Dark N' Light

Efter Sandras forældre er blevet dræbt i et biluheld, bliver hun flyttet ind i et stort hus, midt inde i en uhyggelig og mørk skov. Hendes værge, Lucifer Sorrow, er en mystisk og excentrisk ung mand, der ikke har andet i hovedet end sig selv og sine egne behov. Dog opdager Sandra, at Sorrow er lidt mere end man umiddelbart kan se. Han sover i en mørk og dyster kælder, hvis eneste vindue fører ud under Black Lake, kan ikke fordrage sollys, fjernsyn, radio, computere eller telefoner. Og frem for alt, så har han et underligt forhold til sit underlige kæledyr, ravnen Munin. Lucifer Sorrow er alt andet end en almindelig ung mand - det bevises, da han på én nat river struben op på Sandra, for at drikke hendes blod som aftensmad.

50Likes
137Kommentarer
6006Visninger
AA

15. Mangel

Sandra så Lucifer slæbe sig ind i soveværelset, smække døren og ellers bare efterlade hende i stilhed. Hun gik nervøst hen til sin kuffert, fandt skiftetøj og gik ud på badeværelset. Hun så sig i spejlet. De havde virkelig ikke været der længe, kun en halv times tid. Hun tørrede skuffet make-uppen af, fjernede stenene, og slog håret ud. Så meget for den vidunderlige aften.

   Forsigtigt klædte Sandra sig af. Hun så på de tynde arvæv, der var markerede med mørkere farve end resten af huden. Hun strøg dem forsigtigt. Omkring dem var huden sart, så Lucifer kunne bide igennem igen, uden at det gjorde ondt.

   Sandra tændte for bruseren og trådte ind under det dejlige vand. Hun sukkede og lænede sig ind mod den fugtige mur og lukkede øjnene. Da hun var våd fra top til tå tog hun shampooflasken op, og tog en klat i hånden. Hun gned den ind i håret og skyllede det ud igen.

   I sit stille sind undrede Sandra sig over, hvorfor det pludselig havde været så vigtigt for Lucifer at komme tilbage til hotellet. Ud over det, så var han gået i seng, selvom natten endnu var ung. Sandra tog balsammen og smurte den klamme væske ud i hårspidserne. Hun bed sig lidt i kinden. Så skyllede hun balsammen ud, og stod og faldt i staver under det rindende vand. Hun slog armene om sig selv og lukkede øjnene.

   Lucifer virkede så vred. Så forsigtig og nervøs. Såret? Sandra slukkede for bruseren og rakte ud efter et håndklæde. Hun svøbte det omkring sig, det var ikke stort. Hun stillede sig foran spejlet og begyndte at børste det våde hår. Hun nynnede stille en sang, hendes mor havde lært hende, mens hun børstede ét strøg ad gangen.

   Sandra lukkede øjnene et øjeblik, for at samle tankerne. I det samme greb Lucifer fat i hende bagfra. Hun vred sig, for at komme fri af hans greb. Hvordan var han kommet ind? Døren var uåbnet! Hvorfor havde hun ikke set ham i spejlet - nej, vent. Vampyr. Selvfølgelig. Lucifer prøvede at holde fast om hende, men hendes hud var våd og glat. Hun ålede sig ud af hans greb og vaklede væk fra ham. Hun så på ham.

   Hans øjne var vilde og forvirrede. Sindssyge. Hans hænder rystede, og hans hud var bleg, næsten gennemsigtig. Han stod ikke rank som normalt, men sammensunket. Hugtænderne var blottet i en snerren, og håret strittede let i uregerlige retninger. Alt i alt - han lignede et vilddyr.

   "L-Lucifer?" stammede Sandra bange. "Er du okay?" Lucifer snerrede og fór hen mod hende. Han greb fat om hendes skuldre. Hun vaklede bagud, ind i brusekabinen. Lucifer pressede hende op mod væggen, de gled ned på gulvet. Med væggen i ryggen kunne Sandra kun passivt se til, mens Lucifer lod sine hugtænder bore sig ned i hendes allerede sarte skulder. Lucifers åndedrag var uroligt og overfladisk. Han bed hårdt og dybt. Sandra holdt godt fast om håndklædet, lammet af frygt og forvirring.

   Lucifers tag blev løsere, og han trak tænderne ud af hende. Han gispede efter vejret og trykkede sig ind mod hende. Han lagde panden på hendes skulder. Sandra sad helt musestille i lang tid, hvor Lucifer bare klamrede sig til hende. Så...

   "Lucifer... er du syg eller noget?" Lucifer lo hult.

   "Vampyrer... bliver ikke... syge..." Han slikkede blodet af og faldt ind mod Sandra med et lavt støn. Håndklædet gled en smule ned, hun peb og greb fat om det. Lucifer strøg hendes skulder. "Jeg har aldrig set en nøgen kvinde før..." Sandras hjerte slog mange gange hurtigere.

   "Og jeg bliver ikke den første!" sagde hun rasende. Hun rejste sig op, hele verdenen svimlede for hende, på grund af det pludselige blodtab. Hun trådte ud af brusekabinen. Lucifer blev siddende på det våde gulv, slapt og magtesløst. Sandras kinder var røde. Hun så vredt på ham. "Hvad er der galt med dig?!" hvæste hun. Hun skridtede arrigt ud af rummet.

   Inde på værelset låste hun døren og klædte om. Hun stod et øjeblik midt mellem sengen og døren, uvis på, om hun skulle se til Lucifer eller lægge sig til at sove. Hun stod på gulvet længe, uden at gøre noget. Efter mere end tyve minutter gik hun endelig hen til døren og tog fat om håndtaget. Og gjorde ikke mere. Hendes hjerte hamrede. Såret på halsen havde allerede lukket sig. Endnu engang stod hun længe og overvejede. Så satte hun en hånd på låsen. Det tog hende næsten fem minutter at dreje den om. Så åbnede hun langsomt døren og trådte ud.

   Lucifer lå på sofaen. Han havde trukket et tæppe over sig, var bleg som et spøgelse. Hans hud skinnede af sved. Han så virkelig syg ud. Sandra gik hen til ham og rørte ham blidt p skulderen. Han åbnede øjnene.

   "Hvad er der?" spurgte han lavt. Sandra satte sig på sofakanten og strøg hans hår. Han var varm. Normalt var han kold.

   "Lucifer, om du vil det eller ej, så er der noget galt med dig." Han lukkede øjnene.

   "Måske. Men jeg kan jo ikke bare gå til lægen, kan jeg?" Sandra rystede på hovedet.

   "Nej. Det kan du ikke. Men ved du slet ikke, hvad du skal gøre, når du bliver syg?" Lucifer rystede på hovedet.

   "Drikke mere blod, så min krop kan blive rask?" Sandra trak på skulderne.

   "Det ved jeg ikke." Lucifer trak tæppet op over hovedet med et lille, træt suk.

   "Gå din vej og lad mig værre i fred..." Sandra sukkede dybt. Hun klappede Lucifer på ryggen.

   "Lucifer, jeg vil gerne hjælpe dig. Ja, du opførte dig underligt før, men hvad så? Du er syg, du er undskyldt. Kom nu, lad mig hjælpe dig." Lucifer så på hende over tæppet. Han blinkede dovent.

   "Jeg er farlig," mumlede han lavt. "Det er det, tatoveringen betyder." Sandra rynkede panden og så spørgende på ham. Han satte sig op og trak ned i skjorten, så biohazard tegnet blev synligt. "Jeg er ikke egnet til at være blandt mennesker eller teknik. Jeg kan høre de lyde, mennesker ikke kan, opfange det, de ikke ser. Biohazard symbolet fortæller, at noget er usundt for og blandt mennesker. Det er farligt - giftigt." Lucifer sukkede og lukkede træt øjnene. "Vi tager hjem i morgen aften." Han lagde sig ned og faldt som sædvanligt straks i søvn. Sandra rynkede panden, og prøvede at forstå det, han netop havde fortalt hende.

   Var Lucifer så farlig? Ja, han bed - bed hende. Ikke andre. Han gik ikke amok som en anden Frankenstein, men opførte sig pænt blandt mennesker.

   Sandra lagde sig i seng igen. Hun lå og tænkte så det knagede. Over alt. Hun var ked af, at de ikke var blevet længere, men Lucifer virkede i øjeblikket ikke som én, der ligefrem ville være en festbombe. Hmpf, Lucifer som festbombe?

   Noget vred sig inde i Sandra, da hun huskede Lucifers ord. Han havde aldrig set en nøgen kvinde før... Var det fordi han havde det dårligt, og talte i vildelse, eller prøvede han på at... Sandra gøs. Perverse idiot, hun var femten!

   Lucifer havde aldrig været sammen med en kvinde før? Det skulle man ikke tro, taget i betragtning af, hvor gammel han var. Han lignede heller ikke en jomfru... Sandra rystede på hovedet. Hvorfor tænkte hun overhovedet på det?

   Sandra brød sig ikke om at vide, at Lucifer lå inde i værelset ved siden af, syg og forvirret - og farlig. Det føltes lidt som at sove med en bjørn, ikke at Sandra havde prøvet det før. Hun krummede tæer, tænkte og forestillede sig alle mulige mærkelige ting, der kunne ske. Men til sidst blev hun så træt, at hun faldt i søvn, og sov lige indtil hun vågnede af sult den næste morgen. Hun havde ikke spist aftensmad ved juleballet.

   Uden at vække Lucifer, klædte Sandra sig på, tog sin pung og listede nedenunder til restauranten. Hun bestilte morgenmad og spiste den med stort velbehag. Derefter gik hun op på værelset igen, og prikkede stille til Lucifer.

   "Lucifer," sagde hun stille. "Vil du ikke hellere sove inde i soveværelset?" Lucifer åbnede øjnene. Han nikkede kort. Han rejste sig op, svajede og faldt tilbage på sofaen. Sandra tog hans arm om sin skulder og hjalp ham ind på sengen. Hun strøg hans hår og smilede til ham. "Sov godt." Hun vendte sig om for at gå, men Lucifer greb fat om hendes håndled. Nervøsitet sprang frem i Sandras mave.

   "Bliv," sagde Lucifer lavt. Han trak hende ned over sig, så hun lå halvt oven på ham og halvt ved siden af. Han lagde en hånd på hendes ryg, så hun ikke kunne fjerne sig. Hendes hjerte slog hurtigere. Han havde lige bidt hende. Det var ikke fuldmåne endnu! "Du har stadig et kys til gode." Han kyssede hende ved mundvigen. Sandra vred sig for at komme væk. Lucifer tog fat om begge hendes håndled og holdt hende fast. "Hvad er der? Jeg troede, at du godt kunne lide mig." Hans ansigt var fuldstændig monotont og udtryksløst, ligesom hans stemme. Sandra prøvede at vriste sig fri, men uden held.

   Lucifer skubbede hende baglæns, så han var over hende, og kyssede hende grådigt. Hun prøvede at få ham væk, men han var stærkere end hende. Hans hænder var overalt på hende.

   "Lucifer, stop så..."

   "Hvorfor?" Han så hende ind i øjnene. "Du kan lide det - meget." Sandra sukkede dybt.

   "Ja... Jeg... Jeg kan lide det. Virkelig meget, men..."

   "Hvorfor vil du have noget," han kyssede hende igen, "du kan lide," lige under brystbenet, "til at stoppe?" Sandra bed tænderne sammen. "Jeg..." Nej! "... el..." Nej, han måtte ikke sige det! "... sker..." Stop! "Di..."

   "Jeg har en kæreste!" sagde Sandra hurtigt. Lucifer holdt op med at kysse og røre hende. "Han hedder Jason, og jeg kan virkelig godt lide ham. Så vil du ikke nok stoppe?" Lucifer satte sig på sengekanten. Sandra satte sig op og så på ham. "Jeg kan virkelig godt lide ham, og jeg vil ikke være utro." Hun så ned. "Jeg er ked af det, hvis jeg har givet dig et forkert indtryk." Lucifer rystede på hovedet.

   "Nej... Det er mig, der er ked af det." Sandra rejste sig op, tøvede og gik så ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...