Dark N' Light

Efter Sandras forældre er blevet dræbt i et biluheld, bliver hun flyttet ind i et stort hus, midt inde i en uhyggelig og mørk skov. Hendes værge, Lucifer Sorrow, er en mystisk og excentrisk ung mand, der ikke har andet i hovedet end sig selv og sine egne behov. Dog opdager Sandra, at Sorrow er lidt mere end man umiddelbart kan se. Han sover i en mørk og dyster kælder, hvis eneste vindue fører ud under Black Lake, kan ikke fordrage sollys, fjernsyn, radio, computere eller telefoner. Og frem for alt, så har han et underligt forhold til sit underlige kæledyr, ravnen Munin. Lucifer Sorrow er alt andet end en almindelig ung mand - det bevises, da han på én nat river struben op på Sandra, for at drikke hendes blod som aftensmad.

50Likes
137Kommentarer
6015Visninger
AA

10. December start

Sandra åbnede langsomt øjnene. Hun gabte og krøllede sig sammen igen. Hendes hånd holdt fast i noget. Hun lukkede hårdere sammen om det og trykkede det ind mod sig. En pude? En dyne? Sandra åbnede øjnene. Hendes hjerte begyndte at galopere: Hendes hånd var lukket om Sorrows skjorte.

   Han lå så tæt - så tæt - på hende. Hans hud var hvid og helt ren. Hans ansigt var utrolig kønt så tæt på. Han havde lange, sorte øjenvipper, hans læber var røde, fyldige og let adskilte. Hans øjenbryn var smalle og spidse. Sandra rørte forsigtigt hans kind. Hans hud var så blød og fin. Sandra kunne næsten ikke få vejret.

   Sorrow åbnede øjnene. Sandra peb forskrækket og krøb væk fra ham. Sorrow gabte og gned øjnene.

   "Så slap du mig endelig," sagde han lavt. "Du er stærkere end du ser ud til, ved du godt det?" Sandra satte sig forskrækket op.

   "Hv-v-v-vorfor ligger du i min seng?!" Hun slog hænderne op for munden. "Ej, undskyld - De. Hvorfor ligger De i min seng?" Sorrow strakte sig og gned sine øjne.

   "Bare kald du, jeg er ligeglad. Du faldt i søvn og gad ikke slippe min skjorte." Sandra rødmede. Sorrow satte sig op og strakte sig. Han skreg og trak hånden til sig. Sandra fór sammen.

   "Åh, Mister Sorrow, hvad er der galt?!" Sorrow knugede sin hånd ind mod brystet.

   "Sollys," stønnede han. Han så på sin hånd, huden var blevet rød og tør som ørkenjord. Sandra slog hænderne op for munden. Sorrow skar tænder. "Vil du trække gardinerne fra, så skal jeg nok gå." Sandra nikkede hurtigt.

   "Ja, undskyld, øjeblik." Sandra skyndte sig at trække mørklægningsgardinerne for, Sorrow ømmede sin forbrændte hånd. Det var den venstre. Han rejste sig op og gik hurtigt ud på badeværelset, hvor han lod koldt vand fra hanen løbe ned over den røde hud. Sandra betragtede ham fra døråbningen. "Er De... du okay?" Sorrow nikkede.

   "Ja," pustede han. "Jeg kan være ude i sollys lidt af gangen, hvis det er overskyet, men direkte sollys brænder!" Sandra lagde armene om sig selv. Hun havde sovet i samme seng som Mister Sorrow! Det havde hun ikke engang gjort med Jason...

 

December sneg sig langsomt ind gennem skoven, ikke at Sandra kunne mærke noget til det. Mister Sorrow var venlig over for hende, om dog noget fjern og distraheret.

   Sandra prøvede at samle mod til at spørge Sorrow, om de kunne tage ind til byen omkring jul, men han virkede ikke som den type, der ligefrem elskede julen. Da hun endelig havde taget mod til sig, havde hun bedt ham om at spise aftensmad med hende. Selvom han ikke havde været meget for idéen, sad han nu i køkkenet sammen med Sandra. Sorrows hånd var bundet ind i bandager. Sandra havde lavet bagte kartofler, mørbrad og forskellige rodfrugter, en nem men lækker aftensmad.

   "Så, Mister Sorrow, tag endelig noget at spise," opmuntrede Sandra. Sorrow så sørgmodigt på maden. Sandra rynkede panden. "Hvad? Kan du ikke det?"

   "Det ved jeg ikke..." sagde Sorrow langsomt.

   "Jamen så prøv at smage, det er virkelig lækker!" Selv skar Sandra et stykke kød og puttede det i munden. Det var vellykket, det smeltede nærmest på tungen.

   "Sandra..."

   "Jeg ved godt, at du ikke spiser så ofte, men det er virkelig godt! Du ved simpelt hen ikke hvad du går glip af, alle de smagsoplevelser! Kødet smelter på tungen, og krydderierne på rodfrugterne er målt i helt perfekt..."

   "Sandra!" sagde Sorrow hårdt. Sandra så forskrækket på Sorrow. Han så alvorligt på hende. "Jeg kan ikke smage noget!" Sandra så med store øjne på ham.

   "Jeg... Det må du virkelig undskylde, jeg vidste ikke... Du sagde, at mit blod smagte godt, så jeg troede at..."

   "Blod for mig har en bedre smag end noget andet, og derfor er det det eneste jeg kan smage." Sandra så på maden. Hun kunne ikke forestille sig at kunne dufte al den herlige mad, uden at kunne smage den.

   "Mister Sorrow, det er jeg ked af. Du behøver ikke at spise noget, eller blive her." Sorrow trak på skulderne. Sandra spiste videre i stilhed, Sorrow blev siddende for at holde hende med selskab. Da Sandra var færdig, lagde hun bestikket fra sig og tog fadene over. Hun så på Sorrow og skulle til at spørge om det med byen. Men af en eller anden grund, var hun pludselig ikke tryg ved at spørge ham. "Mister Sorrow..." sagde hun langsomt. "Jeg tænkte på... Ville du måske..." Hun bed sig i læben. Sorrow så spørgende på hende. "Tror du, at det kunne være muligt at..." Sandra holdt tøvende inde.

   "Ja? Hvad er der, Sandra?" Sandra tog en dyb indånding.

   "Er der mulighed for, at vi kan pynte op til jul?" Hun fortrød straks sit spørgsmål, det var slet ikke det, hun ville have sagt. Sorrow tænkte sig om.

   "Der er ingen julepynt i huset." Sandras hjerte hoppede.

   "Så... kunne vi så ikke tage ind til byen, og købe noget?" Sorrow så tomt ned i bordpladen. Så vendte hans blik sig forsigtigt mod Sandra. Hans læber var stramme og hans øjne var store. Han rystede hurtigt på hovedet.

   "Nej. Under ingen omstændigheder!" Han rejste sig op og gik hurtigt ud af rummet. Sandra så forbløffet efter ham. Hun sukkede og satte sig tungt ned. En del af hende havde vel forventet det svar, men det var alligevel ubehageligt.

   Sandra rejste sig stædigt op. Sorrow skulle ikke bare sådan afvise hende. Hun gik ned på stueetagen, og stod ved starten af trappen ned til kælderen, da hun kom til at tænke på, hvad der var sket, sidst hun var nede på Sorrows uhyggelige værelse. Hun gik med varsomme skridt ned ad den røde løber på trappen. Huset var ikke nær så uhyggeligt, som da hun først var kommet for lidt over halvanden måned siden.

   Forsigtigt bankede Sandra på døren. Sorrow svarede ikke. Hun bankede igen og åbnede den lidt op. Hæse host brød gennem døren. Munin skræppede længere ind i rummet. Sorrows stemme nåede stille hen til døren.

   "Jeg sværger, Munin, hun var ved at give mig et anfald! Byen? Hun har læst min journal, hun burde vide, at jeg ikke kan omgås mennesker!"

   "Lucy ikke klar! Ikke klar!" skræppede Munin. En skræppende, rystende og lavmælt lyd. Sandra rynkede panden. Det lød som piller, der blev rystet ud af en beholder.

   "Hjertebanken er ikke godt, når jeg ikke kan genskabe det blod, der går til spilde ved det!" Sandra åbnede døren. Sorrow holdt hånden for munden og slugte noget. Han skar ansigt og lod sig falde tilbage på sengen med lukkede øjne. Han stønnede lavt. "Åh, de smager værre og værre for hver gang!"

   "Mister Sorrow?" Sorrow åbnede øjnene og så på Sandra. Sandra rynkede panden. Hun havde aldrig set ham så bleg eller udmattet. "Er du okay?" Sorrow nikkede.

   "Jeg har det fint, bare gå!" sagde han aggressivt.

   "Du ser syg ud."

   "Vampyrer bliver ikke syge!" Sorrows stemme syntes bare at blive vredere og vredere. Sandra gik hen mod ham for at lægge en hånd på hans pande, men han skubbede hende brutalt væk. Hun faldt ned på gulvet og så forskrækket på ham. Sorrow rystede hovedet og gned sine tindinger. Han lukkede øjnene og tog en dyb indånding. "Undskyld, Sandra. Øhm, hvad ville du?" Sandra rejste sig op og glattede sin T-shirt.

   "Jeg ville bare tale med dig omkring byen." Sorrow sukkede og rystede på hovedet.

   "Sandra..."

   "Mister Sorrow, vil du ikke nok tænke over det? Jeg savner at møde andre mennesker, jeg saver at være i byen. Kan vi ikke bare én dag tage til Manchester? Jeg vil så gerne se mine venner igen, og det er jo snart jul, så jeg tænkte at..."

   "Sandra, vær så venlig at gå."

   "Men Mister Sorrow..."

   "FORSVIND HERFRA!" råbte han højt. Sandra fór forskrækket sammen og skyndte sig hen mod døren. Hun vendte sig mod ham med tårer i øjnene.

   "Jeg vil jo bare se mine venner til jul!" råbte hun tilbage til ham. Hun løb grædende op på sit værelse. Hvorfor ville han nægte hende at se sine venner? Hvorfor var han så venlig og forstående det ene øjeblik, og så grov og ubehagelig det næste? Sandra tændte vredt for fjernsynet.  En gammel tegneserie kørte over skærmen. Hun så surt på skærmen, mens hun lod hjernen slappe af og flytte sig fra den virkelige verden et øjeblik.

   Sandra så på sin telefon. Hun fandt billederne af hende og Jason. Det billede, hvor de kyssede. Det billede, hvor de stod i forhallen til biografen. Hun havde overdrevne solbriller og popcorn, han havde en paparazzihat og en slikpose. Sandra smilede, det var længe siden, hun havde set hans fine brune hår. Fine... brune... hår... Sandra rynkede panden. Han var ikke så køn, som hun huskede ham. Hun tænkte over det. Over Jason. Han virkede faktisk en smule... en smule kedelig. Og ikke så køn alligevel. Eller klog... Sammenlignet med...

   Sandra holdt sig for ørene og lukkede øjnene. Hvad tænkte hun dog!? Jason var fantastisk! Jason var skøn! Jason var en virkelig rar fyr! Sandra sukkede. Sammenlignet med Sorrow var han en engel. Men... En svag tanke sneg sig ind i Sandras hoved. Sammenlignet med engle, var en djævel lidt mere... interessant...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...