Dark N' Light

Efter Sandras forældre er blevet dræbt i et biluheld, bliver hun flyttet ind i et stort hus, midt inde i en uhyggelig og mørk skov. Hendes værge, Lucifer Sorrow, er en mystisk og excentrisk ung mand, der ikke har andet i hovedet end sig selv og sine egne behov. Dog opdager Sandra, at Sorrow er lidt mere end man umiddelbart kan se. Han sover i en mørk og dyster kælder, hvis eneste vindue fører ud under Black Lake, kan ikke fordrage sollys, fjernsyn, radio, computere eller telefoner. Og frem for alt, så har han et underligt forhold til sit underlige kæledyr, ravnen Munin. Lucifer Sorrow er alt andet end en almindelig ung mand - det bevises, da han på én nat river struben op på Sandra, for at drikke hendes blod som aftensmad.

50Likes
137Kommentarer
6011Visninger
AA

20. Sandheden

Sandra havde tilbragt to dage i huset, og den akavede tavshed hang endnu i luften. Hun sad i sofaen og så fjernsyn, det undrede hende, at det ikke generede Lucifer. Da hun spurgte Will, smilede han og pegede op på loftet.

   "Størstedelen af vores strøm kommer fra solceller på taget. Ja, jeg ved at det er en smule mærkeligt, helt heroppe, hvor solen ikke altid viser sig, men det fungerer." Det var morgen, og Will puslede i køkkenet for at lave morgenmad til sig selv. Sandra var ikke sulten, hun ville tage noget længere oppe ad dagen. Will havde sagt, at hun skulle føle sig hjemme, og tage hvad hun ville, når nu Lucifer ikke spiste noget.

   Sandra betragtede Will i smug. Han havde jakkesæt og slips på, spiste sin mad hurtigt og fandt en mappe frem, hvor han hastigt smed nogle papirer ned.

   "Hvad skal du?" spurgte Sandra.

   "Jeg skal ind til den lille by, du sikkert kørte igennem. Derfra skal jeg med helikopter til en større by, hvor jeg tager toget til en tredje by, for at komme på arbejde." Sandra nikkede.

   "Hvad arbejder du som?" Will smilede og lo kort.

   "For at være ærlig, så arbejder jeg for afdeling X's udenrigsafdeling. En afdeling i en af... - nej, se nu ikke så forskrækket ud," sagde han venligt. "Jeg ved godt at Lucifer er en vampyr." Will trak lidt ned i kraven på den hvide skjorte. To små, mørke mærker stod klart frem på den lyse hud. "Mine chefer ved godt at Lucifer bor her, men de tror at jeg er her for at holde øje med ham." Sandra nikkede stille. "Jeg skal ind og aflægge rapport. Jeg er tilbage sent i aften, kan du selv lave aftensmad?"

   "Ja, hvis der er købt ind." Will smilede og nikkede.

   "Lucifer sover. Hvis du skal spørge ham om noget, så bare væk ham, det dør han ikke af." Will faldt lidt hen i sine egne tanker. Hans ansigt blev dyster. Så livede han op igen, sagde farvel og var væk. Sandra hørte bilen starte udenfor. Hun så på fjernsynet, hvor Tom og Jerry rullede over skærmen. Hun sukkede og slukkede - hun forstod det alligevel ikke på norsk.

   Sandra gik hen i køkkenet og åbnede køleskabet, for at finde morgenmad. Hun smurte franskbrødsmadder og satte sig ved bordet, hvor hun lod sig døse og dagdrømme i et par minutter. Så blev hun overrasket af Lucifers stemme.

   "Sandra, vil du ikke trække gardinerne for?" Sandra skyndte sig at gøre som han bad hende om, og han kom ind i stuen. Han så træt ud, men ellers virkede han friskere end dagen før. Han satte sig ved bordet og så ned i bordpladen. Sandra satte sig på sin plads og spiste stille videre.

   "Har du sovet godt?" spurgte hun prøvende. Lucifer nikkede.

   "Ja. Dig?"

   "Fint, tak." Sandra tøvede. "Jeg troede, at du ville sove længere. Will mente også, at du først ville vågne til sædvanlig tid?" Lucifer trak på skulderne. Han tog en dyb indånding.

   "Faktisk, så..."

   "Vent - inden du begynder at sige noget, vil jeg gerne undskylde for ikke at svare på dine e-mails." Sandra smilede stille. "Jeg har savnet dig, meget." Lucifer sukkede.

   "Sandra, der er noget, jeg skal fortælle dig..." Han bed sig i læben. "Måske skulle du lige spise færdig først." Sandra skyndte sig at spise resten af sin mad. Da hun havde sat det i opvaskemaskinen, satte hun og Lucifer sig i sofaen. Sandra havde en dårlig fornemmelse af det hele: Lucifers seriøse og nervøse ansigt, det faktum, at han ville have hende til at sidde i sofaen, og at han stod op så tidligt. Han lukkede øjnene. "Du kender sikkert til at det, der smager bedst, er det, der er usundt for kroppen." Sandra nikkede. "Du kan sikkert huske, at dit blod smagte virkelig godt, ikke?" Sandra spærrede øjnene op.

   "Lucifer, hvad er der galt?" spurgte hun hurtigt. Han så ned, så hans øjne var skjult af pandehår. "Lucifer, du gør mig altså bange ved ikke at sige noget!"

   "Dit blod," sagde han langsomt, "var og er... det rene gift." Sandra så med bange øjne på ham. Han så lidt op. "Will bad mig om at fortælle dig det..." Han lagde en hånd for sit hjerte. "Dit blod har gjort mit hjerte meget svagt. Det og lynet har ødelagt det." Han prøvede at skubbe de næste ord over sine læber, men de sad fast bagerst på tungen. Sandra rystede langsomt på hovedet.

   "Nej... Lucifer, sig ikke..."

   "Jeg er døende." Sandra slog en hånd for munden og så ned. Hun lukkede øjnene, som fyldtes med tårer.

   "Men... du er da allerede død? Man kan ikke dø to gange!" Lucifer så sørgmodigt på hende.

   "Jeg har brug for blod, så det kan sætte gang i mit hjerte, og få mig til at bevæge mig. Jeg ved ikke, hvorfor jeg vågnede op, men dit blod var ikke godt. Jeg beskylder dig ikke for noget, Sandra. Dit blod har gjort det umuligt for nyt at cirkulere rundt i min krop. Når der ikke er mere tilbage, vil jeg ikke kunne bevæge mig mere, og..." Hans stemme døde hen. Det var for hårdt at tale om. Han rystede på hovedet og tog en dyb indånding. "Undskyld." Sandra rystede hurtigt på hovedet.

   "Nej, sig ikke det. Det er mig, der undskylder. Det er min skyld. Det hele er min skyld..."

   "Jeg beder dig, Sandra, tænkt ikke sådan."

   "Hvornår fandt du ud af det?" spurgte hun hurtigt. Lucifer så et øjeblik på hende.

   "Det var inden lynet. Will har fortalt mig, at det var til sundhedsundersøgelsen, og..." Sandra rejste sig rasende op.

   "Men du sagde jo, at der ikke var noget galt!" Hendes øjne skød lyn. Lucifer så ned.

   "Jeg ville ikke bekymre dig, eller sige det over mail. Du skulle høre det sådan her. Mens vi talte sammen..."

   "Talte sammen?! Lucifer, jeg har ikke talt med dig i et år! Var det ikke vigtigt for dig at ringe?! Eller at besøge mig?! Jeg har savnet dig så meget, men du har kun skrevet e-mails! Har du nogen idé om, hvor alene jeg har været uden dig?! Du har vel haft en god tid med at kunne rage løs på din kæreste, som forresten er en mand som dig selv! Vi har overhovedet ikke talt sammen!" Lucifer så med store øjne på Sandra. Han rejste sig langsomt op. Med rolig, let dirrende stemme sagde han:

   "Jeg har lige fortalt dig, at jeg er døende. Og du begynder at tale om dig selv?" Han rystede forvirret på hovedet. Med lige så rolig stemme fortsatte han: "Jeg har prøvet at komme i kontakt med dig. Jeg havde kun din e-mail. Og har du været alene? Jeg har savnet dig, selvfølgelig har jeg det. Men afdeling X tillod ikke, at jeg talte med nogen." Hans stemme steg en lille smule i hidsighed, da han begyndte at tale om Will. "Og kan du forresten ikke være ligeglad med, om jeg er sammen med en mand? Will gør mig tryg. Hans blod er sundt. Ved du, hvad det gør?" Lucifer rejste sig op og råbte med tårer i øjnene: "DET LADER MIG LEVE ÉN DAG MERE! Sandra, du aner slet ikke, hvor godt du har haft det! Jeg kan falde død om hvert øjeblik det skal være! Jeg har højst nogle uger tilbage af mit liv!" Han rystede langsomt på hovedet. "Men du er vel ligeglad." Han gik ind på sit værelse og smækkede døren bag sig.

   Sandra stod et øjeblik helt stille, og tænkte det igennem, hun havde sagt. Hvorfor havde hun sagt det? Hun smed sig på sofaen og begyndte at græde. Tude. Flæbe. Hun græd og græd, hylede indimellem skingert. Hun skulle miste Lucifer. Han skulle virkelig væk fra hende. Hvorfor var verdenen så ond?!

   Der gik ti minutter, hvor Sandra græd uafbrudt. Så satte Lucifer sig lige pludselig ved siden af hende, og aede stille hende skulder.

   "Vil du ikke nok lade være med at græde?" spurgte han mildt. Sandra så på ham. Han tørrede hendes kinder med hans natskjorte. Han smilede tappert, selvom Sandra kunne se, at det havde taget hårdt på ham, at fortælle om hans sygdom. "Du er meget kønnere når du smiler." Hun smilede, selvom det føltes tomt og hult. Det holdt ikke længe. Så brød hun sammen og lænede sig ind mod ham. Han lagde armene mod hende. De tænkte begge to for sig selv, at hun aldrig skulle være kommet.

 

Sandra gik tidligt i seng den aften. Lucifer sad i sofaen og ventede, til han hørte dørhåndtaget blive trykket ned. Han skyndte sig ud i gangen. Will smilede træt til ham. Ét blik på Lucifer, og Will skiftede fra træt til medfølende.

   "Du fortalte hende det, ikke?" Lucifer nikkede. Hans ansigt forholdt sig monotont. "Hvordan reagerede hun?" Lucifer sank en klump. Ærligt talt, så havde han ikke lyst til at gentage det. Will strøg hans kind og kyssede ham på panden. Lucifer tog fat i Wills slips og trak ham ind mod væggen. Will lod mappen falde til jorden og lagde armene om Lucifer. De kyssede hinanden, meget og længe. Så slap Will Lucifer og tog sin taske op. De gik ind i stuen, hvor Will pakkede tasken ud.

   "Hvordan var din dag?" spurgte Lucifer lavt. Will trak på skulderne med et suk. Han rullede med den ene skulder.

   "Hård. Anstrengende. Som sædvanlig." Will ømmede sin nakke. Lucifer tog ham i hånden og trak ham ind på soveværelset.

   Da Will var på vej i seng, satte Lucifer sig bag ham og tog fat ved hans nakke. Will gispede og smilede så, da Lucifer lige så stille fik løsnet alle de spændinger, Will havde samlet sig i løbet af dagen.

   "Tak, det var dejligt," smilede Will. Han gabte og lagde sig ned. Lucifer kravlede ind til ham. Tryghed. Varme. Det var rart at have én, der faktisk holdt af ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...