Dark N' Light

Efter Sandras forældre er blevet dræbt i et biluheld, bliver hun flyttet ind i et stort hus, midt inde i en uhyggelig og mørk skov. Hendes værge, Lucifer Sorrow, er en mystisk og excentrisk ung mand, der ikke har andet i hovedet end sig selv og sine egne behov. Dog opdager Sandra, at Sorrow er lidt mere end man umiddelbart kan se. Han sover i en mørk og dyster kælder, hvis eneste vindue fører ud under Black Lake, kan ikke fordrage sollys, fjernsyn, radio, computere eller telefoner. Og frem for alt, så har han et underligt forhold til sit underlige kæledyr, ravnen Munin. Lucifer Sorrow er alt andet end en almindelig ung mand - det bevises, da han på én nat river struben op på Sandra, for at drikke hendes blod som aftensmad.

50Likes
137Kommentarer
5996Visninger
AA

12. Et julemirakel

Varmt. Så varmt. Var Himlen så varm? Sandra åbnede øjnene ganske svagt. Det var ikke Himlen. Det var ikke Helvede. Men det var tæt på. Det var Sorrow.

   Han sad på sengekanten og døsede. Sandra åbnede munden og prøvede at tale, men hendes ord blev druknet af en hoste. Sorrow så hurtigt på hende. Han satte et glas for hendes mund, og fik hende til at drikke koldt, friskt vand. Hun så træt på ham.

   "Du skulle have lyttet til mig," sagde Sorrow og gned hendes hånd. Hun vendte hovedet og så på den. Der var lagt et drop ind, den var forbundet til en pose med blod på et stativ ved siden af sengen. Sandra så forvirret på Sorrow. "Sandra, du døde næsten. De piller hedder Tvangs Bid, fordi jeg ikke kan stoppe. Det skader. Begge veje." Sandra så på slangen, der ledte nyt blod ind i hendes krop.

   "Hvor har du det fra?" spurgte hun hæst. Sorrow smilede skævt.

   "Jeg, øhm, har altid en reserve et sted. Det er din blodtype, det lover jeg." Sandra så sig omkring. Hun lå på Sorrows værelse. Dovent lys faldt ind gennem vinduet. Det var beroligende. Bedøvende... Berusende...

 

Sandra vågnede med et sæt. Droppet var taget ud af hendes hånd. det var mørkt lys, der faldt igennem vandvinduet. Sorrow sad på en stol ved siden af sengen. Han sov. Han havde fået tøj på igen - havde han haft det før? Sandra havde det bedre. Hun så på Sorrows sovende ansigt. Han så meget yngre ud. Lignede en på hendes alder. Sandra smilede og gned sine øjne. Han rørte blidt Sorrow på skulderen. Han åbnede øjnene og så på hende. Smilede.

   "Hej," gabte han. "Hvordan har du det?" Hun nikkede.

   "Bedre. Lidt svimmel, men... bedre." Sorrow sukkede træt. Han rejste sig op, strakte sig og rullede med skulderne.

   "Jeg går i bad. Du burde hvile dig." Sandra prøvede at sætte sig op, så hun kunne komme op på sit værelse, men Sorrow stoppede hende. "Nej, bare bliv her. Du skal bruge for meget energi ved at komme ovenpå. Lån min seng, indtil du er på toppen igen." Sandra smilede taknemmeligt. Sorrow gik, og Sandra lænede sig tilbage i puderne. De duftede af ham. De duftede godt.

   Da Sandra vågnede for tredje gang, var det på grund af en svag skramlen. Hun åbnede langsomt øjnene og så hen mod skabet. Hun skreg, samtidig med Sorrow, og skyndte sig at se væk igen.

   "Undskyld!" udbrød de i kor.

   "Jeg glemte rent tøj, og så, at du sov, så jeg tænkte at jeg kunne hente det."

   "Det er okay, undskyld at jeg kiggede!" Sorrow havde et håndklæde om livet. Hans krop var stadig skinnende og våd. Hans hår dryppede en smule. For sexet! For sexet!

   Sorrow gik ud igen. Sandras hjertebanken faldt så småt til ro. Hun havde en kæreste - Jason. En god fyr, der altid havde behandlet hende godt. Han havde en dejlig personlighed, et job. Sandra bed sig i læben og trykkede hovedet ned i en pude.

   Sorrow kom tilbage, han rakte Sandra den bog, hun var ved at læse. Hun tog smilende imod den. Selv satte Sorrow sig på en stol og så på Sandra, som slog op i sin bog på den side hun var nået til.

   Sandra læste den samme linje flere gange. Så vendte hun blikket mod Sorrow.

   "Hvad mente du med, at Tvangs Bid skader begge veje? Du ser yngre ud end før." Sorrow trak på skulderne.

   "Måske. Men jeg kan højst holde til at drikke tre liter blod, før jeg bryder sammen. Og mennesker indeholder meget mere end det. Hvis jeg ikke stopper, kan det gå galt. Mennesket kan blive dræbt. Jeg... kan blive meget syg." Sandra lagde bogen fra sig og så nysgerrigt på vampyren.

   "Fortæl." Sorrow så spørgende på hende.

   "Om hvad?"

   "Om hvad der kan ske." Sorrow rystede på hovedet.

   "Nej. Jeg går ovenpå. Kald hvis du får brug for noget." Sandra så efter Sorrow, da han gik ud af døren. Havde han... skyldfølelse?

   Sandra læste videre i sin bog. En svag summen begyndte i hendes baghoved. Hun gned sig på panden og lukkede øjnene. For hendes indre blik dukkede Sorrows bare krop op. Sandra slog øjnene. Hendes kinder blev varme. Hun havde fuldstændig glemt det!

   Mens hun ventede på at hendes hjerte ville falde til ro igen, prøvede hun at tænke på noget andet end Sorrow. Noget sødt. Noget nuttet. Killinger! Hundehvalp! My... My Little Pony? Uanset hvad Sandra tænkte på, så dukkede hendes værges smukke krop op i hendes tanker.

   Hendes værge. Nårh ja. Han var jo faktisk hendes "beskytter", sagt med fine ord. Hvordan kunne hun finde sin værge attraktiv og tiltrækkende?

   Sandra holdt blikket stift rettet på bogen, prøvede at snyde sig selv til at tro, at Kapitel 7 var så forfærdelig spændende.

 

Da dagen gryede kæmpede Sandra sig op på sit værelse, så Mister Sorrow kunne sove. På værelset følte Sandra sig underlig tom. Hun havde trukket gardinerne fra og lå på sin seng og vippede med fødderne. Mister Sorrow bankede stille på døren.

   "Kom ind." Sorrow åbnede døren, han gabte. Han havde morgenkåbe uden over sit nattøj, så sært søvnig ud, som en lille dreng der var på vej i seng - klokken otte om morgenen.

   "Sandra, der var noget, jeg glemte at fortælle dig." Sandra satte sig opmærksomt op. "Jeg ville gerne undskylde for ikke at høre på dig, da du sagde, at du ville ind til byen, så jeg har købt to billetter til vinterballet i Manchester. Du må selv vælge, hvem du vil have med. Jeg skal nok betale for alt." Sandra s målløs på Sorrow. Så lyste hun op i et stort smil, steg ud af sengen, løb hen til ham og omfavnede ham.

   "Åh, tak Mister Sorrow! Tusinde tak!" Sandra så på ham med lysende øjne. Sorrow smilede træt, huden på hele hans krop var helet igen.

   "Tak mig ikke, jeg har opført mig dumt, og jeg vil gerne undskylde." Sandra rykkede lidt væk og smilede.

   "Du er tilgivet!" Sorrow nikkede kort.

   "Dejligt. Jeg vil gå i seng nu, så vær sød at tie stille." Sorrow gik nedenunder, Sandra var næsten blevet drænet for kræfter af at se hvor træt han var. Hun gabte og lagde sig ind i sengen. Hun var også ved at vende døgnet på hovedet, dag var sove, nat var vågen. Hun puttede sig under dynen og gabte.

   I drømme så hun Jason for sig. Han dansede ballet i et pink strutskørt på et loft sammen med i alt otteogtyve syv små dværge og en marsmand. Sandra gik tur rundt om en lille sø på størrelse med en vandpyt, i den sejlede Titanic rundt, forklædt som en badeand.

   En blomst sprang op af jorden, kronbladende skiltes, og en havmand smilede til Sandra. Sandra var klædt i en prinsessekjole og havde en kaktus på hovedet. Havmanden fik vinger og fløj hen til hende, hvor han tog hendes hænder. De begyndte at danse sammen på stien.

   Hundrede små hvide mus kom kørende med en karet af brugte biler, og var på størrelse med heste, der var mindre en mus. Døren til kareten blev åbnet, og Sandra trådte ud af den.

   Sandra vågnede, fordi hun havde hovedpine af den sære drøm. Hun lå og tænkte lidt. Det var sjældent at hun drømte så ubehagelige drømme.

   Hendes tanker gled over i vinterballet. Hun var ofte gået forbi, og havde hørt latteren og musikken fra den fine galla, men hun havde aldrig været inde i de fine sale. Galla. Fine sale. GALLA?!

   Sandra satte sig op med et sæt. Galla! Hun ejede ikke én pæn gallakjole! Hun stod ud af sengen og styrtede nedenunder. Hun bankede hårdt på Sorrows dør. Kaldte på ham, ihærdigt og overilet. Han åbnede døren efter godt to minutter. Sandra fik et chok.

   Aldrig havde hun set Mister Sorrow se så træt eller så gammel ud. Han gned sine øjne og lænede sig op ad dørkarmen. Kraven på hans natskjorte hang skævt. Sandra rømmede sig.

   "Mister Sorrow, apropos vinterballet - det er en galla. Jeg har ikke noget at tage på." Sorrow blinkede en enkelt gang.

   "Og?" spurgte han træt.

   "Og? Og! Og, det er en galla! Vi er nød til at tage ind til byen, og købe tøj til mig, inden gallaen begynder - helst et par dage inden!" Sorrow sukkede.

   "Vi? Hvorfor vi? Du har penge selv, du kan selv købe en kjole." Han skulle til at lukke døren.

   "Mister Sorrow, du sagde, at du ville tage dig af det hele!" Sorrow sukkede og tog sig til hovedet i fortrydelse.

   "Ja, det gjorde jeg vist..." Han sukkede. "Du får penge af mig til at købe kjolen. Du kan tage til byen dagen inden gallaen. Okay?" Sandra tænkte sig om. Hun så ned i gulvet.

   "Ja, men... Hør, Mister Sorrow... Jeg kunne altså godt tænke mig, hvis du tog med derind..."

   "Hvorfor?"

   "Fordi..." Sandra tøvede. "Jeg vil gerne have dig med til vinterballet." Nej! Hvorfor sagde hun det?! Ikke det! Hun skulle have Jason med! Jason! Hendes kæreste! Sorrow sukkede dybt.

   "Fint... Vi tager en weekend tur."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...