Dark N' Light

Efter Sandras forældre er blevet dræbt i et biluheld, bliver hun flyttet ind i et stort hus, midt inde i en uhyggelig og mørk skov. Hendes værge, Lucifer Sorrow, er en mystisk og excentrisk ung mand, der ikke har andet i hovedet end sig selv og sine egne behov. Dog opdager Sandra, at Sorrow er lidt mere end man umiddelbart kan se. Han sover i en mørk og dyster kælder, hvis eneste vindue fører ud under Black Lake, kan ikke fordrage sollys, fjernsyn, radio, computere eller telefoner. Og frem for alt, så har han et underligt forhold til sit underlige kæledyr, ravnen Munin. Lucifer Sorrow er alt andet end en almindelig ung mand - det bevises, da han på én nat river struben op på Sandra, for at drikke hendes blod som aftensmad.

50Likes
137Kommentarer
6002Visninger
AA

23. Erkendelse

Da Will havde drukket kakaoen, foreslog Sandra, at nu, hvor de alligevel var vågne, kunne de lige så godt gå en tur. De tog ordentlig tøj på, overtøj, og gik udenfor. Will viste vej ned til stranden. Luften var kold, og flere steder var stranden dækket af sneklumper. Sandra og Will gik væk fra huset og enden på den lille halvø, hytten lå på. Stjernerne var ved at blegne for solen, der lige så stille var ved at stå op over klitterne.

   Da de havde gået et stykke tid, stoppede Sandra op og kneb øjnene sammen. Hun pegede et stykke hen ad stranden.

   "Hvad er det?" spurgte hun, og hentydede til en mørk silhuet, der lå i vandkanten. Will smilede skævt.

   "En sæl, tror jeg. De ligger somme tider og sover i vandkanten på denne tid af døgnet. Skal vi gå nærmere?"

   "Nej, lad os bare se på den herfra, ellers skræmmer vi den sikkert bare væk." De satte sig på en stor sten og betragtede sælens svage skikkelse. "Er der mange sæler her på egnen?" spurgte Sandra. Will nikkede.

   "Ja, her må hverken turister eller jægere jage sæler. De er Lucifers og min private grund, og vi har fredet sælerne her, så de har et sted at værre."

   "Hvor sødt," smilede Sandra. Solen stod så småt op over den høje klit. Sælen begyndte at røre på sig. Sandra smilede. Men smilet forsvandt, da et synderrivende skrig pludselig flængede luften. Hun gispede, da "sælen" begyndte at vride sig. "Det er Lucifer!" sagde hun skræmt. Will spærrede øjnene op. Så satte han i løb mod sin kæreste, der lå og pintes af solens skarpe stråler.

   Sandra løb efter Will. Hun så forskrækket på Lucifer. Han havde blod i ansigtet, hans læbe var flækket, han var bleg og drivvåd. Hans tynde skjorte klistrede til kroppen. Will tog sin jakke af og gav Lucifer den på, slog hætten op, så solen ikke ramte ham, og løftede vampyren som om han vejede ingenting. Lucifer klynkede svagt, peb indimellem, hvis solen brændte huden på hans hænder. Will bar Lucifer tilbage mod huset, Sandra løb i forvejen. Hun åbnede døren for dem, og lod Will lægge Lucifer på sofaen. Hun trak gardinerne for og tændte stearinlys rundt omkring. Will tændte op i brændeovnen.

   Sandra rørte forsigtigt Lucifers kind. Han var iskold, men i live. Han skælvede og blødte, både på grund af hans forbrændinger, og på grund af de tilsyneladende mishandlinger, der var blevet gjort mod ham.

   Will satte sig på sofakanten og lagde en varm klud på Lucifers pande. Han lynede jakken op og tog Lucifers kolde, våde skjorte af ham.

   "Sandra, vil du ikke lave noget varmt at drikke?" Sandra nikkede og hastede over i køkkenet. "Uden alkohol," påmindede Will hende. Lucifers forbrændte fingre lukkede sig ganske svagt om tre af Wills, som et lille baby, der prøver at holde en voksen i hånden.

   "De prøvede at drukne mig," sagde han med svag stemme. "De holdt mig under i tre minutter... Slog mig først i en halv times tid... Så ringede deres telefon, og de løb..." Will smilede, lettet over at Lucifer kunne tale.

   "Det er okay." Han strøg hans hår. "Du er i sikkerhed nu."

   "Jeg var så bange..."

   "Bare rolig, jeg vil ikke lade nogen slå dig ihjel, det lover jeg..."

   "Nej," afbrød Lucifer. "Jeg var bange for, at jeg ikke ville se dig igen." Will smilede og kyssede blidt Lucifer på munden. Sandra så det hele. Hun kom hen med en varm kop med te. Will pustede på den, løftede Lucifers hoved lidt op og fik ham til at drikke. "Av," sagde Lucifer stille.

   "Undskyld." Will fjernede koppen. "Brændte du dig?" Lucifer rystede lidt på hovedet.

   "Koppen ramte mine tænder." Sandra klappede Lucifers hånd.

   "Måske skulle du få noget hvile?" Will nikkede. Han løftede Lucifer op og bar ham ind på soveværelset.

   "Godnat," mumlede Lucifer til Sandra. Hun smilede, men kun mens han kunne se hende. Så lod hun tårerne trille ned ad kinderne. Will kom ud til hende, lukkede døren efter sig. Sandra så på ham med våde øjne. Will samlede al det mod, han kunne præstere, og sagde stille:

   "Vi mister ham snart." Sandra nikkede.

 

I løbet af de næste fire dage kom Lucifer sig over brandsårene, men han var stadig bleg og kold som døden. Han spiste, nok mest for at kunne være sammen med Will og Sandra. De to behandlede ham som en dukke, der kunne gå i stykker ved selv den mindste berøring, gjorde næsten alt for ham; åbnede dørene, lavede maden, redte seng, gjorde rent, en enkelt gang tilbød Sandra endda at vaske hans tøj for ham. Men det gjorde ham sur, og han gik udenfor for at køle ned.

   Da han ti minutter senere kom ind, havde han en usædvanlig lille gæst med.

   I hænderne havde Lucifer en lille, hvis hareunge. Dens ene bagben sad mærkeligt, den peb ynkeligt og var meget tynd. Han så bedende på Will.

    "Den har brækket det ene ben. Jeg fandt den i skuret. Moren er væk, og der lå to andre haremisser, døde. Jeg tror, en ræv har været på besøg. Må jeg beholde den?" Sandra og Will så overraskede på ham. Lucifer ville frivilligt tage sig af et andet levende væsen? Will nikkede stille.

   "Ja. Men du passer på den, og sørger for at den har det godt. Okay?" Lucifer nikkede, han strålede nærmest. Han fandt en bred træskål fra køkkenet, fandt nogle gamle T-shirts, som han alligevel ikke brugte, og lavede en seng til den lille hare. Det varmede Sandras hjerte at se Lucifer så glad. Han satte en skål med vand ned til den og tænkte sig om.

   "Hvad spiser harer?" spurgte han Will og Sandra.

   "Om vinteren spiser de mest tjørnebær og hyben, samt bark fra ungtræer," sagde Will. "Ellers spiser de vel gulerødder og korn." Lucifer fandt gulerødder fra skabet og lagde dem ned til haren. Der gik ikke mange minutter, så begyndte den at spise. Lucifer sad og så på den. Sandra betragtede ham med uro i maven.

 

Lucifer passede haren godt og grundigt. Han lagde aviser over tøjet, gjorde den lille seng ren, kælede lidt med det lille væsen, og var alt i alt kærlig og omsorgsfuld. Han gav den navnet Liten, som betød "Lille" på norsk.

   To dage efter Litens ankomst, sad Lucifer, Will og Sandra ved aftensbordet sammen og spiste. Der lå en dyster stemning over selskabet, Will og Sandra undlod at se på andet end maden. Til sidst sukkede Lucifer og lagde sit bestik fra sig.

   "Nej, hør - jeg kan stadig tale." Han rejste sig op og rynkede panden. "Og jeg kan bevæge mig. Er det ikke en overraskelse." Han lænede sig over bordet og skulede til de to andre. "Jeg er altså ikke død endnu!" Sandra og Will så på ham. Sandra sank en klump.

   "Undskyld, Lucifer, vi ville ikke..."

   "Nej, Sandra, det er okay." Han lød ikke okay... "I forbereder jer på at jeg forsvinder. Prøver ikke at sige det, I tænker på. At jeg snart dør. Ingen af jer vil tale om det, eller sige højt, at I er kede af det, fordi I udmærket ved, at jeg ikke på nogen måde vil overleve?" Han tog et par dybe indåndinger. "TROR I IKKE AT JEG ALLEREDE VED DET!" Han råbte, højt. Sandra fór sammen. Lucifer gik med tårer i øjnene mod døren. Will rejste sig op og gik efter ham. Han tog fat om hans håndled ved døren til entreen og holdt ham fast.

   "Lucifer, det var ikke sådan ment..."

   "Nej, men det er rigtigt!" Lucifer så på Sandra. "Ikke? I to ved, at jeg ikke har lang tid igen, og I opfører jer som om jeg allerede er død! Har I nogen idé om, hvor ondt det gør?!" Will så medfølende på Lucifer.

   "Lucy, min elskede, vil du ikke nok høre på mig?" Lucifer rev sig løs.

   "Nej! Jeg går nu! Jeg vil ikke være her, når det sker - jeg vil ikke have, at I er omkring mig!" Hans ansigt blev sørgmodigt og bange. "Jeg vil ikke gøre jer så kede af det..."

   "Lucifer, det gør du jo heller ikke. Vi skal nok opføre os bedre, det lover jeg - ikke også, Sandra?" Sandra nikkede. Will så på Lucifer. "Vi skal nok sige til, hvis der er noget, der nager os. Okay?" Lucifer nikkede langsomt.

   "Fint..." Han fik tårer i øjnene, da erkendelsen af hans ord pludselig væltede ind over ham. Sandra rejste sig op. Will trak Lucifer ind til sig. Tårerne begyndte at strømme frem. Will strøg hans hår. Sandra kunne bare se passivt til.

   Engang havde hun været en central del af Lucifers liv. Nu ænsede han hende knap nok. Hun havde ikke muligheden eller evnen til at trøste ham, gøre ham glad eller opmuntre ham. Hun kunne bare se på Will, der havde alle de evner, og mere til.

   Lucifer sukkede rystende.

   "Jeg vil gerne sige farvel," sagde han lavt. Nu fik Sandra også tårer i øjnene. "Ordentligt farvel. Nu." Will rystede på hovedet.

   "Glem det. Din tid er ikke kommet endnu. Du får ikke lov til at sige farvel nu." Will smilede opmuntrende til Lucifer. "Kom nu. Som du sagde, du er ikke død endnu. Det kan godt vente, at sige farvel. Nyd nu den tid du har, Lucy." Lucifer smilede og tørrede tappert tårerne væk.

   "Jeg prøver..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...