Dark N' Light

Efter Sandras forældre er blevet dræbt i et biluheld, bliver hun flyttet ind i et stort hus, midt inde i en uhyggelig og mørk skov. Hendes værge, Lucifer Sorrow, er en mystisk og excentrisk ung mand, der ikke har andet i hovedet end sig selv og sine egne behov. Dog opdager Sandra, at Sorrow er lidt mere end man umiddelbart kan se. Han sover i en mørk og dyster kælder, hvis eneste vindue fører ud under Black Lake, kan ikke fordrage sollys, fjernsyn, radio, computere eller telefoner. Og frem for alt, så har han et underligt forhold til sit underlige kæledyr, ravnen Munin. Lucifer Sorrow er alt andet end en almindelig ung mand - det bevises, da han på én nat river struben op på Sandra, for at drikke hendes blod som aftensmad.

50Likes
137Kommentarer
6002Visninger
AA

14. Juleballet

Sandra snurrede rundt i kjolen og så sig i spejlet. Den var isblå og smygede sig om hendes krop som om den var skræddersyet kun til hende. Den gik op omkring nakken i en rem, så den ikke faldt for langt ned, og ikke afslørede for meget af kavalergangen. Små perler lavede mønstre i den nederste del af kjolen. Skoene var af samme sølvfarve, de havde kun en lille hæl på, så hun stadig kunne stå op den næste morgen.

   Håret var sat op i en knold bagtil, et hårbånd af kunstperler omringede den. Sandra havde sat tre små, skinnende make-up sten ved hvert øje: den inderste og største var grøn, den midterste og mellemste var isblå som kjolen, og den yderste og mindste var lyserød. Sandra tjekkede make-uppen en sidste gang. Så låste hun døren op og trådte ud i stuen.

   Hun snurrede rundt så Lucifer kunne se hende. Hun smilede bredt til ham. Hun blev overrasket over hans påklædning.

   Det var ikke grim påklædning. Det passede til Sandras tøj og var faktisk ganske pænt. En jakke, som én af dem fra et jakkesæt, og det "forkælede prins eller vampyr" slips, han havde haft på, da han bed hende. Et øjeblik undrede hun sig over, hvordan han havde fået det rent. Han så udtryksløst på Sandra.

   "Du ser yndig ud," smilede han. Hun så ned og rødmede.

   "Ja, også dig - jeg mener, du er ikke yndig, du er, du er, du er..." Hun sukkede og hævede blikket en smule. "Du ser flot ud." Lucifer lo.

   De to gik ned på gaden og pejlede en taxa. Sandra tjekkede efter i sin taske. Hun havde billetter, penge, telefon, ID...

   Taxaen kørte hen til den store hal, hvor juleballet blev holdt. Billetterne var dyre og ballet var fint. Sandra rødmede, da Lucifer åbnede døren for hende og hjalp hende ud.

   En hvid løber var rullet helt ned til gaden, så gæsterne ikke skulle f beskidte fødder. Lucifer ledsagede Sandra hele vejen hen til indgangen. På hver side af de store døre stod et højt juletræ, dækket af fehår og hvide, blå og gennemsigtige julekugler. Sandra viste billetterne, og hun og Lucifer blev taget med ind i den store festsal.

   Festsalen var overdådig. Der stod et højt juletræ i hvert hjørne, samt et i midten, ligesom dem udenfor. Forskellen var dog, at der på alle disse var julestjerner og kunstige snefnug. Gulvet var spejlblankt og dækket af fine, hvide fliser. Ved de høje vinduer var hvide gardiner trukket til side. Rundt omkring, væk fra dansegulvet, stod runde borde til gæsterne.

   Ved det fjerneste juletræ stod et live band og spillede musik. Sandra følte sig pludselig som en fisk på land. Hun hørte da ikke til mellem alle de fine mennesker, gjorde hun? Hun strammede grebet om Lucifers hånd. Han gav den et kærligt klem tilbage.

   Lucifer stillede sig foran hende. Han bukkede dybt og smilede til hende. Han rakte hende en hånd.

   "Har De lyst til at danse, frøken?" Sandra rødmede, hun pillede nervøst ved sine hvide handsker.

   "Jeg... Jeg ved ikke, jeg..."

   "Det tager jeg som et ja." Lucifer tog uden tøven fat om hendes arm, og hev hende ud på dansegulvet. Han placerede hendes og sine egne hænder hvor de skulle være, og førte hende rundt i den første vals, hun nogen sinde havde danset.

   Sandras hjerte hamrede. Lucifer smilede ikke, men førte hende rundt på gulvet med udtryksløst ansigt. Da musikken stoppede, for at musikkerne kunne få en pause, fandt Lucifer og Sandra et tomt, rundt bord. Lucifer sad som om han var hjemme, faktisk så han ud til at kede sig lidt. Sandra så ned på sine fødder.

   "Så..." sagde hun stille. "Tak for at give mig billetterne..." Lucifer trak på skulderne.

   "Det var en undskyldning."

   "Ja..." sagde Sandra tøvende. "Men... tak alligevel. Jeg har altid gerne ville til juleballet, men det er så dyrt, og..." Hun rynkede panden. "Hvor har du pengene fra?"

   "Det skal du ikke bekymre dig om." Sandra gispede.

   "Du har vel ikke stjålet dem?!" Lucifer sendte hende et irriteret blik. Sandra slog blikket ned. Hun rejste sig hurtigt op. "Jeg henter noget at drikke." Lucifer rejste sig op.

   "Nej, nu skal jeg."

   "Lucifer, jeg..."

   "Sandra - jeg skal nok hente det." Lucifer gik hen mod bordet med mad og drikke. Sandra satte sig tilbage. Aftenen gik slet ikke som hun havde håbet. Hun krummede tæer, var en smule utilpas og følte sig helt og aldeles malplaceret.

   Nogen lagde en hånd på hendes skulder. Sandra så forskrækket på den ukendte bag hende. Det var en fin herre omkring midt tyverne. Hans hår var korngyldent og hans tænder var hvide og pæne. Rige playboy.

   "Undskyld mig, men jeg kunne ikke lade være med at bemærke... Er De Sandra Lillians?" Sandra nikkede tøvende.

   "Ja. Hvem er De?"

   "Mit navn er Eric Johnson. Vores fædre forhandlede, inden... Ja, inden ulykken." Johnson nikkede mod Lucifers stol. "Må jeg?"

   "Øhm, faktisk, så er det min ledsagers plads. Men sæt Dem endelig ved siden af." Johnson satte sig. "Fortæl mig, Mister Johnson... De opsøgte mig vel ikke kun for at tale om min fars operationer?" Sandras far havde arbejdet som kirurger på Manchester hovedhospital. Johnson smilede og rystede på hovedet.

   "Nej, slet ikke. Jeg ville bare kondolere, og spørge hvordan De har det?" Sandra smilede taknemmeligt.

   "Mange tak, det er meget venligt af Dem. Jeg har det fint. Det har været svært, siden mine forældre døde, men folk har virkelig været rare mod mig." Johnson smilede og nikkede forstående.

   "Jeg har hørt, at De havnede hos et underligt bekendtskab? Behandler han Dem godt?" Sandra nikkede langsomt.

   "Ja, Mister Lucifer Sorrow. Han er lidt kold og indadvendt, men jeg ved, at han på bunden er god nok." Johnson smilede på en ubehagelig måde. Hans smil falmede, og han pegede diskret på Sandras hals og bare skuldre.

   "Og de sår? Hvor fik De dem fra?" Sandra blev kold indeni. Hun havde glemt at dække de svage ar, der stadig var synlige.

   "Jeg... De er fra bilulykken." Johnson hævede øjenbrynene.

   "Virkelig? Så små sår?" Sandra rystede hurtigt på hovedet.

   "Ikke for at være uhøflig, Mister Johnson, men jeg bryder mig ikke om at tale om hverken mine forældres død, mit privatliv eller bilulykken." Johnson nikkede.

   "Jeg forstår." Johnson så over mod det bord, Lucifer var gået over til, for at hente drikkevarer. Johnson sukkede irriteret. "Åh, hvad laver det fjols nu?" Sandra vendte sig lidt om i stolen. En ung mand, fra afstand meget lig Johnson, stod og talte med Lucifer. De lo begge. Sandra troede ikke sine egne øjne. Lucifer lo faktisk? I offentlighed. "Det er min halvlillebror. Jeg tog ham med herhen, for at han ikke skulle sidde hjemme hele julen, men alle, han snakker med, ender med at få fordomme om vores familie." Sandra så spørgende på Johnson.

   "Hvad er der da så slemt ved Deres lillebror?"

   "Halvlillebror. Nårh, han forstår bare ikke at opføre sig ordentligt. Han mener, at sjov og egenrådighed kommer før pligter. Desuden, så bryder han sig ikke om de finere selskaber. Han vil hellere blive hjemme foran pejsen med en gammel, gotisk bog og fordybe sig i Bram Stoker." Sandra rynkede brynene.

   "Hvad er der i vejen med Bram Stoker?" Hun havde selv netop læst Dracula, og den gamle forfatter var en af hendes foretrækkende. Johnson trak på skulderne.

   "Ikke noget såmænd, men Stokers historier er urealistiske og spild af tid. Ligesom alt andet, der er pure opspind. Det gavner ikke noget, giver bare fantasien lange tøjler, og sætter idéer i hovedet på folk, der hellere skulle passe deres pligter og foretagende." Lucifer og Johnsons halvbror kom hen mod Sandra og Johnson selv, Lucifer havde to glas cider i hænderne. Han rakte det ene til Sandra, der stille tog imod det. Hun mumlede tak. Johnson så vrissent på sin bror. "Nigel, hvad laver du dog?" spurgte den ældste bror tvært.

   "Eric, jeg talte bare med Mister Sorrow her. Det har jeg vel lov til." Johnson skævede til Lucifer, vejede ham med øjnene, og målte ham til at være mindre værd end sig selv. Johnson tog hårdt fat i sin brors arm og trak ham med sig. Sandra så overrasket efter de to brødre. Hun så på Lucifer.

   "Hvad skete der lige?" Lucifer trak på skulderne. "Talte i om bombeforsøg eller noget?" Han sukkede og rystede på hovedet. I det samme blev lyskæder tændt i loftet. Lucifer satte hårdt glasset med cider ned mod bordpladen og gned den ene tinding. Han lukkede øjnene og skar tænder. "Lucifer? Er du okay?" Han nikkede.

   "Ja... Ja, jeg har det fint..." En telefon ringede og blev taget et sted. Musikken begyndte igen.

   "Skal vi danse?" spurgte Sandra opmuntrende. Lucifer holdt sig for øjnene med den ene hånd, mens han støttede sig til bordet med den anden. Han sukkede.

   "Sandra... Vi tager tilbage til hotellet." Sandra så forvirret på Lucifer.

   "Men vi er jo lige kommet." Lucifer tog fat om Sandras hånd og trak hende med sig. Hun fulgte bekymret og irriteret med. Lucifer stoppede op under dørkarmen til garderoben. Han lænede sig op ad dørkarmen og lukkede øjnene. Sandra så op. Hun smilede og pegede. "Lucifer, se." Lucifer så op. Mistelten. "Når man står under misteltenen, skal man give hinanden et kys." Lucifer så stift på planten et øjeblik.

   "Ikke denne gang." Han tog fat om hendes hånd igen og førte hende ud af bygningen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...