Hjerteveninder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 sep. 2014
  • Opdateret: 24 sep. 2014
  • Status: Igang
I et år har de to barndomsveninder Rachel og Violet været i skjul fra et eller andet hemmeligt selskab, som er ude efter at få ramt på Violet, der skulle være en heks. Pigerne ved ikke hvorfor, men de ved at de er blevet bedraget af en, de troede var deres ven, og deres eneste håb er, at de finder en måde at kunne være i fred på. Være skjult for evig uden at rejse fra sted til sted. Så ankommer de til Tudor Hill og begynder på det lokale gymnasium, og tingene ændrer sig. Rachel møder Eli Monachos, en rå og hemmelighedsfuld fyr, som hun føler sig tiltrukket af, men hun ved at hun ikke kan tillade sig det. Og samtidig må Violet bekæmpe sin trang til at hjælpe folk med sine særlige evner, fordi enhver distraktion, enhver fejl, enhver uforsigtighed kan koste dem livet. Og de ved begge, at deres fjender ikke vil give op før Violet er slået ihjel.

0Likes
1Kommentarer
146Visninger
AA

2. ~1~


Vi fik vores morgenmad på en landevejsdiner. Den bestod af amerikanske pandekager med blåbær og pølser med ketchup. Det var stadig varmt, hvilket var dejligt for vi havde tilbragt natten i en åben pickuptruck og var næsten frosset ihjel.
Violet var stadig kold til trods for at hun var iført en langærmet sweater, men hun brokkede sig ikke. Det var hun alt for sød til. Desuden så kendte hun godt til risikoen ved at bo på et hotel, som Graham mange gange havde advaret os om. Vi havde hverken boet på et hotel eller motel siden vi forlod New York for tre dage siden. Tre dage, hvor vi sov under åben himmel, kom frem på tommelfinger (ingen af os havde kørekort, eller ønskede at løbe en risiko ved at stjæle en bil), vandret til fods i regnvejr, levet af billigt fastfood og undgået at efterlade noget som helst, der kunne spores til os. Desuden skulle vi også spare på hvad vi havde af kontanter. Vi havde aftalt, at ikke brugte vores nye kreditkort, før vi nåede frem. Bare sådan en sikkerhedsforanstaltning.
”Så hvornår skulle vi være dér?” spurgte hun.
”Inden klokken tolv,” svarede jeg. ”Vi har lige penge nok til at tage bussen derhen, så vi er der klokken elleve.”
Klokken tolv havde vi nemlig en aftale med en Mrs. Cahill, som var gået med til at leje sit møblerede hus ud til os, når vi flyttede ind i Tudor Hill, en lille næsten anonym by i Montana, der lå omkring femogtyve kilometer fra Missoula. Derfor havde vi også nette os selv og taget rent tøj på ude på dinerens toilet, så vi så mere præsentabel ud. Når man havde været på farten i tre dage uden tag over hovedet, så lignede man noget katten havde slæbt med ind. Og enhver med respekt for sig selv, ville leje deres hus ud til sådan nogen.
Hun nikkede og begyndte at spise igen. Hun overlod altid vores rejseplaner til mig, fordi hun selv var så usikker på det hele. Derfor havde jeg ikke lyst til at indrømme, at jeg også var usikker.
Hendes hud var lige hvidt, som enhver af europæisk afstamning og hendes hår var hvidblond og fladt, men hendes violette øjne var mandelformede, så det fik mig mange gang til at spekulere på om hun var delvis asiater. Men jeg havde aldrig spurgt hende, fordi jeg vidste at hun ikke selv kendte svaret. Hun var et hittebarn, fundet på et børnehjems dørtrin som spæd, så hendes herkomst var lige så stort et mysterium som hendes store hemmelighed.
Den hemmelighed, der var årsagen til, at vi var på flugt for vores liv.
Det var Graham, vores beskytter, der havde valgt Tudor Hill for os, da han fortalte, at vi måtte væk. Der var ikke sikkert i New York mere, hvor vi havde tilbragt de sidste syv måneder.
”Det er en lille by i Montana,” forklarede han og brød ud i et hosteanfald. Han havde i de sidste to måneder lidt af lungekræft, så han havde ikke langt tilbage, hvilket var nok derfor han sendte os væk nu. ”Organisationen vil ikke drømme om at lede efter jer der.” Han var selv en tidligere medlem af den organisation, men han forlod den for mange år siden, fordi han ikke kunne lide det mere. Han var en gammel mand, men han vidste meget om organisationens metoder. Derfor havde han hjulpet mig og Violet i at gemme os for dem, da vi flygtede. ”Jeg har bestilt falske papirer for jer. Og I får selvfølgelig penge med jer. Det vigtigste er, at I holder lav profil og falder til blandt de andre.”
Lav profil. Det var den vigtigste regel for at skjule sig fra en dødsensfarlig fjende. Gør ikke dig selv bemærket. Hold dig fra der, hvor alles opmærksomhed var rettet imod. Sådan overlever man.

- - -

Busturen var ikke behagelig, men vi kom frem til Tudor Hill i god tid til at møde Mrs. Cahill udenfor hendes hus.
Det var et hvidt toetages hus med en gyngestol på verandaen. Måske så det lidt for gammeldags ud for to sekstenårige teenagere, men Violet og jeg kunne ikke tillade os selv at være kræsne. Mrs. Cahill var en ældre gråhåret lille dame, som tog elskværdig imod os, og begyndte at vise rundt.
”Min mand og jeg boede her i over halvtreds år,” forklarede hun, mens hun førte os ind. ”Da han så døde sidste år syntes jeg bare, at huset var blevet så forfærdeligt stort. Alle mine børn er jo voksne og har egen familie, så jeg tænkte, at jeg kunne leje det ud.”
Hun vidste os først stuen, der var møbleret med sofaer og et tv. Jeg blev lettet over at hun forsikrede os, at der var wi-fi i huset. Hvem kunne overleve uden det?
Så gik turen til køkkenet, der så heldigvis moderne ud med opvaskemaskine og mikrobølgeovn. Og jeg var glad for at Violet og jeg kunne få en chance for at selv at lave mad til afveksling for fastfooden.
Så førte Mrs. Cahill os ud i haven, hvor der stod et gyngestativ, som hendes mand havde lavet til deres børn engang. Hun spurgte os om vi ville have noget imod, at hendes børnebørn ville lege der, når de kom på besøg, og det havde vi ikke. Strengt taget var det her jo stadig hendes hus. Efter hvad jeg kunne forstå, så skulle hun bo hos en veninde her i byen, der også var enke.
”Jamen, det må være dejligt, at bo sammen,” sagde Violet venligt.
Det gav Mrs. Cahill hende ret i. ”Der er jo ingen mening, at to gamle harper bor hver for sig i store hus, når de bare kan føre fælles husholdning. Hun vil sikkert gerne møde jer en af dage. Hun har et barnebarn, som går jeres nye skole. Zach hedder han. En meget flink ung mand. Han vil sikkert hjælpe.”
”Det ville være rart,” sagde jeg. Jeg gruede for tanken om at skabe for meget bekendtskab med nogen her i byen, hvis de nu viste sig, at Violet og jeg var nød til at stikke af igen. Men vi ville skabe for meget opmærksomhed, hvis vi holdt os til os selv.
Det var som at balancere på en tynd line.

Så afrunde rundvisningen med at vi fik vist vores værelser.
Mit værelse var stort nok til mig og opfylde mine behov med seng, skrivebord og et skab. Det var helt klart, hvor hendes børnebørn plejede at sove, fordi sengen, skrivebordet og kontorstolen så ret nye ud.
Men det, der fangede min interesse var, at der var sat tremmer for vinduerne.
”Har det her været beregnet til stuearrest?” spurgte jeg.
”Næh,” svarede Mrs. Cahill. ”Hvorfor spørger du?”
Jeg pegede på tremmerne, og straks forstod hun. ”Åh, nej, nej,” lo hun. ”Det her har været et børneværelse. I gamle dage satte man tremmer for vinduer for at forhindre små børn i at kravle ud af dem. Jeg kan bede min fætters søn om at fjerne dem, hvis du ikke kan lide dem. Han arbejder som håndværker.”
”Det behøves ikke,” forsikrede jeg. ”Jeg syntes, at det giver værelset noget personlighed.” Jeg kunne godt lide huse, der havde deres særheder, som et hemmeligt rum bag en reol eller et motto skrevet over døren. ”Og de kan sikkert også holde indbrudstyve ude.”
”Det er jeg glad for at høre.”
Violets værelse var et spejlbillede af mit minus tremmerne, og begge værelse delte et fælles badeværelse. Der var et skab hvor der var en hylde til hver vores toiletartikler.
Og som afslutning, rakte hun os nøglerne og ønskede os held og lykke og velkommende til Tudor Hill.
Held og lykke, ja, det ville vi få brug for, hvis vi skal kunne skjule os her.
Da så endelig var alene, gik vi i gang med at pakke ud. I vores tasker havde vi det mest nødvendige. Toilettasker, skiftetøj, vores forfalskede papirer, tæpper, vores bærbare og nødrationer. Selvfølgelig måtte vi skaffe noget mere tøj, inden vi kunne begynde i skolen på mandag. Og et par cykler til at vi kunne komme derhen. Mrs. Cahill havde fortalt os, at hendes nye naboer gerne ville sælge deres gamle cykler, så var det problem løst. Hvad tøjet angik, lå der en genbrugsforretning i byen. Og der var også et supermarked, hvor vi kunne købe mad.
Den aften tog vi hul på det, vi havde tilbage af vores nødration, og skålede i cola for en ny begyndelse i Tudor Hill.
”Rachel?” spurgte Violet.
”Ja?”
”Hvor længe tror du vi kan være her?”
”I meget lang tid, håber jeg,” svarede jeg. ”Hvorfor spørger du om det?”
Hun svarede ikke, men jeg havde på fornemmelsen, at det var fordi, at hun var træt af denne her gemmelegskamp for livet. Jeg var også selv træt, men der var ikke noget at gøre ved det. Hvis nogen fandt ud af at vi var her, så var vi færdige. Vi anede ikke, hvem vi kunne stole på. Graham var den eneste vi havde, og nu befandt vi os flere hundrede kilometre fra ham. Violet nikkede bare, som om hun havde accepteret det.
Nu var spørgsmålet bare hvor længe vi kunne være her, før organisationen ville komme på sporet af os.
”AV,” råbte jeg. Jeg skar mig i fingeren på pølsedåsen, da jeg var ved at åbne den. Det vakte Violets interesse. ”Rachel, kan jeg ikke…?” spurgte hun og rakte ud efter min hånd.
”Nej,” sagde jeg strengt og tog min hånd væk, så hun ikke kunne tage den. ”Vi har talt om det her tusind gange. Og Graham sagde det selv. Du må ikke. Du har klaret dig fint uden at gøre det i New York, og hvis du begynder nu, ved vi ikke om du så er til at stoppe igen.”
Violet så lidt såret ud. ”Jeg kan godt styre mig. Stoler du ikke på mig?”
Jeg sukkede. ”Selvfølgelig, gør jeg det. Det er din evner, jeg ikke stoler på. Når først du bruger dem, så er det ikke til at vide om de kan holdes inde igen.”
Jeg suttede på såret for at lindre smerten. ”Glem ikke, hvorfor vi skjuler os.”

- - -

På vores første nat var der tordenvejr udenfor. Jeg lå i sengen og talte sekunderne mellem lynene og bragene og spekulerede på, om jeg skulle tage det som et dårlig varsel for fremtiden.

Engang havde jeg en familie, men dem havde jeg forladt, og jeg anede ikke hvordan de havde det nu. Savnede de mig? Hvad havde de tænkt om mig?

Der var kun mig og Violet nu.

Søndagen gik fint. Vi fik skaffet cyklerne fra Mrs. Cahills naboer, og vi fik købt noget mere mad med vores nye kreditkorte. Vi valgte endda også tage en tur ned til skolen, så vi kunne lære vejen at kende.

James Ashley High lignede enhver anden High School. Det bestod af en samling store røde bygninger med sorte tage. Og fra hvor vi stod, kunne vi se at der var ved at blive bygget til.

Vi måtte så cykle hjem, da det begyndte at regne. Vi blev så våde, at man skulle tro, at vi havde svømmet med tøjet på, men vi fik så afprøvet køkkenet og lavede varm kakao med flødeskum. Vi fik faktisk en ret okay start i Tudor Hill.

Aftenen inden vi gik til ro, gjorde vi vores nye papirer parate til skolen. De var alle sammen falske, men dygtig fremstillet af Grahams ildelugtende computernørdven, der havde brug for salt til et æg. Vi var nødt til at bruge nye navne her i Tudor Hill. Jeg havde kaldt mig selv Allison Murdock, og Violet valgte Jessica Stuart. To navne, som ikke ville fange nogens opmærksomhed, hvis de ledte efter Rachel Hoyle og Violet Porter.

Den næste dag manglede vi ligesom appetitten til morgenmaden. Vi var en smule nervøse og bange for, at vi ville begå en dummer. I New York havde vi mest holdt til os selv, hvilket var okay, fordi der havde været flere hundrede elever på vores skole. Men her ville vi skille en smule ud. Vi ville være de nye piger.

Da jeg var ved at gøre mig i stand på badeværelset, betragtede jeg mit spejlbillede. I New York havde jeg farvet mit hår rødt og brugt brune kontaktlinser. Det var en nødvendighed, at ligne en helt anden person. At blive et ansigt, man ikke ville skue, i mængden. At blive en sten mellem andre sten, når nogen ledte efter guld. Men nu var jeg vendt tilbage til mit brune hår og gråblå øjne.
Jeg vidste godt, at jeg nok løb en risiko, men jeg indså, at jeg var træt af at farve mit hår og tage kontaktlinser på.

Hvad tøjet angik tog jeg bare et par jeans på, jeg lige havde købt, og en rød skjorte. Et ret ordinært look, hverken for fancy eller for deprimeret. Da jeg kom nedenunder så så jeg at Violet stod i entreen og ventede på mig. Hun havde taget hvidt tøj. Det gjorde hun altid, når hun kunne slippe af sted med det. Hvide jeans og en hvid bomuldsbluse med glimmer i. Hun elskede hvid, og det stod også godt til hendes hvidblonde hår.

Hun så bekymret ud, men hun smilede da hun så mig. "Hey," sagde hun.

"Hvad så?" spurgte jeg drillende. "Har du lampefeber?"

Hun fniste. "Hvad ellers? Jeg tror, at jeg er ved at tisse i bukserne af skræk." Så lo hun.

Jeg var lettet over at se hende i godt humør. Det har ikke været nemt at få hende til at smile siden vi stak af. Jeg kunne stadig se hendes tårevædede ansigt for mig, den nat hun dukkede op på mit dørtrin.

Hun var blevet svigtet, forrådt. Og nu havde hun kun mig, og jeg havde ikke tænkt mig at svigte hende.

Jeg gik hen til hende og gav hende et klap på skulderen. "Af sted til skæresilden," sagde jeg muntert, inden vi gik ud af døren.

Heldigvis så regnede det ikke, som det havde gjort dagen før. Og det tog jeg som et godt tegn, men der lå store vandpytter ude på vejen. Når vi cyklede forbi dem, kunne jeg spejle mig i dem.

Da vi ankom til skolen, fik jeg sommerfugle i maven. Eleverne var allerede ved at samle sig om den, som myrer om deres tue.

Det var først, da Violet og jeg fik parkeret vores cykler, at jeg bemærkede et gruppe, der ikke så ud til at have travlt med at komme ind.

Det var to drenge og en pige, der stod ved nogle motorcykler og talte sammen. Der var en rødtop, en latinamerikaner og en blondine. Rødtoppen havde sin ene arm lagt omkring blondinens skuldre, så jeg gik ud fra at de var kæreste.

Jamen, fedt nok. Denne her by havde deres egen motorcykelbande. Eller måske var det lidt for meget sagt at kalde tre personer for en 'bande'.

Ham latinamerikaneren så ret godt ud, men jeg var sikker på, at han ikke var min type. Selvom jeg ikke ved, hvad min type  er, virkede han for rebelsk og farlig til mig, og det skulle jeg ikke nyde noget af.

Jeg kunne tillade mig, at synes, at han så lækker ud, men jeg kunne ikke tillade mig, at blive tiltrukket af ham.

Enhver distraktion kunne få Violet dræbt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...