Hjerteveninder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 sep. 2014
  • Opdateret: 24 sep. 2014
  • Status: Igang
I et år har de to barndomsveninder Rachel og Violet været i skjul fra et eller andet hemmeligt selskab, som er ude efter at få ramt på Violet, der skulle være en heks. Pigerne ved ikke hvorfor, men de ved at de er blevet bedraget af en, de troede var deres ven, og deres eneste håb er, at de finder en måde at kunne være i fred på. Være skjult for evig uden at rejse fra sted til sted. Så ankommer de til Tudor Hill og begynder på det lokale gymnasium, og tingene ændrer sig. Rachel møder Eli Monachos, en rå og hemmelighedsfuld fyr, som hun føler sig tiltrukket af, men hun ved at hun ikke kan tillade sig det. Og samtidig må Violet bekæmpe sin trang til at hjælpe folk med sine særlige evner, fordi enhver distraktion, enhver fejl, enhver uforsigtighed kan koste dem livet. Og de ved begge, at deres fjender ikke vil give op før Violet er slået ihjel.

0Likes
1Kommentarer
144Visninger
AA

3. ~2~


Vi for heldigvis ikke vild på vej til skolekontoret. Det ville have været pinligt på vores første dag. Vi blev mødt af en venligudseendet dame, som jeg antog var viceinspektøren på stedet. Hun præsenterede sig som Mrs. Hotze, og hun forsynede os med vores skemaer og et kort over skolen.

Violet og jeg havde valgt forskelligt, så fik vi fik forskellige skemaer. Mit første fag var engelsk, og Violet skulle have biologi. Da engelskklassen lå tættere på end biologiklassen, valgte Mrs. Hotze at følge os derhen først, så jeg kunne blive sat af der.

"Så I er fra Arizona," sagde hun, mens vi gik gennem skolens gange. "Hvordan er det dernede?"

Hvor skulle vi vide det fra? Det var Grahams ide at påstå, at vi kom fra Mesa i Arizona. I virkeligheden var Disneyland i Florida det sydligste, vi nogensinde var kommet.

"Varmt," svarede jeg bare. "Brændende varmt. Det er derfor vi er her. Vi trængte til en klimaforandring." Violet nikkede bare sammenstykkende. Hun hadede at lyve, også selvom det var nødvendigt. Så det var mest mig, der fandt på undskyldninger og løgnehistorier. 

Mrs. Hotze lo en perlende latter. "Ja, så er I kommet til det rigtige sted, kære børn. De unge her kalder Tudor Hill for 'Kong Vinters by'."

"Hvorfor hedder det egentligt Tudor Hill?" spurgte Violet interesseret. "Er det efter Henry den ottende?"

"Nåh, du kender vist en del til historie," sagde Mrs. Hotze. Ikke rigtig. Violet havde bare set alle afsnit af tv-serien The Tudors, og hun havde set The Other Boleyn Girl, fordi hun var en fan af Nathalie Portman. "Næh, navnet Tudor kommer fra det waliske navn Tewdwr. Det blev så senere ændret så det lød mere engelsk."

"Ja, så," sagde Violet og kiggede ned mod gulvet. Hun havde altid været en smule menneskesky. Og det var bare blevet en smule værre siden...

Nej, det skulle jeg ikke tænke på nu. Minderne gjorde ingen anden gavn end at minde os om, at vi var i fare og skulle holde lav profil.

"Så er vi der," erklærede Mrs. Hotze. "Engelskklassen med Mr. Reed."

Hun bankede på døren og åbnede den, da der blev sagt 'kom ind'.

Klassen var allerede i gang, og en mandlig lærer med brunt hår og briller stod oppe ved smartboarden, hvor det så ud til at han var ved at vise et PowerPoint frem, inden vi kom.

"Mr. Reed?" kaldte Mrs. Hotze. "Det her er en af de nye elever, Allison Murdock."

"Åh, ja," sagde læreren. "Miss Murdock. Mange tak, Shelby. Jeg tager over fra her. Du kan sidde ved siden af Janet. Der er en ledig plads der."

"Mange tak," sagde jeg og sendte Violet et opmuntrende smil, inden døren blev lukket bag mig.

Godt, så. Jeg var overladt til ulvene. Jeg satte mig på den ledige plads ved siden at en pige med leverpostejbrune krøller og fregner.

"Hej," hilste hun et venligt smil. "Jeg hedder Janet Sutton."

"Hej, jeg hedder Allison."

"Ja, det hørte jeg godt. Du er en af Mrs. Cahills udlejere, ikke?"

Jeg nikkede. "Jo, hvor ved du det fra?"

Janet lo. "Der sker ikke så meget nyt her i Tudor Hill. Hvis vi havde vores egen nyhedskanal, ville I have været breaking news."

Jeg lo lidt selv, inden vores opmærksomhed blev rettet mod læreren, der talte om Wilkie Collins. Så lang så godt. Jeg var i skole og havde en engelsktime, og der var ingen problemer. Forhåbentlig, så klarede Violet sig også godt.

Jeg fik udleveret årets pensum, en masse klassiker, som jeg havde læst i New York. Ja, så kan man vel sige, at jeg var forberedt.

Efter timen, tilbød Janet at følge mig over til kantinen, og jeg tog imod det tilbud for at være flink. Janet fortalte mig, at hun og hendes familie havde boet i Tudor Hill siden hun blev født, og at selvom den var søvndyssende, så var den særlig slemt. Og jeg sagde, at det var rart at vide det. Til gengæld fortalte jeg så hende, mit 'livshistorie' med at der var for varmt i Mesa. Jeg havde knap nok tilbragt to timer på denne her skole, og jeg opdagede, at jeg faktisk kunne lide Janet. Hun var sådan man kunne få hjælp hos, når man var ny elev på skolen.

Kantinen var allerede befolket, da vi nåede derhen. Jeg fik øje på Violet siddende ved et bord sammen med en rødhåret, drenget dreng med briller, som hun talte med.

Jeg smilede. "Nåh," sagde jeg, da Janet og jeg nærmede dem. "Har du allerede droppet mig for en ny bedste ven?"

Drengen lo hjerteligt, mens Violet rødmede lidt, men så tog hun sig sammen til at præsentere os. "Det her er Zach Carver, du ved, vores udlejers bofælles barnebarn."

Åh, ja, nu huskede jeg det.

Zach rødmede lidt selv, som om det var lidt pinligt, at blive betragtet som en udlejers bofælles barnebarn. Han mindede lidt om en Weasley fra Harry Potter.

Jeg rakte min hånd mod ham. "Jeg hedder Allison, rart at møde dig."

Lidt flov rettede han på sine briller og tog min hånd. "I lige måde. Jeg kan se, at du allerede har mødt Janet."

Janet lo. "Hun dukkede op i min engelskklasse, og væmmelige Mr. Reed satte hende ved siden af mig."

Zach lo. Han så bedre tilpas ud nu end før. "Din stakkels," grinede han til mig.

"Nah, det var ikke så slemt," forsikrede jeg. Også brød vores bord ud i latter.

Janet og Zach insisterede på, at vise os rundt på skolen, så det lod vi dem. Det var da bedre end at bruge et kort, for så ville vi ikke fare vild. De viste os idrætshallen, den næsten færdige bygning, der skulle være nye lokale til biologi og fysik, og et sted på nogle trapper, hvor en afgangselev skrev sig ind i skolens historie - og ud af skolen - ved at lave et aprilsnar med skolen dagværende rektor. Og mens vi gik, var der mange elever, der stoppede op og så på os, som om vi var nye dyr i zoologisk have.

Zach Carver virkede en smule genert i begyndelsen - ligesom Violet, men når han kom sig over det, så var han virkelig flink og rar - ligesom Janet.

Vi var på vej hen til en bygning, der blev kaldt 'Laden', hvor der var underholdning hver fredag eftermiddag, da noget andet skete.

En ung pige på omkring vores alder gik direkte kom til os. Hun så latinamerikansk ud ligesom den motorcykelfyr, jeg havde set udenfor tidligere på dagen, og hun så lige så godt. Hendes lange sorte hår havde røde striber i og hun bar et jadesmykke om halsen med et mærkeligt symbol på, der lignede et skævt F.
”Hej,” sagde hun højt. ”Jeg hedder Beth Monachos. Velkommen til skæresilden.”
Violet og jeg udvekslede hinanden et usikkert blik. Denne her piges imødekommenhed var meget… imødekommende. Svær at forholde sig til.
Vi skævede begge til Janet, men hun trak bare på skuldrene som om der ikke var noget at gøre.
Violet tog så ordet for at gøre situationen mindre akavet. ”Hej, og mange tak. Jeg hedder Jessica, og det her er min veninde Allison.”
"Jessica," gentog Beth muntert, som om hun allerede kendte os. "Allison. Dejligt at møde jer. Jeg tror, at vi har spansk sammen, ikke?"

"Tja," sagde jeg usikkert. "Jeg har spansk i morgen, første modul."

"Det har jeg også," svarede Violet. Hun lød også usikker.

"Skønt," sang Beth. "Jeg håber, at vi kommer til at lære hinanden meget godt at kende. Det er skønt, at se nye ansigter."

Hun smilede til os, og jeg smilede igen for at være høflig. Jeg kunne mærke, at jeg ikke havde noget imod Beth. Det var bare hendes... åben væsen, der gjorde mig usikker på hvad jeg skulle sige.

Så vendte Beth sig mod Zach. "Hør, Zachary. Kan du ikke lige hjælpe et regnestykke? Jeg skal have matematik senere i dag, og mine lektier driver mig til vanvid."

Zach sagde ikke noget lige med det samme. Han stirrede på Beth med et blik, som en fan ville sende sin yndlingsfilmstjerne, hvis han traf dem tilfældigt på gaden. Så blinkede han bare med øjnene og mumlede, at det kunne han godt hjælpe med.

"Jeg håber, at I vil kunne lide vores skole," sagde hun til os, inden hun og Zach forlod os.

Pludselig blev jeg overvældet af en behagelig følelse. Som om jeg følte mig godt tilpas, der hvor jeg var nu. Men jeg kunne mærke, at den følelse ikke var kommet af at Beth endelig lod os være. Den var bare dukket op. Sådan ud af det blå

Jeg så på Violet, og jeg kunne straks se, at hun også havde følt det. Hvad foregik der?

Så brød Janet ind. "I skal ikke være bange for Beth. Hun er sådan altid. Hendes bror er dog ret normal."

"Hendes bror," gentog Violet nysgerrig.

"Eli. I har måske set ham udenfor tidligere. Han og hans motorcykelvenner."

Jeg vidste med det samme, hvem hun mente. "Er han hendes bror?"

"Tvillingebror, faktisk. Jeg tror, at han er ti minutter ældre. De hedder Elias og Elizabeth, og de er de yngste af Monachos-børnene. Deres far arbejder for de sociale myndigheder."

Det fik mig til at stivne for et øjeblik. Sociale Myndigheder. Dem skulle Violet og jeg helst undgå. Jeg kiggede over på Violet, og som om hun havde læst mine tanker, nikkede hun.

Janet fortsatte med at pludre løs, som hun ikke havde set vores reaktion. "Deres tre ældre søskende er allerede færdige med skolen. Benjamin, den ældste, er på politiakademiet, Casey er ved at læse til læge, og Dyveke, ja, hvem ved."

"Huh?"

Janet smilede drillende. "Hvis I syntes, at Beth var usædvanlig, så vent til I møder Dyveke. Hun er skræmmende. Hun er det tætteste, man kunne komme på at møde en vampyr."

Okay, det lød ikke rart.

"Men hun bor vist stadig hjemme sammen med familien. Det er faktisk skægt, de lignede ikke hinanden meget. Jo, de tre ældste er lyse i huden, som vi er, ligesom deres far, han er delvis engelænder. Men tvillingerne tager mere efter deres mor i udseende hun er vist spansk eller portugisisk."

"Søskende ligner ikke altid hinanden," svarede jeg.

"Næh, det er rigtig nok," svarede Janet i kiggede i retning af hvor Beth var gået. "Men jeg havde troet, at de sydeuropæiske gener var - mere dominerende."

"Naturen er fuld af overraskelser," sagde Zach, der var kommet tilbage til os. "Så, vil I se vores 'lade', inden frikvarteret ringer ind."

- - -

Resten af skoledagen forløb gnidningsfrit. Vi fik selvfølgelig lektier for, og vi fik også hilst på en del flinke mennesker. Den nervøsitet vi havde følt her til morgen svandt ind som dug. 

Vi besluttede os for at trække vores cykler hjem i stedet for at køre på dem, for vi havde jo ikke så travlt med at komme hjem.

”De stirrede på os som om vi var UFO’er,” mumlede jeg.
Så fniste Violet. ”Vi er officielt UMNE.”
”Og hvad er så det?”
”Uidentificerede Mystiske Nye Elever.”
Jeg rullede med øjnene. Violet var sød, men hun kunne være ret barnlig – dog sød barnlig.
På nær mødet med Beth, som var lidt akavet, så virkede det til at vores første skoledag var blevet en succes. Og det gav mig en dejlig fornemmelse. Da Violet og jeg stak af i sin tid, blev vi efterlyst, og vi frygtede hver eneste dag for, at enhver, der gik forbi os, ville alarmere politiet på stedet. Men nu var den frygt halvt slidt ned. Vi var stadig lidt bange, men nu turde vi tage chancer.

Violet skulle til at sige noget, men så hørte vi en brummende lyd bag os. Vi stoppede op og kiggede bagud og så motorcykelbanden fra tidligere komme kørende i samme retning som os. Rødtoppen og blondinen sad på den samme motorcykel, mens latinamerikaneren - Eli, huskede jeg - kørte for sig selv. Uden hjelm på.

Tænkte han nogensinde på sikkerheden? Jeg vidste, at jeg ikke ville sætte mig op på en motorcykel barhovedet. Bare tanken gav mig lyst til at skrige.

Da den passerede os, kørte han lige gennem en stor vandpyt i rendestenen og lod det sprøjte ud over mig, så jeg blev gennemblødt.

Okay, der røg mit gode humør. Man kunne sige, at vandet kølede det fuldstændigt ned. Ledt af en pludselig vred impuls tog jeg min ene sko af og kyle den så kraftig, jeg kunne, i retning af motorvandcyklen, så den ramte føreren lige i hans nakke.
Det var først da han stoppede op, at jeg blev overvældet af en frygt, der fik min mave til at fryse sig til is.
Åh, åh.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...