Dark N' Light

Efter Sandras forældre er blevet dræbt i et biluheld, bliver hun flyttet ind i et stort hus, midt inde i en uhyggelig og mørk skov. Hendes værge, Lucifer Sorrow, er en mystisk og excentrisk ung mand, der ikke har andet i hovedet end sig selv og sine egne behov. Dog opdager Sandra, at Sorrow er lidt mere end man umiddelbart kan se. Han sover i en mørk og dyster kælder, hvis eneste vindue fører ud under Black Lake, kan ikke fordrage sollys, fjernsyn, radio, computere eller telefoner. Og frem for alt, så har han et underligt forhold til sit underlige kæledyr, ravnen Munin. Lucifer Sorrow er alt andet end en almindelig ung mand - det bevises, da han på én nat river struben op på Sandra, for at drikke hendes blod som aftensmad.

50Likes
137Kommentarer
5985Visninger
AA

17. Farvel

Del 2

Sandra sad mut i sofaen og så tomt ud i luften. Hendes tanker kredsede omkring Jason. Den nar. Hun knugede en pude ind mod sig. Udenfor sneede det stadig, selvom det var tre dage siden nytår. Hun spiste langsomt de sidste julesmåkager, hun havde fået med fra Emmas hus. Hun havde været hjemme i knap en dag. Solen var gået ned udenfor, Lucifer ville snart vågne. Sandra havde ikke set ham i lang tid. Han havde gemt sig på sit værelse hele dagen, eller hvilet sig. Han havde ikke svaret, da Sandra bankede på døren, da hun var kommet hjem.

   Sandras fingre stødte på en måneformet julekage i den æske, småkagerne lå i. Hun så på den. Den havde buler og ujævnheder, og virkede slet ikke formet ordentligt. Sandra bed den over og smed puden ned på gulvet. Hun tog kaffekoppen op fra bordet og nippede til dens bitre indhold.

   Lucifer kom ind, han gabte og strakte sig. Han havde det sædvanlige neutrale tøj på, skjorte og enkle bukser. En kæde gik fra en bæltestrop til lommen i højre side. Halskæden, hun havde givet ham i gave, hang på hans bryst. Han så på Sandra.

   "Hvornår kom du hjem?" Hjem? Sådan havde Sandra ikke rigtig tænkt over det som et rigtigt, fast hjem. Hun smilede.

   "Omkring middag. Du sov vist." Lucifer så tøvende ud i luften.

   "Ja... Jeg sov." Han satte sig ned i lænestolen ved siden af sofaen med et dæmpet suk. Sandra rynkede panden og snusede til luften.

   "Har du... parfume på?" Igen så Lucifer tøvende ud i luften et kort øjeblik.

   "J-a. Lidt." Sandra nikkede.

   "Den dufter godt. Er det ikke Chanel Allure Homme Sport? Jeg tror min far havde én. Er den ikke en smule dyr? Hvor fik du den fra?"

   "Øhm, jeg... jeg fik den, af en, øhm, ven. Nå, fortæl mig, hvordan var din jul?" Sandra sukkede og så på æsken med småkager. Hun trak på skulderne.

   "Ikke ligefrem, øhm... Jason troede, jeg havde slået op med ham, så han har været utro i et par måneder..." Lucifer så på hende.

   "Virkelig?" Sandra nikkede stille. "Det er jeg ked af. Hvordan reagerede han?"

   "Han blev sur."

   "Nar."

   "Ja, ik'?" Sandra sukkede og lænede sig tilbage i sofaen med æsken på maven. "Han blev sur på mig, fordi han havde misforstået noget! Som altid..." Lucifer nikkede.

   "Aha, og fortæl mig så, hvordan har du det med det?" Sandra sukkede.

   "Vi har slået op, jeg har det fint..." Hun satte sig op og så spørgende på Lucifer. "Gør du grin med mig?" Han rystede på hovedet.

   "Nej, jeg fisker efter én af de dér lækre småkager." Sandra fnøs.

   "Hvorfor, kan du smage i det nye år?" Lucifer rystede på hovedet.

   "Jeg har min fantasi, og desuden, så kan jeg stadig lugte. Kom så med én." De lo. Sandra rakte ham en småkage, han spiste den langsomt. Da han havde spist det hele sukkede han og lænede sig tilbage. "Tja, den smagte sikkert meget godt." Lucifer tog en bog op fra bordet. Sandra bed i én selv.

   "Det gør de." Lucifer rakte tunge og vrængede af hende. Hun fnøs og trak håret væk fra halsen. "Smage? Fuldmånen har været oppe." Lucifer rystede på hovedet og vendte tilbage til sin bog.

   "Jeg har spist i dag." Han så hurtigt på Sandra, der forvirret hævede øjenbrynene. "Jeg mener..."

   "Du har allerede spist?" Sandra rejste sig hurtigt op og trykkede Lucifer tilbage i stolen. "Du har allerede spist?! Hvem har du bidt, og hvor er de?!"

   "N-nej, Sandra, du misforstår mig, jeg, jeg, jeg drak nogle reserver, som jeg har gemt, hvis du nu ikke skulle være hjemme på et tidspunkt, jeg, jeg..." Dørklokken ringede. Sandra og Lucifer så overraskede mod udgangen fra stuen.

   "Du har rent faktisk en dørklokke?"

   "Ja... Men jeg tror ikke den er blevet brugt, siden du kom i oktober..." De to rejste sig op og gik ud til fordøren. Lucifer åbnede langsomt døren.

   Udenfor stod to høje mænd, helt ens med sorte jakkesæt, øresnegle, skallede og kraftige. Bag dem holdt to biler, Sandra genkendte den ene som Mrs. Mathildas, den dame, der havde kørt hende hen til Lucifers hus. De høje mænd tog begge to laminerede kort frem fra brystlommen, og viste dem til Lucifer. Den ene sagde med dyb stemme:

   "Lucifer Sorrow. Vi kommer fra afdeling X." Sandra mente aldrig, at hun havde set Lucifer nervøs i så høj en grad. Han rystede på hovedet.

   "Jeg har ikke gjort noget galt," sagde han hurtigt. "Jeg har ikke angrebet nogen, jeg har opført mig ordentligt, ligesom jeg lovede. I kan ikke tage mig med." Forsvarsposition, også i den grad.

   "Mister Sorrow, vi har fået et tip om, at De har angrebet Deres myndling indtil flere gange." Lucifer skævede til Sandra.

   "Hvem har fortalt jer det? Det... det passer ikke! Jeg ville aldrig..." Lucifer blev skubbet til side, og de to mænd trådte ind og spreder sne på det, på mystisk vis, rene gulv. Lucifer ramlede ind i en rustning, som var ved ta vælte ned over ham. Han skyndte sig at holde den oppe, og så tvært på de to indtrængere. De to gik hen til Sandra, der krympede sig en smule.

   "Frøken Sandra Lillians, De skal følge med os med det samme." Sandra rystede på hovedet.

   "Nej, det skal jeg så ikke. Sig mig, hvor har I fået tilladelse fra? I kan ikke bare komme og fjerne mig fra Lucifer!"

   "Faktisk frøken, så er det lige det vi kan. Vi er fra afdeling X, en hemmelig afdeling af det britiske forskningscenter, og vi har afgjort at Mister Sorrow er en trussel mod Dem. Kom så." Sandra rykkede længere væk fra de to, da de rakte ud efter hende. Hun så på Lucifer.

   "Lucifer, sig noget, de kan ikke..."

   "Sandra," sagde Lucifer strengt. Han så ned. "De kan gøre som de vil." Han sukkede. "Afdeling X er også den afdeling, der satte os begge her. Hvis de mener, at jeg udgør en trussel mod dig, kan jeg ikke gøre noget ved det. Tro mig, ingen af os ønsker at blive deres fjender. Vil du ikke nok følge med dem?" Sandra rystede på hovedet med åben mund.

   "Lucifer, jeg vil ikke..." Lucifer afbrød hende med en håndbevægelse.

   "Vil I lade os være i et øjeblik?" spurgte han de store fyre. De så på hinanden, nikkede og gik ud. Lucifer gik hen til Sandra. "Sandra, jeg har været glad for at have dig her. Du har gjort meget for mig, men sig ikke, at du forventede, at du virkelig ville blive her indtil du blev atten?" Sandra rystede stille på hovedet. Nej, selvfølgelig havde hun ikke forventet det. Men hun havde dog håbet på, at hun kunne være blevet der til hun bare blev sytten. "Vil du ikke nok tage med dem, når de beder dig om det?" Sandra fik tårer i øjnene, prøvede forgæves at tørre dem væk.

   "Lucifer, jeg har endelig vendt mig til at bo her, jeg kan ikke bare.."

   "Vil du ikke nok tage ad sted?" Han så bedende på hende. "Jeg vil virkelig ikke have flere problemer med dem, end jeg allerede har. De færreste af dem bryder sig om mig, og dem der gør, har ikke magt til at holde nogen fra at hugge hovedet af mig. Eller dig." Sandra bed sig i læben. Hun begyndte at græde. Lucifer trak hende ind til sig. Han duftede godt. Han havde ikke meget af den fine parfume på, næsten for lidt, som om det ikke var meningen, at den skulle sidde på ham.

   "Får jeg dig at se igen?" Han trak på skulderne.

   "Måske. Man ved aldrig." Han gav hende et blidt puf. "Så. Gå op og pak din taske. Jeg siger til dem, at du kommer lige om lidt." Sandra nikkede. Hun gik langsomt op ad trappen, op på sit værelse, og hen til skabet, hvor hun tømte tøjet ned i kufferten. Hun så på den fine gallakjole. Lagde den sammen. Pakkede computeren ned.

   Selv efter Sandra havde pakket færdig, sad hun og græd og græd på gulvet. Til sidst måtte hun rejse sig op, gå ud på badeværelset og pakke toilettasken. Tandbørste, tandpasta, hårbørste og shampoo og balsam. Hun slæbte sig nedenunder. Lucifer stod ved døren. De to mænd stod på trappen udenfor, de gled næsten i ét med den mørke snestorm udenfor. Sandra gik hen til Lucifer. De så på hinanden. Hun omfavnede ham, han klappede hende beroligende på ryggen.

   "Jeg har lagt et papir med min e-mail på mit værelse. Hvis du nu skulle få lyst til at kontakte mig." Lucifer nikkede. Sandra tørrede sine øjne og gik ud i stormen. Lucifers silhuet vinkede til hende fra døren, da hun steg ind i Mathildas bil.

   "Åh, Sandra, kære, vær nu ikke så trist. Mister Sorrow var ikke egnet til at passe dig, sådan går det!" Mathilda smilede opmuntrende. Hun vidste virkelig intet om, at Lucifer var vampyr? "Men op med humøret! Mister Johnson, som anmeldte Sorrow til myndighederne, har tilbudt dig at bo i et af det kollektiv for unge, hans familie ejer!" Sandra spærrede øjnene op.

   "Hvem?!"

   "Eric Johnson, en fin og retskaffen borger. Har du ikke mødt ham? Jeres fædre lavede forretninger sammen, og..." Sandra lyttede ikke efter. Hun så hen mod døråbningen. De to silhuetter af mændene fra afdeling X gik hen mod Lucifer. De skubbede ham ud i sneen og gik ind i huset. Der lød et brag, et fugleskrig. Så et skrig fra Lucifer. Mathilda lod ikke til at have hørt noget. Hun satte bilen i gear og kørte væk fra huset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...