Dark N' Light

Efter Sandras forældre er blevet dræbt i et biluheld, bliver hun flyttet ind i et stort hus, midt inde i en uhyggelig og mørk skov. Hendes værge, Lucifer Sorrow, er en mystisk og excentrisk ung mand, der ikke har andet i hovedet end sig selv og sine egne behov. Dog opdager Sandra, at Sorrow er lidt mere end man umiddelbart kan se. Han sover i en mørk og dyster kælder, hvis eneste vindue fører ud under Black Lake, kan ikke fordrage sollys, fjernsyn, radio, computere eller telefoner. Og frem for alt, så har han et underligt forhold til sit underlige kæledyr, ravnen Munin. Lucifer Sorrow er alt andet end en almindelig ung mand - det bevises, da han på én nat river struben op på Sandra, for at drikke hendes blod som aftensmad.

50Likes
137Kommentarer
6006Visninger
AA

13. Byen

Den 20. december klokken otte om aftenen kørte en taxa ind foran huset. Sandra stod klar med sin kuffert, hun havde glædet sig meget og længe. Sorrow lod derimod ikke til at være den mindste smule spændt. Han havde den sædvanlige sorte hættetrøje på, og virkede faktisk en lille smule nervøs.

   Taxaen kørte gennem skoven, der stadig stod med nøgne grene, uden sne eller blade. Sandra så stjålent på Sorrow, der stille sad og kiggede ud gennem vinduet.

   Efter tre timer kørte taxaen ind i Manchester. Sandras mave vred sig spændt. Byen var pyntet op til jul, folk gik glade rundt trods det sene tidspunkt. Taxaen holdt ind ved den adresse, Sorrow havde givet. Sorrow betalte, og han og Sandra steg ud.

   Hotellet var stort og fornemt. Det overvældede Sandra, det var et solidt murstensbyggeri med fine udskæringer og mange detaljer. Dørmanden lukkede de to nyankommende ind. Forhallen var mørk og hyggelig, et rødt gulvtæppe bredte sig fra væg til væg. Væggene selv var sorte og blanke. Sandra fulgte efter sin værge, da de blev fulgt op ad trapper og hen til værelse 23.

   "Værelset", hvis det da ikke var en lejlighed, havde et hvidt væg til væg tæppe. Det første rum var en form for stue, en sort sovesofa stod indbydende foran en fladskærm. Et panoramavindue viste ud over en park med en stor sø i midten. Sorrow trak gardinerne fra. Sandra tændte lampen i loftet. Det var længe siden, hun havde set sådan en.

   Værelset bestod af en stue, et værelse og et badeværelse. Sandra gik ind til Sorrow i stuen, da hun havde været det hele igennem. Hun så spørgende på ham.

   "Mister Sorrow, hvor er det anede værelse?" Han rynkede panden.

   "Der skulle gerne være to enkeltværelser."

   "Jamen der er altså kun ét dobbeltværelse." Sorrow sukkede.

   "Jeg går ned og tjekker det med receptionen." Sorrow gik ud af værelset og lod Sandra tilbage alene. Hun smed sig på dobbeltsengen og så op i loftet, der glimtede som himlen udenfor. Hun gabte og lukkede øjnene et kort øjeblik.

   Hun åbnede dem igen, fordi hun hørte noget pusle omkring sig. Hun lå et øjeblik dovent og halvsov.

   "Sandra," sagde Sorrow lavt. Sandra lagde sig på ryggen og strakte sig.

   "Mhm?" gabte hun.

   "Alle andre værelser er optaget."

   "Okay," smaskede Sandra. "Og? Hvad er klokken?"

   "Den er halv otte. Jeg skal hvile mig nu."

   "Sov på sofaen," sagde Sandra irriteret og vendte sig om på siden.

   "Sandra, gardinerne er gennemsigtige, lyste brænder mig." Sandra svarede ikke. Sorrow sukkede. Han trak dynen fri og lagde sig i den anden ende af sengen. Sandra lå som stivnet. Det gjorde han bare ikke! Det - gjorde han - bare - IKKE!

   Sandra vendte sig om og skulle til at skubbe Sorrow ud af sengen. Men hun gjorde det ikke. Hun rynkede panden og satte sig op. Hun lænede sig forover og så på sin værges ansigt. Han trak ikke vejret, en smule skræmmende, men det var hun efterhånden vant til.

   Sorrows hud var ikke bare hvidt som altid. Den havde et sygeligt, gråligt skær over sig. Han var mørk under øjnene, og så mange gange ældre ud end normalt. Sandra ruskede bekymret i ham. Han åbnede øjnene og så irriteret på hende.

   "Hvad?"

   "Mister Sorrow, er du okay?" Han gryntede og trak dynen op over sit hoved. Sandra sukkede og lagde sig tilbage i den anden ende af sengen. Der var stille lidt.

   "Lucifer."

   "Hm?" Stilhed.

   "Mit navn... er Lucifer. Så kald mig det." Sandra smilede bredt.

 

Klokken halv seks var det igen blevet mørkt udenfor. Sandra vækkede Lucifer, først gad han ikke stå op. Så tog Sandra fat i lagnet og hev ham ud af sengen. Han satte sig irriteret op og så muggent på hende. Hun lo hoverende og spankulerede ud i stuen. Sorrow klædte sig på og var klar på et kvarter. Udenfor pejlede de en taxa og kørte ind til centrum.

   Sandra slæbte Lucifer ind i samtlige kjolebutikker. Hun havde spurgt ham om, hvor dyr den måtte være. Han havde svaret, at han var ligeglad, en fejl fra hans side, for Sandra så det som en mulighed til at prøve hver eneste kjole i hele byen!

   "Hvad syntes du så om den her?" spurgte hun, og snurrede rundt i en stor, grøn ballonkjole. Lucifer rynkede på næsen.

   "Øhm..." Sandra så ned ad sig selv.

   "Ja, du har ret, den er gyselig!" Hun bakkede ind i omklædningsrummet igen og klædte om.

   I den femte tøjbutik skimtede Sandra et velkendt ansigt over de mange hoveder. Hun hvinede og løb hen til sin veninde.

   "EMMA!" udbrød hun. Emma vendte sig om. De to piger hvinede sammen.

   "SANDRA! Hvad laver du her?!"

   "Jeg skal med til juleballet!"

   "Det er løgn! Også mig!" De to piger hvinede, Lucifer holdt sig for ørene.

   "Hvem skal du så følges med?"

   "James, hvem ellers. Og du skal vel med Jason?" Sandra bed sig i læben.

   "Faktisk, så..." Hun skævede til Lucifer, der træt sad på en stod. Emma skubbede sine solbriller ned over næsen og så måbende på Lucifer.

   "Waow," sagde hun. Hun tøvede. "Waow. Sandra, han er jo ud over kanten lækker."

   "Ahm..."

   "Hvordan kan du undgå ikke at være Jason utro? Er det virkelig din værge?" Emma tog fat om Sandras skuldre. "Fortæl mig din hemmelighed - hvordan undgår du at sætte tænderne i ham?" Sandra kløede sig i nakken.

   "Det bliver ham der sætter tænderne i mig..." mumlede hun.

  "Hm?"

   "Åh, ikke noget." Emma trådte forbi Sandra. Sandra tog fat om hendes håndled. "Emma, hvad har du gang i?"

   "Du skal præsentere mig. Slip mig så." Emma vred sig fri og gik direkte hen til Lucifer. Sandra krympede sig og fulgte efter. Emma stillede sig foran Lucifer og rettede ryggen. Lucifer så kedsommeligt på Emma. Sandra sukkede.

   "Lucifer, det her er Emma, Emma, det her er min værge, Lucifer Sorrow." Emma satte sig tæt op ad Lucifer.

   "Hm, Sorrow? Brug for nogen til at fjerne sorgen?" Lucifer skubbede hende ned ad stolen.

   "Desværre, du er for ung til mig, tro mig." Emma hævede øjenbrynene.

   "For ung? Kom nu, du kan ikke være meget ældre end os." Lucifer trak hætten på sin hættetrøje tættere om ansigtet og rykkede sig lidt væk. Emma rejste sig op og fnøs. Hun tog Sandras hånd og trak hende ind i butikken. "Kom Sandra, jeg hjælper dig med at finde en kjole!" Sandra og Emma gennemgik hele butikken, og klokken ni, da butikken skulle lukke, havde Sandra, med Emmas hjælp, fundet sko, smykker og kjole. "Farvel Sandra," sagde Emma, og satte sig op på sin cykel.

   "Farvel Emma. Vi ses til ballet i morgen." Sandra vendte sig mod Lucifer, da Emma var kørt væk. "Nå, skal vi finde noget at spise?" Lucifer bar Sandras poser, mens hun førte an i jagten på mad. Hendes mave knurrede, og selvom det var meget imod hendes principper, så valgte hun en McDonald's. "Kom nu Lucifer." Lucifer stoppede op og så med tomme øjne på det lysende skilt.

   "Nej. Nej, jeg nægter at gå derind." Sandra himlede med øjnene.

   "Kom nu Lucifer. Jeg ved godt, at maden ødelægger blodet og kroppen, men du behøver jo ikke spise noget!"

   "Sandra, du forstår ikke..." Sandra himlede med øjnene og greb fat i Lucifers trøje. Hun trak ham med ind gennem hoveddørene.

   Sandra skulle til at gå hen for at bestille, men Lucifer holdt pludselig hårdt fast i hendes hånd. Hun så spørgende på ham. Han trak vejret. Hurtigt, endda. Sandra lagde en hånd på hans skulder.

   "Lucifer? Er alt i orden." Han rystede hurtigt på hovedet. Så smed han hendes poser på gulvet og styrtede ud. Sandra samlede poserne op og løb efter ham.

   Lucifer var ikke så hurtig som normalt. Sandra fulgte efter ham, uden at han så hende. Han vaklede en smule, virkede helt ude af den. Han endte med at forsvinde ind i en gyde. Sandra så rundt om hjørnet. Lucifer sad op ad muren og gispede efter luft. Han havde trukket knæene op til ansigtet, der var skjult af hætten på hans trøje. Sandra trådte ind i gyden.

   "Lucifer? Hvad er der galt?" Lucifer så på hende. Hans øjne var bange og skinnende. Han sank en klump.

   "Da jeg havde været i laboratoriet i..." Han sank en klump. "... i ti år, besluttede de, at de ville vise mig, hvor jeg var blevet fundet." Han så forskrækket på Sandra. "Der var blevet bygget en McDonald's. Oven på min grav! Den stank, der hang overalt omkring den! Den er ækel!" Sandra kunne kun forestille sig, hvordan Lucifer måtte have det. Hun lagde en hånd på hans skulder.

   "Kom," sagde hun. "Lad os tage tilbage til hotellet."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...