Dark N' Light

Efter Sandras forældre er blevet dræbt i et biluheld, bliver hun flyttet ind i et stort hus, midt inde i en uhyggelig og mørk skov. Hendes værge, Lucifer Sorrow, er en mystisk og excentrisk ung mand, der ikke har andet i hovedet end sig selv og sine egne behov. Dog opdager Sandra, at Sorrow er lidt mere end man umiddelbart kan se. Han sover i en mørk og dyster kælder, hvis eneste vindue fører ud under Black Lake, kan ikke fordrage sollys, fjernsyn, radio, computere eller telefoner. Og frem for alt, så har han et underligt forhold til sit underlige kæledyr, ravnen Munin. Lucifer Sorrow er alt andet end en almindelig ung mand - det bevises, da han på én nat river struben op på Sandra, for at drikke hendes blod som aftensmad.

50Likes
137Kommentarer
6016Visninger
AA

11. Lidelser

Det bankede lavt på døren. Sandra så væk fra fjernsynet. Hun ville ikke lade ham komme ind. Hun rejste sig op og trak gardinerne fra, så det sidste sollys oplyste hendes værelse.

   "Bliv ude Sorrow! Du kan ikke tillade dig at behandle mig sådan!" råbte Sandra.

   "Sandra, hør nu på mig..."

   "Nej! Jeg vil ej! Lad mig være i fred! Er det ikke også det, du vil! Du er bare en kold, følelsesløs, gnaven dødning! Du bekymrer dig ikke om andre! GÅ SÅ MED DIG!"

   "Sandra," lød det roligt udenfor. "Jeg kommer ind nu. Jeg har en overraskelse til dig." Dørhåndtaget blev trykket ned. Sandra indså, hvad hun havde gjort. Hun så frygtsomt på gardinerne. Sorrow kom ind. Sandra så på ham.

   Sorrow udstødte et højt, skingert skrig og bøjede sig forover. Han vaklede ud baglæns. Sandra trak hurtigt gardinerne for og styrtede ud på gangen. Sorrow vaklede hen mod trappen, han støttede sig mod væggen, stønnede og gispede i smerter. Sandra gik hen mod ham, rakte ud mod ham. Han rev skulderen til sig.

   "Hold dig fra mig!" hvæssede han hæst. Sandra trak hurtigt hånden til sig. Et hulk undslap Sorrow, der fortsatte videre hen ad gangen. Sandra så med anger efter ham.

   "Mister Sorrow, undskyld, jeg skulle aldrig have..." Sorrow vendte ansigtet mod hende, Sandra skreg forskrækket.

   Huden på Sorrows ansigt var brændt, den var sort og rød og skallede af. Han vendte ansigtet væk og skærmede sig med den ene arm.

   "Du... Du gjorde det her mod mig... med vilje?" Sandras hjerte galoperede ad sted efter chokket over Sorrows ødelagte ansigt. Sorrow rystede, gråden nær og tæt på at bryde sammen. Han kom med stive skridt ned ad trappen og ud af Sandras synsfelt.

   Sandra stod paralyseret på gangen et par minutter. Så hørte hun døren til Sorrows værelse smække, og blev bragt ud af sin døsige traume. Hun styrtede ind på badeværelset, hvor hun fandt forbindinger, salve og creme, der kunne lindre Sorrows smerter. Hun gik nedenunder med det og bankede på døren.

   "Mister Sorrow, vil du ikke nok lade mig komme ind? Jeg vil så gerne hjælpe dig, du må undskylde min opførsel, jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på!" Sandra ventede på svar i tredive sekunder, så åbnede hun døren og gik ind. Munin skræppede op og rev hende i håret, Sandra skærmede sig og gik hen til Sorrow. Han lå i krampetrækninger på sin seng, hans vansirede ansigt var fortrukket i smerte, hvilket tilsyneladende bare gjorde smerten værre. "Mister Sorrow, må jeg ikke nok hjælpe dig?" Sorrow så på hende med røde øjne, han udstødte en hæs lyd og kneb så øjnene sammen. En tåre gled ned ad hans kind, han peb.

   Sandra tog cremen og smurte det på hans ansigt, det var ubehageligt at røre den brændte hud. Sandra så på resten af ham. Det tynde, hvide stof i skjorten havde ikke været nok mod solen. Sandra bed sig i læben, og begyndte at knappe den op. Sorrow klynkede ynkeligt, da hun hørte ved ét af de mange brandsår. Han var ikke lige så slemt forbrændt på armene, maven og brystet som i ansigtet, men huden var alligevel ved at skalle af og var blevet misfarvet og sortrød.

   Sandra behandlede Sorrows sår så godt hun kunne. Da hun endelig var færdig, åndede hun lettet op og så på ham. Han åbnede munden en smule, for at sige noget uhørligt.

   "Hvad? Mister Sorrow, jeg kan ikke høre dig." Hun kom nærmere.

   "Mine..." sagde han lidt højere, hæst og halvkvalt. "Mine ben!" Han hulkede svagt. Sandra holdt vejret og rødmede stærkt.

   "Mister Sorrow, jeg... jeg..." Sorrow lo med et pust.

   "Jeg har altså undertøj på." Han skar tænder og vred sig.

   Med megen modvilje fik Sandra Sorrows bukser af ham. Hans ben var ikke lige så forbrændte som resten af kroppen, men han havde store plamager af brændt hud og kød på knæene, og nogle mindre på lårene og skinnebenene. Sandra havde det ikke godt med at røre hans krop så meget, og hun skyndte sig og sjuskede lidt med at gøre det færdigt.

   "Jeg henter noget vand," sagde hun hurtigt og gik måske lidt for hurtigt ud af rummet.

   Ude i køkkenet gled hun ned ad væggen. Hun lagde en hånd for hjertet og tog nogle dybe indåndinger. Hendes kinder var utroligt varme, hendes syn svigtede en smule. Hun følte sig helt let, underlige tanker ræsede rundt i hendes hoved. Hvorfor skulle han, af alle mænd på planeten, være den, hun først så uden tøj på? Eller, kun i undertøj? Og hvorfor - hvorfor - ville hun gerne se det igen? Hvorfor var han så pokkers lækker?! Sandra prøvede forgæves at tænke på Jason, men Jason blev hele tiden erstattet af Sorrow. Sorrows ansigt. Sorrows stemme. Sorrows krop...

   Sandra tændte for hanen og stak hovedet ind under det kolde vand. Da hun var kølet ned, hældte hun vand op i en kande, tog et glas og bar det nedenunder til Sorrow.

   Sandra kunne næsten ikke få vejret nede i kælderen. Der var for det første lugten af salve, creme og brændt ud. Og for det anede var der Sorrow. Sandra var nød til at stoppe op og tage sig sammen, inden hun ville tabe vandet på gulvet.

   Sorrow spændte brystmusklerne og bicepsen, hver gang en smertetrækning løb gennem ham. Han heledes hurtigere end mennesker, og flere gange skød han brystet frem og stønnede, da et sår trak sig lidt mere sammen. Sandra så væk og gispede efter vejret. Hun gik med stive, vaklende skridt hen til sengen og satte vandet hårdt på bordet.

   "Her!" sagde hun hårdt. Sorrow så på vandet. Et sår på hans ben lukkede sig en smule mere sammen, han lukkede øjnene og skar tænder. Sandra sank en klump. "Er... er der andet jeg kan gøre for at hjælpe."

   "Nej," sagde Sorrow lidt for hurtigt. Munin skræppede.

   "Lucy heler med blod! Lucy heler med blod!" Sandra så spørgende på Sorrow.

   "Er det alt, der skal til? En smule blod?" Sorrow kastede hovedet fra side til side i protest.

   "Nej, den dumme fugl ved ikke, hvad den talaaaarh!" Sorrow vred sig i smerte.

   "Sorrow, bid mig," sagde Sandra stille. "Vil du ikke nok?" Sandra så lidende på hende.

   "Nej..." Han slog igen hovedet fra side til side i puderne, da hans anspændte nakke ikke tillod ham små, blide bevægelser. "Nej, nej, nej, nej!"

   "Sorrow, bid mig, jeg beder dig!"

   "Jeg kan ikke! Jeg VIL IKKE!" Sandra så på Munin.

   "Munin, kan jeg tvinge ham?" Og nu talte hun så til en fugl? Sandra mente virkelig, at hun havde brug for at komme ind til en by! Munin baskede med vingerne og hoppede rundt på gulvet.

   "Positivum Morsu! Positivum Morsu! Ligger i køkkenet! Ligger i skuffen!" Sandra styrtede ovenpå og trak alle skuffer ud, indtil hun fandt en lille metalæske, hvorpå der var sat et skilt: Positivum Morsu, tvangs bid, farlig! Brug ALDRIG! Udløses af væske. Tja, nu var jo ikke aldrig, nu var nu. Sandra åbnede æsken og tog en pille på størrelse med en hovedpinepille ud. Selve pillen virkede som et ganske tyndt, letopløseligt stof, der holdt en tynd, klar, blå væske inde. Sandra puttede den i lommen og løb nedenunder.

   Sorrow så frygtsomt på hende. Hun satte sig på hans sengekant og tog pillen frem. Han bed ned i sine læber, klemte øjnene sammen i smerte og drejede ansigtet væk fra hende.

   "Vær nu ikke latterlig, det er bare en pille!" Han rystede voldsomt på hovedet og prøvede at slå hende væk. Hun greb fat om hans forbrændte håndled og holdt dem fast over hans hoved. Han åbnede munden i et smertegisp, og Sandra puttede pillen i hans mund.

   Sorrows øjne blev store og bange. Sandra så pillen opløses på tungen, idet han stivnede midt i sit gisp. Den blå væske flød langsomt ud i hans mund. Han begyndte at hoste og prøvede at spytte den ud. Sandra satte sig overskrævs på hans mave og holdt hans mund lukket.

   "Forstår du da ikke?!" spurgte hun hårdt. "Jeg gør det for dit ejede bedste!" Sorrow begyndte stille at hulke.

   "Du ved slet ikke hvad du har gjort!" klynkede han ynkeligt. Han begyndte at trække vejret. Hans bryst hævedes og sank igen, han trak vejret dybt men hæst, som om kroppen forberedte sig på noget, den ikke havde gjort længe - eller kunne tåle? Sved løb ned over det vansirede ansigt. Sorrow åbnede munden vidt op med en snerren. De hugtænder, der normalt var skjult, blev skubbet ud. De var meget længere, end Sandra huskede dem. Hun begyndte så småt at indse, at hun havde begået endnu en fejl.

   Sorrow huggede. Han skød pludselig frem mod hende, og hamrede sine tænder ind i halsen på hende. De lange tænder gravede sig dybt ind. Sandra skreg. Sorrow greb hårdt fat om hendes skuldre og skubbede hende bagover, så det pludselig var hende, der lå på ryggen. Hun sparkede, slog og vred sig for at komme fri, men lige meget hjalp det.

   Sandra kunne ikke se meget af Sorrow, men hun kunne se huden hele hurtigt på hans ryg. Den flettede sig sammen, i takt med at han drænede hende. Drænede hende. Sandra følge sig svag. Hun kunne ikke få luft. Han havde bidt struben over. Og han fortsatte. Længe. Han drak meget. Alt, alt for meget. Sandra peb. Det gjorde ondt. Helt og aldeles forfærdeligt ondt! Sandra prøvede at skubbe ham væk, men han var som en massiv klippe.

   Efter et kvarter i stilhed, kun brudt af Sorrow tilfredse støn og gisp, gav Sandras krop op. Hun lå slapt på Sorrows seng. Lod ham drikke. Lige så meget han ville. Hun kunne alligevel ikke gøre noget. Hun lukkede øjnene. Nu skulle hun endelig se sine forældre igen...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...