Number 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 sep. 2014
  • Opdateret: 30 dec. 2014
  • Status: Igang
Hvordan er det at leve i skyggen af sin bror hele sit liv? Og blive nummer to til alt? Det ved Jacob alt om Hans bror er verdenskendt mens Jacob er mere kendt inde for politiet. Jacob hader hans familie, især hans bror som alle så godt kan lide. Men hvad nu hvis han bliver tvunget til at leve med ham i 6 måneder?!

7Likes
4Kommentarer
753Visninger
AA

16. Jacob/Why?

Jacob POV. 

 

(Nogle få timer senere)

 

"Hvornår kommer Michael? Han skulle lige snakke med resten af bøssebandet også ville han komme. Gad vide hvad de snakker om? Mig? Penge? Damer? Hash? Aner det ikke.. Men ville spørge Michael om det, om han ved det eller ej!" Tænkte jeg mens jeg sad inde i tourbussen og ventede på at Michael blev færdig.

"Hvor langtid kan det tage?" Tænkte jeg efter nogle minutters ventetid. Efter nogle flere minutters ventetid kom Michael endelig ind i tourbussen, han så ikke så glad ud.

 

"Hvad så?" Sagde jeg da han satte sig ved siden af mig.

"Drengene ville ikke have vi er så meget samme" Sagde Michael trist.

 

"Hvorfor i alverden det?!" Spurgte jeg lidt ophidset. Han var jo min første rigtige ven udover Calum, bare glem Calum!

"De sagde at jeg ikke var så meget optaget af bandet, og at jeg hele tiden hang ud med dig. Men det gør venner jo også!" Sagde Michael og lagde sit hovede ned i hans hænder.

 

"Skal jeg tage en snak med dem?" Spurgte jeg og skubbede blidt til ham.

"Det må du vel godt. Men ikke brug vold" Sagde Michael hurtigt.

 

"Det kan jeg ikke love" Sagde jeg hurtigt og rejste mig op fra sofaen, jeg gik langsomt hen mod døren.

"Men du kan prøve" Sagde Michael lavt.

 

"Kan prøve" Sagde jeg og gik så ud af tourbussen. Jeg gik hurtigt ind på stadiumet.

"Den første fra bøssebandet jeg ser banker jeg!" Tænkte jeg og gik hen af en stor gang med masser mennesker på. Jeg gik i lidt tid før jeg fandt ham der Luke eller noget. Jeg tog fat i hans arm og trak ham ind i det første rum jeg så. Jeg smækkede døren i og skubbede Luke noget ind i væggen hårdt. 

 

"Jacob hvad sker der?" Spurgte Luke forvirret.

"Hvad fanden tror du!?!" Sagde jeg og pressede ham tætter på væggen.

 

"Hvad?" Sagde Luke og så meget forvirret ud.

"Hvorfor kan i ikke bare lade Michael være! Bare fordi han lige fik en anden ven, og ikke gider at være sammen med jer! Så behøves i ikke at ødelægge det hele!" Råbte jeg ind i hovede på Luke.

 

"Nårr det.. Undskyld" Sagde Luke stille.

"Du skal holde din kæft! Du skal ikke sige undskyld til mig med Michael!"Råbte jeg og trykkede ham længere ind i væggen.

 

"Det kan jeg jo ikke" Mumlede Luke.

"Hvad fanden sagde du lige? Sig det igen jeg hørte det ikke!" Sagde jeg og trykkede en gang på hans højre ribben. Luke skreg lavt for det gjorde ondt.

 

"Ikke noget" Sagde Luke mellem de små skrig.

"Hold dig fra Michael! Han har ikke gjord noget!" Sagde jeg og trykkede lidt på hans ribben igen.

 

"Skal.. Nok" Sagde Luke mens han kunne mærke smerten fra hans ribben. Jeg trykkede ham en sidste gang også slap jeg grebet om Luke. Jeg gik hurtigt væk fra ham, Luke faldt ned på jorden og der indså jeg hvad jeg lige havde gjord.

"Jacob! Hvis du ville beholde Michael som ven så må du jo ikke slå hans bedsteven! Det er sku da dumt! Gør det godt igen! Sig undskyld eller noget.." Tænkte jeg mens jeg stod og stirrede på Luke som lå og græd på gulvet.

 

"Tudeprins! Ligesom Calum!" Tænkte jeg og gik hen til Luke. Jeg satte mig på hug, først kiggede jeg lidt på ham. Jeg vidste jo ikke hvad jeg skulle sige.

"Luke?" Sagde jeg lavt.

 

"Hvis du ville gøre mig ondt så gå" Sagde Luke og græd og græd.

"Nej jeg ville ikke gøre dig noget. Jeg ville bare sige undskyld jeg var ikke mig selv. Michael var bare så ked af det, af det i sagde til ham at jeg mistede kontrollen. Du må undskylde at det gik ud over dig" Sagde jeg og kiggede på ham.

 

"Det kunne gå ud over alle" Mumlede Luke ned i gulvet.

"Ja det kunne det, men jeg er virkelig ked af det jeg har gjord mod dig" Sagde jeg og lagde stille min hånd på hans ryk. 

 

"Er du ked af det?" Spurgte han og græd stadig.

"Ja jeg er. Jeg er ked af at jeg gjorde dig ondt og at du græder over det" Sagde jeg og nussede hans ryk lidt.

 

"Undskyld at vi sagde det til Michael, det er bare fordi at han plejer at være sammen med os hele tiden, og nu er det bare så mærkeligt at han ikke er her mere. Jeg tror også vi føler os udenfor fordi dig og Michael er så meget sammen og er så gode venner, vi er nok bange for at spørge om vi må være med?" Sagde Luke og snøftede.

"Ved du hvad? Ville du med ud og spille Fifa med Michael og jeg?" Spurgte jeg og flyttede min hånd fra hans ryk.

 

"Jeg ville gerne" Sagde Luke og satte sig op, han kiggede direkte ind i mine øjne. Hans øjne så, så venlige og kærlige ud.

"Så lad og gå ud og spille med Michael!" Sagde jeg og rejste mig op, Luke rejste sig op og sagde "Ja lad os det".

 

"Er vi så gode igen?" Spurgte jeg da vi nåede til døren.

"Ja vi er" Sagde Luke og vi gik så ud af rummet. Vi gik ned af gangen med de mange mennesker på og gik så ud af stadiumet, og ud i tourbussen.

 

"Michael! Jeg har en der ville spille fifa med os!" Sagde jeg da vi kom ind i bussen.

"Hvem!" Spurgte Michael og lyste helt op.

 

"Luke" Sagde jeg og satte mig ved siden af Michael. Luke satte sig på den anden side af Michael.

"Nå men Luke du skal være på mit hold" Sagde Michael bestemt.

 

"Michael! Dine maner! Luke du skal være på Michael's hold fordi han spiller som en lort!" Sagde jeg og grinede.

"Okay så bliver det også retfærdig!" Sagde Luke og grinede.

 

"Drenge mine smukke følser!" Sagde Michael og grinede. Vi alle grinede i noget tid, også satte vi os til at spille en retfærdig fodboldkamp. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...