Dark N' Light

Efter Sandras forældre er blevet dræbt i et biluheld, bliver hun flyttet ind i et stort hus, midt inde i en uhyggelig og mørk skov. Hendes værge, Lucifer Sorrow, er en mystisk og excentrisk ung mand, der ikke har andet i hovedet end sig selv og sine egne behov. Dog opdager Sandra, at Sorrow er lidt mere end man umiddelbart kan se. Han sover i en mørk og dyster kælder, hvis eneste vindue fører ud under Black Lake, kan ikke fordrage sollys, fjernsyn, radio, computere eller telefoner. Og frem for alt, så har han et underligt forhold til sit underlige kæledyr, ravnen Munin. Lucifer Sorrow er alt andet end en almindelig ung mand - det bevises, da han på én nat river struben op på Sandra, for at drikke hendes blod som aftensmad.

50Likes
137Kommentarer
5990Visninger
AA

3. Kælderen

"Kom nu, kom nu, signal, hvor er du!?" Sandra havde været hele huset rundt, men kunne ikke finde noget signal overhovedet. Hun ville ringe til Mrs. Mathilda, for at blive flyttet til et andet hjem, men signal holdt kun få sekunder, ikke engang nok til at ringe op.

   Sandra gik først i seng klokken to om natten, men vågnede til gengæld klokken halv tolv, middag. Hun stod op, tog tøj på og tjekkede telefonen for at se, om signalet var blevet bedre. Selvfølgelig ikke. Hun åbnede døren og gik ned i køkkenet. Sorrow var ingen steder at se, heldigvis var Munin også væk. Sandra kunne ikke finde noget mad i køleskabet og sukkede. Hun bed sig i læben.

   I det samme blev døren til køkkenet åbnet, og Sorrow kom ind. Han veg forskrækket tilbage for lyset fra vinduet, hvis gardiner ikke var trukket for, og trak hætten på hoodien op over ansigtet igen. På nul komma fem var han henne ved vinduet og trak gardinerne for. Sandra holdt blikket fra ham. Han tændte tre stearinlys, så hun kunne se noget, åbnede det lille køleskab og tog en ny vinflaske ud. Han gik uden et ord.

   Selvom Mister Sorrow var uhyggelig og uden anstændighed, og selvom han havde sagt, at Sandra ikke måtte komme ned til hans værelse, så var hun nød til at få noget at spise. Hun måtte anstrenge sig for at overtale sine ben til at gå ned i forhallen. Først da et stort bornholmerur et eller andet sted i huset ringede middag, stod hun ved den trappe, der førte ned til kælderen og Sorrows værelse.

   Langsomt gik hun ned ad trappen. I modsætningen til hvad hun havde troet, så blev der varmere og varmere jo længere ned hun kom. Trappen endte ved en kun fem meter lang gang, som førte hen til en dør lige som dem ovenpå. Sandra bankede stille på, men der kom intet svar. Forsigtigt åbnede hun døren.

   Vægge og loft i rummet var sorte, men gulvet var dækket af mørkeblå fliser, som måske var lidt for varme til Sandras smag. Der var kun ét vindue, et stort, rundt smukt et. Sandra så overrasket på det: Det havde ingen gardiner, kunne ikke åbnes og måtte være helt ufatteligt tykt. For det viste nemlig ud til under søens vandskorpe. Fisk svømmede forbi i det mørke vand, svage solstråler gav rummet et mørkt og dystert lys gennem vandet.

   På en fuglepind bag en skillevæg sad Munin og sov med hovedet presset ind mod brystet. Skillevæggen gav fuglen en smule privatliv, for den skærmede for et langt større område af rummet.

   Sandra havde en underlig fornemmelse og gemte sig bag skillevæggen, bad til at Munin ikke vågnede. En sort klædeskab faldt næsten i ét med væggen. Flere stearinlys spredte en ulidelig varme i rummet, lysene stod på stager eller på fade, de kastede skygger overalt. Knækkede kors lå på en sølvbakke, nogle af de knækkede genstande var af sølv, andre var af træ. I en bred skål lå skinnende glasskår, på gulvet under skålen lå to voodoodukker. Sandra gøs og prøvede i stedet at finde Sorrow. Da hun fandt ham, nægtede hun at tro sine egne øjne.

   Sorrow sad på en rund seng i et hjørne af værelset. Han tog en lillebitte lommelygte fra et bord, en af den slags, læger brugte til at lyse én ned i halsen med. Han klikkede på den, så et venflon lys blev kastet ned på hans arm. Venflon var et lys uden rødt, der gjorde hans blodårer mere synlige. Sandra rystede på hovedet. Han var vel ikke ved at... Hun gispede, men slog en hånd op for munden, da Sorrow trak en skuffe ud fra bordet og tog en kanyle op. Sandra trådte frem op råbte "NEJ!" lige så hurtigt som han stak nålen ned i blodåren og sprøjtede det ukendte indhold ind i kroppen.

   Et støn gled ud fra hans mund, han slukkede lommelygten og lagde den og nålen tilbage på bordet. Han lænede sig tilbage i de mange puder i sengen. Lænede nakken tilbage og tog en dyb indånding. Skød brystet frem og vred sig en smule. Sandra så væk.

   "Hvad har De dog gjort?" spurgte hun. Sorrow så på hende.

   "Hvad laver du her?" spurgte han.

   "Jeg ville høre, om jeg kunne købe ind nogen steder. Men... Hvad var det?" Sandra pegede på kanylen. Sorrow så på den.

   "Det vedrører ikke dig. Gå ud, nu!"

   "Hvad sker der for det her syge hus?!" udbrød Sandra. "De kan ikke behandle mig på den måde! Jeg er ikke et lille barn! Jeg har ret til at vide, hvad der foregår!" Munin skræppede op og fløj hen til Sorrow. Et pludseligt, bredt smil bredte sig på Sorrows mund. Hans øjne blev vilde og vanvittige. Han lo kort.

   "Ha ha. Har du hørt, Munin? Det lille menneske vil have svar. Vores svar. Ha. Ha ha. Ha. Hun tror, hun kan give os ordre. Ha ha. Hvad skal vi gøre ved det?" Han fniste overdrevent. "Vi kunne..." Han vendte langsomt blikket fra den tavse ravn til den rædselsslagne Sandra. Han blinkede ikke, hans øjne var store og runde. "DRÆBE HENDE!" udbrød han skingert. Sandra bakkede bagud. Sorrow begyndte at le, skingrende vanvittigt.

   Sandra flygtede ud af kælderen, hendes hjerte hamrede i halsen på hende. Hun tog telefonen på sit værelse og prøvede at ringe Mathilda op. Intet signal. Hun kastede telefonen fra sig og satte sig rystende på sengekanten. Hvad var det? Medicin? Stoffer? Ingenting, måske bare en sindssyg person. Okay, "bare". Sandra sad i rædselstanker i fem minutters tid. Hun havde trukket gardinerne fra, så hendes værelse var lyst op af den svage efterårssol. De bankede på døren. Hun så hurtigt på den. Så sig om efter et våben af en art, noget, hun kunne forsvare sig med. Det bankede igen, lidt mere insisterende. Hvorfor kom han ikke bare ind og fik det overstået. Sandra gik varsomt hen mod døren. Hun åbnede den hurtigt op trådte et skridt tilbage. Det samme gjorde Mister Sorrow. Han skærmede sit ansigt for lyset fra værelset og trak hætten op over hovedet.

   "Hvis De er kommet for at gøre min ondt, har jeg ikke tænkt mig bare at lade Dem gøre det," sagde Sandra stålfast. Sorrow rystede på hovedet.

   "Nej, jeg kom for at sige, at jeg ikke vil gøre dig noget. Det, du så, var blodstimulerende medicin. Det forstyrrer hjernen i nogle minutter, og..." Han krympede sig og trådte længere væk fra lyset. Sandra lukkede døren, så de stod ude på den mørke gang. Sorrow rettede sig op. "... og jeg troede oprigtigt talt at jeg havde låst døren. Jeg advarede dig jo, du skulle bare være gået, og have overholdt husreglerne." Sandra åndede lettet op.

   "Mister Sorrow, hvorfor sagde De ikke bare det?" Sorrow fortrak ikke en mine. Hele hans ansigt, på nær hagen og munden, var dækket af skygger, så hans ansigt ikke kunne afkodes. "Nå, men, jeg kom jo for at spørge, om vi ikke kunne købe ind et sted? Jeg har ikke fået morgenmad, og for at være ærlig, så har jeg det ikke så godt." Sorrow nikkede.

   "Der ligger en lille by på den anden side af søen, men jeg kommer der aldrig. Jeg skal nok sørge for varer, bare hold dig ude af mit værelse." Sandra nikkede. Hun overvejede at spørge ind til de mange uhyggelige ting, hun havde set inde på hans værelse, men lod være. Det virkede for personligt.

   Sorrow lavede en pludselig, truende bevægelse hen mod Sandra, der forskrækket trådte tilbage. Han tog sig til hovedet.

   "Eftervirkning af medicinen," mumlede han. "Jeg må gå." Sorrow styrtede ned på første sal. Sandra stod et øjeblik og undrede sig. Så fulgte hun langsomt efter.

   Badeværelsesdøren på første sal stod på klem. Selvom Sandra vidste at det var forkert, stillede hun sig med ryggen mod muren og lyttede til de hæse host, der kom ude fra badeværelset. De var voldsomme og halvkvalte, som hvis man skulle kaste op.

   "Nej, nej, bliv nu nede!" Sorrow hostede voldsommere end før. Så holdt alle lyde op. Sandra rynkede panden.

   "Mister Sorrow?" Hun skubbede døren op. Det fine badeværelse viste ingen tegn på, at nogen havde været derinde i dag. Sandra så sig forvirret omkring. Var det bare noget, hun havde forestillet sig?

 

Sandra så ikke Sorrow igen før efter mørkets frembrud. Han sad i køkkenet, da hun kom ud for at lave mad. Han havde en simpel, mørkeblå trøje på, dens ærmer var revet af. Sandra så ned på sin prangende, gule nettrøje uden på den hvide top. Hun havde en cowboynederdel under, håret var sat op med en gul elastik. Sorrow sad i sine egne tanker, han havde et glas vin i hånden. Sandra smilede til ham, men han ænsede hende ikke.

   "Mister Sorrow?" Sorrow så på hende. "Skal vi spise sammen i aften?" Sorrow rystede på hovedet.

   "Jeg har spist." Han nippede til rødvinen. Sandra sukkede.

   "Vil De ikke havde noget vand, i stedet for at drikke rødvin hele tiden?" Han rystede på hovedet.

   "Jeg bryder mig ikke om vand."

   "Mælk?" Sorrow rystede på hovedet og drak resten af vinen. Sandra sukkede og gik hen til de høje køleskab. Hun blev overrasket over de mange ting, der lå derinde. Gulerødder, tomater, agurker, squash, chilier, ost, mæl, sodavand, oksekød, svinekød, en hel kylling, kyllingelår, kyllingebryst, laks, rødspætte, fiskefileter, torsk, smør, margarine, yoghurt, cornflakes, oliven, pærer, æbler, citroner, appelsiner, en ananas, bananer, franskbrød, rugbrød, pølser, æg, bacon, bønner på dåse, ærter, majs, kål og broccoli. Sandra så på Sorrow. "Har De købt alt det her?"

   "Der er mere i skabet, hvis du mangler noget," sagde Sorrow åndsfraværende.

   "Mister Sorrow," sagde Sandra, "vi kan umuligt nå at spise alt det her, inden det når udløbsdatoen. Nårh nej, De spiser jo ikke. Jeg kan umuligt nå at spise det her. Hvor har De pengene fra?"

   "Jeg har penge nok, men ikke noget at bruge dem på," sagde han kort for hovedet. Sandra sukkede og tog nogle ingredienser ud og lagde dem på køkkenbordet. Hun lukkede køleskabet og så på Sorrow. Hun vinkede foran hans øjne.

   "Mister Sorrow!" sagde hun højt. Han fór sammen.

   "Ja."

   "Hvad er der galt? De er åndsfraværende og - nej, det er ikke det, der er mærkeligt. De er her. I samme rum som mig. Undskyld, men jeg har ikke været her længe, og alligevel har De ikke villet opholde Dem i samme rum som mig i mere end fem minutter, når De vidste at jeg var der. Er der noget galt?" Sorrow gned sine øjne og gabte.

   "Nej, jeg sov bare forfærdeligt i dag." Sandra så forvirret på ham.

   "Mener du ikke 'i nat'? Jeg sov forfærdeligt i nat?" Sorrow sukkede.

   "Hvad vil du lave til aftensmad?"

   "Koteletter."

   "Min skal være så rød som muligt." Sandra så storsmilende på Sorrow og nikkede.

   "Så gerne."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...