Dark N' Light

Efter Sandras forældre er blevet dræbt i et biluheld, bliver hun flyttet ind i et stort hus, midt inde i en uhyggelig og mørk skov. Hendes værge, Lucifer Sorrow, er en mystisk og excentrisk ung mand, der ikke har andet i hovedet end sig selv og sine egne behov. Dog opdager Sandra, at Sorrow er lidt mere end man umiddelbart kan se. Han sover i en mørk og dyster kælder, hvis eneste vindue fører ud under Black Lake, kan ikke fordrage sollys, fjernsyn, radio, computere eller telefoner. Og frem for alt, så har han et underligt forhold til sit underlige kæledyr, ravnen Munin. Lucifer Sorrow er alt andet end en almindelig ung mand - det bevises, da han på én nat river struben op på Sandra, for at drikke hendes blod som aftensmad.

50Likes
137Kommentarer
6015Visninger
AA

5. Masker

Som Sorrow havde sagt, så havde han kun én af de sammenrullede medicinting. Men dagen inden halloween viste han tydelige abstinenser efter enten medicinen eller vinen. Han tilbragte hele dagen i sengen. Sandra havde købt et fjernsyn, som kom og blev installeret omkring klokken et. De mænd, der kom for at sætte det op på Sandras værelse, hastede noget med det, og de skyndte sig ud af huset da de var færdige.

   Klokken tre lavede Sandra suppe, satte det på en bakke sammen med et glas hvidvin, som havde stået uberørt inde i køleskabet. Derefter gik hun ned ad trappen og bankede på Sorrows dør.

   "Mister Sorrow? Må jeg komme ind? Jeg har lavet frokost til Dem."

   "HOLD DIG VÆK!" skreg Sorrow skingert. Sandra krympede sig.

   "Mister Sorrow, undskyld, men De har ikke spist noget længe. Jeg har hvidvin med?" sagde hun fristende.

   "JEG VIL IKKE HAVE DET! FORSVIND!" Sandra sukkede og gik ovenpå med suppen igen. Munin hoppede rundt på spisebordet, Sandra fik ham væk med en håndbevægelse. Hun havde lært ikke at frygte kragen.

   Om aftenen havde hun og Jason aftalt at tale sammen over videochat. Sandra ventede hans opkald i et minut efter det aftalte tidspunkt. Ti minutter. Et kvarter. Efter en time lukkede hun skuffet computeren. Mobilen havde stadig ingen dækning. Hun tog fjernbetjeningen fra kommoden og tændte det nye fjernsyn.

   Der var ikke mange kanaler, så Sandra endte med at se en gammel film, som handlede om en mekaniker, der ønskede at blive sangerinde, og derfor stak af til LA for at forfølge sin drøm. Filmen var i ringe kvalitet og skuespillet var forfærdeligt. Sandra døsede omkring aften. Hun var ikke sulten, så hun så filmen færdig. Efter den fandt hun en anden, endnu en ukendt én, det var en spion komedie.

   Sandra måtte være døset hen, for i næste nu stod Mister Sorrow i døråbningen. Han så udmattet på hende, selvom han på det tidspunkt af dagen plejede at være lysvågen og klar på natten.

   "Sluk fjernsynet," sagde han med ru stemme. Sandra så spørgende på ham. Trodsighed over for den unge mand, der ikke var meget ældre end hende selv, væltede igen rundt i hende.

   "Nej. Det er lavt, det kan da umuligt genere dig så langt væk fra."

   "Sluk det nu bare." Han lagde en hånd på dørkarme, sikkert for at se overbærende ud. Men det virkede ikke på Sandra, tvært imod. Trodsigt pegede hun fjernbetjeningen mod fjernsynet og skruede højere op. Sorrow tog sig til hovedet og bøjede forover. "Sandra, sluk det!" Det gibbede i Sandra. Hun mindedes ikke at have hørt Mister Sorrow sige hendes fornavn direkte til hende, og slet ikke i sådan et bedende tonefald. Hun slukkede for fjernsynet. Sorrow åndede lettet op og faldt ind mod væggen. Sandra var hurtigt henne ved ham. Hun tog hans arm over skulderen og hjalp ham ned ad trappen. Han rystede, og hans højre hånd åbnede og lukkedes konstant, som om han manglede noget i den.

   "Mister Sorrow, hvorfor køber De ikke bare ny vin?" Sorrow rystede på hovedet. Sandra hjalp ham ned på hans værelse og fik ham lagt i sengen. Hun gav ham dynen på og løb op i køkkenet, hvor hun fandt en balje og en klud. Hun fyldte balgen med koldt vand og gik nedenunder til Sorrow. Hun vred kluden i det kolde vand og lagde den på hans pande.

   "Nej, nej, varm!" sagde Sorrow ynkeligt. Sandra sukkede og hentede varmt vand i stedet for det kolde. Hun satte sig på hans sengekant og smilede til ham. Hans øjne var kun åbne som smalle sprækker, men han så på hende.

   "Hvordan kan mit fjernsyn forstyrre dig sådan?" Han sukkede og rystede svagt på hovedet. Sandra strøg hans hår. Det var virkelig blødt. "I morgen er det halloween," informerede hun. "Hvad siger du til, at vi ser, hvem der kan skræmme den anden mest?" Hun vidste at det var en dårlig idé. Sorrow havde voodoodukker, glasskår og en ravn på sit værelse, nu, hvor Sandra var så tæt på, kunne hun endda se et kranie på hans sengebord. Han hadede lys, og foretrak stearinlys som belysning, elskede mørket, og holdt sig under jorden. Hvordan kunne en sådan person blive skræmt? Det var også mere for at give ham noget, han var sikker på at kunne vinde. Men til Sandras overraskelse, så rystede han på hovedet. Sandra trak på skulderne. "Jeg går nu. Hvil du hellere ud. Jeg håber, at abstinenserne snart går over." Da hun gik ud hørte hun et beklagende piv fra Mister Sorrow, efterfulgt af noget, der lød mistænksomt meget som et hulk.

 

På dagen for halloween bagte Sandra græskartærter og boller med græskarkerner. Lige inden mørkets frembrud tog hun det heksekostume, hun havde haft med fra Manchester, ud af skabet og tog det på. Det var måske en smule for sexet, så hun tog strømpebukser inden under, de slankede også benene. Hun brugte et kvarter på at ordne håret, så det var vildt og rodet, og gik nedenunder for at sætte en bolle og et stykke tærte på en bakke. Mister Sorrow havde ikke vist sig siden dagen forinden, og Sandra var bekymret.

   Hun gik ned i kælderen, bankede på døren men hørte intet svar. Hun satte bakken uden for døren og gik op på værelset. I fjernsynet blev der sendt et ton af horrorfilm, men da Sandra ikke brød sig om den slags film, fandt hun i stedet den dejlige børnefilm Hotel Transsylvania.

   Midt inde i filmen gik strømmen pludselig. Fjernsynet og lyset gik ud, og Sandra sad et øjeblik stille i mørket. Hendes hjerte begyndte at slå hurtigere. Hun rejste sig op og gik ud på gangen. Hun famlede sig frem til kontoret, som var det hyggeligste og mindste rum i huset. Sorrow kom aldrig herind. Det var et lille, aflangt rum på kun seks kvadratmeter. Sandra fik fat i det tunge fløjlsgardin og trak det fra. Fuldmånen lyste ind i kontoret. Sandra fandt den skuffe, hvori der lå en lommelygte. Hun tændte den og gik tilbage til sit værelse.

   Inde på værelset skiftede hun fra heksekostumet til sin fine, hvide natkjole. Den gik hende til lige over knæet og havde blonder forneden. Ærmerne var puffede, og den mindede om en prinsessekjole. Hun lagde sig på sengen og fandt den bog, hun var ved at læse. Hun satte musik på fra telefonen, så huset ikke føltes så ensomt.

   Udenfor fik vinden en gren til at slå mod ruden. Bank. Bank. Bank. Sandra var en smule utryg. Hun satte håret op i en hestehale og så sig nervøst omkring. Det undrede hende ikke, at der ikke kom nogen små børn fra byen og ringede på, for at sige "slik eller ballade", men alligevel var hun utryg.

   Et tungt, hæst åndedræt nåede hendes øregang. Hun så forskrækket hen mod døren. Hun åndede lettet op, da hun så Mister Sorrow.

   "Åh, Mister Sorrow, De forskrækkede mig!" sagde Sandra lettet. "Er det Dem, der har slukket al lys..." Lommelygtens lys faldt på Mister Sorrows tøj. Sandra sank en klump. Han havde en hvid skjorte under en sort lædervest, en kæde i brystlommen på vesten, og et af den slags tørklæder, som Dracula havde på i filmen. Sorte skygger lå rundt om Sorrows øjne, der lyste blodrøde i skæret fra fuldmånen. Hans mindst lige så røde læber var stramme. Sandra nikkede. "Jeg tænkte nok at De ville hoppe med på min lille leg alligevel. Men det er altså for sent. Jeg har skiftet fra mit kostume. Så, hvis De vil tænde lyset igen, så..."

   "Om dagen et lam," sagde Sorrow med hæs, dyster stemme, "om natten en ulv." Sandra satte sig utilpas op. Hans stemme havde ændret sig.

   "Er De helt okay, Mister..."

   "Jeg advarede dig." Sorrow trådte et skridt ind i rummet. Sandra rejste sig op. "Jeg sagde, at du ikke måtte åbne skabet." Han trådte et skridt tættere på. "Og nu må du betale prisen." Hans læber skiltes i en dyrisk snerren. Sandra bakkede bagud.

   "Mister Sorrow, jeg kan ikke lide det, De har gang i..." Sandras øjne blev store, da hun så to sylespidse hugtænder gro ud i Sorrows mund. Hun blev bleg af skræk. "Det var ret sejt, men hør nu, legen er ikke i gang! De behøver ikke skræmme mig sådan, jeg..." Mister Sorrow dukkede op foran hende ud af den blå luft. Han greb fat om hendes hænder og kastede hende ned på sengen. "MISTER SORROW!" skreg Sandra bange. "Det er ikke sjovt! SLIP MIG SÅ!" Hun gøs, da en varm tunge slikkede hende på halsen. Sorrow knurrede.

   "Ah... Mennesker er så besværlige. Først må man behage dem..." Han kyssede hende på halsen. Hun peb. Han kyssede hende flere gange på halsen, på kinden, på panden. Selvom Sandra prøvede at holde tankerne på Jason, så kunne hun ikke lade være med at sukke, da Sorrow kyssede hende på struben. Han slikkede hende langs luftrøret, og hun vred sig for at komme fri. "Ikke nok?" Han kyssede hende blidt på munden. Sandra klemte øjnene sammen for ikke at se på hans røde øjne, der kiggede direkte ind i hendes, uden hæmninger eller morskab. Sorrow kyssede hende på brystbenet og skulderen. Hvor bange eller utilpas Sandra så end var, så kunne hun ikke fornægte, at følelsen af Sorrows blide læber mod hendes hud var en fantastisk følelse. "Og når de er behagede," hviskede Sorrow i hendes øre. "Slå til." Slå til? SLÅ TIL?! Hvad talte han o... Sandra skreg. Hun skreg så højt, at hun troede, hendes stemmebånd skulle sprænges.

   Blod løb ned over hendes hals. Sorrow slikkede det grådigt i sig, bed hullerne i hendes hals større og større. Han labbede det i sig med tilfredse støn, bed hårdt, bed meget, bed dybt. Men han bed ikke i struben. Sandra kunne få luft, selvom frygten var ved at tage pusten fra hende. Sorrow skiftede side, og bed hende i den anden side af halsen. Han satte sin mund for hendes pulsåre og bed til, så det blod, der egentlig var beregnet for hendes hjerte og hjerne, i stedet blev hans aftensmad. Sorrow stønnede tilfreds.

   "Så godt!" gispede han, og begyndte igen at drikke af hendes hals. Sandra begyndte langsomt at glide ind i mørke. Blodmangel og rædsel fik hende til at miste fokus.

   De ting, Mister Sorrow havde gjort og sagt, gav pludselig mening. Hans had for lys. Det faktum, at han kun stod op efter mørkets frembrud. De knækkede kors. Munin. Mosaikvinduerne. Den afsides beliggenhed. Hans mørke påklædning. Opremsningen af ting sendte Sandra ind i en meditativ tilstand, hvor hun ikke kunne mærke den smerte, Sorrows tænder voldte hende. Blodmangel. Selvfølgelig. Manglen på hvidløg. Rødvinen. Rødvinen... Rødvinen?

   Sandra gispede og vred sig. Sorrow pressede hende ned i madrassen. Han var ikke færdig med at spise, så hun skulle blive hvor hun var. Som om!

   "M... Mist... Mister Sorrow..." fremstammede Sandra hæst. "U-undskyld... Jeg sku skulle ik ikke ha' øde ødelagt D-Deres b-b-b-blodreserver. Ka kan De te tilgive mi mig?" Sorrow ignorerede hende og spiste videre. Salte tårer løb ned ad Sandras kinder, men gråden gjorde det bare sværere for hende at få vejret. Sorrow slikkede hende hurtigt hen over panden. Blod løb ned over hendes ansigt. Ned over øjnene, som hun lukkede. Ned over næsen, som var stoppet af gråden. Ned mod læberne, som klemtes sammen for at holde det ude.

   Mister Sorrow havde hele tiden båret en maske. Den maske, som Sandra havde troet, var hans rigtige ansigt. Den maske, der nu krakelerede for det forfærdelige begær. Den maske, der skjulte hans rigtige jeg. Den maske, der skjulte vampyren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...