at jeg vil gå tilbage til huset, og have det lidt for mig selv. Jeg kommer og lukker dig ud om et par timer..."

   "Sandra..."

   "Farvel!"

   "Sandra! SANDRA!" råbte Sorrow efter hende. Hun gik ned ad bakken og tilbage mod huset. Sorrow hamrede på døren. "Sandra, luk mig ud! Jeg er din værge, jeg forlanger at du..." Sandra fniste og stak i løb.

 

Hjemme i huset smed hun sig på sin seng, tændte fjernsyn og bærbar og nød det skønne liv alene hjemme. I fjernsynet blev der spillet en dokumentar om Yellow Stone, Sandra gik ned i køkkenet, hentede en pakke kiks og en sodavand, og frydede sig over de timers kvalitetstid, hun kunne se frem til. Hun faldt i søvn, og blev vækket af e eksplotion fra en aktionfilm.

   Hun tjekkede mobilen. Stadig intet signal. Hun sukkede og slukkede fjernsynet, hvorefter hun gik ned i stuen. I hele huset søgte hun efter signal, og hun fandt det endelig i studerekammeret. Hun ringede Emma op.

   "Emma her."

   "Hej Emma, det er Sandra."

   "Sandra, længe siden! Åh, jeg savner dig her, skolen er så kedelig uden dig!" Skole, nårh ja... På grund af mangel på internet, havde Sandra måtte læse et hel tons bøger fra biblioteket! "Hvordan går det med din lækre værge?" Sandra lo.

   "Han er ude af huset, jeg har det hele for mig selv! Det er så fedt!"

   "Lucky you," sagde Emma. Noget skræppede bag Sandra. Hun vendte sig om. Munin hoppede rundt på gulvet, den store ravn baskede og flaksede med vingerne. "Hvad er det for en larm?" spurgte Emma. Sandra sukkede.

   "Jeg er nød til at smutte, Emma. Vi ses forhåbentlig snart, jeg regner med at få særtilladelse til at komme ind til byen i juleferien."

   "Fedest, ses."

   "Ses." Sandra lagde på og så på Munin. Ravnen hoppede op og ned i en utålmodig dans. "Hvad er der Munin? Mister Sorrow er her ikke, hvis det er det." Hun fniste. "Jeg låste ham inde i et skur ude i skoven." Munin drejede hovedet og åbnede næbet.

   "Lucy hader trængsel! Lucy hader trængsel!" skræppede den. Sandra fór forskrækket tilbage.

   "Du kan tale?!" udbrød hun undrende. Selvfølgelig, en vampyr og en talende ravn, hvorfor ikke?

   "Lucy hader trængsel! Lucy hader trængsel!" skræppede ravnen igen. Sandra rynkede panden og rystede på hovedet.

   "Hvad? Hvem er Lucy? Jeg ved ikke, hvad du taler om." Munin fløj op på skrivebordet og baskede med vingerne.

   "Lucy hader trængsel!" Sandra tænkte sig om. Hun tog telefonen frem og så på uret. Hun gispede og spærrede øjnene op. Klokken var halv seks! Mister Sorrow havde været låst inde i ni timer!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...