Dark N' Light

Efter Sandras forældre er blevet dræbt i et biluheld, bliver hun flyttet ind i et stort hus, midt inde i en uhyggelig og mørk skov. Hendes værge, Lucifer Sorrow, er en mystisk og excentrisk ung mand, der ikke har andet i hovedet end sig selv og sine egne behov. Dog opdager Sandra, at Sorrow er lidt mere end man umiddelbart kan se. Han sover i en mørk og dyster kælder, hvis eneste vindue fører ud under Black Lake, kan ikke fordrage sollys, fjernsyn, radio, computere eller telefoner. Og frem for alt, så har han et underligt forhold til sit underlige kæledyr, ravnen Munin. Lucifer Sorrow er alt andet end en almindelig ung mand - det bevises, da han på én nat river struben op på Sandra, for at drikke hendes blod som aftensmad.

50Likes
137Kommentarer
6008Visninger
AA

16. Nytår

Juleaften nærmede sig. Sandra plagede Lucifer om at få lov til at blive i byen, for at fejre jul og nytår med Emma og Jason. Lucifer gav sig, men på den betingelse, at Sandra måtte sove hos Emma, så han selv kunne tage hjem. Hun indvilligede, Lucifer gav hende penge til taxaen hjem, og de to skiltes den 24. december. Lucifer skulle til at stige ind i taxaen, men Sandra stoppede ham.

   "Jeg, øhm, købte den her til dig, da vi var ude for at købe min kjole." Hun rakte ham en lille, aflang pakke. Han tog overrasket imod den. Han var stadig syg.

   "Jeg har ikke noget til dig?" sagde han stille. Sandra rystede på hovedet.

   "Du har allerede givet mig en kjole, nye sko og smykker, samt billetterne til juleballet! Du skal ikke give mig mere - i år." Hun grinede til ham. Han smilede stille.

   "Tak..."

   "Men husk," sagde Sandra hurtigt, "du må først åbne den julemorgen! Forstået?" Lucifer nikkede. Han og Sandra sagde farvel, og Lucifer satte sig ind i taxaen.

   "Pas på dig selv - ellers får jeg skylden." Taxaen kørte ad sted. Sandra begav sig hen mod Emmas families hus. Hun blev godt modtaget, familien havde hjulpet hende meget, da hendes forældre døde.

   Oppe på Emmas værelse begyndte de to piger straks at snakke.

   "Hvorfor så jeg dig ikke til ballet?" spurgte Emma. Sandra trak på skulderne.

   "Lucifer blev dårlig, så vi var nød til at gå tidligere end forventet."

   "Hvor meget tidligere?" Sandra sukkede.

   "Vi var der kun i en halv times tid. Jeg mødte en af min fars gamle kunders søn, en sær fyr ved navn Eric Johnson." Emma himlede med øjnene.

   "Der er så mange sære fyre i verdenen - stort set dem alle." De to piger lo. Sandra pustede en hårlok væk fra ansigtet.

   "Ja, det har du ret i." Emma rykkede tættere på Sandra og stødte blidt til hende med albuen.

   "Nå... Hvordan går det så med Sorrow?" Sandra prustede.

   "Emma! Jeg har jo Jason, jeg har ikke brug for andre!" Emma nikkede langsomt.

   "Aha... Og fortæl mig så, du har slet ikke lyst til at gå i kødet på din overlækre værge?" Sandra sukkede irriteret, hun skulle bare vide, hvem der prøvede at "gå i kødet" på hvem...

   "Emma, vil du ikke nok lade værre? Lucifer er min værge, og..."

   "Tror du så at jeg har en chance?" Sandra skævede tvivlsomt til Emma.

   "Er du ikke kærester med James?" Emma trak på skulderne.

   "Njo, både og. Han kan være en rigtig nar somme tider, det kan være at han trænger til at blive skiftet ud." Sandra fnøs og rystede på hovedet.

   "Emma, nogle gange er du altså bare for meget." Sandra slog sin veninde med en pude. Emma lo og slog igen. Sådan startede en et kvarter lang pudekamp, som endte med at Emma kom til at rive hul på sin pude. Hun og Sandra så forskrækkede på hinanden - Emmas forældre ville blive stiktossede. Så smed Emma puden ind under sengen, og de to piger faldt leende om på gulvet.

 

Julemorgen blev Sandra ført nedenunder med bind for øjnene. Hun protesterede noget mod Emmas svage argumenter for, at hun ikke måtte se, men da veninden endelig rev båndet af, troede Sandra ikke sine egne øjne.

   I stuen stod et juletræ pyntet op så det skinnede. Under det lå gaver, og på sofabordet stod dækket op til et julemåltid. Sandra smilede bredt til Emma, der leende fik sin veninde til at sætte sig ned. Emmas forældre spiste med, der blev leet og snakket længe. Gaverne skulle åbnes, til Sandras overraskelse var der flere til hende.

   Da middagen nærmede sig, foreslog Emmas far, at de to piger gik en tur i parken, mens forældrene ryddede op. De to teenagere skyndte sig i frakker og støvler, og var ude af døren på et kvarter.

   På vej hen til parken fjollede de to piger, de tog intet seriøst, men glædede sig over den glade stemning, der lå over byen. Sne var der ikke skyggen af, kun kulde og nedfaldne blade.

   I parken satte Sandra og Emma sig på en bænk, hvorfra de kunne overvåge hele en åbne del af parken. En løber havde trodset det kolde vejr, og løb langs stien med hovedtelefoner og musik til at lukke verdenen ude. Nogle børn spillede bold på den side af parken, der var dedikeret til legeplads, forældrene sad og snakkede, mens de betragtede deres grinende børn.

   Et gammelt ægtepar sad ved den lille dam og fodrede ænder. De så lykkelige ud, de gamle og ænderne. Et yngre kærestepar sad nogle meter væk fra de gamle ægtefolk. Sandra så på de unge med rynket pande. Den ene virkede bekendt. Så slog det hende, hårdt og brutalt.

   Sandra rejste sig op. Emma sagde noget til hende, men hun hørte ikke efter. Som i trance gik hun hen mod parret. Hun mærkede vrede stige op i sig, da de to kyssede hinanden på munden. Hun stillede sig rasende op foran dem. De så forskrækkede på hende.

   Det brune, strittende hår og de gulgrønne øjne kunne forveksles med mange andres, men smilet og jakken kunne kun tilhøre én person. Sandra så rasende på Jason.

   "Hvad," fremstammede Sandra, "laver du med hende?!" Hendes stemme dirrede. Emma kom løbende hen mod hende. Hun stoppede op og gispede, da hun indså, hvad der foregik. Jason fnøs og så vantro på Sandra.

   "Jeg flyver til Mars - hvad ser det ud til? Jeg er på en date." Sandra stod med åben mund og så sig forvirret og rasende omkring.

   "Hvordan kan du bare sådan sige det til mig? Vi er kærester - du og jeg. Er du utro?" Pigen, som Jason var sammen med, så forvirret fra den ene til den anden.

   "Jess, har du en kæreste i forvejen?" Jason rystede på hovedet.

   "Nej, det har jeg ikke. Sandra, du har slået op, har du glemt det?" Sandra så forvirret på ham.

   "Nej. Jeg har ej! Hvorfor i alverden tror du det?" Jason rejste sig hidsigt op.

   "Du har ikke svaret på nogen af mine sms'er, opkald, e-mails, facebookmeddelelser eller skypebeskedder i de sidste tre måneder! Jeg ved ikke med dig, men jeg ser det som at slå op!"

   "Jason, din tykhovede nar, jeg sagde jo til dig, at jeg flyttede ud til en afsidesliggende beboelse i et par måneder! Jeg har hverken haft internet eller mobildækning! Jeg har skrevet til dig hver eneste uge, for at du skulle vide, hvordan jeg havde det - som jeg lovede inden jeg tog ad sted!" Jason himlede med øjnene.

   "Ja, du sendte mig ét brev, hvor du skrev, at vi ikke kunne være sammen!" Jason date rejste sig forsigtigt op.

   "Jason, jeg ringer til dig senere. Jeg har noget, jeg skal..."

   "Jeg mente ikke at vi skulle SLÅ OP!" råbte Sandra. "Jeg mente som i en date! Jeg skrev jo også, at du kunne komme og besøge mig! Jeg vedlagde endda adressen!"

   "Ved du hvad?" sagde Jason arrigt. "Du har aldrig været særlig forståelig. Det er altid din skyld, at vi kommer op at skændes, fordi du ikke er tydelig nok i dine beskeder!"

   "Du spørger jo aldrig hvad jeg virkelig mener, du tager ALTING bogstaveligt!"

   "Tager jeg alting for bogstaveligt?!" Sandra skulle til at svare, men Jason afbrød. "Nej, ved du hvad? Bare glem det. Bare glem mig!" Sandras øjne blev store. "Vi to er færdige med hinanden! Forstået?!" Han vendte sig om og gik.

   Sandra blev pludselig tom indeni. Hun havde mistet ham? Hun havde virkelig mistet ham? Emma kom hen til hende. De gamle ægtepar havde overværet hele sceneriet, men lod nu som om at de stadig fodrede ænder.

   "Sandra," sagde Emma tøvende. "Er du okay?" Sandra åbnede munden for at svare. Men ordene ville ikke ud. Hendes hjerte var knust. Hun så på Emma. Hendes øjne blev varme af tårer. Emma trak hende ind til sig, og lod hende græde ud ved sin skulder. "Så så..."

   "Vidste du noget om det her?" græd Sandra. Emma rystede på hovedet.

   "Nej, nej, selvfølgelig ikke. Så ville jeg have sagt noget." Sandra græd og græd. Over dem begyndte tunge snefnug at falde. Emma smilede og strøg Sandras ryg. "Se, Sandra. Det sner. Et tegn på en ny begyndelse." Sandra snøftede og så op.

 

Fyrværkeri oplyste himlen på den anden side af Black Lake. Lyset faldt ind gennem vinduerne. Gardinerne var trukket fra, det var mørkt, ud over raketternes mange farver, der malede himlen unaturligt lilla, lyserød og gylden.

   Lucifer så på de nøgne træer udenfor. Han så på sedlen, der havde ligget i æsken fra Sandra. Jeg ved, at det ikke gør dig ondt - Sandra Lillians stod der med fine bogstaver. Vampyren lod halskæden glide mellem fingrene. Det fine sølvkors fangede lyset fra raketterne udenfor. Lucifer smilede skævt og lagde halskæden tilbage i æsken.

   En hånd strøg Lucifers bryst. Han smilede til ansigtet, der ejede hånden.

   "Hvem er den fra?" spurgte ansigtet. "En konkurrent?" Lucifer trak hele kroppen ned over sig og kyssede de bløde læber.

   "Den er ikke fra nogen - min elskede."

 

Slut på del 1

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...