Dark N' Light

Efter Sandras forældre er blevet dræbt i et biluheld, bliver hun flyttet ind i et stort hus, midt inde i en uhyggelig og mørk skov. Hendes værge, Lucifer Sorrow, er en mystisk og excentrisk ung mand, der ikke har andet i hovedet end sig selv og sine egne behov. Dog opdager Sandra, at Sorrow er lidt mere end man umiddelbart kan se. Han sover i en mørk og dyster kælder, hvis eneste vindue fører ud under Black Lake, kan ikke fordrage sollys, fjernsyn, radio, computere eller telefoner. Og frem for alt, så har han et underligt forhold til sit underlige kæledyr, ravnen Munin. Lucifer Sorrow er alt andet end en almindelig ung mand - det bevises, da han på én nat river struben op på Sandra, for at drikke hendes blod som aftensmad.

50Likes
137Kommentarer
5985Visninger
AA

4. Flaskeknuseren

Der gik to uger, som Sandra tilbragte indelukket i huset, og oktober hældede mod sin afslutning. Fredagen inden halloween sad Sandra i køkkenet. Solen var gået ned, og Sorrow kom ind. Han gik hastigt direkte hen til køleskabet og tog en flaske vin ud. Sandra sukkede dybt.

   Det var det samme hver aften. Sorrow kom ind lige efter solnedgang, tog en flaske vin og gik ned på sit værelse igen. Det generede Sandra, især fordi hun var overbevist om, at han drak hele flasken hver nat. Sandra havde ikke set andre mennesker end Sorrow. Ikke par, der gik tur i skoven, eller jægere på jagt. Ikke lystfiskere, sejlere, campister eller drenge, der ville nærme sig "det uhyggelige hus". Det var en smule ensomt.

   Da Sorrow skulle til at gå ud, stillede Sandra sig i vejen. Han prøvede at komme forbi, men Sandra lod ham ikke undslippe. Hun nikkede mod vinen.

   "Det dér er altså ikke sundt for Dem." Hun prøvede at tage flasken fra ham, men han var mange gange hurtigere end hende, og stod i næste øjeblik bag hende.

   "Pas dig selv!" knurrede han hurtigt. Så forsvandt han. Sandra sukkede. Han virkede mere urolig og anspændt end normalt.

   Uden at ville det, vendte Sandra blikket mod det lille køleskab. Det var omtrent en meter i højden. Sandra så den vej, Sorrow var forsvundet, og gik så hurtigt hen til køleskabet. Hun lukkede øjnene og holdt vejret. Normalt var hun en god pige, der gjorde som der blev sagt. Hun ville altid andres bedste. Og... det her var jo for Mister Sorrows bedste... Hun åbnede hurtigt køleskabet og trådte tilbage. Kulden slog mod hende, og hun åbnede langsomt øjnene. Hun gispede.

   Det eneste, der lå i skabet, var vinflasker. Rødvin. Kun rødvin. På hylderne og i lågen. Helt fyldt op. Der var endda små brikker med vin, ligesom dem, børn fik med juice. Var rødvin ikke bedst lidt varm? Sandra traf en drastisk beslutning i lige netop dét øjeblik - men det krævede, at Sorrow ikke kunne komme ned i køkkenet i mindst en time.

 

Sandra blev oppe hele natten, for at kunne gennemføre sin plan. I de sidste par uger havde hun og Sorrow været i samme rum sammen længere tid ad gangen, hvilket Sandra betragtede som fremskridt, selvom han stadig ikke lod til at bryde sig så godt om hende. Klokken 11:04 sad de sammen inde i stuen. Sorrow sad og læste, Sandra sad med sin computer. Hun havde købt et trådløst internet til huset, hver måned modtog hun 58,86 pund af den børneorganisation, der havde sat hende i Mister Sorrows hus.

   Efter en halv lagde Sorrow bogen fra sig med et suk. Han så strengt på Sandra.

   "Sluk computeren." Hans stemme var rolig men bestemt. Sandra rynkede panden og fnøs.

   "Nej. Hvorfor skulle jeg?" Sorrow knurrede irriteret og rejste sig op. Han gik hen mod døren. "Hvor går De hen?"

   "Bad." Sandra så på computeren.

   Sorrow duftede altid neutralt, ikke af sved, ikke af shampoo, men Sandra mindedes ikke at have hørt ham være i bad endnu. Sandra slukkede computeren og fulgte efter Sorrow. Der havde åbenbart været lamper i huset hele tiden, men de tændtes kun fra en fjernbetjening, som Sorrow havde givet Sandra. Han havde sagt, at han ikke havde brug for den. Det virkede som om han så bedre i mørke end i lys.

   Sandra fulgte efter Sorrow ovenpå, hvor hun så ham på ind gennem den dør, der ganske rigtigt førte ud til badeværelset. Han lukkede den, og efter et kort stykke tid hørtes rindende vand. Sandra frydede sig og skyndte sig ned i køkkenet.

   Hun tog så mange flasker hun kunne bære ad gangen, og bar dem ud på den terrasse, der førte ud over søen. Her satte hun dem og gik ind efter flere. Da alle flaskerne stod ude på terrassen, begyndte hun at hælde vinen ud i søen.

   Selv havde Sandra aldrig før smagt rødvin, men hun blev alligevel overrasket over den lugt, der kom fra indholdet af flaskerne. Hun frøs i den kolde nat, og skyndte sig at hælde resten ud. Flaskerne smed hun ud i vandet, selvom hun godt vidste, at det var forkert.

   Da hun skulle til at hælde den sidste flaske ud, lød der et hæst skrig bag hende. Hun snurrede hurtigt rundt på hælene, og så på den chokerede Mister Sorrow, som stod i døråbningen. Hans ansigt var fortrukket i en blanding af vrede, had, skræk og chok.

   Sorrow var i næste sekund henne ved Sandra og rev flasken ud af hånden på hende. Hun stod med åben mund op så på ham. Hans hård dryppede stadig, lynlåsen på hans bukser stod åben, og damp fra hans hud slog stille mod hende. Tatoveringen stod klart frem på hans brystkasse.

   "HVAD HAR DU GANG I?!" skreg han ind i hendes hoved. Hun krympede sig, han syntes bare at blive større og større.

   "Mister Sorrow, jeg ville bare... Ser De, jeg..." Hun tog en dyb indånding og mandede sig op. "Jeg prøver på at hjælpe Dem. Deres drikkevaner er bestemt ikke sunde for Dem, og jeg er virkelig utryg ved at min midlertidige værge er alkoholiker." Sorrow så ud til at være ved at gå ud af sit gode skind af raseri. Men i stedet for at råbe begyndte han at le forvirret.

   "Al... Alkoholiker? Du tro, at jeg er... A... Alkoholiker?" Vrede blusede igen op i ham, stort, voldsomt, rødglødende raseri. "DET VAR MIN MAD FOR DE NÆSTE FEM MÅNEDER! SPILDT!"

   "Mad?" sagde Sandra hånligt. "Det var vin. Ikke mad. Der er en forskel." Sorrow så ud til at være spændt til bristepunktet, Sandra forventede næsten at se hans hoved eksplodere hvert øjeblik det kunne være. Han nikkede langsomt.

   "Fint. Lad os stoppe her, før jeg gør noget jeg kommer til at fortryde." Han blinkede hurtigt et par gange efter hinanden og smilede anstrengt. "Gå op på dit værelse, nu." Sandra fnøs.

   "Hvorfor? Hvorfor tror du, at du kan bestemme over..."

   "Du sagde det selv." Mister Sorrow trak sig væk fra Sandra og så strengt på hende. "Jeg er din midlertidige værge. Gå op på dit værelse. Lige nu."

   Sandra holdt øjenkontakten med Sorrow i et par sekunder. Men hans blik var som sten, og til sidst måtte hun give sig og gå op værelset. Hun vendte sig om for at gå, men fik færdiggjort sin trodsige handling. Hun greb flasken fra Sorrow og kylede den ud i søen. Så styrtede hun op på værelset, mens det mest forfærdelige raserianfald udfoldede sig nedenunder.

   I et helt kvarter lå Sandra og hørte på Sorrow, der ødelagde utallige ting nedenunder. En udstillet rustning blev væltet, stole blev knust. Da de mange lyde endelig holdt op, turde Sandra åbne døren på klem. Nedenunder lød Sorrows lavmælte stemme. Hun listede nedenunder, prøvede ikke at se på den iturevne gobelin i forhallen, eller rustningen, hvis ene overarm var blevet revet i to dele. Mister Sorrow måtte være meget stærk...

   Sandra stoppede uden for døren ind til stuen. Sorrow talte lavt og kontrolleret, med en stolt og streng undertone.

   "Hvad mener du med, at jeg ikke kan få en ny sending før næste år? Ja... Ja, jeg ved godt at det er svært at skaffe. Ja, jeg forstår at det skal holde hemmeligt, men... Nej, hør nu, det var ikke min skyld. Det er hende pigen, I sendte herhen... Nej, du forstår ik..." Han sukkede. "Jeg har aldrig bedt om en sambo, og jeg har bestemt ikke bedt om at blive værge for nogen. Hør, kan du ikke bare skaffe det, så jeg ikke... Nej. Nej, jeg kan ikke... Du ved godt at jeg ikke kan leve uden det! Vær nu ikke dum, det har jeg selvfølgelig ikke gjort, de blev ødelagt for tyve minutter siden... Hvad, jamen, hør nu, hvad skulle jeg have gjort, jeg vidste ikke noget om det..." Han sukkede irriteret. "Fordi, jeg var i bad. Måske lyder det mærkeligt, men det gør min slags altså også... Nej! Nej, du må ikke..." Sorrow prustede. "Lægge på..." Min slags? Holde hemmeligt? Sandras hoved var fuld af spørgsmål, men hun havde på fornemmelsen, at det var en dårlig idé at stille dem nu.

   Langsomt listede hun tilbage mod sit værelse, men hun blev overrasket af Munin, der pludselig skræppede op fra rustningens hoved. Døren til stuen åbnedes, og Sorrow kom ud. Han havde ikke taget mere tøj på, men i det mindste var bukserne lynede nu. Sandra spærrede øjnene op og så med afsky i øjnene på Sorrow, da hun så den mørke genstand i Sorrows hånd.

   Godt nok havde Sandra ikke selv gjort det, men hun havde set en før, og selvom denne ikke lignede de sædvanlige, var Sandra ikke i tvivl om, at den genstand, Sorrow havde i hånden, var en tændt cigaret. Sandra rynkede på næsen og lagde armene over kors.

   "Så jeg fjerne din alkohol, og så begynder du at dræbe dine lunger i stedet for din lever?" Sorrow sukkede dybt og holdt den mørke ting frem.

   "Det her er ikke røg. Jeg ryger ikke, jeg drikker ikke, jeg tager ikke stoffer, uanset hvad du tror eller ser, så er du kun et menneske, og du ser kun hvad folk har lært dig at se!" Sorrow satte cigaretten for munden og tog en dyb indånding.

   "Virkelig? Det dér ligner ellers rygning?" Sorrow så irriteret på hende. Han holdt den frem for hende.

   "Krageklo, kransburre, kvæsurt og lancet. Blodstimulerende planter. Deres røg er ikke giftig, og de virker som medicin på folk med blodmangel. Desuden," Sorrow tog et dybt sug, "så er de beroligende. Lidt ligesom bedøvelse. Jeg er selvfølgelig enig med dig i, at rygning er en forfærdelig ting." Han åndede lettet ud. Sandra så ned på sine fødder.

   "Hv... Hvorfor har jeg ikke set dig gøre det før?"

   "Du har kun været her i få uger. Jeg plejer, som du så, at sprøjte medicinen direkte ind i mine blodårer, men, øhm, 'vinen' gjorde mig rolig, og nu, hvor du har smidt det hele ud, kan jeg bare ikke tage den." Sandra så med store øjne på Sorrow.

   "Undskyld, jeg ville ikke... Jeg troede..." Sorrows ansigt blev hårdt.

   "Som jeg sagde, så ser du kun hvad andre har lært dig! Lær dog at tænke selv!" Han tog et hvæs fra den sammenrullede medicin og lukkede øjnene. Hans skuldre faldt ned i en afslappet position. "Hvis jeg ikke får medicinen ind på én eller anden måde," sagde han stille, "vil jeg blive rigtig alvorligt syg. Bare rolig, jeg har kun én af de her, til nødstilfælde." Han gik. Sandra så skamfuldt ned. Varme tårer samledes i hendes øjenkroge. Hvad havde hun dog gjort?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...