Fanget

G91 lever i en verden med undertrykkelse, hvor overklassen bestemmer. En dag kan G91 ikke holde undertrykkelsen ud mere. Han gør oprør og ender i klørene på overklassens leder. Vil han overleve? Deltager i The Maze Runner konkurrence mulighed 1. Færdig

6Likes
6Kommentarer
395Visninger

1. Fanget

Det var en kold og mørk oktoberdag, men alle dage var jo sådan. Luften var tyk af smog og bilos. Året var omkring 3451. Jeg var ikke sikker, for jeg var holdt op med at tælle. Verden blev styret af overklassen, som havde skabt en hær af halvt robotter og halvt mennesker. De blev kaldt Trosoer. Jeg boede på gaden og var alene. Selvom jeg var voksen nu, bar jeg præg af  en meget hård opvækst. Jeg havde lært at forsvare mig selv og kæmpe for maden.

 

Jeg vågnede ved lyden af råb og var lynhurtigt på benene. Panikken spredte sig hurtigt i byen. Arbejdet, eller som jeg ville kalde det slavearbejde, skulle udføres. Jeg gik ud af den gamle, faldefærdige ruin, jeg havde sovet i. Dem var der mange af for tiden. Byen havde for nogle år siden været i en 10 års lang borgerkrig mellem overklassen og folket. Der var blevet dræbt og tortureret så mange mennesker. De fattige, som blev kaldt slavefolket, havde ikke noget navn. Vi blev bare navngivet efter forbogstavet på hvilket arbejde, vi udførte, dagen, og det sidste cifre i årstallet, man blev født i.  Jeg hed G91, fordi jeg var genopbygger og var født d. 9 november 3431. Genopbygger var det hårdeste og den laveste position i samfundet.

Jeg gik ind mod centrum af byen. Der hvor byen blev delt op i overklassens område og arbejderfolkets. Lige ved  centrum var tavlen, hvor der stod, hvor man skulle ud at arbejde. ’G50 til G99 skal gå til ruinerne på vest siden af byen.’, læste jeg. ’Trosoerne venter.’ Jeg sukkede og gik i retningen af vest-byen. Der var alt for langt til at komme til tiden på gåben, men jeg havde ikke råd til en busbillet. Jeg ville blive straffet for at komme for sent, og det var ikke første gang.

 

 En halv time efter var jeg ved vest-byen. Arbejderne var gået i gang, og jeg prøvede desperat på ikke at blive bemærket. ”Du er vist kommet for sent G91.”, hørte jeg en metallisk stemme bag mig sige. Langsomt tvang jeg mig til at vende mig om, og mødte Trososens modbydelige, grimme ansigt. Et almindeligt øje og et robot, halv menneske- og halv robotkrop. ”Der var langt her ud og…”, svarede jeg men blev afbrudt.

”Spar mig dine undskyldninger og vend dig om.”

 

Jeg vidste, hvad der skulle til at ske, men gjorde alligevel, som den sagde. Smerten fra pisken var mere smertefuld end den plejede at være. Denne Troso var stærk. Jeg udstødte et støn og ventede til, at piskene stoppede. Det gjorde de ikke, og det var som om hvert pisk gjorde mere ondt. Jeg prøvede at tænke på noget andet, men det nyttede ikke noget. Efter hvert pisk voksede vreden. Det føltes, som om han havde været i gang i flere timer. Jeg kunne ikke holde det ud mere. Jeg greb fat i pisken og træk den ud af Trosoens robothånd. Panikken spredes i kroppen på mig. Hvad skulle jeg gøre? Jeg kastede pisken og vendte mig om for at løbe, men der stod en anden Troso. ”Du tror vist du er noget, men lad os se om du også er så modvillig, når vi tager dig med til herren.”, sagde den ene Troso med et ondskabsfuld smil. Den samlede en murbrok op fra jorden. jeg mærkede murbrokken ramme mit hoved, og jeg var væk. Det skete så hurtigt, at jeg ikke nåede at opfatte det.

 

Med en dunkende hovedpine vågnede jeg op. Langsomt prøvede jeg at rejse mig op, men det var umuligt. Hvad skete der? Mine ben og arme ville ikke adlyde mig, selvom jeg ikke var bundet. Jeg kiggede rundt i rummet. Det var mørkt, men jeg kunne lige ane en anden mand i rummet. Jeg ville spørge hvem han var, men der kom ikke andet end et lille støn ud. Han vendte sig om og kom over til mig. Nu kunne jeg se hans ansigt, og straks genkendte jeg hans blodskudte øjne og arrede ansigt. Han var leder af overklassen, og hvis der var noget, jeg hadede mere end Trosoer, så var det ham. Nogle gange kom han til de fattiges kvarter bare for at tage nogle med sig. Rygtet sagde, at det var, de mennesker som var Trosoerne. Det troede jeg ikke. Jeg troede bare, han kedede sig.  Min teori var, at Trosoerne var mennesker fra overklassen, som ikke ville følge ham. Han var iklædt sort tøj og havde en sort, gammel bowlerhat på. ”Goddag,”, sagde han. ”Du undre dig sikkert over, hvorfor du ikke kan bevæge dig. Lige nu er jeg bare ved, at se om du egner dig til det job, jeg har tænkt til dig. Jeg har strålet dig med agnellus, som gør dig lam og mere…medgørlig. Og for resten er jeg ham der styrer landet, hvis du var i tvivl.” Han vendte sig om og gik over til døren, men før han gik tændte han for lyset. Jeg opdagede, at jeg var i et laboratorium af en slags. Der var teknologisk udstyr over alt. Jeg var rædselsslagen. Hvad ville de med mig? Efter lidt tid kom en kvinde ind af døren med en sprøjte. Hun sprøjtede det ind i armen på mig, og hun satte en slags klistermærke på mit bryst. Det føltes mærkeligt, som om jeg blev træt. Jeg lukkede øjnene, og faldt i søvn.

 

Jeg vågnede op. Jeg var i en skov. Kroppen ville igen adlyde mig. Pludselig hørte jeg et brøl bagfra. Det var en tiger. Jeg begyndte at løbe, men den var hurtigere end mig. Mine ben var ved at blive trætte, så jeg greb fat i en gren og løftede mig op i træet. Tigeren hoppede op, og var så tæt på at tage mig. Var det en drøm eller virkelighed? Det føltes virkeligt. Jeg blinkede med øjnene, og da jeg åbnede dem igen, var jeg ikke længere i skoven. Jeg var i en ørken, og jeg sad heller ikke længere i et træ. Det var rigtig varmt, og jeg vidste, at jeg skulle skynde mig at finde en oase med vand, for ikke at dø af dehydrering.

Da der var gået noget tid, der føltes som flere timer, begyndte jeg at miste håbet. Jeg var så tørstig, at det var det eneste, jeg kunne tænke på. Kræfterne var ved at være brugt op. Jeg satte mig ned i sandet, og kiggede ud i horisonten i håb om at finde en oase. Der var desværre ingen. Efter et par minutter rejste jeg mig op igen. Jeg var nød til at gå videre. Da jeg igen havde gået nogle minutter kollapsede mine ben under mig. Forgæves prøvede jeg at rejse mig, men hvad nyttede det? Jeg lagde mig om på siden, og kiggede ud i horisonten. ’Hov.’ tænkte jeg. ’Hvad er det? Det kan vel ikke være…’ Men ganske rigtigt. Der stak palmer op. Jeg rejste mig op med fornyet mod, og gik i retningen af oasen. Da jeg nåede derop, så jeg heldigvis, at der var en lille sø. Jeg drak som en gal, og da jeg så op igen, var jeg ikke i en ørken mere. Jeg var igen i laporatoriet. Over i hjørnet sad lederen. ”Utroligt!”, sagde han. ”Jeg har aldrig set nogen der har klaret hele testen så flot.” ”Hvad var det?”, spurgte jeg.

”Det var en virtuel verden, jeg har opfundet til at se, hvor stærke mine udvalgte er. Den verden du var i, var en verden, du selv skabte. Sprøjten, du fik ind i armen, satte din hjerne i gang med at tænke. Du lavede historien, men sprøjten satte bare din hjerne i gang med at finde nogle ting, som du var bange for eller som du havde respekt for. Klistermærket gjorde mig i stand til at følge med. Jeg har et af samme slags på. Dine tanker var også mine tanker. Det var en meget spændende historie. Du min ven. Du klarede dig til top karaktere.”, sagde han. ”Var jeg ikke ved at dehydrere?”

Han rystede på hovedet og sagde: ”Nej, ikke på noget tidspunkt. Jeg er ked af at slå dig ud igen, men det er desværre nødvendigt.” Jeg nåede ikke at reagere, før der var en Troso, der slog mig ud bagfra.

 

Smerten vækkede mig. Der stod folk rundt om mig, og rodede ved min krop. Min arm brændte som bare pokker. Det lugtede af metal. Jeg skreg. Hvad var det her? Der lå metaldimser på bordene ved siden af mig. Stop, prøvede jeg at råbe, men jeg kunne ikke. Det gjorde for ondt. Jeg nåede lige at høre sætningen: ”Vi skal have mere bedøvelsesmiddel!”, før jeg gik ud som et lys…igen.

 

Her stod jeg og kiggede ud over byen. Alt så anderledes ud. Skarpere. Jeg havde ingen svage sider. Der var kun en ting i mit hoved: adlyd herren! Min nye pligt var at beskytte byen, og sørge for, at folk gjorde, som de skulle. Jeg kiggede ned af mig selv. Jeg var anderledes…forbedret. Her stod jeg, huskede alle mine oplevelser i denne by og følte…Jeg følte intet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...