Dark N' Light

Efter Sandras forældre er blevet dræbt i et biluheld, bliver hun flyttet ind i et stort hus, midt inde i en uhyggelig og mørk skov. Hendes værge, Lucifer Sorrow, er en mystisk og excentrisk ung mand, der ikke har andet i hovedet end sig selv og sine egne behov. Dog opdager Sandra, at Sorrow er lidt mere end man umiddelbart kan se. Han sover i en mørk og dyster kælder, hvis eneste vindue fører ud under Black Lake, kan ikke fordrage sollys, fjernsyn, radio, computere eller telefoner. Og frem for alt, så har han et underligt forhold til sit underlige kæledyr, ravnen Munin. Lucifer Sorrow er alt andet end en almindelig ung mand - det bevises, da han på én nat river struben op på Sandra, for at drikke hendes blod som aftensmad.

50Likes
137Kommentarer
5994Visninger
AA

9. Novemberstorm

Sandra lå i sin seng. Hun græd ikke. Hun var hverken glad eller ked af det. Ikke sur. Men tom. Bare helt tom. Hendes forældre var døde, derfor var hun taget i betragtning som et muligt offer. De virkede altså bare ikke fair.

   Der var gået en dag, siden Sandra havde læst Sorrows journal. Udenfor slog regnen mod ruden, og vinen ruskede godt og grundigt op i de nedfaldne blade på jorden, samt det nøgne stammer. Sandra følte sig for første gang i lang tid helt alene. Helt og aldeles alene. Hun havde været tapper, siden hendes forældres død. Hendes venner kunne ikke hjælpe hende, de forstod det ikke. Psykologer kunne ikke gøre noget, de prøvede faktisk at forstå, men kunne virkelig ikke hjælpe.

   Selv ikke Jason forstod det helt. Sandra tog en hovedpude og knugede den ind mod sit bryst. Hun havde sin pyjamas på, på fødderne havde hun dejlige, betryggende uldsokker.

   Døren blev åbnet. Sandra satte sig op. Sorrow. Hun sukkede og satte sig, så puden var mellem hendes ben og overkrop.

   "Hvad vil De?" spurgte hun mut.

   "Det er fuldmåne." Sandra sank en klump. Fuldmåne. Tid til hans refill. Tid til at være predestinat. Sandra trak kraven en smule ned. Sorrow kom hen til hende og satte sig på sengekanten. Sandra rystede. Angst truede med at overvælde hende. Truede med at undertrykke hende. Sandra lukkede øjnene, da Sorrow strøg en lok af hendes hår væk fra halsen og strøg den bare hud.

  "V-vil De ikke nok være så venlig at være lidt blidere den her gang?" spurgte hun lavt. Han så venligt på hende, dog uden at smile rigtigt.

   "Jeg var helt tom sidste gang. Denne gang skal det nok gå bedre. Jeg vil ikke kysse dig. Jeg bider dig ikke andre steder end i halsen. Og jeg tager ikke så meget, at du falder om af det."

   "Lover De det?"

   "Det lover jeg. Er du klar?" Sandra nikkede kort og klemte øjnene sammen.

   "J-ja... Det tror jeg." Sorrow slikkede hende over pulsåren. "De sagde, du ikke ville kysse mig!" sagde Sandra hurtigt.

   "Jeg kysser dig ikke. Det er så du ikke kan mærke noget." Sandra åbnede øjnene. Sorrow havde bevæget sin tommelfinger op og ned ad det område på halsen, han havde slikket hende, uden at hun kunne mærke det. Han bevægede ansigtet nærmere. Sandra kunne godt mærke tænderne i blodåren, men det gjorde ikke ondt. Ikke så meget. Det føltes, som hvis man havde holdt sin næve knyttet i nogle minutter. På én gang smertefuldt, på én gang bedøvende. Sorrow tog fat om hendes skuldre og skubbede hende ned i madrassen. Det var rart. Hendes energi svandt langsomt, og det var ubehageligt at sidde op, mens Sorrows tænder var begravet i hendes hals.

  Sorrow trak tænderne ud og slikkede det blod, der løb fra sårene, væk, så det hverken ramte hår, lagen eller pyjamas. Sandra kunne mærke hullet lukke sig med en kildrende, summende fornemmelse. Sorrow satte sig ved siden af hende og slikkede sig om munden. Sandra blev liggende lidt, indtil hun var sikker på, at det ikke ville skade hende at sætte sig op. Hun ømmede sin hals lidt.

   "Nå? Var det så slemt?" Hun rystede stille på hovedet. Det gjorde en smule ondt.

   "Nej... Det var lidt ubehageligt, men... Jeg kunne ikke rigtig mærke noget." Sorrow gøs. Han lænede sig ind mod hende og kyssede hendes hals.

   "Åh... Det smager så godt!" Sandra rykkede lidt væk fra ham. Han smilede skævt. "Slap af. Jeg ville ikke gøre dig noget, hvis du ikke havde givet tilladelse til det. Jeg kan jo ikke skade min dyrebare predestinat." Sorrow slikkede sig om munden og rejste sig op. Han snurrede rundt om sig selv i ren eufori. "Hmh! Jeg kan ikke vente til næste fuldmåne!" Sandras mave føltes pludselig tom. Hun slog blikket ned og blinkede, for at tårer ikke skulle bryde frem.

   Udnyttet. Svag. Misbrugt. Sådan kunne Sandra beskrive sig selv - mente hun. Hun trak knæene op under hagen og slog armene om sig selv. Sorrow så forvirret på hende.

   "Hvad er der galt?" Sorrow satte sig på sengekanten. "Sandra?" Sandra snøftede. Tårerne brød frem.

   "Jeg blev ikke sat her, for at komme videre," hulkede hun ned i armene. "Jeg blev kun sat her, for at De kunne blive testet i, om De ville slå mig ihjel!" Sandra brød ud i ren gråd. Sorrow rejste sig forskrækket op, ved lyden af menneskets sarte sindstilstand.

   "Hvad mener du?"

   "Deres papirer!" hylede hun. I et par minutter græd hun bare, Sorrow gjorde ingenting. "Jeg fik ikke lov til at komme her, fordi jeg havde brug for at komme væk! Eller fordi mine forældre er døde! Jeg blev sat her, som et TESTOBJEKT! Det havde ikke rørt nogen, hvis De havde slået mig ihjel! Jeg betyder alligevel ikke noget for nogen!" Det gjorde meget mere ondt at sige det højt end at tænke det, og Sandras gård blev tredoblet.

   Udenfor slog et lyn ned. Sandra skreg og krøb endnu mere sammen. Varme, stærke arme fik hende til at spærre øjnene op. Sorrow trykkede hende ind mod sig.

   "Du... betyder noget... for... mig." Sorrows ord var langsomme og velovervejede. Undrende. Fremmede for ham. Sandra snøftede.

   "Jeg er Deres predestinat - og hvad så?! De kan finde en ny en! Jeg er ikke vigtig!" Han strøg hendes hår. "Alt hvad De kan lide ved mig, er mit blod!" Sorrow gned hendes skulder. "Hvis De ikke havde mig, ville det ikke betyde noget!" Sorrow var stille lidt. Så sagde han stille:

   "Predestinat betyder Skæbnebestemt. Det er en vampyrs foretrukne livskilde. Tror du virkelig, at blod er det eneste, en vampyr skal bruge for at overleve?" Sorrow holdt Sandra ud for sig og så hende i øjnene. "Du betyder meget mere for mig - du er den første person, der har opført sig som en rigtig ven over for mig." Udenfor brød et tordenskrald ud lige over huset. Sandra trykkede sig hurtigt ind mod Sorrows varme bryst med et sagte piv. Han strøg hendes hår.

   "De mener det ikke," sagde hun rystende. "Det tror jeg altså ikke, De gør..."

   "Hvorfor ikke?" Han lo stille. "Sandra, jeg er vampyr, og jeg kan også være en stor idiot. Men jeg vil ikke såre dig. Jeg vil ikke se dig græde. Så vil du ikke nok stoppe?" Sandra så forvirret på Sorrow. Det var slet ikke ham. Det var ikke hans stil at gøre sådan, at sige sådan. Sandra snøftede og lænede sig ind mod Sorrow. Han gned trøstende hendes arm.

   "Jeg savner mine forældre," sagde hun stille og snøftede. "Jeg savner, at min mor vækker mig hver morgen. Og at far kører mig til skole. At... at de gør mig pinligt berørt foran mine venner, og at de ikke vil lade mig forlade huset uden at sige farvel." En rystelse løb igennem hende. "Jeg vil have mine forældre tilbage!" græd hun, og trykkede sig ind mod Sorrow, der en smule forskrækket gibbede.

   "Jeg er ikke særlig god til at omgås mennesker - og slet ikke tale med dem," sagde Sorrow langsomt. "Og jeg vil ikke sige, at jeg forstår dig. Men... det er ikke så slemt som du tror. Det er det aldrig." Hans tale var tøvende og overvejende. For anden gang lød det mere som om han talte med sig selv, eller en helt anden. "Selvom du ikke forstår det lige nu, så tror ikke at det vil vare ved sådan. Du skal nok få det bedre." Sandra snøftede.

   "Er det mig De taler til, eller en anden?" Sorrow strøg hendes skulder. Hun kunne ikke se hans ansigt.

   "Lidt begge dele, tror jeg." Han slap hende og smilede til hende. "Nå, vil du have noget?" Sandra trak på skulderne.

   "Mine forældre?" Sorrow sendte hende et undskyldende blik.

   "Jeg kan gøre meget, men ikke det. Jeg går ned og laver te til dig." Han rejste sig op og gik hen mod døren. Sandra rynkede panden og vendte sig mod ham.

   "Kan De lave te?"

   "Højst sandsynligt ikke!" lød det ude fra gangen. Sandra smilede og rettede på kraven på pyjamassen. Måske var Mister Sorrow alligevel ikke så slem?

   Der lød en voldsom hosten nede fra køkkenet, og noget faldt klirrende til gulvet. Sandra så hurtigt hen mod døren.

   "Mister Sorrow?" kaldte hun. "Er De okay?" Der kom et øjeblik kun hosten nedefra.

   "Ja, ja!" Host. "Det er bare støv!" Sandra rynkede panden. Noget passede ikke helt. Støv? Men Mister Sorrow trak ikke vejret. Hvordan kunne han indånde støv?

   Mister Sorrow kom op igen fem minutter efter. Han havde en bakke med te, blodstimulerende juice og tre chokoladekiks. Sandra smilede. Sorrow satte bakken på sengen og satte sig ved siden af hende. Sandra tog en af kiksene op og så på Sorrow. Hun blev overrasket over, hvor træt han egentlig så ud - det var sent om natten, han burde være lysvågen.

   "Mange tak," sagde Sandra, da hun havde spist og drukket op. "Jeg har det meget bedre nu." Sorrow smilede til hende, hans hud var en smule blegere end for en time siden. Sandra lænede sig op ad hans skulder og så tomt på væggen. "Savner De slet ikke noget?" spurgte hun nysgerrigt. Sorrow rystede på hovedet.

   "Nej. Jeg har det fint med at være alene. Så er der ikke nogen, der kan forstyrre mig." Sandra lukkede øjnene et øjeblik. Sorrow var stadig varm, dog koldere end før.

   "Hvorfor er du varm?" spurgte Sandra søvnigt.

   "Dit blod er ved at varme min krop op. Det er ganske simpelt." Sandra gabte, og før hun vidste af det, gled hun ind i en sorgløs verden af drømme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...