Dark N' Light

Efter Sandras forældre er blevet dræbt i et biluheld, bliver hun flyttet ind i et stort hus, midt inde i en uhyggelig og mørk skov. Hendes værge, Lucifer Sorrow, er en mystisk og excentrisk ung mand, der ikke har andet i hovedet end sig selv og sine egne behov. Dog opdager Sandra, at Sorrow er lidt mere end man umiddelbart kan se. Han sover i en mørk og dyster kælder, hvis eneste vindue fører ud under Black Lake, kan ikke fordrage sollys, fjernsyn, radio, computere eller telefoner. Og frem for alt, så har han et underligt forhold til sit underlige kæledyr, ravnen Munin. Lucifer Sorrow er alt andet end en almindelig ung mand - det bevises, da han på én nat river struben op på Sandra, for at drikke hendes blod som aftensmad.

50Likes
137Kommentarer
5999Visninger
AA

1. Mister Sorrow

Del 1

Sandra sad på bagsædet og så på de mange træer, der susede forbi udenfor. Hun sukkede. Farvel til storbyen, farvel til vennerne, farvel til livet... Nu skulle hun ud og bo i skoven, sammen med en person, hun aldrig nogen sinde havde kendt eller hørt om. Forhåbentlig var det en sød person.

   "Er du klar, Sandra?" Mrs. Mathilda så på Sandra gennem bakspejlet. Sandra nikkede tomt. Hvad var der, at være klar til? Se fjernsyn og dovne hele vinteren? Ja... Hvor sjovt. "Godt. Mister Sorrow er en meget respekteret aristokrat, husk nu at opføre dig ordentligt, mens du er i hans residens." Sorrow? Aristokrat? Residens? Hvor gammel var ham Mister Sorg, 94?

   "Skal jeg bo helt herude indtil jeg bliver atten?" Mathilda nikkede.

   "Ja, Sandra, det vil være godt for dig. Du kommer fra en fin familie, vi tror, at Mister Sorrow vil være god for dig, du ved, så du kan glemme den sidste tids ulykker, og fokusere på din uddannelse." Sandras forældre døde i en bilulykke for godt tre måneder siden. Mathilda kom fra en gruppe af psykologer, der støttede børn med traumer. Men Sandra havde ikke traume, hun ville bare gerne lægger det hele bag sig. Nu skulle hun så ud et sted, hvor der ikke var noget, der kunne fjerne hendes tanker fra ulykken.

   "Fint," sukkede Sandra. Hun strøg sit pandehår hår og snoede en lok om sin pegefinger. Udenfor stod træernes stammer bare og høje, Sandra krympede sig, hun havde aldrig været i denne skov før. Den var stor, mørk og uhyggelig.

   Bilen fortsatte i godt en times tid. Da den endelig stoppede, brugte Sandra god tid på at tage sine støvler på igen. Mathilda gik ud og tog Sandras kuffert. Hun åbnede døren og så på den femtenårige pige. Sandra trådte ud på den visnede græs og den kolde jord. Hun tog kufferten og så på det hus, Mathilda havde parkeret foran.

   Huset var bygget i gotisk stil, det var stort og uhyggeligt, ligesom resten af skoven. Det lå lige ud til en stor, mørk sø, huset var i tre etager, sikkert også med kælder og loft, havde en balkon ud over søen fra tredje sal, og en terrasse, der gik ud over det mørke, blanke vand. Sandra gøs og gned sine fingre.

   "Helt ærligt mrs. Mathilda, her er mindst ti grader koldere end i byen, og der var kun ni grader!" Mathilda sukkede og rystede på hovedet. Hun gik hen til en stor trædør og slog med dørhammeren. Sandra gik irriteret hen til Mathilda, stillede sig på dørtrinnet og sukkede. "Hvor gammel er ham mister Sorg egentlig?"

   "Sorrow."

   "Det er det samme! Hvor gammel er han? 50? 60?"

   "Sandra..." Døren blev åbnet på klem.

   "Hvad?!" lød det hårdt.

   "Mister Sorrow. Det er Ella Mathilda. Jeg kontaktede Dem, angående Sandra Lillians?" Sandra anstrengte sig for at se Sorrows ansigt, men det eneste, hun kunne se, var den svage aftegning af et par dybt mørkerøde læber. Sorrow knurrede svagt.

   "I forstyrrer. Hvad vil I?" Mathilda rømmede sig og trådte til side, så Sandra blev synlig for Sorrow, eller, Sorrows mund.

   "Det her er Sandra Lillians. Sandra, sig goddag til Mister Sorrow." Sandra nikkede kort.

   "Hej, Mister Sorrow. Dejligt at møde Dem," mumlede hun stille. Mathilda smilede overdrevent til Sorrow.

   "Mister Sorrow, lad mig genopfriske Deres hukommelse. Vi aftalte, at Sandra Lillians skulle bo hos dem på prøve det næste år, for at se, om hun kan vende sig til at bo mere uafhængigt. Som jeg sagde, har frøken Lillians været igennem nogle hårde ting, og vi håber, at hvis hun kunne bo her indtil hun fylder atten, vil det være godt for hende." Sorrow sukkede.

   "Det husker jeg ikke at have givet tilladelse til."

   "Mister Sorrow, jeg husker udtrykkeligt at..."

   "Hvor længe skal hun bo her?" afbrød Sorrow irriteret. Mathilda sukkede og tog sig sammen.

   "I tre år, alt efter hvordan hun falder til. Skolen tager hun på nettet det første år, næste år starter hun på skolen i byen nogle kilometer herfra." Sorrow sukkede.

   "Hun kan bo her, for nu. Men jeg vil ikke have hende i alle tre år." Mathilda så ned. Den ældre kvinde skubbede sine kunstige, farvede, blonde krøller på plads og blottede de afblegede tænder i et smil. Sorrow trak sig længere tilbage, så kun hagen var synlig.

   "Selvfølgelig, Mister Sorrow, men vi lavede en aftale. De kan ikke bare..."

   "De har lavet en fejl," bed Sorrow. "Lad hende komme ind." Mathilda gik længere hen mod døråbningen, men Sorrow skubbede hende ud igen. "Hende," snerrede han. "Ikke Dem." Mathilda så fornærmet på den skyggefulde døråbning. Så sukkede hun og vendte sig mod Sandra.

   "Sandra. Ja, så skilles vi vel her. Husk nu, at du altid kan ringe, hvis du får brug for noget. Okay?" Sandra nikkede. Hun trak tasken op ad det sidste stentrin på trappen. Mister Sorrow åbnede døren mere op for hende, men selv kom han ikke ud i det lys, der blev kastet ind af solen. Mathilda smilede og vinkede til Sandra, der bare stille vinkede farvel. Mister Sorrow smækkede døren i hovedet på kvinden uden for.

 

"Hør, jeg syntes ikke, at det var særlig høfligt!" sagde Sandra irettesættende. Hun så sig omkring. Eller, hun prøvede. Tunge gardiner hang for de lange vinduer, og lukkede al sollyset ude. "Hvorfor er her så mørkt?" Hun tog en dyb indånding og smilede. Den gamle mand ville sikkert have godt af lidt sollys. "Mister Sorrow, nu skal jeg." Hun gik hen til gardinerne og trak dem fra, inden hun hørte Sorrow råbe til hende, at hun skulle lade den være. Det matte lys fra den tidlige vinter oplyste forhallen. Mister Sorrow bakkede hurtigt væk fra lyset. Sandra vendte sig smilende mod den gamle mand. Men der var ingen gammel mand at se.

   I stedet for en gamling så hun en ung mand på højst sytten trække en hætte op over sit hoved. Han bøjede sig forover, for at skærme ansigtet mod lyset. Han var klædt i sort fra top til tå, sorte sko, sorte bukser, sort hoodie - endda sorte læderhandsker. Sandra stod et øjeblik og så forskrækket på den mørke person, hun var havnet hos.

   "M-mister Sorrow?" spurgte hun vantro. Han knurrede irriteret, og hurtigere end hun kunne opfatte, havde han igen trukket gardinerne for. Hans ansigt var stadig skjult af hætten, men han vendte sig langsomt mod hende.

   "Regel nummer et," sagde han forfærdelig lavt. Sandra måtte anstrenge sig for at høre hvad han sagde. "Gardinerne skal være trukket for alle lyse timer i døgnet. Forstået?" Sandra så forvirret på den tilhyllede skikkelse.

   "Hvorfor?"

   "Ingen spørgsmål. Kom, dit værelse er ovenpå." Sorrow gik ind i det dybe mørke, Sandra stod stille.

   "Øhm... Mister Sorrow, undskyld, men... Jeg kan ikke se noget herinde." Der lød et træt suk fra mørket. Der lød et RITZJ, og en, to, fire, syv lysestager blev tændt. Sorrow pustede en tændstik ud. Han vinkede hende med sig og gik op ad en trappe. Alt i rummet var i mørke farver, sølv, sort eller rød. Lysekrone, stager og billedrammer var af fint, rent sølv. Hele gulvet var dækket af sorte, blanke klinker, på den af de to sorte trapper, som henholdsvis gik op og ikke ned, var en rød løber lagt ud, som passede til det tæppedækkede loft. Væggene var sorte, men svage, grå mønstre var alligevel synlige. Sandra hankede op i sin taske og fulgte efter Sorrow op ad trappen.

   "Køkkenet, badeværelset og biblioteket ligger på første sal," sagde Sorrow lavmælt. "Stuen og indgangshallen ligger i stueetagen. Dit værelse er på anden sal, hvor der også ligger et toilet, samt et kontor og et studerekammer." Igen, hvor gammel var han? "Mit værelse ligger i kælderen, så der kommer du ikke, forstået!?" Sandra nikkede hurtigt.

   "Ja Mister Sorrow."

   "Loftet fungerer som privat stue, det er også forbudt adgang, med mindre du får tilladelse af mig!" Sorrow gik hen ad en gang på første salen, Sandra var overrasket over, at huset alligevel ikke var større. Værten åbnede en dør, og lod Sandra gå ind i et stort, rummeligt værelse. En seng stod ved midten af endevæggen, lige over for døren, ved siden af to vinduer, gardinerne var selvfølgelig trukket for. Ellers var de eneste møbler i værelset et højt klædeskab af mørkt, blankt træ, en dragkiste ved sengens ende, og en kommode lige under det ene, høje vindue. Sandra satte kufferten på sengen og så på den tilhyllede Sorrow.

   "Må jeg have gardinerne trukket fra herinde?" Sorrow sukkede træt.

   "Kun når jeg ikke er her."

   "Hvornår er der mad?"

   "Det må du selv stå for. Råvarerne står i det høje køleskab, du vover ikke på at åbne det lave!"

   "Javel Mister Sorrow." Sorrow skulle til at lukke døren, men Sandra stoppede ham. "Vent! Hvad skal De Mister Sorrow?"

   "I seng. Det er for tidligt at stå op." Sandra gik hen mod Sorrow, hun hørte ham mumle ganske stille. "Jeg hører ikke noget i flere måneder, og så kommer de med et barn af lys!" Han gik, Sandra fulgte efter.

   "Mister Sorrow, klokken er halv fire om eftermiddagen."

   "Præcis!" knurrede han surt. Sorrow gik ned ad trappen, han stak hænderne i lommerne og vendte ansigtet nedad.

   "Mister Sorrow!" Sandra sukkede irriteret og fulgte efter ham, to trin ad gangen. "Mister Sorrow! Har De ingen husregler, jeg skal sættes ind i? Mister Sorrow!" Sandra og Sorrow nåede enden af trappen, hun greb fat i hans hætte og snublede, så hans ansigt blev synligt. Sandra landede hårdt på klinkerne på gulvet. Hun ømmede sit hoved og så op. Gispede forskrækket.

   Sorrow var nok det smukkeste menneske, Sandra nogen sinde havde set. Hans hud var hvid og helt ren, ingen modermærker eller bumser, sår eller ar af nogen art. Han havde høje kindben, fyldige læber og mandelformede, rødlige øjne. Sandra havde haft ret, han kunne umuligt være over sytten. Sorrow kneb øjnene sammen og så rasende på Sandra.

   "Husreglerne er: Følg ikke efter mig, pas dig selv, hold dig ude af de private rum, og gå aldrig alene ud i skoven!" Han trak hætten over hovedet og hastede ned ad den trappe, der førte ned til kælderen. Sandra lå målløst det sted, hun var faldet, ude af stand til at få noget til at hænge sammen i hovedet. Han var ikke myndig. Det kunne han ikke være. Sandra satte sig op på knæ og rystede på hovedet. Godt så, han havde et kønt ansigt. Og hvad så? Han var et forfærdeligt menneske!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...