Dark N' Light

Efter Sandras forældre er blevet dræbt i et biluheld, bliver hun flyttet ind i et stort hus, midt inde i en uhyggelig og mørk skov. Hendes værge, Lucifer Sorrow, er en mystisk og excentrisk ung mand, der ikke har andet i hovedet end sig selv og sine egne behov. Dog opdager Sandra, at Sorrow er lidt mere end man umiddelbart kan se. Han sover i en mørk og dyster kælder, hvis eneste vindue fører ud under Black Lake, kan ikke fordrage sollys, fjernsyn, radio, computere eller telefoner. Og frem for alt, så har han et underligt forhold til sit underlige kæledyr, ravnen Munin. Lucifer Sorrow er alt andet end en almindelig ung mand - det bevises, da han på én nat river struben op på Sandra, for at drikke hendes blod som aftensmad.

50Likes
137Kommentarer
5983Visninger
AA

2. Ravnen

Sandra brugte det meste af dagen på at pakke sine få ejendele ud. Da hun var færdig smed hun sig på sengen og så op i loftet. Det var et mærkeligt sted, hun var havnet, og hos en mærkelig person! Sandra tog sin telefon frem. Hun fandt Emmas telefonnummer og ringede op. Telefonsvarer.

   "Hej, Emma, det er Sandra. Ringer du ikke lige tilbage? Jeg har brug for at tale med nogen. Savner dig, ses." Sandra stak telefonen i lommen og satte sig op. Hendes mave knurrede, hun sukkede. Så gik hun ud på gangen, ned ad trappen og ned på første sal. Hun måtte prøve sig lidt frem, før hun fandt køkkenet.

   Køkkenet var rustikt og flot, gulvet var dækket af tilhuggede sten, og i stedet for en ovn var der et stort ildsted, også bygget af sten. Spisebordet var af sort glas. Sandra gik hen til to køleskabe, som Sorrow havde sagt, var der to, et højt og et lavt. Sandra åbnede det høje. Der var ikke meget, men nok. Oksekød, grønne og røde chilier og noget brød. Sandra ledte lidt efter nogle løg, men kunne ikke finde nogen. Hun havde håbet på, at Mister Sorrow kunne blive gjort i lidt bedre humør, hvis hun lavede lækker aftensmad. Hakkebøffer og brød med chilismør, måske? Men der var hverken grøntsager eller smør i køleskabet. Sandra tog det hun kunne få, fandt kniv, skærebræt og pande, og måtte forsøge sig lidt frem.

   Hendes armbåndsur hævdede, at klokken var halv syv, da mørket faldt på. Hun trak gardinerne fra vinduet i køkkenet og fortsatte med sin madlavning. Efter et par minutter kom Sorrow ind. Han havde ikke hættetrøjen på mere, men i stedet en hvid, enkel skjorte og et par sorte bukser. Hans natsorte hår så silkeblødt ud, Sandra måtte anstrenge sig for at holde fokus på sin madlavning.

   "Hvad har du gang i?" spurgte han stille. Og... roligt? Sandra smilede.

   "Jeg laver aftensmad. Du spiser vel med?" Sorrow svarede ikke. Sandra sukkede og vendte blikket mod panden, hvor hun kæmpede for at kødet ikke skulle sidde fast. "Der er ikke rigtig flere råvarer tilbage. Er der en købmand eller noget i nærheden? Jeg tænkte på at lave spagetti med kødsovs i morgen, hvordan lyder d...?" Det gibbede i Sandra, da Sorrow pludselig stod lige bag hende. Han lænede sit hoved ind over hendes skulder og så på maden.

   "Du har glemt salt og peber." Sandra fór sammen. Det var rigtig nok! Hun greb hurtigt ud efter saltbøssen, der stod ved siden af komfuret. Sorrow sukkede. "Du spiser alene." Sandra vendte sig spørgende mod ham. Hans øjne var fuldstændig ligeglade med hende. Hans arme var lagt over kors, i højre hånd holdt han en vinflaske. Sandra hævede øjenbrynene.

   "Skal du bare have vin til aftensmad?" Sorrow smilede skævt, men kun i et kort øjeblik. Så satte han venstre hånd på glasbordet og lænede sig hen mod hende. "Pas - dig - selv! Bland dig ude om mine sager!" Så gik han. Sandra sukkede dybt. Forhåbentlig var han kun sådan her, indtil han lærte hende at kende. Håbede hun...

   Sandra spiste sin mad alene, den smagte ikke særlig godt. Hun ryddede og vaskede op, satte p plads og tørrede spise- og køkkenbordet af. Hun gik op på sit værelse og tog computeren frem fra tasken. Telefonen ringede, inden hun nåede at starte computeren op.

   "Sandra Lillians, hvad kan jeg hjælpe med?"

   "Hej Sa, det er Em A." Sandra lo.

   "Emma, hvor er det dejligt at høre fra dig!"

   "Det var dig der ringede. Hvordan er dit nye hjem?"

   "Stort, gammelt, kedeligt! Her er hverken internet, fjernsyn, radio, musikanlæg eller computere, ud over min."

   "Stakkel. Hvordan er din værtsfamilie?"

   "Familie? Emma, jeg har åbenbart kun én vært, og han er ikke meget ældre end mig! Jeg tror ikke engang at han er fyldt atten endnu!" Emma brød ud i et hysterisk fniseanfald.

   "Ih, kan jeg høre amorinerne flakse?"

   "Emma, det er ikke sjovt! Han er virkelig en ubehagelig person, så grov og ubetænksom!"

   "Giv det tid, måske kan du få dig en romance eller noget?" Sandra rødmede.

   "Emma! Jeg har Jason, og jeg vil altså ikke være ham utro."

   "Selvfølgelig ikke, det havde jeg glem..." En skinger hyletone afbrød Emma.

   "Emma? Emma, hallo? Emma, kan du høre mig?" Sandra så på telefonen. Intet signal. Sandra smed irriteret telefonen fra sig og smed sig på sengen. Hun lukkede øjnene. Ikke andet end vinden i træerne udenfor kunne høres. Og så alligevel.

   En svag lyd nåede Sandras ører. Skræppende. Som en fugl. Sandra åbnede øjnene og satte sig op. Skræp. Skræp igen. Hun gik hen til døren og gik ud på gangen. Skræp. Det kom fra studerekammeret. Sandra åbnede stille døren og trådte ind.

   Værelset var meget mørkt. Der var ingen lamper, så Sandra måtte hen i den anden ende af rummet, for at trække gardinerne fra et vindue. Månens bløde lys faldt ind, og lagde mørke skygger fra træer ud på gulvet. Skræp. Skræp. Skræp! Sandra vendte sig om. I det samme brød hun ud i et højt, skingert rædselsskrig.

   Ved siden af skrivebordet, på en fuglepind af egetræ, sad en stor, sort fugl. Sandra bakkede væk fra ravnen, hvis man da kunne kalde den det.

   Den var dobbelt så stor som en normal ravn. Dens øjne så direkte på Sandra, årvågne. Næbet var ridset og skrammet af mange kampe, men fjerene var blanke og fine. Den skræppede og flaksede truende med vingerne. Sandra skreg og krympede sig. Lukkede øjnene, for ikke at skulle se på den uhyggelige fugl.

   Døren gik langsomt op, og månens blege skær oplyste Sorrows ansigt. Han smilede hånligt af Sandras frygt og gik hen til fuglen. Den gned kærligt hovedet mod hans hånd. Han lod den hoppe op på sit håndled og så spørgende på Sandra.

   "Munin, det her er Sandra Lillians. Hun er ikke mad, men vores gæst. Okay?" Munin skræppede og flaksede med vingerne, hvorefter den gned sit hoved mod Sorrows kind. Sorrow smilede en lille smule. "God dreng." Sorrow så på Sandra. "Munin gør dig ikke noget, så længe du overholder husreglerne." Sandra rettede sig rystende op.

   "Hv-hvad er det for en fugl?" spurgte Sandra med skælvende stemme. Et listigt smil bredte sig om Sorrows læber. Det var ondskabsfuldt og koldt, samtidig med at det var frydende og en smule sindssygt.

   "En ravn. Et smukt dyr af mørke. Et brutalt væsen, der jager ved at hakke øjnene ud på offeret for at blænde det. Munin er et varsel om død, ulykke og ødelæggelse. Åh, ravnen er et vidunderligt dyr!" Sorrow begyndte at le vanvittigt. Latteren døde hen, og han så nedladende på Sandra. "Men selvfølgelig," sagde han i et mere anstændigt tonefald, "håber vi ikke at noget sådan vil hænde dig, vel?" Sandra så rædselsslagent på sin vært. Sorrow strøg fuglens hoved. "Kom, Munin. Du skulle ikke sidde her." Sorrow så på Sandra ud af øjenkrogen. "Du skræmmer vores gæst." Sorrow gik ud med en kold, rungende, frydende latter. Det tog Sandra et stykke tid for at genvinde kontrollen over sine ben. Så spænede hun ind på sit værelse, lukkede og låste døren, og gemte sig rædselsslagent under dynen. Udenfor var det så småt begyndt at regne.

   Var hun havnet hos en psykopat? En morder? En galning? Et lyn slog ned udenfor, og oplyste soveværelset. Sandra peb og krøb sammen under dynen. Hun trykket en hovedpude ind mod sig, sengen var stor og blød, og der lå mange puder i den. Efter en halv time var hun blevet mere modig. Hun stod ud af sengen og så på uret på telefonen. 11:42 PM. Hun tog en dyb indånding og gik ned på første sal. Hun fandt døren til biblioteket og fik den forsigtigt op.

   Reolerne gik helt op til loftet, og der var mange af dem. Herinde var gardinerne allerede trukket fra tre høje, slanke mosaikvinduer, hvis motiver var et knækket kors, en kappeklædt skikkelse foran et stort, sort slot, og tre flagermus, der fløj op mod fuldmånen. Sandra gøs og gik ind mellem de mange bogreoler. Ikke at hun ledte efter noget specielt, hun ville bare aflede tankerne.

   Sandra nåede til en "gang" mellem bogreoler, der endte ved et af de tre vinduer, det med skikkelsen og slottet. En chaiselong med røde ben, polstret med rødt fløjl, stod lige under vinduet. Et lyn slog ned udenfor, og kastede et blændende skær ind gennem vinduet.

   Først da fik Sandra øje på Sorrow, som lå på ryggen med den ene arm under hovedet på chaiselongen. Hun så chancen for at undskylde for sin pinlige opførsel og trådte nogle skridt nærmere. Men så kom hun til at tænke på, at Mister Sorrow sikkert sov. Hun så på ham. Hendes hjerte begyndte at slå hurtigere.

   Sorrows skjorte var knappet op, så hans bare bryst og mave blev oplyst af et tordenskrald. Skyggerne og aftegningerne omkring de veltrænede muskler stod helt tydeligt frem, hans blodrøde læber var let adskilte. Sandra slog hænderne op for munden for at kvæle et gisp. Hun prøvede at rive blikket fra ham, og tænkte på Jason. Jason. Huske på Jason!

   Alligevel vendte hendes blik tilbage til Sorrow. Hans bukser sad lavt, så det øverste af hofteskålen stod frem med sarte skygger. Udenfor hamrede regnen på ruden. Endnu et tordenskrald. Sorrow lod den ene hånd glide gennem håret og vendte sig om på siden. Hans ene skjorteærme faldt ned over skulderen. Sandra bed sig hårdt i læben, en metallisk smag bredte sig i munden. Skønt, hun havde bidt hul på læben... I det samme slog Mister Sorrow øjnene op. Han så et øjeblik dovent på Sandra, der rødmede af skam fra hage til hårrødder. Sorrow satte sig op og så sig omkring, ænsede ikke Sandra et blik. Han rodede og i sit hår og så på de mange rækker af bøger.

   "Det her er ikke mit værelse." Sandra smilede lettet. Han var altså ikke sur?

   "Mister Sorrow, gik De i søvne? Nej, undskyld, det rager ikke mig. Jeg kom for at undskylde for min pinlige opførsel tidligere. Jeg overreagerede, Munin er jo trods alt bare en fugl. Jeg skulle ikke være blevet så bange." Sorrow hævede øjenbrynene. "Jeg ved at det er sent, og at De sikker gerne vil i seng, men jeg tænkte på, om De ville drikke en kop te med mig, inden vi begge går til ro?" Sorrow så spørgende på hende, som om han undredes over hendes undskyldning. Sandra kom i tanke om den falske med vin, hun havde set ham med tidligere. Var han fuld? Havde han drukket det hele selv? Var han... alkoholiker?

   "Jeg går først i seng til daggry," sagde han kort. Hans stemme var rolig og dyb. Sandra sank en klump. Hans skulder og overkrop var bar, Sandra var ved at gå ud af sit gode skind. Hvorfor så han så mange gange bedre ud end Jason?! Ikke ét hår ødelagde udsynet til Sorrows muskuløse krop, det var forfærdeligt at øjnene ikke kunne rives fra ham.

   Sandra fik øje på et biohazard tegn, som var tatoveret på venstre side af brystkassen. Det tegn betød fare, gift eller radioaktivitet. Sandra satte et smil op og så ham i øjnene.

   "Men vil De så ikke drikke te med mig?" Sorrow rystede på hovedet.

   "Du vil ikke finde én eneste tepose i hele huset. Uanset hvor meget du leder." Han rejste sig op, det generede ham tilsyneladende ikke at hans skjorte var ved at falde af ham. Sandra slog blikket ned.

   "Javel Mister Sorrow." Hun tøvede. "Øhm... Mister Sorrow... Må jeg spørge dem..." Hun peb forskrækket, da Sorrow i det samme kun stod få centimeter væk fra hende, i stedet for de seks meters afstand, der havde været for et sekund siden. Hun så ham paf ind i øjnene. Han lagde hovedet p skrå og hævede øjenbrynene.

   "Spørge mig? Om hvad?" Sandra sank en klump.

   "Om... Hv-hvor gammel er De?" Der var stille lidt. Sorrow åbnede munden for at svare, men i det samme slog et lyn ned udenfor. Sandra skreg og rykkede hurtigt ind mod Sorrow. Han mistede balancen og vaklede bagud. De ramte gulvet. Sandras hjerte hamrede. Ikke på grund af torden og lyn. Men på grund af Sorrow. Hvad havde hun dog gjort?! Hun så forskrækket på ham. Hans øjne glødede af raseri. Hun satte sig op og fjernede sig fra ham. Satte sig på knæ foran ham. Han satte sig op. Slog hurtigt en hånd for munden, ikke at han så de mindste overrasket ud. Hans skjorte havde Sandra ved et uheld rykket ned til albuerne. "Mister Sorrow, jeg er så ked af det! Det var ikke min mening at..." I det samme greb Sorrow fat om Sandras skuldre og slog hende ned i gulvet. Hun vred sig for at komme fri. Sorrows varme ånde slog mod hendes hals. "Mister Sorrow, hvad gør De?! Slip mig! Slip..." Sorrow rejste sig op. Hans øjne skød lyn, men han havde stadig en hånd for munden.

   "Frygt gør mennesket svagt!" hvæsede han. Han vendte sig om og fjernede hånden. "Ynkelige lille pige!" Så gik han.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...